Annonce
Debat

DBU skal stille spillerne stolen for døren - så må de vælge

Ole Bang Nielsen

Så lykkedes det igen parterne - DBU og Spillerforeningen - at skabe stort drama omkring en landskamp. Beskyldninger frem og tilbage, og historier om, hvordan hovedpersonerne i dramaet ikke kan være i lokale sammen. Nu er dramaet for en stund sparket til hjørne, men det er ikke overstået endnu - langt fra. Det skal blive endnu værre, før det bliver godt, er jeg bange for. Indtil nu har det meste af slagsmålet handlet om honorar, bonus, forsikring, lægestab, privatfly, hoteller og egen kok, og alt det andet, som tilsyneladende er nødvendigt for at man kan spille fodbold på højt plan. Det har så sandelig bragt sindene i kog, både på herre- og damesiden, og for den sags skyld også indenfor håndbold (2011) og ishockey (2015). Men det har kun været forpostfægtninger til det slagsmål, der nu kommer. Spøgelset i forhandlingslokalet har været med helt fra start, men først nu eksploderer det med fuld styrke.

De kommercielle rettigheder! Alle har vidst, at det kun var et spørgsmål om tid, før det ville blive et måske uovervindelige punkt på agendaen. Lige nu handler det om sponsorater: DBU's ret til, at deres sponsorer kan anvende landsholdsspillere i deres markedsføring, holdt op imod spillernes egne, personlige sponsorater. Så længe der ikke er en konkurrencemæssig konflikt, er det intet problem, men hvad når DBU's sponsor og spillerens personlige sponsor er konkurrenter, læs "Simon Kjær"-sagen. Fra DBU's side må og skal det være helt utænkeligt, at en spiller i forbindelse med en landsholdssamling reklamerer for en konkurrent til DBU's egne sponsorer. Ellers bliver det utrolig vanskeligt at få og fastholde landsholdets sponsorer. Og selv om sponsorindtægterne ikke er den største post på indtægtssiden i DBU's regnskab, så er der tale om tilstrækkeligt mange millioner til, at DBU ikke råd til at miste ret mange procent i et eller andet kompromis. Og hvordan formulerer man sig ud af et "Simon Kjær"-problem? Jeg er ikke jurist, men jeg har meget svært ved at se, at der kan formuleres noget mur- og nagelfast, som ikke (igen) sender parterne i en voldgift.

Men de kommercielle rettigheder slutter ikke her. Endnu et slagsmål venter, omend et godt stykke ud i fremtiden: retten til TV-indtægterne! Det er uden sammenligning DBU's største indtægtskilde, så der er mange millioner at slås om. Set fra spiller-side kan man da sagtens argumentere for, at man har en legitim ret til en andel af TV-indtægterne. Man er jo dog "indholdet" i TV-udsendelsen. En skuespiller får honorar, når hun/han medvirker i en udsendelse på TV, så hvorfor skulle landsholdsspillerne ikke kunne gøre tilsvarende krav gældende? Uden at lyde for skråsikker, så er jeg overbevist om, at Spillerforeningen og Mads Øland allerede gør sig tanker om netop dét. Og mon ikke man fra spillerside ser en evt. landsholdsaftale vedr. TV-rettigheder som en bagdør til de gigantiske beløb, der jongleres med på klubplan, eks. i Champions League?

Mange har forsøgt at fremstille Mads Øland som skurken i forestillingen. Det mener jeg er forkert. Man bør have den allerstørste respekt for Mads Øland. Faktisk kan man vel sige, at hvis DBU - og andre forbund - havde haft større respekt for Mads Ølands evner og beslutsomhed fra starten, så var man ikke igen og igen blevet taget med shortsene nede om benskinnerne. Det man skal gøre sig helt klart med Mads Øland er, at han stopper ikke, han finder ikke de pragmatiske løsninger, og han "tager ingen fanger". Det er måske overdrevet, men når man forhandler med Mads Øland, er man nødt til at tage udgangspunkt i det gamle ord: "Når man rækker Fanden en lillefinger...". Kunsten for Mads Øland bliver, at han ikke kommer til at "sejre ad Helvede til", for nu at blive i jargonen. At han fortsat kæmper sine kampe på vegne af udøverne, men på en måde, så disse boldkunstnere med millionindtægter ikke fremstår arrogante og griske. De seneste uger har vist, at man er betænkelig tæt på den grænse. Og for så at gøre hele sagen om de kommercielle rettigheder endnu mere kompliceret, så er det her ikke kun en sag imellem DBU og Spillerforeningen. Slagsmålet om de kommercielle rettigheder er på vej i alle eliteidrætsforbund. Det er kendt, at indenfor badminton er kanonerne ved at blive kørt i stilling, og tro mig - alle andre følger.

