Annonce
Aarhus

De første huse skyder op i ny type forstadsby

Starten på en ny by på bakken. Nye er så småt ved at vokse frem. De første af de planlagte 15.000-20.000 beboere flytter ind 1. august. Foto: Axel Schütt

Nye ved Elev skal huse 15.000-20.000 indbyggere om 30 år, hvis det står til skaberen af den nye by, Jørn Tækker. 1. august flytter de første beboere ind i en by, der får egen dagligvarebutik, når de første 200 huse er beboet - og egen skole i 2022.

AARHUS: Lige nu er det mest mudder, marker, maskiner, der arbejder sig gennem bunker af jord og sand, og håndværkere, der inde og ude har travlt med at gøre de allerførste huse færdige til den nye bys allerførste indbyggere.

Rom blev ikke bygget på én dag, siger man. Det bliver den nye by Nye ved Elev mellem Lisbjerg og Lystrup bestemt heller ikke. Der vil gå år - mange år - før den er bygget færdig og huser et sted mellem 15.000 og 20.000 indbyggere.

- Mit mål er, at vi kommer til at aflevere omkring 300 huse om året i de kommende 30 år, siger Jørn Tækker, der i 10 år har trippet for at komme i gang med at realisere sin version af en bæredygtig, moderne forstadsby på bakken ned mod Egå Engsø.

Annonce
Sådan tager allerførste del af Nye, der nu er under opførelse, sig ud i arkitekternes streg. Illustration: Tækker Group

- Det er vores forhåbning, at vi med Nye kan tiltrække mange af de yngre børnefamilier, der ellers i stort omfang vælger at flytte ud af Aarhus Kommune og til nabokommunerne

Jørn Tækker, manden bag Nye
Starten på en ny by på bakken. Nye er så småt ved at vokse frem. De første af de planlagte 15.000-20.000 beboere flytter ind 1. august. Foto: Axel Schütt

Flere huse i pipelinen

Nu er den første lille del af første etapes 650 boliger skudt op af jorden helt deroppe på bakken, hvor Elev slutter. Omkring 25 huse, der skal stå klar til indflytning 1. august.

- Vi bygger på cirka 60 huse nu. Omkring halvdelen er færdige 1. august, resten 1. januar næste år.

- Derudover projekterer vi på godt 50 boliger, som vi går i gang med at bygge til foråret og yderligere omkring 150 boliger, som vi starter på i løbet af efteråret, siger Jørn Tækker.

Husene her skal lige beklædes med sort træ, før de for alvor begynder at ligne den første lille stump af den nye by, Nye. Foto: Axel Schütt

Uden hække og private haver

Han står selv bag planlægningen af den nye by, og foreløbig er det også ham selv, der får bygget husene, der har lidt karakter af række- og parcelhuse, men som er uden villahaver og høje hække. I stedet er de grønne områder mellem husene og kvartererne fællesarealer. Fællesskab er et vigtigt element i visionen om Nye.

Husene i første etape er tegnet af en række forskellige, anerkendte arkitektfirmaer: Loop, Aart, Cebra, BIG, C.F. Møller, Dorte Mandrup Architects og Friis og Moltke, der hver især bidrager med hustyper samlet i klynger.

- Det er vores forhåbning, at vi med Nye kan tiltrække mange af de yngre børnefamilier, der ellers i stort omfang vælger at flytte ud af Aarhus Kommune og til nabokommunerne, siger Jørn Tækker.

Skole fra 2022

Allerede i første etape er der tænkt såvel daginstitution som dagligvarebutik ind i planerne. Mere om dagligvarerne senere.

Først springer vi lige lidt frem i tiden. Byrådet tror så meget på Nye, at det har sat penge af til, at der kan blive bygget en skole i den nye by. Den skal efter planen stå klar til skolestart efter sommerferien i 2022 og erstatte Elev Skole. I forbindelse med skolen skal der også være daginstitution.

- Så lige nu arbejder vi på forslag til lokalplan for anden etape, der udover skolen kommer til at indeholde små 2.000 boliger, siger Jørn Tækker og fortsætter:

- Derudover er vi i gang med at revidere helhedsplanen for hele den nye by, der fuldt udbygget vil have 15.000-20.000 indbyggere.

