Annonce
Aarhus

Cyklister advarer: Uforsvarligt med speedcykler på cykelstier

Anne-Mette Hansen, nyder selv at cykle, men hun synes at el-cykler har skabt mere utryghed på cykelstien og frygter at få de hurtigere speed pedalecs på cykelstierne. Foto: Flemming Krogh

To kvinder fra Aarhus advarer Færdselsstyrelsen mod speed pedelecs på cykelstierne. Den ene er tidligere blevet kørt ned af en cyklist på el-cykel.

AARHUS/HØJBJERG: - Allerede nu er der problemer med de almindelige el-cykler, da vi ikke kan høre, når de kommer drønende i høj fart bagfra. Derfor vil speed pedelecs bevirke stor utryghed og kæmpefare for alle os almindelige cyklister.

Sådan lød advarslen, da Anne-Mette Hansen fra Langenæs i februar skrev til Færdselsstyrelsen. Hun benyttede høringen om de nye speedcykler til at give sin mening til kende.

Vi møder Anne-Mette Hansen på Brabrandstien i nærheden af hendes kolonihave.

- Jeg cykler altid. For det giver motion og mindre forurening. Og jeg synes, det er fedt, at flere og flere cykler. Men jeg synes også, det er helt uforsvarligt, at man vil tillade de meget hurtige cykler med 45 km/t på cykelstierne. Vi oplever jo de små scootere komme drønene, men dem kan man trods alt høre på afstand, det gør en forskel.

Men vi taler passerer flere cyklister på Brabrandstien, bl.a. et ældre par på el-cykler.

- Dem er der mange af herude. Men det kunne være rart, hvis der var en lyd på en el-cykel, så man kunne høre, de kom. Og jeg er nervøs for hvad, speedcykler vil betyde i forhold til børn, siger hun.

Annonce

Tandlæge blev skadet

En anden, der også frygter for de hurtige el-cykler er Mette Marie Weinrich fra Højbjerg.

- Jeg elsker at cykle, men efter at el-cyklerne er kommet frem, er jeg blevet mere urolig ved det. De er allerede et problem på cykelstierne, og vi behøver ikke flere hurtige køretøjer på cykelstierne.

Mette Marie Weinrich er selv blevet kørt ned af en el-cyklist på cirka 30 år.

- Hun kørte stærkt og uansvarligt. Hun kørte mod ensretningen og kikkede på sin mobil. Jeg slog mig voldsomt og fik min lillefinger ødelagt, hvilket bliver et livsvarigt problem for mig som tandlæge, fortæller Mette Marie Weinrich, der også har klaget til Færdselsstyrelsen over den nye lempelse.

- Min vurdering er, at skaden havde været endnu større, hvis hastigheden hos hende havde været højere, svarende til de hurtigere speedcykler. Hvis ikke jeg havde haft cykelhjelm på, havde jeg fået kraniebrud, fik jeg oplyst på hospitalet, fortæller den uheldige cyklist.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Blog

Blog: Kampen om Kongelunden

Hvor mange af Aarhus´ byrådspolitikere har fri adgang til AGF´s kampe? I og for sig et ret ukompliceret spørgsmål at få besvaret, ikke? Så jeg sendte i god tro en mail til kommunaldirektøren for Aarhus kommune. Der skete ikke det store. En kommunaldirektør har mange vigtige sager at tage sig af, så håbet var vel bare, at det lille ”?” var sendt nedad. Nå, ja! Nu skal man jo ikke komme med udokumenterede påstande, end ikke i en blog, der står for tastaturantens egen regning. Samme mail, men nu i ny retning: Kulturrådmanden og pressechefen. Her var der hul igennem. Pressechefen replicerede: ”Det er byrådsservice i Borgmesterens Afdeling, der kan svare på dette. Jeg tillader mig derfor at sende spørgsmålet videre til dem”. Den mail var fra d.4. november. Åbenbart er det en større sag for byrådsservice at servicere. Jeg troede i min indgroede naivitet, at man ”vidste sådan noget”. Men det gør man ikke, eller måske man ikke ønsker at oplyse om det! Jeg mener blot, byrådspolitikere får honorar for deres arbejde, inkl. en som bekendt ret favorabel orlovsordning. Så burde det ikke være god skik og brug, at alle ”frynsegoderne” også er offentligt kendte. Nu synes jeg jo ikke, at kulturrådmanden skal betale entré for at klippe snoren til åbningen af et nyt hus i den gamle by. Men der er vel andre ”gratis adgange”, som ikke så indlysende. Det er lykkedes mig én (og sikkert sidste) gang at få fedtet mig ind i VIP-loungen uden at slippe en slante, som det hed dengang AIA, var store i århusiansk fodbold. Og derinde, på ryggen af de gamle stadionhaller og med store panoramavinduer ud mod banen, åbner sig en ny verden, ukendt for den, der er vant til at snige sig ind gennem tælleapparaterne med sin selvfinansierede billet og reservationen til et af de solblegede, fesengrønne plasticsæder. Herinde i varmen er der bløde sæder, mad, snacks og drikkevarer. Rundt om bordene sidder i fortrolig snak adskillige kendte, nogle blot lokale koryfæer, andre med genkendelsesfaktor uden for kommunegrænsen. I min egen beklemte, ubekvemme ukendthed er udvejen at få hamstret en sodavand og hilse på serveringspersonalet, som er lige så ukendte, som jeg er. Men her sidder de altså. Forretningsfolk, sponsorer, popmusikere, gamle fodboldstjerner, klubbosserne, deres håndlangere og minsandten også nogle af byens betroede politikere. Gad vide, hvad de taler om? Dagens kamp? Måske, men ifølge en af mine døtres speciale om beslutningsprocesser i det offentlige regi foregår de ofte ved kaffemaskinen, uformelt, uforpligtende, uden for referat. Befinder jeg mig i en VIP-lobby, hvor trafikken går den modsatte vej? Hvor de indflydelsesrige og beslutningstagerne er inviteret ind på lobbyisternes slagmark på en fri ”transfer” eller? Et par timer inden AGF-Brøndby-kampen (på trods af løbebanen, eller måske mere på grund af en kompetent, no-nonsense-træner vandt AGF fortjent 2-1) mødte jeg bag stadion en af kvarterets beboere, som hilste venligt og lettere indigneret spurgte mig, hvad jeg syntes om stadion-planerne med væddeløbsbanens inddragelse etc. Opildnet af min lydhørhed skosede hun de sammenspiste, teflonbelagte, socialdemokratiske cand.scient.pol-drenge, som åbenbart er Aarhus´ nye herskende klasse. Hvis de vil have projektet gennemført, får de deres vilje! Men så slemt bliver det bare ikke. Når pengestærke, gavmilde givere kan give kommunen 500 millioner kroner til at ”løfte” hele området med Friheden, Stadion, Arenaen, JVB, skovene og Mindeparken, og vel at mærke uden at plastre til med boliger på væddeløbsbanen, så ånder alt idyl. Der er dog et andet men: AGF-direktør Jakob Nielsens ønskestadion koster alene 400 millioner kroner. Det giver jo ikke mange midler til et fuldblods atletikstadion, løsning af det evigt tilbagevendende trafikale kaos (der bliver endnu værre med Mols-linjens flytning) og så det helt indlysende behov, Aarhus har: Den store, indendørs multiarena, der kan matche Københavns royale arena og Hernings "Boksen", og som vil være en langt bedre investering for kommunen end et nyt stadion.

Aarhus

Tivoli Friheden vil bygge en ny scene

Annonce