Annonce
Debat

Debat: Bedre balance i uddannelse - giv de små gymnasier en chance

81 procent af alle uddannelsespladser på de videregående uddannelsesinstitutioner bliver i dag udbudt i de fire store universitetsbyer. Mere end noget andet er det med til at skævvride Danmark og underminere de eksportvirksomheder, vi lever af.

Ved at tvinge Danmarks uddannelsesinstitutioner ind i Finansministeriets regneark, der altid siger, stort er godt, småt er skidt, er Folketinget ved at ødelægge det fundament, Danmarks velstand og sammenhængskraft bygger på.

Alle former for uddannelser er afgørende for et Danmark i balance. Derfor var det i den forgangne uge dejligt at se, at Danske Regioner og Danske Gymnasier forslog et kapacitetsloft på gymnasierne, som vil være med til at sikre, at også yderområderne kan fastholde sine gymnasier.

Jeg kommer selv fra en del af Danmark, hvor jeg havde 40 kilometer til nærmeste gymnasium – nogle af mine kammerater havde endnu længere. Derfor kom kun ganske få fra min folkeskole i gymnasiet, mens halvdelen af min gymnasieklasse kom fra en enkelt klasse i den nærliggende folkeskole. Det er heldigvis ændret i dag, hvor der er et gymnasium 8 kilometer fra min gamle folkeskole, der nu også leverer halvdelen af en årgang til gymnasiet. Det vil kun fortsætte, hvis alle folkeskoler i det naturlige område leverer elever til gymnasier i yderområderne. Også dem, der har næsten samme afstand til nærmeste storbygymnasium. Altså – godt gået, godt tænkt og godt signal fra regioner og gymnasier.

Også godt gået af Socialdemokratiets uddannelsesordfører Kasper Sand Kjær, der i en artikel i Magisterbladet i den forgangne uge har meldt sig på banen i debatten om decentrale uddannelser med stor indsigt: “Det kan ikke nytte, at al uddannelsesplanlægning ­alene sker ud fra et stramt økonomisk ratio­nale. Hvis det er 20 procent ­dyrere at oprette mindre lokale udbud af uddannelser, så kan det godt betale sig allige­vel nogle gange. Tænk på, hvad det kan komme til at koste os, at man ikke kan få lærere og pædagoger nok til Falster og Nordjylland," sagde han meget klogt.

Annonce
Kim Ruberg
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Blog

Små og store skridt mod vægttab

Uanset om man er sundhedsprofessionel eller privatperson, kan man nogle gange opleve at have rigtig store ambitioner på andre folks vegne. Det kan være, man sidder og taler med en ven eller patient, som ofte er rigtig ked af sin overvægt, og som nu proklamerer, at han vil skære ned på colaen. I sådan en situation kan den lyttende få tanken: ”Ja, det er meget godt, men det er jo ingenting i forhold til de ændringer, du burde lave – det dér alene kommer jo ikke til at gøre en forskel!” Den lyttende tænker måske, at for denne person er der rigtig mange andre kostændringer, som er meget mere relevante at tage fat på, og som i meget større omfang ville have en indflydelse på udseende eller sundhedstilstand. Og hvad med fysisk aktivitet og søvn og alkohol og …? Sådan en tanke kan på sin vis virke rationel nok: hvis en person eksempelvis udtrykker bekymring over risikoen for livsstilssygdomme, giver det jo mening for omgivelserne at tænke, at så bør personen sætte ind med de ændringer, der vil reducere risikoen mest muligt, hurtigst muligt. Omgivelserne kan måske endda opfatte det som deres pligt at sige: ”Det dér er bare ikke nok – du kan stadig få diabetes!”, og derefter gå i gang med at opliste alt det, der burde ændres i stedet. Måske er det ment som et forsøg på at redde den anden fra at bruge cola-reduktionen som en sovepude, eller fra at blive skuffet, når resultaterne udebliver. Man kan imidlertid også se på såkaldte ”små skridt” på en helt anden måde. For det første: det kan være, det er et rigtigt stort skridt for denne person! Det, der ville være let for dig at opgive, kan være en kæmpe sejr for din ven eller patient. For det andet: måske er det lige netop denne ændring, der kan give personen troen på, at andre ændringer kan lade sig gøre – at lykkes med dette skridt styrker troen på, at andre ændringer også kan lykkes, og dermed sandsynligheden for, at personen overhovedet gør forsøget med de andre ændringer. For det tredje: der kan være en grund til, at personen valgte lige præcis colaen, og ikke kagerne eller pizzaerne – lige præcis dén adfærd kan repræsentere noget helt individuelt, som gør det vigtigt at starte der. Når en person udtrykker intention om en livsstilsændring, som du finder for lille eller irrelevant, vil det sandsynligvis ikke have en god effekt på motivationen, hvis du går i gang med at argumentere for andre og mere omfattende ændringer. I stedet kan du prøve at gøre følgende: Anerkend den andens lyst til at handle på problemet og hans/hendes tro på, at dette første skridt kan lykkes (husk at du ikke ved, hvor stort et skridt det er for den anden), ved eksempelvis at sige: ”Du har tit nævnt dine vægtbekymringer, og nu har du fundet en sted, hvor det giver mening for dig at starte – dejligt for dig!” Vær nysgerrig og stil spørgsmål som: ”Hvorfor har du valgt at starte med netop det? Hvad tænker du, at der sker, hvis du lykkes med den ændring?” Det kan være, at den anden selv får nyt perspektiv på sin plan ved at udtrykke den til andre. Hvis du som fagperson føler dig forpligtet til at give information om, hvilke effekter man kan forvente af den foreslåede forandring, skal du selvfølgelig gøre det, men undersøg først, hvad personen allerede ved – måske er de udmærket klar over, at dette skridt i sig selv ikke gør underværker, og planen har hele tiden været, at det blot var en prøveballon, en start, en opvarmning, der skal give mod på mere. Men det, at de selv har valgt, hvor der skal startes, kan gøre en stor forskel for motivationen i det lange løb.

Annonce