Annonce
Debat

Debat: Andelstanken kan give en ny generation adgang til landbruget

Hvis vi står sammen, kan vi vise vejen. Selv har jeg kastet mig ind i klimakampen sammen med tusind andre andelshavere i foreningen ’Andelsgaarde’.

Til salg. Skiltene med de to ord findes overalt, hvor man bevæger sig på de små landeveje. Og det er sjældent græskar, pastinakker og mirabelle-blommer, der er til salg - men huse og gårde. Langt de fleste gårdejere er i dag over 60 år, og derfor ser vi i disse år et omfattende generationsskifte i landbruget. Der er blot lige det problem, at der ikke er nogen næste generation at skifte til.

Mange af os, som er vokset op på landet, er flyttet til byerne, har taget akademiske uddannelser og fået et fjernt forhold til jord. Man kan sige, at vi er den generation, der har mistet ’jordforbindelsen’. Hvorfor hører vi så egentlig ikke mere til generationsskiftet, som sådan set ikke kan finde sted, fordi næste generation glimrer ved sit fravær? Det er fordi de mindre gårde så let som ingenting bliver købt op af de store gårde eller af udenlandske kapitalfonde. Adgangen og råderetten til dyrkningsjorden – vores livsgrundlag – ender på ganske få hænder og glider os kollektivt af hænde, alt imens vi har travlt med andre ting.

De stores opkøb af de små og de forsvindende fællesskaber på gårdene har fået mig til at vågne op og reagere. For udviklingen på landet har i høj grad også noget med mig at gøre, eftersom jeg ikke står klar med de rette kompetencer til at overtage den fædrene gård som også står til salg. Jeg bor i leje-lejlighed på Nørrebro i København, dyrker spiselige blomster på min tagterrasse, køber øko-varer i supermarkedet, stemmer grønt til folketingsvalget og har en boglig uddannelse i ryggen. Det er al sammen meget godt, men der skal mere til. Det er også mit – og dit - ansvar, hvad der sker med ejerskabet af vores dyrkningsjorde midt i det store ’generationsskifte’. Det er vores fælles ansvar, at vi ikke ender i en fordeling af jord, som er endnu mere skævt end før landbrugsreformernes tid!

Spørgsmålet er så, hvordan vi, ’det jordløse folk’, overhovedet kan spille en rolle? Hvordan kan vi, der lever i lejligheder og parcelhuse, øve endnu større indflydelse på, hvordan jorden behandles? Hvordan kan vi skubbe anvendelsen af vores jorde i en mere klimavenlig, giftfri, resilient og regenerativ retning? Og hvordan kan vi samtidig bidrage til, at fællesskabet omkring gårdene bliver genopbygget? I dag er der ganske få ansatte på en farm med tusindvis af dyr og hundredvis af hektarer. Det skaber meget lidt fællesskab.

Hvis vi står sammen, kan vi vise vejen. Selv har jeg kastet mig ind i klimakampen sammen med tusind andre andelshavere i foreningen ’Andelsgaarde’. For et medlemskab på 150 kr. om måneden ejer og driver vi sammen ’Lerbjerggård’ i Melby i Nordsjælland med 5 hektar jord. Arealet er stort nok til at vi kan plante træer og buske, som binder CO2, og til at det unge landmandspar Nanna Thomsen og Christopher Lieblein Lundgren kan få indtjening nok gennem salg af grøntsager. Det sidste kræver ifølge dem kun omtrent én hektar dyrknings-jord, som skal skifte fra lod til lod fra år til år. Deres høstudbytte vil kunne give sund og klima-venlig kost til mange familier. Vi tror på små-skala landbruget og at give noget af arealet til vild natur, og vil købe flere og flere mindre gårde op efterhånden som vores medlemstal vokser.

Nanna og Christopher, som har studeret på Kalø Økologiske Landbrugsskole, har banket på hos flere banker for at få lov til at låne penge til deres store drøm, at købe en gård. Men forgæves. Da de hørte om vores forening, der støtter landmænd, som vil dyrke jorden økologisk og klimavenligt, var det en spændende løsning for dem. Ikke alene får de, når vi har fået renoveret stuehuset, muligheden for at flytte ind på Lerbjerggård, de har også allerede tusind entusiastiske medlemmer i ryggen, som de kan trække på, når der er arbejdskraft-krævende opgaver på gården og i marken. Den ensomme landmands tid er forbi. I ’Andelsgaarde’s første sæson har vi medlemmer blandt andet deltaget i plantning af bærbuske, rensning af ukrudt på gårdspladsen, slibning af gamle vinduer, bygning af raftehegn og opgravning af jordskokker.

På Lerbjerggård skal vi anvende plantegødning og eksperimentere med skov-landbrug. Med den rette forvaltning og indstilling kan landbrugsjord anvendes til at binde CO2, og kan dermed blive en vigtig nøgle til at holde temperaturstigningerne nede til inspiration for landmænd overalt i verden. Men klimavenlig, økologisk og regenerativ dyrkning kræver fællesskab og mandskab, fordi man hverken sprøjter eller pløjer. Derfor er det godt at være mange, og fællesskabet kan dække økonomisk ind, hvis for eksempel høsten slår fejl. Vi er mange byboere, som har glæde af at være til gavn, få ’fingrene i jorden’ og konkret bidrage til et mere positivt klimaregnskab. Hvis vi vil fællesskaber og klima det godt, så må vi, det jordløse folk, hver især engagere os på en langt mere konkret måde i udviklingen på landet. Vi ses i marken.

