Annonce
Debat

Da albuegnubberi blev hyggeligt - på trods

Johanne Mygind, uddannet pædagog og blogger på www.nutidensmor.dk.

Det ligger dybt i mig at undgå mennesker på min vej. Ja, hvis jeg skal være helt ærlig, som jeg bestræber mig på, så undgår jeg mine (fremmede) medmennesker, og jeg vil faktisk mene, at det ikke ligger sådan lige til højrebenet for os at sige "GODDAG" til andre på gaden, smile til en forbipasserende, smalltalke med nabobordet på caféen eller falde i snak i 1A. Ja, hvis jeg må være helt, helt, helt ærlig, så vil min første indskydelse være, at du henholdsvis var småtosset, flirtede med mig eller i gang med at udsætte mig for tricktyveri, såfremt du, fremmede, udsatte mig for at lidt for opsøgende.

Hvis du lignede en iPhone, så kunne det være, jeg muligvis kiggede op med en kærlig mine og så dig i øjnene, for som repræsentant for generation 1988 er jeg en af dem, der næsten går ind i et vejskilt, fordi jeg har snuden i enten e-mails, Instagram, Facebook eller lignende. Alle på én gang er også plausibelt. Jeg er jo nærmest digitalt indfødt. Men denne telefon er også måden hvorpå, jeg legalt kan være optaget, legalt kan kigge væk og holde afstand til den ældre dame i bybussen, eventuelt helst sætte mig på et sæde for mig selv, fordi jeg jo er midt i noget (læs: snyd for at undgå unødvendig interaktion med fremmede).

Men døm mig ikke, det er ikke som sådan en beslutning, jeg bare har taget. Det er blot en krykke, når man er i det offentlige rum, at fordybe sig i sin privatsfære, som ligger inde i min telefon, hvor jeg interagerer med de, jeg kender, og det jeg kender.

På trods af ovenstående, som uden tvivl kommer til at give et billede af mig som en asocial og menneskeskræmt type med berøringsangst, som jeg dog repræsenterer et bredt udsnit af vores måde at (ikke) interagere på i det fysiske rum, har vi alligevel taget en ny måde at spise på til os: street food. Vi nyder pludselig at sidde ved langborde - med fremmede for fa'en! Vi henter vores mad og begiver os ud i et mere løst rum, "sæt dig hvor du vil", et rum, der i højere grad lægger op til mere kommen-hinanden-ved.

Annonce

Vi henter vores mad og begiver os ud i et mere løst rum, "sæt dig hvor du vil", et rum, der i højere grad lægger op til mere kommen-hinanden-ved.

Den anden dag, da jeg sad ved langbordene og delte en flaske rosé og cheesecake med en veninde, faldt jeg i snak med mine sidemennesker, der havde valgt smørrebrød. En snak om udvalget, om den rejemad vs. rullepølse, den nye is-biks, som jeg ikke selv havde prøvet, og hvad der nu førte os til samme bord den dag. De skulle i biffen, vi var blot tørstige efter vin. En overfladisk samtale, men ikke desto mindre; en snak, der faktisk var ret hyggelig.

De fleste vil være enige i, at det for mange handler om at blive set og se på andre på trods af vores asociale tendenser, når vi er ude at spise. I hvert fald for ungdommen. Se bare ved åen! For de under 30 år er det næsten en catwalk, hvor vi på afstand kan betragte hinanden. Vi sidder ved de små runde borde, jovist, men vi har hver vores bord, tjenerne kommer og tager imod bestillinger og servicerer, så vi ikke engang behøver at rejse os. Men hvad er der så med Street Food? Vi gnubber i højere grad albuer - og velvilligt endda. For mig er det et tiltrængt rum med muligheder for at komme tættere på andre. Jeg ved udmærket godt, at jeg da selvfølgelig bare kunne tage bladet fra munden og sniksnakke eller kigge lidt mere op og smile til hende med barnevognen, men det virker så uvant at tage det skridt. Arenaen omkring mad og det uformelle måltid må være et godt sted at starte, et godt sted at øve sig i at kigge lidt mere op - og kigge hinanden i øjnene ved langborderne.

