x
Annonce
Sport

Danske basketballherrer fortsætter EM-jagt mod Belgien

Danmark indledte det sidste kvalifikationsspil med et nederlag mod Tjekkiet og møder mandag Belgien i Farum.

Kampen om en plads ved EM i 2021 fortsætter mandag aften for de danske basketballherrer, når Belgien kommer på besøg i det afgørende kvalifikationsspil.

Annonce

Danmark tabte fredag en tæt kamp mod Tjekkiet med 71-75, da det sidste gruppespil i jagten på EM blev indledt.

Og den næste opgave kan også blive vanskelig for danskerne. Belgien viste nemlig stor styrke, da holdet i første gruppekamp slog favoritterne fra Litauen med hele 86-65, og sejren til Belgien lægger et pres på Danmark.

Mandagens kamp i Farum kan således blive særdeles afgørende for de danske muligheder for at gå videre til næste års europamesterskab.

- Kampen mod Belgien er blevet endnu vigtigere nu, efter at de slog Litauen, siger Jesper Sørensen, der er assistenttræner for det danske landshold, i en pressemeddelelse om mandagens kamp.

- Det ser ud til, at vi nok skal vinde begge gange over Belgien. Jeg tror, at man skal passe på med at lægge for meget i, at Belgien slog Litauen med 21 point.

- Man skal også være opmærksom på, at litauerne ikke præsterede optimalt og måske undervurderede situationen lidt, siger Jesper Sørensen.

Vejen til EM i basketball er lang og snørklet. Danmark tog allerede hul på kvalifikationen i november 2017 og vandt dengang sin indledende gruppe med Armenien og Albanien.

I anden runde sluttede Danmark på andenpladsen i en gruppe med Sverige og Hviderusland og kvalificerede sig dermed til tredje runde.

Her var Danmark stærkest i et gruppespil med Hviderusland og Albanien og sikrede sig en billet til det afsluttende kvalifikationsspil, som altså blev indledt med nederlaget mod Tjekkiet.

Til opgøret mod Belgien er Sami Eleraky, der måler 210 centimeter, tilbage i den danske trup efter at have været skadet. Det betyder, at han skubber Mathias Bak Christensen ud af truppen.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Læserbrev

Læserbrev: - Kommer du og henter mig?

I min familie er opbakningen til et stærkt velfærdssamfund vokset ud af afhængighed. Min fars familie bærer nemlig på en arv, som ikke står i banken. Ikke at min fars familie er fattig. Farfar var en dygtig blikkenslager, og der stod gerne en Borgvardt eller Opel i garagen i selvbyggerhuset i udkanten af Viborg. Men der var også noget andet: Hunting-tons Sygdom, som er en modbydelig, genetisk betinget, arvelig, neurologisk sygdom. Desværre er den også uhelbredelig. Den kan minde om demens og svækker støt den syge, til modstandskraften er væk. Mange får symptomer i fyrrerne, men min egen far blev heldigvis først mærkbart syg, da han kom i tresserne. For et par år siden fungerede det ikke længere med at bo selv, og han flyttede på plejehjem. Det betyder også, at vi hører til de familier, som virkelig er mærket af dette forårs coronakrise. Min far kan ikke modtage besøg, vi kan ikke tage ham med på tur, og de løbende leverancer af smøger, blomster og søde sager må afleveres til personalet i indgangen. Det er ganske fornuftige forholdsregler, for min far, og sikkert mange af de øvrige beboere, er naturligvis i risiko for at blive alvorligt syge, hvis corona-virusset får lov at sprede sig på plejehjemmet. Men det er svært at forstå for en mand, der længes efter at komme ud og besøge sine børnebørn. "Kommer du og henter mig?", blev han ved med at spørge, da vi talte sammen i telefonen forleden. Men nej, Gamle, det gør jeg ikke. Vi må, ligesom resten af Danmark, gøre, hvad vores hjerne siger, er fornuftigt, i stedet for hvad vores hjerte siger, er det rigtige: Vi må slutte os til den imponerende, kollektive kraftanstrengelse, som danskerne i disse uger udfolder for at knække den smittekurve, som statsminister Mette Frederiksens pressemøder har indprentet i alle danskeres bevidsthed. Og nu tyder tallene på, at det er ved at lykkes, fordi vi i fællesskab agerer fornuftigt og holder sammen ved at holde afstand. Hvad min far angår, ved jeg, at han er i gode hænder. Han siger selv, at han aldrig har boet et bedre sted i hele sit liv. Det synes jeg måske nok, er en overdrivelse, men jeg er ikke i tvivl om, at personalet yder en omsorg, som gør, at jeg ikke er det mindste bekymret for, om han har det godt. Til mit held, og min fars glæde, har jeg ikke arvet genet for Huntington – risikoen er ellers 50/50. Men hvad ønsket om et stærkt velfærdssamfund angår, er jeg arveligt belastet. Og jeg tror, at den indsats, som danskerne nu yder i fællesskab, næres af, at vi – helt overvejende – føler, at vi er i samme båd. I et samfund som USA eller i Sydeuropa ville en familie som vores ikke have haft en chance for at betale for pleje og sundhedsydelser og samtidig opretholde den levestandard, vi kender i Danmark. Det kan kun lade sig gøre, fordi vi i Danmark har et system, hvor alle de raske og velstillede på solidarisk vis er med til at betale de syge og svages regning over skatten. På samme måde er det vigtigt, at de, som nu mister arbejdet på grund af coronakrisen, kan regne med forsørgelse og hjælp til at komme tilbage i job. Når det danske samfund i løbet af foråret lige så stille åbner igen, skal vi være klar til at investere vores opsparede velstand i at sætte gang i økonomien, så virksomhederne igen begynder at ansætte. Og så skal vi i øvrigt tage os tid til at være sammen med familie og venner. Jeg skal i hvert fald hente min far ud i solen. Det begynder vi snart at trænge til!

Aarhus

Jobbank bugner af sundhedspersonale: Men indtil videre har hospitaler i corona-alarm selv klaret krisen

Danmark

Live: Børn og lærere er ikke forsøgskaniner, siger Søren Brostrøm

Aarhus

Før genåbning: Forældre og ansatte efterlyser klare retningslinjer

Annonce