x
Annonce
Debat

Debat: Brug klima-krisen til at gøre dig fri af stress

Klima: Vi har fået en regering, hvis mål er 70 procent reduktion af drivhusgasser inden 2030. For at det kan lykkes, må der en bevidsthedsændring til. Problemet med klimaforandringerne er vores indre barrierer i forhold til at tage ansvar. Politikerne kan gudskelov sætte barren højt – men de kan intet gennemføre uden befolkningens opbakning.

”Det bliver dyrt”, siger mange. I dette udsagn ligger der implicit en angst for, at det bliver ”for” dyrt. Men hallo, det bliver langt dyrere at lade være! Hvis ikke vi fuldgyldigt tager vare på udfordringerne, så kommer vi et langt ringere sted hen end før udfordringernes opståen. Hvis vi løser udfordringerne, så kommer vi til gengæld til at stå langt stærkere end før, for vi har gennemgået en menneskelig udvikling af dimensioner.

Apropos det med prisen siger mange også: ”Lad os vente, til teknologien bliver billigere.” Men nu er det altså ikke sådan, at en elbil eksempelvis per definition bliver billigere, fordi en ganske bestemt dato oprinder. En elbil bliver billigere, efterhånden som vi er et tilstrækkeligt antal mennesker, der har købt en sådan, hvorved teknologien udvikles og masseproduktion bliver taget i større og større anvendelse. Bevidsthedsudviklingen vil lønne sig i form af en indre tilfredshed og et langt stærkere samfundsmæssigt sammenhold. Men udviklingen vil også medføre en teknologisk udvikling, så det vil vise sig, at vi rigeligt samfundsmæssigt kommer til at tjene det ind på ”gyngerne”, som vi har investeret i ”karrusellen”.

Det hedder sig også nogle gange, at det ikke nytter, at vi går foran, for vi flytter bare problemerne til andre lande, hvor ting kan produceres billigere. En løjerlig tankegang – især i et materialistisk samfund: Lad andre lande stå for udviklingen, så vi kan sakke agterud! Desuden er det de, der tør se udfordringerne i øjnene, der må handle først.

Det kan hedde sig, at ”jeg tror ikke på, at klimaforandringerne er menneskeskabte.” Alle handlinger får konsekvenser. Jeg har således aldrig kunnet forstå, at nogen kan tro, at det ikke får negative konsekvenser for naturen og dermed for vores sundhed, når vi igennem sølle et hundrede år blandt meget andet har sprøjtet vores natur med utallige arter og mængder af kemikalier, brændt fossile kilder af, som er akkumuleret igennem millioner af år, haft en ”køb og smid væk”-kultur og ikke har ladet vores ressourcer recirkulere. Tillige er Jordens befolkning i disse hundrede år blevet mere end fire gange så stor.

Med al respekt for, at klimaaktivisten Greta Thunberg har sat fut i klimadebatten, så har hun også skubbet til en uhensigtsmæssig angst i visse dele af befolkningen. Som det hed sig forleden i Dagbladet Information: ”Voksne tør ikke få børn, og børn tør ikke blive voksne”. En kollektiv magtesløshed, hvor vi enten stikker hovedet i busken, som de borgerlige mest har gjort, eller vi bliver handlingslammede, fordi vi tror, at vi ikke selv kan gøre noget.

Klimakrisen er i gang med at bevidstgøre os alle i mangt og meget. Herunder en indsigt i, at vi har langt mere magt, end vi i vores vildeste fantasier har troet muligt. Når min og alle andres samlede ubevidste adfærd har ført os ud på tynd is, så vi nu på det nærmeste hænger i med det yderste af neglene, så kan vores bevidste adfærd naturligvis også bringe os i land på en langt mere frugtbar grund.

Snart vil det sikkert også hedde sig, at den pågældende fart aldrig får os i det mål, som de fire venstrefløjspartier har sat for os. Men også her er det vigtigt at holde tungen lige i munden. Det afgørende er ikke, om vi nødvendigvis når helt i mål. Ofte er det nødvendigt at sætte sig et mål for overhovedet at komme ud af stedet.

Vi kan gøre masser af ting, som ikke vil koste os noget. Andre ting vil her og nu koste os nogle anstrengelser og penge, men på sigt vil det være godt givet ud. Hvis vi vil have et samfund, hvor vi kommer i langt større harmoni med vores omgivelser og naturen, så kan vi begynde at tænke omvendt, end vi plejer. I stedet for at se det som frihedsberøvende at lade være med at flyve så meget, så kan vi vælge at se det som stressnedsættende. Vi kommer ned i gear ved at vælge en ferie, hvor vi tager toget eller ferierer ved den herlige jyske vestkyst. Vi kan lære at undersøge, hvad vi dybest set længes efter.