Hvordan kan man vide det med sikkerhed? Stort set alle eliteidrætsudøvere er direkte eller indirekte knyttet til Dansk Elitesportsudøveres Forening. Direktøren i Dansk Elitesportsudøveres Forening hedder Mads Øland. Han er garant for, at fordele opnået i forhandlinger med et forbund, rullers videre til alle andre, hvor det måtte være formålstjenligt. Det er også derfor, DIF og Team Danmark følger forhandlingerne imellem DBU og Spillerforeningen uhyre tæt. Fordi en aftale imellem det største forbund, DBU, og spillerne, vil have altafgørende indflydelse på alle kommende aftaler i alle andre forbund. Det lægger et enormt pres på DBU, om ikke at indgå en aftale med Spillerforeningen, som potentielt kunne skabe økonomisk kaos i andre forbund.

Hvordan skal dette her ende? Jeg er bange for, at vi ikke kommer ud over en endnu dybere konflikt, end den vi lige har haft. Det er min overbevisning, at når man gør landsholdsdeltagelse til en arbejdsgiver-/arbejdstager-/overenskomstlignende forhandling, så er en konflikt helt uundgåelig. Så læn Jer tilbage og nyd kampen. Forhandlingerne imellem DBU og Spillerforeningen startede igen den 10. september og den midlertidige aftale udløber den 30. september. Næste kamp for landsholdet er den 13. oktober. Parterne vil blive enige om en deadline for forhandlingerne, som vel vil ligge en uges inden næste kamp. Jeg forudsiger, at der ikke opnås enighed inden deadline. Spekulationer om årsag og ansvar vil igen trække overskrifter, og beskyldninger vil fyge igennem luften, ført an af de mest populære landsholdsspillere, som har en enorm goodwill i befolkningen - og det sidste er bestemt ingen tilfældighed; det er kommunikationsstrategi. Panikken vil brede sig frem imod kampen den 13. oktober. Og så bliver man tvunget til endnu en eller anden midlertidig løsning... og sådan kan det blive ved. Lige indtil DBU tager skeen i den anden hånd og melder sig ud af forhandlingen. Landsholdsdeltagelse må ikke blive en forhandling. Det er frivilligt, det skal være en ære at repræsentere Danmark, og det er trods alt en "bi-beskæftigelse". Læs f.eks. håndboldikonet Erik Veje Rasmussens klumme fra 2011, da kampen stod om dame-håndboldlandsholdet - den rammer "lige i røven".

DBU skal opstille rammer for, hvad man vil tilbyde, og så må spillerne vælge, om de ønsker at spille på landsholdet under de forhold eller ej. Tag ikke fejl, det efterlader DBU med en kæmpe opgave: at få formuleret fair og fornuftige vilkår på alle områder, som betyder at vi trods alt stiller i stærkeste opstilling hver gang. Men det skal være DBU, der bestemmer. Alt for meget andet i forbundet - og i alle andre forbund - afhænger af det. Et sådant træk fra DBU's side vil udløse en konflikt, og den bliver sandsynligvis meget grimmere og mere langvarig, end den vi lige har oplevet. Og potentielt med store konsekvenser for DBU og landsholdet i år fremover. Men jeg tror ikke, der er nogen vej udenom, desværre.

Annonce
Illustration: Gert Ejton
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Aarhus

