Annonce
Debat

Debat: 10 dage der kan tabe dem, der både vil og kan

Arbejdsmarked: Det lyder jo overkommeligt, med en forskel på ”blot” 10 dage, eller et spring fra 30 til 40 dage, hvor arbejdsgivere af egen lomme skal betale for ansattes sygefravær. Resultatet vil ifølge regeringen, der selv har fremsat finanslovsforslaget, indbringe 460 mio. kr. i 2021.

Et stort beløb, især når man som finansordfører Rune Lund fra Enhedslisten har udtalt: ”vi tror ikke, at det vil gøre den store forskel, om det er 30 eller 40 dage, arbejdsgiverne skal betale”. Jeg emner i al beskedenhed, at Rune Lund tager fejl. Både for de personer, der står på kanten af arbejdsmarkedet, for arbejdsgiverne og for en stor del af det offentlige.

Hensigten er, at det skal fordre et mere rummeligt arbejdsmarked: ”En længere arbejdsgiverperiode vil betyde, at det bedre kan betale sig for den enkelte arbejdsgiver – både private og offentlige arbejdsgivere – at føre en aktiv sygefraværspolitik”, står der i regeringens finanslovsforslag.

Men både private og offentlige arbejdspladser har allerede meget veltrimmede og aktive trivsels- og sygefraværspolitikker, der tager hånd om de langtidssyge medarbejdere. Helt ærligt S, forslaget er jo mere en økonomisk malkemaskine end et arbejdsmarkedstiltag.

For forslaget tager slet ikke højde for rekrutteringen af de mennesker, der står på kanten af arbejdsmarkedet. Personer, der på grund af fysisk eller psykisk skrøbelighed står med det ene ben i fast arbejde, og det andet i arbejdsløshed, vil forslaget ikke gavne. Dem vil der nu være en større risiko ved at ansætte. Det harmonerer ikke med virksomhedernes generelle problemer med at skaffe arbejdskraft.

Det er ikke dét, som vi i Radikale Venstre, forstår ved et rummeligt eller fleksibelt arbejdsmarked. Inden man glæder sig for meget over det forestående provenu som forslaget - tilsyneladende - indbringer, er det værd at huske på, at kommunale og regionale arbejdspladser også bliver indbefattet af ændringen. Og det bliver en gedigen regning for det offentlige. Omkring en tredjedel af provenuet er offentlige kroner, der flyttes fra den ene lomme til den anden – nærmere bestemt fra kommuner og regioners lommer til Statens lomme. Det bliver derved en skjult omprioritering på det offentlige niveau, som kommunerne og regionerne kun kan spare sig ud af.

Det er jo som at fodre hunden med sin egen hale. Det burde man nu også kunne se i Enhedslisten. Og det er en fuldstændig unødvendig skat på det rummelige arbejdsmarked, som vi kender det.

Annonce
Kathrine Olldag
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

En opvisning i socialdemokratiske valgløfter

Da Helle Thorning-Schmidt i 2011 tiltrådte som Danmarks første kvindelige statsminister, blev det hurtigt klart, at det reelt var de radikale, der sad på magten, mens stort set ingen af hendes socialdemokratiske mærkesager og valgløfter blev gennemført. Da landets næste kvindelige statsminister, Mette Frederiksen, mandag kunne præsentere sin første finanslov, var det det stik modsatte - en opvisning i hvordan man sætter sig på magten og gennemfører sine valgløfter, mens det radikale støtteparti blev kørt helt over. Anført af tidligere Aarhus-borgmester finansminister Nicolai Wammen lykkedes det at få lavet ikke alene en af de rødeste finanslove meget længe set. Der er samtidig fundet plads til at kunne gennemføre rigtig mange af de socialistiske løfter, som vælgerne blev stillet i udsigt op forud for valget i sommer. Godt nok er det helt store valgløfte om tidlig tilbagetrækning til de fysisk nedslidte endnu ikke gennemført, men rigtig mange af de øvrige løfter er faktisk. Ikke mindst fik psykiatrien et meget længe ventet løft. I årevis har området været forbigået og kraftigt underprioriteret, og derfor var det også helt på sin plads, at Wammen levede op til løfterne fra valgkampen og sikrede midler til en af vores samfunds mest udsatte grupper. Der er stadig plads til forbedring, men finansloven var på det punkt et skridt i den rigtige retning. Til gengæld må det være mere end svært for den radikale leder Morten Østergaard at kigge sine vælgere i øjnene i disse dage. Socialdemokraterne gav enkelte indrømmelser på indvandrerpolitikken, men ellers bankede Wammen for alvor de radikale på plads, og radikale vælgere må med skuffelse konstatere, at dagene, hvor partiet via Margrethe Vestagers ledelse styrede Danmark, endegyldigt er forbi. I hvert fald er det umuligt at se radikale aftryk på den økonomiske del af finansloven, som til gengæld desværre må skabe jubel hos SF og Enhedslisten. For endnu en gang er den socialistiske misundelsespolitik og mærkesager slået igennem for fuld kraft med ekstra arveafgift og øget offentligt forbrug. Radikale har ellers gentagne gange langet ud efter borgerlige regeringer og specielt støttepartiet Dansk Folkeparti, som er blevet beskyldt for at se stort på alt andet indvandringspolitikken, men det er lige præcis det samme, man med rette nu kan beskylde det tidligere borgerlige midterparti for. Det virker i hvert fald som om, at Morten Østergaard har givet køb på alle økonomiske ønsker for at få små indrømmelser på spørgsmål om indvandring. Det er stærkt bekymrende, for Østergaard burde have været garanten for, at den røde regering økonomisk blev trukket i retning af midten. Det blev den på ingen måde, og derfor fik vi den rødeste finanslov i mange år. Den er blottet for jobskabende initiativer og hensyn til erhvervslivet men til gengæld med en regering, der bruger stort set hele det økonomiske råderum i et hug. Det giver øget velfærd på kort sigt men kan på længere sigt blive en meget dyr fornøjelse.

Aarhus

Flere mænd ville se Mormon-musicalen

112

Spottede fællestræk ved villaindbrud: Tre mænd fra Aarhus idømt flere års fængsel

Annonce