Jørn Tækker har påtaget sig lidt af en opgave med at skabe en moderne og bæredygtig forstadsby på markerne ved Elev. Om alt går vel, er han færdig med sin by om 30 år. Foto: Kim Haugaard

Butik Tækker

Og så tilbage til dagligvarebutikken:

- Inden bolig nummer 200 er indflyttet, åbner der en dagligvarebutik i Nye. Den laver jeg selv. Vi er i gang med at udvikle konceptet. Det bliver en butik med fokus på økologi og på mindst muligt emballage. Ikke en helsekostbutik, men det skal være en butik, hvor man kan købe ind med hjertet, uden at det er dyrt og besværligt, siger Jørn Tækker og fortsætter:

- Hvor for eksempel SuperBrugsen har 12.000 - 15.000 varenumre, skal vi ikke have flere end 2.000. I stedet for at have otte forskellige slags toiletpapir at vælge mellem, skal der kun være to forskellige slags.

Inspirationen til butikskonceptet har Jørn Tækker hentet fra en butikskæde i Holland, og han udelukker ikke, at butikken i Nye bliver starten på en kæde af butikker her i landet.

Delebiler og letbane

Helt i tråd med den bæredygtige tankegang kommer der fra starten en delebilordning - WeMoove - i Nye.

- Vi har lige købt de første to hybridbiler. De står klar, når det første beboere flytter ind 1. august. Meningen er, at vi fortsætter med at brede delebilordningen ud i takt med, at Nye vokser, siger Jørn Tækker.

Og hvis delebilerne er booket, kan Nye-beboerne tage letbanen, når den på et tidspunkt åbner på strækningen til Grenaa. Ved den lejlighed bliver også Nye koblet på letbanen med et stop på strækningen mellem Lystrup og Lisbjerg. Fra Nye er den forventede køretid 10 minutter til Skejby Sygehus og 25 minutter til Dokk1.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Aarhus