Mand fundet død i Aarhus Havn

Læserbrev

Læserbrev: Aftenskolerne i Aarhus gør en kæmpe forskel

En halv million århusianere deltager årligt i aktiviteter, som de folkeoplysende skoler laver i Aarhus – det gør naturligvis en kæmpe forskel for århusianerne og byens liv. I uge 45 fejrede vi folkehøjskolernes 175-årsjubilæum – aftenskolerne er en udløber af hele den folkelige bølge, der skyllede ind over Danmark fra slutningen af 1800-tallet og frem og som er en vigtig del af det fundament, som vores demokrati står på. De folkelige bevægelser udspringer af et stort ønske om at give hele befolkningen adgang til viden og uddannelse for at understøtte en demokratisk udvikling af vores land. En del af dette ønske var oprettelse af de folkeoplysende skoler (aftenskolerne). De skulle sikre, at en bred del af borgerne – i fritiden fik mulighed for, via viden, indsigt og demokratisk kompetence, at bidrage til udviklingen af den enkelte og samfundet. I Aarhus er dette arbejde fortsat en stor succes. Succes kan måles på mange forskellige måder – her er et par bud på, hvorfor vi mener, skolerne i Aarhus er en succes. Første succeskriterie er, at rigtig mange borgere benytter sig af skolernes tilbud – og det gør århusianerne. I 2018 deltog over en halv million i en-dags-arrangementer, mens næsten 100.000 borgere deltog i aftenskolernes mere traditionelle virksomhed i form af kurser og forløb. Der er naturligvis tale om gengangere i både kursustallet og en-dags-arrangementerne. Men vi taler om tal, som tilnærmelsesvis kan sammenlignes med hhv. besøgstallene i Den Gamle By eller tilskuertallene til AGF's hjemmekampe. Så de folkeoplysende skoler er en meget vigtig del af byens kulturliv og en vigtig brik i det demokratiske og folkeoplysende arbejde. Et andet succeskriterie for os er, at skolerne også når bredt ud til forskellige befolkningsgrupper i vores by. Først og fremmest sker det, fordi aftenskolerne udbyder et utroligt bredt spektrum af kurser og tilbud. Men det sker også, fordi vi i Aarhus Byråd har prioriteret at give et tilskud til betalingen for forskellige lavindkomstgrupper. Dette tilskud kommer særligt studerende/lærlinge, pensionister og folk uden for erhverv samt handicappede til gavn. Det er grupper, som ellers ikke er de flittigste brugere af byens øvrige oplysnings- og kulturtilbud. Så også målt ud fra dette kriterie er skolerne en succes. Endelig bidrager de folkeoplysende skoler ift. rigtig mange vigtige dagsordener i vores by. De hjælper med, når vi skal give tilbud til genoptræning af mennesker med hjerne- og trafikskader eller skader i bevægeapparatet. Skolerne har også gode tilbud til borgere, som risikerer at glide ud i ensomhed, og der er tilbud med fokus på en bedre integration af borgerne i vores by. Og i samspil med bibliotekerne gør de en kæmpe indsats for folkeoplysning, litteratur og demokratisk debat, ligesom de i samarbejde med fritids- og idrætslivet gør en ganske betydelig indsats for foreningslivets trivsel og understøttelse. Så også her er der tale om en succes. Man må aldrig hvile på laurbærrene, og det gælder også aftenskoleområdet. Der har løbende været en debat om, hvorvidt vi bruger for mange midler til området på handicapområdet, og nogle har været bekymret for, at der er sket et fald i antallet af skoler over de seneste fem-syv år. Begge dele er vigtige spørgsmål at rejse, men vi synes, at der også findes nogle gode svar på dem. Først til spørgsmålet vedrørende aktiviteter for borgere med et handicap. Vi står alle tre bag det brede flertal i byrådet, der ønsker at give ALLE borgere spændende tilbud og udfordringer gennem deltagelse i aftenskolevirksomhed. Vi forestiller os, at hvis du er fysisk eller psykisk udfordret, er det ekstra godt og vigtigt at få mulighed for at deltage i spændende og varierede aktiviteter. Og det er aftenskolerne rigtig gode til at tilbyde. Hvis man er psykisk sårbar eller deprimeret, har et midlertidigt eller permanent bevægelseshandicap eller er socialt udfordret, kræver det bare nogle andre rammer, end det er tilfældet for os andre. Mindre hold og/eller flere undervisere, ja måske endda andre fysiske rammer – og det koster penge. Midler, som vi mener, et rigt samfund som det danske skal prioritere. Men der skal naturligvis også være tilbud til de øvrige borgere – og det er der. Faktisk benyttes mere end 80 procent af de samlede aftenskolepladser i Aarhus af borgere uden handicap - så der er plads til os ALLE, både dem, som må leve med et handicap, og dem som lever uden, og langt de fleste pladser bruges altså på mere traditionel aftenskoleaktivitet. Slutteligt – det er rigtigt, at der er blevet færre aftenskoler i Aarhus over årene, men nedgangen ser ud til at være stoppet, og variationen i de udbudte kurser og aktiviteter har aldrig været større, så man rammer en stor del af den århusianske befolkning med gode tilbud. Vi mener alle tre, at folkeoplysningen er en af grundstenene i det danske demokrati. Derfor et det fortsat vores ønske at sikre en stærk folkeoplysning for alle århusianere.

Annonce