Annonce
Debat

Danmark er verdensmester i sammenhold

Lars Svendsen, skribent og foredragsholder
Annonce

Januar er en trist og lang måned. Meget længere end årets andre måneder med 31 dage. Ovenpå en festlig julemåned og et bragende nytår skal man henslæbe 31 dage i total trøstesløs mørke, med kulde på både krop og i tegnebog, og uden nogen nævneværdig form for underholdning til at holde strabadserne ud.

Hvis altså ikke lige det var for VM i herrehåndbold. I år oven i købet på dansk grund!

Og for at starte med afslutningen: Danmark blev verdensmester mere suverænt end nogen nation før os nogensinde er blevet det. 10 kampe, 10 overbevisende sejre. Og i de to sidste kampe - først semi- og siden finalekampen - blev de to top-nationer Frankrig og Norge brugt til at tørre gulv med. Mikkel Hansen & company sidder lige nu helt urørlige på toppen af håndboldverdenen, med ret langt ned til nationerne under.

Men det var ikke kun håndboldherrerne, der blev verdensmestre. Det gjorde den danske befolkning også - fra Maren i kæret, over statsministeren til hele kronprinsfamilien. Vi blev verdensmester i sammenhold. På tværs af social status, alder, politisk observans, interesser og religiøs overbevisning stod befolkningen i 18 dage i januar sammen om det samme: Danmarks deltagelse ved VM i håndbold!

"Nå, hvad mener du så om håndbolden," spurgte slagteren i Odensegade mig, allerede inden jeg var kommet helt ind ad butiksdøren. Det der med, hvor mange pund fars og hvor meget af verdens bedste rullepølse, jeg skulle købe, måtte vente, for lige nu skulle vi altså drøfte tidens vigtigste begivenhed i Danmark: håndbolden.

Jeg oplevede det samme mange andre steder, ligesom alle andre gjorde, når vi mødtes på arbejdspladserne, på skolerne eller i øvrigt ude i samfundet. Her var der noget vi stod sammen om, var fælles om, kunne enes om, som gjorde os glade, gav os håb, gjorde os stolte og beviste, at vi er et folk.

"Go' kamp i aften," sagde vi til hinanden inden vi skiltes - og ingen var i tvivl om meningen, for vi fik et "i lige måde" retur hver eneste gang. I disse ekspres og flygtige tider var det en lise for sjælen, at alle landets indbyggere tænkte, talte og trak vejret i samme takt.

På selve kampdagene kendte euforien ingen grænser. 15.000 ellevilde, rød-hvid-klædte tilskuere i Jyske Bank Boxen i Herning, og på vej op mod to millioner ved tv-skærmene hjemme i stuerne. Og det var det samme til hver eneste af Danmarks kampe.

Tv-transmissionerne startede adskillige timer før selve kampene, og derfor havde vi rig lejlighed til at kigge med i fanzone-området, hvor det danske sammenhold stod på nærmest gloende pæle til tonerne af Volbeats ørehængende lige-i-skabet-hit:

For evigt, måske for evigt Skal vi sammen, samme vej Og når i morgen får øjne, og natten hviler sig Skal vi for evigt måske samme vej

... ja, så kunne dét, at vi står sammen, vel ikke udtrykkes med mere dybtfølt patos.

Da de danske håndboldherrer havde vundet verdensmesterskabet gik Boxen og resten af landet helt amok i glæde. Hjemmebanens lydinferno blev skabt af 15.000 struber og lyden af "We are the champions" ud af højtalerne, mens guldkonfetti regnede fra loftet, ned over spillerne på podiet.

Da Mikkel løftede VM-trofæet kunne man frygte, at kæmpehallens loft ville styrte sammen, og så blev det endda overgået, da kronprins Frederik under medaljeoverrækkelsen gav Hans Lindberg en bjørnekrammer, trådte et skridt tilbage, løftede højre arm og med et kæmpegrin pegede ned på "Hans Majestæt". Da blev der åbnet for befolkningens tårekanaler fra Skagen til Gedser.

Tak, I danske håndbolddrenge, for den mest hjertevarme januar i mands minde!

Her var der noget vi stod sammen om, var fælles om, kunne enes om, som gjorde os glade, gav os håb, gjorde os stolte og beviste, at vi er et folk.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Aarhus For abonnenter

Corona ændrer hverdagen for 87-årig: - Det er mærkeligt, at jeg må undvære bridge og samværet med vennerne

Annonce