Annonce
Kultur

Danmarksbilleder på Svalegangen

Princippet om ikke at sætte sig ved siden af andre, når der er ledige pladser i bussen, er fremmed for den syriske flygtning Hassan i Svalegangens forestilling "Dansk". Han prøver at passe ind, men det er svært, når man ikke kender de uskrevne regler. Mads Nørby (tv) og Alvin Olid Bursøe. Foto: Jens Thaysen

Hvornår er man dansk? Det spørgsmål rejser Teatret Svalegangen i en nyskrevet integrationskomedie, der spejler dansk kultur i en flygtningefortælling.

AARHUS: Hassan drømmer om et godt liv. Drømmer om at blive medlem af de glade danskeres klub. I Syrien var han ingeniør og byggede broer. Som flygtning i Danmark er det svært at bygge bro til det omkringliggende samfund, når man ikke kan gennemskue de uskrevne regler.

- "Dansk" er et portræt af Danmark set gennem Hassans øjne, fortæller dramatiker Aleksa Okanovic, der selv har flygtningebaggrund.

Hans forældre flygtede fra det politiske regime i Jugoslavien i 1975.

- Så jeg har ikke selv været i krig, men jeg har selvfølgelig været påvirket af Balkankrigen i 1990'erne, forklarer Aleksa Okanovic.

Han har skrevet integrationskomedien "Dansk" til Svalegangen for at diskutere, hvad danskhed egentlig er, og hvornår man er dansk?

- Der manglede en forestilling om integration. Når der er blevet lavet forestillinger om flygtninge herhjemme, så har man mest fokuseret på krigen og flugten. Det er forståeligt, for det er umiddelbart mest dramatisk. Men problemet er, at det også er der, den største fremmedgørelse ligger i forhold til publikum. Det er meget svært at identificere sig med krig og flugt, når man ikke selv har prøvet det, forklarer Aleksa Okanovic.

Hans arbejdstese har været at vise, hvad det er at være fremmed i det almene.

I en af scenerne sætter Hassan sig ved siden af en fremmed mand i bussen og forsøger at starte en samtale, men hans medpassager er ikke interesseret i. Manden ender til sidst med at forklare Hassan den uskrevne regel om, at man i Danmark ikke sætter sig ved siden af andre, når der er ledige pladser i bussen.

- Selvfølgelig er der større forskel på at komme fra et andet land til Danmark end at komme fra Sønderjylland og flytte til København, men langt de fleste kan identificere sig med selve grundsituationen - at komme til en anden kultur. Jeg synes, at en integrationsfortælling er en rigtig god måde at tale ind i en dansk virkelighed, siger Aleksa Okanovic.

Annonce

"Dansk", Teatret Svalegangen 7. oktober - 4. november. Herefter tager forestillingen på danmarksturné.Manuskriptet er skrevet af Aleksa Okanovic, mens forestillingen er produceret af Teatret Svalegangen.Morten Lundgaard har instrueret. Scenografi: Stine Martinsen.Medvirkende: Alvin Olid Bursøe, Anna Nøhr Tolstrup, Rie Nørgaard og Mads Nørby.

Alvin Olid Bursøe debuterer i hovedrollen som den syriske flygtning Hassan i Svalegangens nye integrationskomedie. Den 24-årige skuespiller blev færdig på Skuespillerskolen i Aarhus i juni. Foto: Jens Thaysen

Set med klovnens øjne

Instruktør Morten Lundgaard har som et fortællemæssigt greb klædt Hassan i klovnekostume i den første del af forestillingen, for på den måde at portrættere hans selvbillede.

- Det er min idé, at han skal være klovn. Jeg havde behov for at lave et knæk på iscenesættelsen, som gjorde, at man så historien fra Hassans 'point of view'. Klovnen er en defineret teaterkarakter. Alle ved hvad en klovn er. Det er en interessant metafor for Hassans egen selvforståelse, forklarer Morten Lundgaard.

Den allestedsnærværende flygtningedebat kan være uoverskuelig at forholde sig til, mener han.

- Jeg tror, alle er enige om, at det er et stort emne, men som kunstner kan man ikke lukke øjnene for det. Man er nødt til at forholde sig til den samtid vi lever i, siger Morten Lundgaard og fortsætter:

- Hver scene repræsenterer et stykke Danmark, som vi håber, at publikum kan genkende sig selv i. Forhåbentlig kan det åbne øjnene lidt mere i den måde vi forholder os til vores flygtninge på.

Hassan øver sig i at blive dansk. Han får en dansk kæreste (Anna Nøhr Tolstrup) og bliver inviteret til middag hos hendes pæredanske forældre. Foto: Jens Thaysen

Forskelle er en styrke

Alvin Olid Bursøe blev færdig på Skuespillerskolen i Aarhus før sommerferien og debuterer i rollen som Hassan på Svalegangen. Han har skullet tillægge sig en accent for at spille syrisk flygtning i "Dansk", for selv om hans lød er mørk, er han pæredansk og opvokset i Vejle.

- Min far er fra Sydamerika og min mor er dansk. Det at min far ikke er dansk har givet mig en forståelse i forhold til at se Danmark fra et andet perspektiv, siger Alvin Olid Bursøe, der på den måde har kunnet bruge sin baggrund i arbejdet med rollen.

