Annonce
Debat

De svageste havner i en ond cirkel: Vi fastholder dem i et liv på kanten

"Som professionelle er det dybt frustrerende for os ikke at kunne hjælpe dem, der trænger mest – at vores system er gjort så tungt, at vi fastholder patienter, der ønsker hjælp, i et liv uden for systemet", skriver Peter Møller Andersen og Lene B. Kuntz. Arkivfoto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Annonce

DEBAT: Hvordan kan vi have et system, der fastholder syge og socialt udsatte mennesker på kanten af samfundet?

I psykiatrien ses psykisk syge og kroniske misbrugere, der har levet uden for systemet i årevis. Når de bliver behandlet, får de ønske om at få hjælp i det offentlige system til bolig og økonomi. Dette er ofte en langvarig kamp i systemet, der stiller stadig større krav om dokumentation, nem-id m.m., krav, det kan være umuligt at opfylde, når man har levet uden for systemet.

Vejen til offentlig forsørgelse kræver nem-id for at tilgå borger.dk, hvor det søges. Nem-id fås ved forevisning af billed-id, hvilket de sjældent har. For at bestille billed-id skal de have nem-id eller dåbsattest.

Kommunen kræver forevisning af relevant dokumentation, for at de kan søge en økonomisk ydelse. Oplysninger, de ikke kender til og ikke ved, hvordan de finder – og som ofte kræver nem-id at tilgå.


Når disse patienter er uden bopæl, bliver den ambulante opfølgning ofte umulig – det fører til behandlingssvigt og dermed forværring af sygdommen, hvormed de ender som svingdørspatienter, der koster samfundet allermest.


Bevilges de en offentlig forsørgelse, kræver dette en nem-konto i banken. Banken kræver dokumentation for, at de har reel indtægt – det har de ikke endnu, hvorfor det ikke kan fremvises. Der er ligeledes (grundet hvidvaskningsloven) krav om gyldig billede-id.

Optager banken dem alligevel, kan de ikke få hævekort, da de ikke har bopælsadresse, og hævekort kun kan sendes til bopælsadresse. Uden indtægt, ingen bolig ... så kan vi starte forfra. Grundet de kun pengeløse banker kan de dermed ikke få adgang til deres penge trods mulig indtægt.

Denne proces tager under indlæggelse, med hjælp fra fagprofessionelle i både region og kommune, mindst seks-otte uger. En periode, hvor man skal kunne holde patienterne motiverede og få dem til at samarbejde trods de mange afvisninger. Dette medfører ofte, at de opgiver og dermed fortsætter et liv uden for systemet, som de ikke kan blive en del af trods et ønske om en mere stabil tilværelse.

Som professionelle er det dybt frustrerende for os ikke at kunne hjælpe dem, der trænger mest – at vores system er gjort så tungt, at vi fastholder patienter, der ønsker hjælp, i et liv uden for systemet. Når disse patienter er uden bopæl, bliver den ambulante opfølgning ofte umulig – det fører til behandlingssvigt og dermed forværring af sygdommen, hvormed de ender som svingdørspatienter, der koster samfundet allermest.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
AGF For abonnenter

AGF-karakterer: Alt for mange ramte helt ved siden af i Slovenien

Annonce