Annonce
Aarhus

Danmarks bedste: Afdeling i Skejby får pris for bedste uddannelsessted

Det glade uddannelsesteam på afdelingen for led- og bindevævssygdomme på Aarhus Universitetshospital, der tirsdag fik Sunhedsstyrelsens uddannelsespris. Foto: Tonny Foghmar
Hæder til afdelingen for led- og bindevævssygdomme på Aarhus Universitetshospital. Det er andet år i træk, at en afdeling på AUH kan kalde sig Danmarks bedste uddannelsessted for yngre læger.

AARHUS: Tirsdag fik Aarhus Universitetshospital endnu et hæderligt skulderklap.

Afdelingen for led- og bindevævssygdomme modtog nemlig prisen for at være det bedste uddannelsessted for yngre læger. En pris, man er stolt af på afdelingen.

- Vi har skabt et miljø, hvor yngre og ældre læger føler sig trygge. Hos os må alle spørge alle, og vi lægger stor vægt på, at man hele tiden skal have mulighed for at blive klogere og ikke kun få et svar, siger Mogens Pfeiffer Jensen, uddannelsesansvarlig overlæge på Led- og Bindevævssygdomme.

Kulturen med åbenhed og stort fagligt engagement, er også noget af det, som uddannelses-inspektorerne roser afdelingen for. Alle i afdelingen gør nemlig et kæmpe arbejde for at skabe en god uddannelseskultur, lyder det fra overlægerne, og derfor er det en stor anerkendelse at modtage prisen.

En af grundene til at Led- og Bindevævssygdomme vinder prisen, er, at antallet af uddannelseslæger er højt i forhold til antallet af færdiguddannede speciallæger. Samtidig er der hele tiden knyttet en række medicinstuderende til afdelingen, og det er let for de uddannelsesøgende at blive tilknyttet et forskningsprojekt.

- Vi lykkes med det her, fordi vi vil det. Alle speciallæger er altid tilgængelige for spørgsmål og hjælp, det har vi simpelthen givet hinanden håndslag på. Vi er ikke bange for at stille store krav til vores læger under uddannelse, men sørger for, at opbakningen er helt tæt på, lyder det fra Mogens Pfeiffer Jensen.

Annonce

Landets topscorer

Det er ikke første gang Aarhus Universitetshospital vinder Sundhedsstyrelsens pris.

Sidste år gik prisen nemlig også til supersygehuset, og her var det Medicinsk Endokrinologisk Afdeling (red. i dag kaldet Diabetes og Hormonsygdomme) som blev anerkendt for indsatsen.

Det er til gengæld første gang, at samme hospital har vundet prisen to år i træk.

Vejen til at vinde sker ved, at en række uddannelses-inspektører flere gange om året tager på rundtur til landets hospitaler for at vurdere, hvordan de håndterer de yngre lægers uddannelse.

De taler både med de yngre læger og de uddannelsesansvarlige på afdelingen. De læser de de yngre lægers uddannelsesprogrammer og giver afdelingerne point ud fra deres indtryk. I år var led- og bindevævssygdomme landets topscorer med den maksimale karakter inden for samtlige 16 områder, som afdelingen er blevet vurderet på.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Blog