Træer med rødder i historien

Kronik

Kronik: Kulturpolitik er hardcore kapitalisme

I disse dage hyldes finansloven for at afskaffe besparelser på kultur og humaniora. Og selvom det utvivlsomt er et skridt i den rigtige retning, så er det ikke ligefrem modig kultur- eller uddannelsespolitik. Det er et tilbagevendende fænomen, at kunstens fortalere forsøger at overbevise politikere om kunstens værdi og muligheder. Først og fremmest handler det om, at kunsten har værdi i sig selv. Der er en værdi i den kunstneriske undersøgelse, som ikke er underlagt specifikke mål, lyder opråbet. Men i samme åndedrag er det for den samme gruppe af kunstfaglige vigtigt at pointere, at det ikke betyder, at kunsten ingen evner har politisk og kommercielt. For at tale politikernes sprog, påpeger branchen ofte de sociale og økonomiske fordele ved satsninger på kulturområdet. Når staten giver penge til kunsten, resulterer det i mere meningsfulde tilværelser og et overskud i statskassen. Det er ikke den mest interessante tilgang, men offentligt støttet kunst kan betragtes som en investering, der på langt sigt giver profit - både fra turisme og fra handel med kunstværker, men også fra længerevarende følger, som kan være svære at måle. Et rigt kulturliv i et bestemt område kan påvirke prisen på ejendomme. Det kan have betydning for menneskers lykke og sundhed. Det kan afføde innovation i erhvervslivet. Selv Dansk Industri har udgivet en rapport om kulturens vækstpotentialer. Et besøg til et af verdens epicentre for økonomisk vækst har sat kulturpolitikken i den danske andedam i et interessant perspektiv. Jeg er netop hjemvendt fra en rejse organiseret af Mondriaan Fonden og Statens Kunstfond. Med en europæisk gruppe af kunstfaglige rejste jeg rundt og besøgte de mange nye kunstinstitutioner i Forenede Arabiske Emirater. Som navnet betoner, er Emiraterne en føderal sammenslutning af syv arabiske familiedynastier. Landet har de seneste årtier oplevet en rivende udvikling, muliggjort af enorme mængder af oliepenge. I Emiraterne taler man om tre perioder i regionens historie: før og efter olien og fremtiden. Her er ”fremtiden” et gennemtrængende tema, og lederne ved, at olie ikke er en del af den. Ligesom i andre totalitære lande oplever man et styre, som tænker langsigtet. Måske fordi de ved, at de sidder på magten i generationer. For at sikre deres internationale position satser sheikerne på massive investeringer i alt fra bæredygtig energi til infrastruktur. Man kan se væksten for ens øjne, når man bevæger sig rundt. Man kan høre utopierne for fremtiden udfolde sig i entusiastiske skåltaler. Det interessante er, at Emiraterne har forstået, hvad mange danske kulturpolitikere ikke har. Samtidig med at man bygger handelscentraler, luksushoteller, indkøbscentre med indendørs skibakke, skyskrabere og gigantiske solcelleanlæg, så bygger man også universiteter, kunstmuseer, teaterskoler og biblioteker. Her har man forstået kunstens betydning og evne til at skabe forandring kulturelt, økonomisk og politisk - og man udnytter den. Alt er ikke fryd og gammen i Emiraterne, tværtimod. Landet er involveret i død og ødelæggelse i Yemen. Millioner af udlændinge arbejder under usle forhold. Der er massiv hvidvask. Ytringsfriheden er begrænset. Demokrati er en by i Rusland. Landet er dog i stort omfang lykkeligt befriet for kritik og sanktioner fra de såkaldte frie demokratier. En del af strategien for Emiraterne handler om at skabe enorme kulturelle samarbejder, som gør det belejligt for samarbejdspartnerne at se igennem fingre med tragedier og korruption. Det klinger i hvert fald hult, når USA, Frankrig og andre sælger våben og kulturarv med denne ene hånd og peger fingre med den anden. Som eksempel blev det i 2007 vedtaget i det franske parlament, at kunstmuseet Louvre kunne åbne en afdeling i Abu Dhabi. Emiraterne betalte den nette sum af 3,5 milliarder kroner bare for at låne det prestigefyldte navn i 30 år. Louvre Abu Dhabi åbnede i 2017 og ligger i et område, hvor bystyret har planlagt at bruge over 180 milliarder på at skabe et kulturelt turistparadis. Handlen er blevet kritiseret for at være en usmagelig måde at behandle århundredes kulturhistorie og for at forvanske kunstnerisk åndelighed til brand-marketing, hardcore kapitalisme og geopolitik. New Yorks Universitet i Abu Dhabi er endnu et eksempel på en importeret vestlig kulturinstitution. Rektoren er en hollandsk kunsthistoriker, og hun fortalte om universitets satsning på rekruttering af elitestuderende fra hele verden. I det tætpakkede program, som var lagt for os, så vi den ene nybyggede og topmoderne kulturinstitution efter den anden. Fælles for dem alle er, at ambitionerne for det kunstneriske niveau er skyhøje, faciliteterne er dyre og den kulturelle målstok er vestlig. At opleve denne udvikling får mig til at spekulere på, om denne målestok med tiden vil forskyde sig. Fortællingen om vestens forfald fra den globale verdenstinde er velkendt og facetteret. Groft sagt er det den, der har affødt Trumps slogan om at gøre Amerika stor igen. USA står med tiden til at miste sin status som verdens største økonomi, og andre har længe gjort sig klar til at blive de nye supermagter. I lyset af de makropolitiske forskydninger i samtidens verdensorden giver de langsigtede kulturinvesteringer i Emiraterne stof til eftertanke angående den manglende vilje til at satse på kunst og humaniora i vores andedam. Hele denne rejse har gjort mig underligt desillusioneret. På den ene side er jeg blevet bekræftet i, at kunst ikke bør være underlagt politiske målsætninger. På den anden er det mere tydeligt end før, hvor stor en politisk og økonomisk magt kunsten kan bære med sig. Selvom danske politikere fra tid til anden holder fine taler om kulturens betydning, så tales der ofte om kunsten som den overflødige glasur på toppen af kransekagen. På trods af Emiraternes sympatiske tilgang til kunstens magt, så virker det til, at de har forstået, at de såkaldt ”bløde” fag er grundstenene i vores samfund. Jeg har set, hvad der sker, hvis hardcore kapitalister køber præmissen om, at kunst kan betale sig. Emiraterne har spændt kunsten for en vogn, som den får sår af at trække. Alligevel må jeg indrømme, at jeg oplevede meget god kunst på turen. Ikke mindst oplevede jeg potentialer, som på langt sigt kan skubbe ved den måde, vi betragter kunstverdenen på internationalt. Danske kulturinstitutioners kamp for bedre økonomiske forhold er en paradoksal kamp for at vise, at det betaler sig i kroner og ører at lade kunsten udfolde sig på egne præmisser uden blik for de økonomiske følger. Men på trods af at kulturlivet argumenterer for kunsten på erhvervspolitikkens præmisser, har kulturpolitikken stadig laveste prioritet for mange byråd og ikke mindst for den nye regering. Økonomisk vækst bør ikke være argumentet for at investere i kunst og humaniora, men uanset hvilket argument man ønsker at forfægte, så synes det indlysende, at vi bør investere mere modigt og ikke nøjes med at afskaffe besparelser.

Aarhus

Natligt overfald på Brabrandstien: Gerningsmænd krævede penge

Annonce