- Jeg er også blevet mødt med, at folk talte engelsk til mig, fordi de ikke troede, at jeg kunne tale dansk, men det griner jeg bare lidt af. Man skal vælge sine kampe, siger den 24-årige skuespiller med et smil.

Han håber, at forestillingen kan være med til at gøre integration til en del af samtalen, når publikum forlader salen.

- Som skuespiller har man ofte et håb om, at vi kan starte en debat. Jeg håber, at folk snakker sammen om forestillingen og måske er blevet lidt klogere på, at vi ikke er så forskellige, som vi går og tror. Og at der kan være styrke i folks forskellighed. Det behøver ikke være en svaghed, slutter han.

"Dansk" har premiere 7. oktober på Svalegangens Store Scene.

Dramatiker Aleksa Okanovic (tv) har skrevet "Dansk", mens Morten Lundgaard (nummer to fra venstre) har instrueret forestillingen, der har danmarkspremiere lørdag 7. oktober. Foto: Jens Thaysen
- "Dansk" er både en historie om at være flygtning, men det er også en historie om dansk kultur spejlet i en flygtningefortælling, forklarer dramatiker Aleksa Okanovic, der har skrevet forestillingen om den syriske flygtning Hassan, spillet af Alvin Olid Bursøe. Foto: Jens Thaysen
To verdener mødes i integrationskomedien "Dansk" på Teatret Svalegangen. Foto: Jens Thaysen
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Blog

Små og store skridt mod vægttab

Uanset om man er sundhedsprofessionel eller privatperson, kan man nogle gange opleve at have rigtig store ambitioner på andre folks vegne. Det kan være, man sidder og taler med en ven eller patient, som ofte er rigtig ked af sin overvægt, og som nu proklamerer, at han vil skære ned på colaen. I sådan en situation kan den lyttende få tanken: ”Ja, det er meget godt, men det er jo ingenting i forhold til de ændringer, du burde lave – det dér alene kommer jo ikke til at gøre en forskel!” Den lyttende tænker måske, at for denne person er der rigtig mange andre kostændringer, som er meget mere relevante at tage fat på, og som i meget større omfang ville have en indflydelse på udseende eller sundhedstilstand. Og hvad med fysisk aktivitet og søvn og alkohol og …? Sådan en tanke kan på sin vis virke rationel nok: hvis en person eksempelvis udtrykker bekymring over risikoen for livsstilssygdomme, giver det jo mening for omgivelserne at tænke, at så bør personen sætte ind med de ændringer, der vil reducere risikoen mest muligt, hurtigst muligt. Omgivelserne kan måske endda opfatte det som deres pligt at sige: ”Det dér er bare ikke nok – du kan stadig få diabetes!”, og derefter gå i gang med at opliste alt det, der burde ændres i stedet. Måske er det ment som et forsøg på at redde den anden fra at bruge cola-reduktionen som en sovepude, eller fra at blive skuffet, når resultaterne udebliver. Man kan imidlertid også se på såkaldte ”små skridt” på en helt anden måde. For det første: det kan være, det er et rigtigt stort skridt for denne person! Det, der ville være let for dig at opgive, kan være en kæmpe sejr for din ven eller patient. For det andet: måske er det lige netop denne ændring, der kan give personen troen på, at andre ændringer kan lade sig gøre – at lykkes med dette skridt styrker troen på, at andre ændringer også kan lykkes, og dermed sandsynligheden for, at personen overhovedet gør forsøget med de andre ændringer. For det tredje: der kan være en grund til, at personen valgte lige præcis colaen, og ikke kagerne eller pizzaerne – lige præcis dén adfærd kan repræsentere noget helt individuelt, som gør det vigtigt at starte der. Når en person udtrykker intention om en livsstilsændring, som du finder for lille eller irrelevant, vil det sandsynligvis ikke have en god effekt på motivationen, hvis du går i gang med at argumentere for andre og mere omfattende ændringer. I stedet kan du prøve at gøre følgende: Anerkend den andens lyst til at handle på problemet og hans/hendes tro på, at dette første skridt kan lykkes (husk at du ikke ved, hvor stort et skridt det er for den anden), ved eksempelvis at sige: ”Du har tit nævnt dine vægtbekymringer, og nu har du fundet en sted, hvor det giver mening for dig at starte – dejligt for dig!” Vær nysgerrig og stil spørgsmål som: ”Hvorfor har du valgt at starte med netop det? Hvad tænker du, at der sker, hvis du lykkes med den ændring?” Det kan være, at den anden selv får nyt perspektiv på sin plan ved at udtrykke den til andre. Hvis du som fagperson føler dig forpligtet til at give information om, hvilke effekter man kan forvente af den foreslåede forandring, skal du selvfølgelig gøre det, men undersøg først, hvad personen allerede ved – måske er de udmærket klar over, at dette skridt i sig selv ikke gør underværker, og planen har hele tiden været, at det blot var en prøveballon, en start, en opvarmning, der skal give mod på mere. Men det, at de selv har valgt, hvor der skal startes, kan gøre en stor forskel for motivationen i det lange løb.

Annonce