Annonce
Livsstil

DDR-flygtning og smuglerdreng

Jørgen Reuter kommer op i den private bolig fra sit værksted i kælderen, hvorfra han en del år drev egen forretning.
Jørgen Reuter blev født i det sydøstlige Tyskland under 2. verdenskrig. Da han var fem år, kom hans far hjem fra fangenskab i Rusland. Som 10-årig tog han flugten fra DDR med sin familie, og i fire år var han smuglerdreng for at få medicin frem til sin bedstefar i DDR.
Annonce

Jørgen har faktisk aldrig haft en barndom.

De første fem år af sit liv, var han alene med sin mor i Plauen tæt på den tjekkiske grænse, mens hans far var ved østfronten og derefter fem år i russisk fangenskab.

Hans mor hørte i lang tid ikke fra sin mand og betroede sig til sin lille søn, som også hjalp til så meget, som han nu kunne.

De første ord, Jørgen lærte, var «bom-bom – bom-bom». Det lærte han ikke af sin mor, men af lydtapetet i byen Plauen, som blev bombet voldsomt flere gange. Privatfoto

Da han var fem år, kom hans far hjem fra fangelejren, og nu var Plauen en del af det Tyskland, der blev besat af russerne og blev til DDR. Hans forældre var ikke kommunister. Hans mor var tilmed kristen og stærkt troende, hvilket var forbudt.

Lille Jørgen lærte hurtigt at udgive sig som en god kommunist. Som Jørgen, der i dag er 76 år, siger:

-Jeg kunne DDR’s politiske manifest bedre, end andre kan deres Fadervor. Min far sagde: ”Hvis du vil leve med eller bekæmpe din fjende, skal du kende hans ideologi!” Så jeg lærte parolerne for min fars skyld. For at ikke at komme i unåde, siger Jørgen Gerhard Reuter.


- Jeg kunne DDR’s politiske manifest bedre, end andre kan deres Fadervor.

Jørgen Reuter


Han fik allerede som ganske lille at vide af sine forældre hos hvem, han kunne føle sig sikker.

-Mine forældre fortalte mig, at i det og det hjem, ”må du ikke føle dig fri og sige, hvad du vil, men i det hjem må du gerne”.

Annonce

En stank af fisk

De boede ellers godt dengang i 1950’erne. Hans far var uddannet kunstmaler fra akademiet inden krigen, og han blev af partiet sat til at male store portrætter af partispidser. Vigtige mænd, som skulle op og hænge på mure og husgavle med politiske paroler.

Jørgen Reuter har nogle af sin fars malerier bl.a. flere blomstermotiver og smukke stregtegninger. Foto: Lasse Olsson

-Han skulle have et atelier til sit arbejde, og derfor fik vi en stor lejlighed med udsigt over Plauen.

Et kig gennem den store lejlighed med atelier, som Jørgen og hans familie rykkede ind i, da hans far fik til opgave at male portrætter af partispidserne i DDR. Foto: Lasse Olsson

En dejlig lejlighed, men hvad hjælper det, når man ikke kan købe mad? Min mor fandt måder at gemme mel på, så hun havde nok til julekagerne. Og der gik mange år, før jeg igen kunne spise fisk. Somme tider – om sommeren – fik alle i byen fisk, for nu var det på lager, men der var jo ikke kølerum, og hele byen stank hurtigt af fisk i forrådnelse, fortæller Jørgen Reuter.

Annonce

En modig mor

Hans mor var både en modig og krasbørstig dame, ikke mindst over for systemet, og hun holdt fast i sin tro som adventist. Det var livsfarligt, for det kunne føre til anholdelse og overvågning. Ikke desto mindre troppede hun op på Jørgens skole og sagde til lederen, at hendes søn skulle have fri om lørdagen.

Jørgen var alene med sin mor Ruth Friede Reuter de første fem år af sit liv, mens hans far var i krig eller i russisk fangenskab. Foto: Lasse Olsson

Det var adventisternes helligdag. Skolelederen sagde nej, for de havde en socialistisk enhedsskole i DDR. Nu ville hun tale med distriktslederen, men fik nej igen, og så sagde hun til skolelederen:

”Jeg er stærk i troen, og jeg har bedt til, at min mand skulle komme hjem fra fangelejr, og det kom han. Hvis jeg beder nu, vil jeg nødig være i deres bukser. Gud er mægtigere end Dem!”

På skolens gavl stod stadig et kristent udtryk fra før DDR-tiden: ”Guds visdom er menneskenes storhed”. Det skulle fjernes, men efter bortmejslingen stod teksten bare tydeligere på den tilsodede mur.

Jørgens mor troppede igen op hos skolelederen: ”Jeg havde advaret dem, men nu kan de se, at Gud har sejret, for nu kan hele byen læse, hvad der står på skolens gavl!”

