Annonce
Debat

Coronahilsen: Vi er nødt til at tale om albuen - albuen skal dø

Selv i toppen af dansk politik trives "albuen", som her hvor Dansk Folkepartis formand Kristian Thulesen Dahl holdt grundlovstale under den i øvrigt digitale grundlovsfest på Lykkesholm Slot i Ørbæk på Fyn. Arkivfoto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix


I december mistede jeg min kære, gamle bedstemor. Corona kan ikke få skylden i dette tilfælde - det kan et langt liv med rygning i stedet.

Bisættelsen blev holdt i god ro og orden med det antal personer, der nu engang måtte være i kirken ifølge restriktionerne. På den grå vinterdag fik vi båret hendes hvide kiste ud i den ventende sorte rustvogn. Vi lagde alle sammen en rød rose og så fulgte vi bilen ned til porten i kirkegærdet.

Som traditionen byder, stod vi, den nærmeste familie, forsamlet i en lille gruppe for at tage imod kondolencerne fra de andre fremmødte. Nu defilerede rækken af sorgbetyngede pårørende forbi med våde øjne - og så var det, at det skete.

Afstandskravet betød naturligvis, at håndtryk var udelukket, og et anerkendende nik var alt, vi behøvede. Men så var der pludselig én, der stak albuen frem til den famøse coronahilsen. Af ren høflighed tog man naturligvis - lidt paf - imod denne gestus, om end den friskfyrsagtige hilsen virkede forkert ved en begravelse - kun marginalt mindre malplaceret end en highfive.

Havde det så blot været dette ene albuebump. Men ak nej - nu så de efterfølgende, at albuehilsenen åbenbart var kutymen - den mærkværdige gestus forplantede sig nedad i rækken, og vi måtte bumpe albuer med alle, der kom forbi.

Et øjeblik var det, som om jeg observerede det hele udefra: En lang række af sortklædte mennesker, der skuttede sig af lige dele sorg og kulde, mens de med nedadvendte mundvige og tårefyldte øjne processerede forbi os og stak albuen ud til hilsen. Som et langsomt og trist fodboldhold, der skulle give håndklask inden kampstart.


Så var der pludselig én, der stak albuen frem til den famøse coronahilsen. Af ren høflighed tog man naturligvis - lidt paf - imod denne gestus, om end den friskfyrsagtige hilsen virkede forkert ved en begravelse - kun marginalt mindre malplaceret end en highfive.


Det var virkelig absurd - og vi er simpelthen nødt til at tale om albuen. Den må vi nemlig gerne blive stedt til hvile, før denne pandemi er ovre.

Den kække hilsen vandt frem, da afstandskrav blev den nye normal med indtoget af covid-19. Håndtrykket var klart en smittefaktor, og en ny hilsen måtte jo findes frem. Men et nik eller et lille vink med hånden var ikke nok for nogle.

Der blev også forsøgt med fodhilsenen, der mest af alt minder om indledningen på en støvledans. Det var dog albuehilsenen, der løb med sejren.

Ikke mindst midaldrende mænd kan man se entusiastisk læne sig frem og stikke albuen ud med en fjoget og forventningsfuldt smil om munden. For det her er da bare sjovt og frisk, kan man nærmest høre dem tænke.

Nu ser man den over alt - heller ikke erhvervs- og foreningslivet er gået ram forbi. På pressebilleder fra virksomhedsaftaler og præmieoverrækkelser ser man rask væk storsmilende personer stå i den besynderlige positur med albuerne strittende ud i alle mulige retninger.

Et præmieeksempel oplevede jeg i et lille filmklip på Facebook: I forbindelse med en prisoverrækkelse af en slags stødte giveren og modtagerne albuerne mod hinanden - hvorefter de fortsatte med at overlevere pokalen fra hånd til hånd.

Det værste er, at man ikke kan slippe væk. Man kan sige pænt nej tak til et håndtryk med henvisning til myndighedernes anbefalinger - men albuehilsenen er jo angiveligt skabt som et coronasikkert alternativ. Og så må man jo modvilligt stikke den spidse del af armen frem.


I forhold til sikkerhedsafstand er albuen dog helt hen i vejret. Når man bøjer armen, halverer man jo reelt afstanden i forhold til et håndtryk.


I forhold til sikkerhedsafstand er albuen dog helt hen i vejret. Når man bøjer armen, halverer man jo reelt afstanden i forhold til et håndtryk.

Hvis man tænker albuen ind i en større sammenhæng, opstår der imidlertid nogle komiske scenarier.

Skal der for eksempel til at gives albue ved en ceremoni, inden nye danskere kan få tildelt statsborgerskab? (Efter lidt research fandt jeg ud af, at det rent faktisk har været praksis nogle steder!)

Skal præsten ved vielser sige, ”så giv hinanden albue derpå”?

Og forestil jer det ikoniske billede af Elvis og præsident Nixon - nu bare med albuerne stukket frem i stedet for næverne.

Det ville glæde mig, hvis man ikke længere skulle ud i pinagtige situationer med albuerne strittende ud i luften.

Skulle vi ikke aftale, at albuehilsenen får lov til at blive lagt i graven, før det her coronahalløj er overstået? Kan vi give hinanden håndslag på det? Billedligt talt, naturligvis.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Aarhus

Lup på køkken, jordvarme og ridebane: Dan Jord involveret i stor svindelsag i boligforening

Annonce