Annonce
Illustration: Gert Ejton

Om skribenten

Helle Solvang er foredragsholder, grøn folkeoplyser, radiovært, dokumentarist samt moderator på Kulturmødet Mors. Hun er opvokset på en gård ved Lammefjorden og bosat i København. Hun er medlem af Andelsgaarde (andelsgaarde.dk) og skildrer dyrkning og opbygningen af fællesskabet dokumentarisk. Andelsgaarde har planer om at opkøbe flere gårde rundt om i landet i takt med at medlemstallet stiger. Realdanias pulje ’Underværker’ har i sidste uge bevilget "Andelsgaarde" en million kroner i støtte til et fælleshus på Lerbjerggård.
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Kronik

Kronik: Fra lorterende til cafégade

Genopretning af vandløbene og tilbagekomsten af smådyr og ørreder er et af få lyspunkter i udviklingen af Danmarks natur gennem de seneste 200 år. Aarhus Å er et af eksemplerne. Vi blev oprindeligt inspireret til at skrive bogen "Så forandret – Danmarks natur gennem 200 år" (netop udkommet, red.) om naturens udvikling ved at sammenligne gamle og nye fotografier, taget fra samme sted i landskabet. Vi blev slået med forundring, nogle gange med forfærdelse og færre gange med fornøjelse, over at se de store forskelle mellem dengang og nu. Især for agerlandet, der dækker 60 procent af Danmarks areal, er forandringer omfattende, og biodiversiteten helt i bund. Her fortæller vi i stedet den positive historie om vandløbenes genopretning gennem de seneste 30 år med eksempler fra Aarhus Å. Smådyrene er vendt tilbage, dambrug og spærringer er nedlagt, og gydestrygene er genetableret til glæde for naturinteresserede og lystfiskere. Få naturtyper har måttet stå så meget igennem som vandløbene. De har måttet tåle at blive rettet ud, lagt i dybe kanaler eller forsvinde i rør under jordoverfladen, så vel blot en tredjedel af de oprindelige vandløbs-kilometer i dag løber fuldt synlige. Et langt stykke op i 1900-tallet betragtede borgere og bønder udelukkende vandløbene som nyttige modtagere af alskens affald fra dambrug, mejerier, møddinger, slagterier, vaskerier og toiletter på vej til endemålet i det endeløse hav, hvor forureningen skulle forsvinde. Alle byer havde deres egen lorterende, som kunne skifte farve fra blodrød, over vaskehvid til møddingssort afhængig af, hvem der lukkede mest affald ud. Men bevægede man sig langt op i åen, bort fra det beskidte og stinkende vand ved åens udløb gennem byen, kunne man førhen finde et myldrende liv i de små bække. Skolelærer J. Kr. Findal skriver i 1915 om Aarhus Å: ”Betragter man den stinkende og snavsede strøm, der gyder sit vand ud i Aarhus Havn, kommer man ikke umiddelbart på den tanke, at der er noget interessant (..) og dog er det således, at visse partier af åen (..) ikke alene besidder stor naturskønhed, men tillige er hjemsted for en dyre- og planteverden, der udmærker sig ved sin mangfoldighed og ejendommelighed.” Aarhus Å var dengang befolket af mange fantastiske rentvandsdyr blandt andet døgnfluer (15 arter), slørvinger (12 arter) og vårfluer (88 arter), som Findal satte navn på. Den stejle Jeksen Bæk syd for Aarhus havde stærk strøm med stenbund og husede mange smådyr herunder døgnfluen, Rhitrogena germanica. Den er tilpasset til at holde fast på stenoverflader i strømmen, mens den rasper mikroskopiske alger som føde. Da Jeksen Bæk blev forurenet, forsvandt døgnfluen, og den lever i dag blot i Højen Bæk ved Vejle. I Aarhus blev åen langs Ågade overdækket i 1930’erne på grund af lugtgener og tiltagende trafik. Dermed kunne Ågade lægge afstand til sit dårlige rygte og skifte navn til det pompøse Åboulevarden. Tres år senere var åen renset for den værste forurening, og i 2005 kunne den igen løbe frit gennem Aarhus, nu omgivet af et blomstrende restaurant- og cafémiljø. Sådan har udviklingen været til det bedre for mange vandløb. Først en voldsom forurening med organisk stof fra by og land, som fremkaldte stank og iltsvind i vandet og forarmede bestandene af smådyr og ørred frem til 1970. Siden har spildevandsrensning og kontrol med ulovlige afløb efterhånden nedbragt forureningen. I Aarhus Å kan man nu genfinde mange af de arter, som Findals fandt for 100 år siden. Et tilbageværende problem for dyrelivet i vandløbene er pesticider, der siver ud fra dyrkede marker eller tilføres i pulse efter skybrud. Et andet aktuelt problem er håndteringen af lavbundsjordene, hvor dyrkning bliver stadigt vanskeligere på grund af sætning af jordene efter dræning og fortsat stigende nedbør og havniveau. Med Brabrand Sø og den genetablerede Årslev Engsø i de flade nedre strækninger af Aarhus Å har man en buffer, som sikrer mod oversvømmelser af de store værdier i Aarhus Midtby. Inden åens udmunding i Aarhus Bugten har man etableret en sluse, som sikrer byen mod oversvømmelse ved stormflod. Da de hyppigere høje vandføringer i Aarhus Å, som følge af ekstremt regnvejr, kan skabe risiko for oversvømmelse af Aarhus Midtby, er der endvidere etableret pumper ovenfor slusen, der kan pumpe 18.000 liter per sekund fra åen ud i Bugten. Aarhus har herved reduceret risikoen for fremtidige ulykker i modsætning til de fleste danske byer.

Annonce