Så jeg vil, fra nu af, øve mig... og det starter næste altså over "en svin" hos Bánh Mì Bandits, i solen (forhåbentlig) ved de samtaleindbydende borde i den forhenværende busgarage ved Rutebilsstationen.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
AGF

AGF udlejer back til ny klub i 1. Division

Læserbrev

Læserbrev: Byhistorie - vi siger det ikke til nogen

På Rækker Mølle Skoles skolebibliotek var der et relativt begrænset udvalg af læsestof. Det lykkedes dog at finde nogle bøger, hvis fortælling jeg har taget med mig siden hen. Bøgerne er skrevet af Hjørdis Varmer og handler om Peter Sabroe. En af bøgerne har titlen ”Børnenes Ven”, og derfor har statuen af netop Peter Sabroe altid givet så god mening for mig, når jeg er kørt forbi Østbanetorvet i Aarhus. På torvet står Sabroe hugget i granit, mens han holder en lille pige i hånden. Fra Varmers bog genkendte jeg historien om den århusianske socialdemokrat, som værnede om de udsatte børn, og som ofte lykkedes med at forbedre disse børns vilkår på nærmest heroisk vis. Når jeg bringer Peter Sabroe på banen, skyldes det i høj grad, at det er et godt eksempel på, hvordan Aarhus holder munden lukket, når historiens vingesus findes i bybilledet. Hvorfor formidler vi ikke i højere grad hvem, hvad, hvor i vores by? Eksempelvis byens jødiske kirkegård. Den står lige i nærheden af rådhuset, men den står der bare og forfalder. Hvorfor fortæller vi ikke om, hvordan det jødiske samfund har bidraget til vores by? Står kirkegården endnu blot i vores by, fordi den er fredet, eller står den der, fordi det giver mening? Kirkegården er et eksempel på vigtig kulturhistorie, som også i dag har sin berettigelse, men som ikke nødvendigvis giver mening for forbipasserende, fordi historien bag ikke bliver fortalt. Samme fortælling er det med lapidariummet, som findes i bunden af Rådhusparken (betegnelse for en samling af gravstene i bunden af Rådhusparken). I ny og næ er jeg vært for en rundvisning på rådhuset, og da jeg første gang skulle stå for sådan en, fik jeg en folder stukket i hånden. Heri kunne jeg læse om Rådhusparken, hvori der står en samling gravstene, hvis navne, repræsenterer betydningsfulde mennesker for vores by – gid jeg kendte mere til den historie! Men det gør jeg ikke, for stenene står der uden at fortælle, hvilke fantastiske individer de repræsenterer, og hvad de har betydet for vores by. Min datter Ellen er otte måneder, og jeg glæder mig så umanerligt til at lære hende Aarhus at kende, men det kommer til at kræve en indsats. Når vi går nede i Volden, Latinerkvarteret eller på Bispetorv, så vil jeg gerne kunne fortælle hende, hvorfor de steder hedder, som de gør. Tænk, hvis det ikke krævede grundig forberedelse af give kærligheden til vores by videre, men i stedet var formidlet som en naturlig del af byindretningen. Sådan er det for eksempel i Odense. På skiltene med gadenavne er der en lille notits om, hvorfor de hedder netop sådan. Det er slet ikke så svært, og det giver mening at formidle mere. På et lidt større plan går vi en fremtid i møde, hvor flere shopper på nettet, og hvor vores bymidte derfor skal byde på noget andet, end det som hjemmesiderne kan. Der bliver længere mellem specialbutikkerne i vores by, formentligt fordi det er svært at holde huslejen hjemme. Det er en tendens, som er svær at gå imod, men tænk, hvis Aarhus Byråd hjalp byens detailhandel, turister og forældre ved at tilrettelægge en levende bymidte, hvor det er spændende at komme, og hvor man har lyst til at befinde sig. Vi bor i en historisk spændende by, som indbyder til både leg og læring, og derfor er det nemt for Aarhus med en lille indsats at differentiere sig i forsøget på at tiltrække turister, kunder og børn på eventyr. For nylig kom vikingerne i vores lyssignaler. Jeg smilede faktisk lidt, da jeg så tiltaget, som Venstres politiske leder, Bünyamin Simsek, har indført. Ved nærmere eftertanke mener jeg faktisk, at det er et rigtig godt eksempel på, hvordan vi levendegør vores by på en spændende måde. Lad os sige det til nogen – sige det videre! Vi bor i en fantastisk by, som rummer en fantastisk fortælling, lad os nu få den historie fortalt! Det giver mening at dyrke en bys særpræg. Det er jo netop en af årsagerne til, at vi, som bor i Aarhus, er stolte af at bo lige her.

Aarhus

Spritkontrol i weekenden: Mor kørte med sit tre-årige barn på skødet

112

Hærværksmænd knuste ruder og hældte maling på gulvet og væggene: Frisør i Egå udsat for groft hærværk

Annonce