x
Annonce
Udland

De australske brandes dødsofre æres ved mindehøjtidelighed

Loren Elliott/Reuters
Australierne samledes søndag til ære for de civile og brandfolk, der har mistet livet i de ødelæggende brande.

Australierne mindedes natten til søndag dansk tid de personer, der har mistet livet under de seneste måneders voldsomme brandsæson.

Annonce

I alt 33 personer har siden oktober mistet livet til flammerne i Australien.

Alene i delstaten New South Wales er 25 personer døde. De blev æret ved en ceremoni i Sydney Olympic Park.

Delstatens brandkommissær, Shane Fitzsimmons, var på scenen for at give sine trøstende ord, skriver det australske ABC News.

- Til de afdødes familier og kære og jer, der er til stede i dag: Vi ved, at jeres hjerter er blevet knust de seneste måneder, sagde han ifølge ABC.

Blandt de omkomne var 19 civile. Derudover har tre frivillige australske brandmænd og to amerikanske brandmænd lidt samme skæbne.

Fitzsimmons takkede de pårørende for at deltage i mindehøjtideligheden. Særligt de pårørende til de omkomne amerikanske brandmænd, der var kommet til Australien for at hjælpe deres australske kolleger.

Australiens premierminister, Scott Morrison, holdt ligeledes tale for de afdøde og deres pårørende.

- I dette rum er der tusindvis af historier om tab, sorg, mod, generøsitet og især om kærlighed, sagde han ifølge ABC og fortsatte:

- Børn, der kysser deres fædres kister, mens de stolt bærer deres hjelme. Mødre og fædre, der aldrig skulle have begravet deres børn.

I slutningen af december var de to frivillige brandmænd Geoffrey Keaton og Andrew O'Dwyer på vej ud for at slukke en brand, da deres brandbil blev ramt af et træ. De to mænd mistede begge livet.

Ved Geoffrey Keatons begravelse blev hans blot 19 måneder gamle søn tildelt faderens medaljer af brandkommissær Fitzsimmons.

En anden frivillig brandmand - 28-årige Samuel McPaul - døde mindre end to uger efter. Det skete, da hans brandbil blev væltet omkuld af en ildtornado.

I slutningen af januar omkom de to amerikanske brandmænd Ian McBeth og Paul Hudson, da de styrtede ned med et brandfly, mens de kæmpede mod enorme flammer i New South Wales.

/ritzau/

Link til artikel hos ABC
Nsw Rural Fire Service/Reuters
Loren Elliott/Reuters
Loren Elliott/Reuters
Loren Elliott/Reuters
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Læserbrev

Læserbrev: - Kommer du og henter mig?

I min familie er opbakningen til et stærkt velfærdssamfund vokset ud af afhængighed. Min fars familie bærer nemlig på en arv, som ikke står i banken. Ikke at min fars familie er fattig. Farfar var en dygtig blikkenslager, og der stod gerne en Borgvardt eller Opel i garagen i selvbyggerhuset i udkanten af Viborg. Men der var også noget andet: Hunting-tons Sygdom, som er en modbydelig, genetisk betinget, arvelig, neurologisk sygdom. Desværre er den også uhelbredelig. Den kan minde om demens og svækker støt den syge, til modstandskraften er væk. Mange får symptomer i fyrrerne, men min egen far blev heldigvis først mærkbart syg, da han kom i tresserne. For et par år siden fungerede det ikke længere med at bo selv, og han flyttede på plejehjem. Det betyder også, at vi hører til de familier, som virkelig er mærket af dette forårs coronakrise. Min far kan ikke modtage besøg, vi kan ikke tage ham med på tur, og de løbende leverancer af smøger, blomster og søde sager må afleveres til personalet i indgangen. Det er ganske fornuftige forholdsregler, for min far, og sikkert mange af de øvrige beboere, er naturligvis i risiko for at blive alvorligt syge, hvis corona-virusset får lov at sprede sig på plejehjemmet. Men det er svært at forstå for en mand, der længes efter at komme ud og besøge sine børnebørn. "Kommer du og henter mig?", blev han ved med at spørge, da vi talte sammen i telefonen forleden. Men nej, Gamle, det gør jeg ikke. Vi må, ligesom resten af Danmark, gøre, hvad vores hjerne siger, er fornuftigt, i stedet for hvad vores hjerte siger, er det rigtige: Vi må slutte os til den imponerende, kollektive kraftanstrengelse, som danskerne i disse uger udfolder for at knække den smittekurve, som statsminister Mette Frederiksens pressemøder har indprentet i alle danskeres bevidsthed. Og nu tyder tallene på, at det er ved at lykkes, fordi vi i fællesskab agerer fornuftigt og holder sammen ved at holde afstand. Hvad min far angår, ved jeg, at han er i gode hænder. Han siger selv, at han aldrig har boet et bedre sted i hele sit liv. Det synes jeg måske nok, er en overdrivelse, men jeg er ikke i tvivl om, at personalet yder en omsorg, som gør, at jeg ikke er det mindste bekymret for, om han har det godt. Til mit held, og min fars glæde, har jeg ikke arvet genet for Huntington – risikoen er ellers 50/50. Men hvad ønsket om et stærkt velfærdssamfund angår, er jeg arveligt belastet. Og jeg tror, at den indsats, som danskerne nu yder i fællesskab, næres af, at vi – helt overvejende – føler, at vi er i samme båd. I et samfund som USA eller i Sydeuropa ville en familie som vores ikke have haft en chance for at betale for pleje og sundhedsydelser og samtidig opretholde den levestandard, vi kender i Danmark. Det kan kun lade sig gøre, fordi vi i Danmark har et system, hvor alle de raske og velstillede på solidarisk vis er med til at betale de syge og svages regning over skatten. På samme måde er det vigtigt, at de, som nu mister arbejdet på grund af coronakrisen, kan regne med forsørgelse og hjælp til at komme tilbage i job. Når det danske samfund i løbet af foråret lige så stille åbner igen, skal vi være klar til at investere vores opsparede velstand i at sætte gang i økonomien, så virksomhederne igen begynder at ansætte. Og så skal vi i øvrigt tage os tid til at være sammen med familie og venner. Jeg skal i hvert fald hente min far ud i solen. Det begynder vi snart at trænge til!

Aarhus

Jobbank bugner af sundhedspersonale: Men indtil videre har hospitaler i corona-alarm selv klaret krisen

Danmark

Live: Børn og lærere er ikke forsøgskaniner, siger Søren Brostrøm

Aarhus

Før genåbning: Forældre og ansatte efterlyser klare retningslinjer

Annonce