Johannes Ledet
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Aarhus

Avisen spurgte flere forældre: Delte meninger om at børnene skal hjemmefra

Læserbrev

Læserbrev: - Kommer du og henter mig?

I min familie er opbakningen til et stærkt velfærdssamfund vokset ud af afhængighed. Min fars familie bærer nemlig på en arv, som ikke står i banken. Ikke at min fars familie er fattig. Farfar var en dygtig blikkenslager, og der stod gerne en Borgvardt eller Opel i garagen i selvbyggerhuset i udkanten af Viborg. Men der var også noget andet: Hunting-tons Sygdom, som er en modbydelig, genetisk betinget, arvelig, neurologisk sygdom. Desværre er den også uhelbredelig. Den kan minde om demens og svækker støt den syge, til modstandskraften er væk. Mange får symptomer i fyrrerne, men min egen far blev heldigvis først mærkbart syg, da han kom i tresserne. For et par år siden fungerede det ikke længere med at bo selv, og han flyttede på plejehjem. Det betyder også, at vi hører til de familier, som virkelig er mærket af dette forårs coronakrise. Min far kan ikke modtage besøg, vi kan ikke tage ham med på tur, og de løbende leverancer af smøger, blomster og søde sager må afleveres til personalet i indgangen. Det er ganske fornuftige forholdsregler, for min far, og sikkert mange af de øvrige beboere, er naturligvis i risiko for at blive alvorligt syge, hvis corona-virusset får lov at sprede sig på plejehjemmet. Men det er svært at forstå for en mand, der længes efter at komme ud og besøge sine børnebørn. "Kommer du og henter mig?", blev han ved med at spørge, da vi talte sammen i telefonen forleden. Men nej, Gamle, det gør jeg ikke. Vi må, ligesom resten af Danmark, gøre, hvad vores hjerne siger, er fornuftigt, i stedet for hvad vores hjerte siger, er det rigtige: Vi må slutte os til den imponerende, kollektive kraftanstrengelse, som danskerne i disse uger udfolder for at knække den smittekurve, som statsminister Mette Frederiksens pressemøder har indprentet i alle danskeres bevidsthed. Og nu tyder tallene på, at det er ved at lykkes, fordi vi i fællesskab agerer fornuftigt og holder sammen ved at holde afstand. Hvad min far angår, ved jeg, at han er i gode hænder. Han siger selv, at han aldrig har boet et bedre sted i hele sit liv. Det synes jeg måske nok, er en overdrivelse, men jeg er ikke i tvivl om, at personalet yder en omsorg, som gør, at jeg ikke er det mindste bekymret for, om han har det godt. Til mit held, og min fars glæde, har jeg ikke arvet genet for Huntington – risikoen er ellers 50/50. Men hvad ønsket om et stærkt velfærdssamfund angår, er jeg arveligt belastet. Og jeg tror, at den indsats, som danskerne nu yder i fællesskab, næres af, at vi – helt overvejende – føler, at vi er i samme båd. I et samfund som USA eller i Sydeuropa ville en familie som vores ikke have haft en chance for at betale for pleje og sundhedsydelser og samtidig opretholde den levestandard, vi kender i Danmark. Det kan kun lade sig gøre, fordi vi i Danmark har et system, hvor alle de raske og velstillede på solidarisk vis er med til at betale de syge og svages regning over skatten. På samme måde er det vigtigt, at de, som nu mister arbejdet på grund af coronakrisen, kan regne med forsørgelse og hjælp til at komme tilbage i job. Når det danske samfund i løbet af foråret lige så stille åbner igen, skal vi være klar til at investere vores opsparede velstand i at sætte gang i økonomien, så virksomhederne igen begynder at ansætte. Og så skal vi i øvrigt tage os tid til at være sammen med familie og venner. Jeg skal i hvert fald hente min far ud i solen. Det begynder vi snart at trænge til!

Danmark

Live: Forældre vil lade børn blive hjemme efter påske

Aarhus

Food Festival fortsætter som planlagt: - Vi arbejder uforandret på at planlægge en festival til september

Aarhus

Før genåbning: Forældre og ansatte efterlyser klare retningslinjer

Annonce