Annonce
Debat

Danske jøders ophold i Theresienstadt kortlagt: Sulten var deres værste fjende

Knud Erik Lindø
Annonce

Den 1. oktober var det 75 år siden, at den nazistiske forfølgelse af de danske jøder fandt sted. Indtil 29. august 1943 havde den danske samarbejdspolitik med Det Tredje Rige beskyttet de danske jøder mod deportation. Men derefter var det slut med denne beskyttelse. I en storstilet hjælpeaktion lykkedes det for ca. 7000 jøder at flygte til Sverige. Men i løbet af efteråret 1943 blev i alt 470 jøder alligevel fanget og deporteret til fæstningsbyen Theresienstadt. I september 1941 havde nazisterne omdannet byen til en ghetto med henblik på optagelse af jøder hovedsageligt fra Tyskland, Østrig og Protektoratet Böhmen-Mähren. Den blev bedragerisk kaldt for en mønsterghetto med jødisk selvforvaltning, da nazisterne udadtil ville give indtryk af, at ældre jøder, jødiske kulturpersonligheder og videnskabsmænd samt jøder, der var dekoreret for indsats i 1. Verdenskrig, ville blive skånet for deportation østpå. Men reelt var Theresienstadt-ghettoen en gennemgangslejr, der i løbet af sin funktionstid modtog over 155.000 jøder, hvoraf mere end 88.000 blev sendt videre østpå til udryddelseslejre. Mere end 34.000 jøder døde i Theresienstadt.

I løbet af 1942 blev det ca. 400 hektar store fæstningsområde overbefolket med ca. 40-50.000 jøder, der indlogeredes i trange barakker med tre-etage træbrikse eller på kolde, mørke og beskidte kasernelofter med et mylder af utøj og med yderst ringe vaske- og toiletfaciliteter. Det var til disse forhold, at de 470 jøder fra Danmark ankom i efteråret 1943. Ifølge arkivar og historiker Hans Sode-Madsens bidrag i bogen "Føreren har befalet", døde i alt 52 af de danske Theresienstadt-jøder, ingen dog af sult, men af alder, sygdom og psykiske knæk.

I hovedparten af de beretninger, som danske jøder har skrevet eller mundtligt afgivet om deres ophold i Theresienstadt, er der dog væsentlige bidrag om den daglige sparsomme ernæring, der modsiger Sode-Madsens påstand. De underbygges af Silvia Goldbaum Tarabini Fracapanes ph.d.-afhandling om de danske jøder i Theresienstadt, hvor det oplyses, at den daglige madration bestod af morgenmad: ca. 0,3 liter kaffe, som var en sort væske uden kaffe-lignende smag, middagsmad: ca. 0,3 liter kartoffelsuppe med op til 4-5 ofte fordærvede kartofler eller sjældent en melbolle kaldet "Buchte", til aftensmad atter 0,3 liter sort væske kaldet kaffe eller i stedet ca. 0,3 liter tynd byggrynssuppe. Hver tredje dag blev der pr. person udleveret et 1,1 kg stort rugbrød af tvivlsom kvalitet. Desuden blev der hver uge udleveret 70-100 gram sukker og 40-60 gram margarine. Hvis man var sygemeldt eller betegnet som ældre uden arbejdspligt, blev brødrationen på kun 900 gram hver 3. dag. Hvis man var beskæftiget med krævende fysisk arbejde, var brødrationen 1400 gram hver tredje dag. Kosten var yderst fattig på fedt og protein og var desuden uden frugt, grøntsager eller mejeriprodukter.

Magda Metz fra Odense oplyser i sin beretning, der er refereret i ovenstående afhandling, at hendes mand, som var advokat og i Theresienstadt blev tvunget til uvant hårdt fysisk arbejde i løbet af fem måneder halverede sin vægt til 40 kg. På grund af underernæring med deraf følgende nedsat immunforsvar døde Axel Metz marts 1944 af en svær mave-tarminfektion, 40 år gammel. Benzion Epelmann oplyser i sin beretning, at ved middagsmadudleveringen var det bedst at komme i god tid, før udleveringen begyndte. Var man blandt de forreste i køen, var der en chance for at få en ekstra portion, såkaldt "nachsuppe", hvis man hurtigt slubrede den første portion i sig. Men sulten var der stadig, og det fik Epelmann til at lede efter kartoffelskræl i køkkenaffaldet, vaske skrællerne og koge dem møre på ovnen i værkstedet, hvor han arbejdede. Alex Eisenberg fortæller i sin bog "Theresienstadt Elegi", hvordan han ved udlevering af brødet, som skulle strække til tre dage, ikke kunne vente med at gå i gang med andendagens ration på grund af den evigt nagende sult. Han spekulerede over, hvordan han skulle opbevare resten brødet. Den eneste mulighed var under madrassen med stor risiko for, at brødet ville blive stjålet, så det sikreste sted var i hans egen mave. Da danskerne fik tilladelse til under censur at sende korte skriftlige meddelelser hjem, kunne man ikke direkte fortælle, at man sultede, men man henviste til Knut Hamsuns roman "Sult" og sendte hilsner til fru Mad(sen) og til Irma samt til slagteren og bageren, så vidste modtageren, hvordan ernæringsforholdene var i ghettoen.

Blandt de 470 deporterede jøder fra Danmark døde 51 i Theresienstadt. De fleste dødsfald fandt sted i de første seks måneder af ghetto-opholdet, hyppigst blandt ældre jøder, der fik tildelt den mest kaloriefattige kost, og som ikke havde mulighed for at supplere kosten med Røde Kors-pakker, da de danske jøder først fra april 1944 regelmæssigt modtog pakker med fødevarer fra Danmark og Sverige. Herefter reduceredes antallet af dødsfald. Det viser, at sulten var en væsentlig årsag til dødsfaldene i de første 6 måneder af opholdet i Theresienstadt, og således modbevises Hans Sode-Madsens påstand om, at ingen døde af sult.

Ud over den sparsomme ernæring var der mange andre aspekter, der prægede de danske jøders hverdag i Theresienstadt: Hvor boede de, hvor arbejdede de, hvad frygtede de, og havde de et frirum? Ved at kortlægge oplysninger om disse forhold fra ca. 50 af de internerede danske jøders beretninger har et hold historiestuderende fra Syddansk Universitet under ledelse af lektor Therkel Stræde foretaget feltarbejde i Theresienstadt i år og gjort det muligt at visualisere de danske Theresienstadt-overlevendes erindringer topografisk. Resultatet kan ses på den netop offentliggjorte hjemmeside: www.danskejoederitheresienstadt.org.

Modelfoto
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Aarhus

Krav om mundbind i busser og letbane: Smilet er gemt af vejen i Smilets By

AGF

AGF-cheftræner er yderst tilfreds med europæisk lodtrækning: - Vi spiller på hjemmebane, så selvfølgelig er vi favoritter

Annonce