Skolelederen hvislede: ”Jeg vil ikke høre mere fra Dem. Gå hjem!! Deres søn har fri om lørdagen”.

Jørgen var til gengæld allerede som lille dreng helt bevidst om, at han skulle vise, at han var en god socialist, ellers kunne det give problemer.

-Hver måned fik vi en seddel med en parole med hjem. Der kunne stå: ”Jeg støtter socialismen mod Vestens kapitalisme, som for tiden ødelægger vores import af smør” – eller noget andet, der var mangel på. Mine forældre ville ikke underskrive sedlerne, og jeg måtte altid undskylde med, at den var blevet væk, fortæller Jørgen Reuter og tilføjer:


- Hver måned fik vi en seddel med en parole med hjem. Der kunne stå: ”Jeg støtter socialismen mod Vestens kapitalisme, som for tiden ødelægger vores import af smør”

Jørgen Reuter


-Det kunne være livsfarligt for forældre, hvis de ikke skrev under. Jeg havde en kammerat, der engang i skolen sagde: ”Min mor og far har ikke skrevet under på den møgseddel!” Hans mor blev hentet af Stasi. Børneværnet hentede min kammerat, og faderen hængte sig.

Annonce

Cykel af smuglergods

Som 6-7-årig ønskede Jørgen sig brændende en cykel, men det var umuligt at få fat i. En dag fandt han et cykelstel i en mose og hev det op og gjorde det rent. Der manglede alle mulige reservedele, men dem kunne de ikke få fat i. Jo i Vesttyskland. Derfor fik Jørgen lov til at rejse til Vesttyskland med sin mormor, som dengang stadig måtte besøge nærtstående familiemedlemmer i Vesttyskland.

Jørgen Reuter er finmekaniker med speciale i symaskiner. Han er sådan set pensioneret, men han reparerer stadig i sit store værksted. Foto: Lasse Olsson

En onkel købte cykel-eger, og en tante gav en krank. Alt blev gemt i kufferten, så kontrollørerne ikke fandt det – og Jørgen fik sin cykel.

Efterhånden fik hans forældre nok af livet i DDR med al dens overvågning og knaphed på varer.

-Min far var jo ved at brække sig, når han havde malet ti kæmpe malerier af Stalin. Han følte sig konstant overvåget og kunne ikke få lov at male det, han ville.

Jørgens far var den første i familien, der forlod DDR. En af hans krigskammerater var kommet direkte til Vesttyskland efter russisk fangenskab, og han kontaktede ham for at invitere ham til Schwalenberg under dække af, at de manglede en specialist, der kendte til Blaudruck, en særlig form for tekstiltryk.

Borgmesteren i byen sendte et brev til myndighederne i DDR for at høre, om de kunne få lov at ”låne” Gerhard Martin Reuter, for de manglede hans ekspertise. Fedteriet virkede på de østtyske myndigheder, og han fik lov at rejse i et halvt år, på betingelse af at familien blev tilbage i DDR.

Annonce

Kusine røbede flugt

Kun de allernærmeste kendte til flugtplanerne, heriblandt en kusine til Jørgens far. Deres fædre havde været mod nazisterne, og de kunne ikke drømme om, at hun kunne være partiets sladrehank. Hun var nygift, og Jørgens forældre havde sagt, at hun kunne tage de møbler, hun ville, når de var sikkert i Vesttyskland.

En dag dukkede kusinen op og sagde brødebetynget: ”Jeg kom til at melde jer. I er nødt til at flygte i dag”. Jørgens mor handlede hurtigt og gik hen på politistationen, hvor hun bad om en rejsetilladelse.

-Jeg fatter ikke, hvordan hun kunne være så dristig. Det var jo livsfarligt for os, for vi ville snart blive efterlyst, og normalt skulle man vente i lang tid på en tilladelse. Men min mor sagde, at det skulle være NU. Hvis hun ikke fik den, ville hun gerne have navn, rang og tjenestenummer på manden bag skranken, for så ville hun ringe til højtstående myndigheder i Berlin.

-Hun spillede på hans angst for indberetning. Hun fik tilladelsen, men vi kunne ikke rejse med det samme, for vi var efterlyst. Vi gik under jorden og boede fors

Blå bog

Jørgen Reuter

Født 18. februar 1944 kl. 4.44 i Plauen, Vogtland, 80 kilometer fra den tjekkiske grænse.

I 1955 tog han flugten til Vesttyskland med sin familie.

Uddannet finmekaniker med speciale i industrisymaskiner.

Da systuerne i Danmark efterhånden lukkede, fik han arbejde på Syddansk Universitet som finmekaniker.

Reparerer stadig symaskiner og anden finmekanik.

Gift med Britta Reuter i 1969, tre børn.