Blog: Kampen om Kongelunden

Hvor mange af Aarhus´ byrådspolitikere har fri adgang til AGF´s kampe? I og for sig et ret ukompliceret spørgsmål at få besvaret, ikke? Så jeg sendte i god tro en mail til kommunaldirektøren for Aarhus kommune. Der skete ikke det store. En kommunaldirektør har mange vigtige sager at tage sig af, så håbet var vel bare, at det lille ”?” var sendt nedad. Nå, ja! Nu skal man jo ikke komme med udokumenterede påstande, end ikke i en blog, der står for tastaturantens egen regning. Samme mail, men nu i ny retning: Kulturrådmanden og pressechefen. Her var der hul igennem. Pressechefen replicerede: ”Det er byrådsservice i Borgmesterens Afdeling, der kan svare på dette. Jeg tillader mig derfor at sende spørgsmålet videre til dem”. Den mail var fra d.4. november. Åbenbart er det en større sag for byrådsservice at servicere. Jeg troede i min indgroede naivitet, at man ”vidste sådan noget”. Men det gør man ikke, eller måske man ikke ønsker at oplyse om det! Jeg mener blot, byrådspolitikere får honorar for deres arbejde, inkl. en som bekendt ret favorabel orlovsordning. Så burde det ikke være god skik og brug, at alle ”frynsegoderne” også er offentligt kendte. Nu synes jeg jo ikke, at kulturrådmanden skal betale entré for at klippe snoren til åbningen af et nyt hus i den gamle by. Men der er vel andre ”gratis adgange”, som ikke så indlysende. Det er lykkedes mig én (og sikkert sidste) gang at få fedtet mig ind i VIP-loungen uden at slippe en slante, som det hed dengang AIA, var store i århusiansk fodbold. Og derinde, på ryggen af de gamle stadionhaller og med store panoramavinduer ud mod banen, åbner sig en ny verden, ukendt for den, der er vant til at snige sig ind gennem tælleapparaterne med sin selvfinansierede billet og reservationen til et af de solblegede, fesengrønne plasticsæder. Herinde i varmen er der bløde sæder, mad, snacks og drikkevarer. Rundt om bordene sidder i fortrolig snak adskillige kendte, nogle blot lokale koryfæer, andre med genkendelsesfaktor uden for kommunegrænsen. I min egen beklemte, ubekvemme ukendthed er udvejen at få hamstret en sodavand og hilse på serveringspersonalet, som er lige så ukendte, som jeg er. Men her sidder de altså. Forretningsfolk, sponsorer, popmusikere, gamle fodboldstjerner, klubbosserne, deres håndlangere og minsandten også nogle af byens betroede politikere. Gad vide, hvad de taler om? Dagens kamp? Måske, men ifølge en af mine døtres speciale om beslutningsprocesser i det offentlige regi foregår de ofte ved kaffemaskinen, uformelt, uforpligtende, uden for referat. Befinder jeg mig i en VIP-lobby, hvor trafikken går den modsatte vej? Hvor de indflydelsesrige og beslutningstagerne er inviteret ind på lobbyisternes slagmark på en fri ”transfer” eller? Et par timer inden AGF-Brøndby-kampen (på trods af løbebanen, eller måske mere på grund af en kompetent, no-nonsense-træner vandt AGF fortjent 2-1) mødte jeg bag stadion en af kvarterets beboere, som hilste venligt og lettere indigneret spurgte mig, hvad jeg syntes om stadion-planerne med væddeløbsbanens inddragelse etc. Opildnet af min lydhørhed skosede hun de sammenspiste, teflonbelagte, socialdemokratiske cand.scient.pol-drenge, som åbenbart er Aarhus´ nye herskende klasse. Hvis de vil have projektet gennemført, får de deres vilje! Men så slemt bliver det bare ikke. Når pengestærke, gavmilde givere kan give kommunen 500 millioner kroner til at ”løfte” hele området med Friheden, Stadion, Arenaen, JVB, skovene og Mindeparken, og vel at mærke uden at plastre til med boliger på væddeløbsbanen, så ånder alt idyl. Der er dog et andet men: AGF-direktør Jakob Nielsens ønskestadion koster alene 400 millioner kroner. Det giver jo ikke mange midler til et fuldblods atletikstadion, løsning af det evigt tilbagevendende trafikale kaos (der bliver endnu værre med Mols-linjens flytning) og så det helt indlysende behov, Aarhus har: Den store, indendørs multiarena, der kan matche Københavns royale arena og Hernings "Boksen", og som vil være en langt bedre investering for kommunen end et nyt stadion.

Aarhus

Tivoli Friheden vil bygge en ny scene

Annonce