Flugt fra DDR

I løbet af 1950’erne voksede strømmen af flygtninge fra DDR (Deutsche Demokratische Republik, oprettet i 1949 af russerne) til Vesttyskland.

Over en årrække flygtede fire millioner. Omkring halvdelen var under 25 år, og mange af dem veluddannede.

I 1960 flygtede 20.000 om måneden. Det steg til 1.000 om dagen. Zonegrænsen til Vesttyskland var blevet lukket, men folk kunne stadig flygte via Berlin – fra øst til vest, indtil muren blev bygget i 1961.

kellige steder i otte dage, inden vi turde tage toget, for nu havde kontrollørerne nok glemt vores navne, fortæller Jørgen Reuter

Annonce

Smuglerdreng i fire år

De landede i 1955 i Gütersloh i Nordrhein-Westfalen. Gensynsglæden var stor, og far, mor og to sønner rykkede ind i et værelse på 12 kvadratmeter. Gerhard Martin Reuter var kunstnerisk leder på en frottéfabrik.

Jørgens bedsteforældre boede stadig i DDR, og hans bedstefar var meget syg. Lægen kunne ikke gøre mere, men sagde, at Hoechst i Vesten havde medicin, som kunne lindre bedstefars hjertesygdom. Nye aftaler mellem Øst- og Vesttyskland betød bl.a., at børn kunne besøge deres bedsteforældre i DDR. Til gengæld fik DDR Mercedes-lastbiler af Vesttyskland.

Jørgen blev nu smuglerdreng, for han besøgte sine bedsteforældre med medicin. Han blev instrueret i, hvordan tolderne tjekkede kufferter og lærte, hvordan medicinen kunne gemmes. Han var godt ti år og selvfølgelig nervøs, men han lærte turen, som han tog hvert halve år i fire år, indtil hans bedstefar døde.

Annonce

Finmekaniker i Danmark

I Vesttyskland oplevede Jørgen og hans familie straks friheden. De kunne købe alt i butikkerne, og efter et år flyttede de i en stor barak, men henne i skolen blev Jørgen drillet. Han talte med tyk dialekt, vogtländisch, og gik i slidt tøj og så fattig ud.

-Min far sagde til mig: ”Min dreng, du skal slå fra dig, men når du har hævdet dig, skal du huske at være de fattiges beskytter”.

Efter skolen gik han i sin morfars fodspor og blev i 1963 uddannet finmekaniker med speciale i industrisymaskiner. På et tidspunkt ville han ud i verden, og han kunne vælge mellem Sydafrika og Danmark. Sydafrika fristede, men da hans far så, at sønnen ville få stillet to slaver til rådighed, sagde han: ”Hvis du tager det job, er du ikke længere min søn”.

Så han måtte mod det kolde nord, hvor han fik job hos Grønnebæk og Nielsen i København. Så langt kom han aldrig. Det var nemlig i april 1966 meget koldt i Danmark, og da han nåede frem til Odense, kunne han ikke komme videre pga. sne og is i Storebælt. Han fandt et hotel og fik i telefonen at vide, at han kunne arbejde i virksomhedens Odense-afdeling.

Som adventist opsøgte han snart adventistkirken i Odense, og her var en vis Britta ung pige i huset hos præsteparret. Hun blev så den gode grund til, at Jørgen aldrig vendte tilbage til Tyskland. De slog sig ned i Danmark, hvor de nu har boet 48 år i Skallebølle lige vest for Odense.

Annonce

Græd da muren faldt

Da Jørgen i 1989 hørte nyheden om, at muren i Berlin var væltet, sad han og spiste morgenmad med Britta og børnene. Han begyndte at græde. Det var et chok. Det kunne ikke passe.

Kolleger spurgte ham flere gange, om han ville med, når de skulle på besøg i det gamle Østtyskland, men han afslog. Han var skuffet over den tyske leder, som bare gav østtyskerne nogle D-mark og ikke havde nogen forståelse for den baggrund, de kom fra.

-Han gjorde det, som nybagte forældre aldrig ville gøre. De stiller ikke deres børn op på benene og siger: ”Nu kan du bare gå”. Det tager lang tid at lære.

Først fire år efter murens fald tog han og Britta tilbage til Plauen, som stadig var fyldt med spor fra krigen. Siden har han været tilbage flere gange. Senest for seks år siden med børn og børnebørn, og nu var der sket forandringer til det bedre. Til gengæld er han dybt bekymret for den nationalisme, som vokser i det gamle Østtyskland.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
AGF For abonnenter

Kommentar: Sagen om Peter Christiansen handler ikke om penge, men om selvforståelse - og AGF har fået sendt et signal til FCK

Danmark

Overlæge: Jeg har aldrig set en så langvarigt kritisk syg patient på intensiv som Flemming

AGF

AGFere om medaljekampen i Superligaen: - Vi er ikke favoritter mod nogen af de tre andre tophold

Annonce