Annonce
Debat

Debat: Byg en bæredygtig bro over generationskløften

Hvis bedsteforældregenerationen ville aflyse en enkelt rejse i ny og næ, udskyde golfspillet til næste weekend eller tage et par ugentlige timer mindre foran tossekassen - og i øvrigt insistere trods den nye generations manglende entusiasme for alt det, de endnu aldrig har prøvet.

Vi har haft ”Sharing Brandbjerg”-weekend på Brandbjerg Højskole. Betegnelsen dækker over den grønne omstillingsproces, vi tilstræber og bruger som pædagogisk rum for bæredygtig dannelse.

”Sharing” fordi tanken er, at det er de erfaringer og erkendelser, vi opnår undervejs, der er det egentlige guld - og i bæredygtighedssammenhænge bør guld smides på gaden, hvor alle kan få del i det. Det er en af årsagerne til, at bæredygtighed og kapitalisme ikke altid går hånd i hånd. Vi bruger et engelsk udtryk, fordi bæredygtighed er et grænseoverskridende anliggende, og fordi 25 procent af vores elever kommer fra resten af verden.

Weekenden er helt særlig, fordi vi inviterer tidligere elever ind til i samarbejde med nuværende elever helt frivilligt at knokle på skolens arealer med grøn omstilling på mange niveauer. Det handler om at skabe bæredygtig forandring i direkte forstand, men også i mere indirekte forstand ved at skabe uderum, der inviterer folk tættere på den natur, vi er en del af. Vi planter en nøddelund, skaber en sansehave, oprenser voldgrav og bygger fuglekasser.

Med 400 ekstra hænder og fødder sker der virkelig noget i løbet af sådan en weekend, men fordi vi er en skole, er det primære produkt slet ikke det, de skaber sammen, men AT de skaber sammen og mærker naturen og de bæredygtige forandringer på egen krop. Vi skaber et rum for bæredygtig dannelse, hvor den unge generation med egne hænder og krop mærker, at de er i direkte kontakt med verden, og at deres aftryk på den er helt reelle og håndgribelige. Det kan virke banalt. Det er det ikke. Vi oplever en generation, som i høj grad er digitalt distanceret fra den fysiske verden, der udgøres af naturen og det håndværksmæssige arbejde, hvis opgave det er i respekt for dette fælles livsgrundlag at omskabe naturen til alt fra fødevarer til byggematerialer.

På Brandbjerg har vi en almindelig kendt diskussion om bæredygtig forandring. Begynder det hos den enkelte, eller begynder det på den store politiske skala? Jeg er overbevist om, at det er en vekselvirkning. Enhver politisk beslutning begynder med en personlig motivation, og vores opgave som skole er at give det enkelte menneske redskaberne til at træffe en beslutning på et oplyst grundlag. Derfor skal vores elever også have fingrene ned i mulden, hænderne på træ og hammer og opleve biodiversiteten og naturens kredsløb med egne sanser for at kunne forholde sig til de store politiske dilemmaer. De skal mærke, hvad de har at vinde og miste for at kunne træffe kvalificerede beslutninger. De rekreative og betydningsskabende funktioner ved mødet med natur og håndværk har jeg ikke plads til at udfolde her.

Det er aldrig for sent at opdage vores fælles livsgrundlag, men det er en enorm fordel for alle, hvis flere opdager det før end siden. Håndværk og naturkendskab fylder ikke meget på skoleskemaerne anno 2019, men det betyder ikke, at den opvoksende generation behøver at vente med at få et forhold til disse ting, indtil de selv finder på højskole. Vi har en enorm ressource, som generelt alt for sjældent kommer i spil i disse sammenhænge, men som kunne have en mægtig betydning for verdens fremtid. Passivt betragtet anskuer nogen denne ressource som en stor klump af åbne munde, røve der skal tørres og rystende, krævende hænder.

Den har endda fået eget navn. De kalder den Ældrebyrden. Men der skal ikke megen perspektivændring til for at anskue den som et reservoir af viden, erkendelser og lidenskaber, som kan inspirere og smitte kommende generationer med alt fra kærlighed til naturen til håndværksmæssig kunnen og ikke mindst en før-overforbrugssamfundsmentalitet, som næsten ingen unge kender. Det er ved at være sidste chance for at tappe ind i en generation, der ikke er vokset op med forbrugshysteriet som selvfølgelig følgesvend. Omvendt, tro mig, har ”de gamle” så meget at lære af de unge, også om bæredygtig udvikling.

Hvis bedsteforældregenerationen ville aflyse en enkelt rejse i ny og næ, udskyde golfspillet til næste weekend eller tage et par ugentlige timer mindre foran tossekassen - og i øvrigt insistere trods den nye generations manglende entusiasme for alt det, de endnu aldrig har prøvet. Hvis I gamle gad at lokke, hive eller slide børn og unge væk fra skærmene og i stedet tage dem med en tur i skoven, hugge brænde, fiske, luge, bygge, bage, synge, fortælle eller tusind andre ting, så ville I ikke alene styrke båndet til børnebørnene eller naboernes børn på vejen, I ville også kunne skabe rum for et generationsmøde på tværs af lidenskaber, mentaliteter og erkendelser, som i den grad ville kunne give liv til sammenhængskraft og bæredygtig udvikling i vores samfund og gensidigt kunne kvalificere den enkelte generations kamp for den grønne omstilling. Frem med værktøjet! Der skal bygges bæredygtige broer over generationskløften!

Annonce
Illustration: Gert Ejton

Tirsdagstænketanken

Opinion har samlet et panel af skribenter, der på skift hver tirsdag sender begrebet bæredygtighed tæt på os ved at fortælle, hvordan de ser, at vi kan komme fornuftigt ind i fremtiden og håndtere de problemer, der er i både lokalt og i det store perspektiv.
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Aarhus

Flere mænd ville se Mormon-musicalen

Leder For abonnenter

En opvisning i socialdemokratiske valgløfter

Da Helle Thorning-Schmidt i 2011 tiltrådte som Danmarks første kvindelige statsminister, blev det hurtigt klart, at det reelt var de radikale, der sad på magten, mens stort set ingen af hendes socialdemokratiske mærkesager og valgløfter blev gennemført. Da landets næste kvindelige statsminister, Mette Frederiksen, mandag kunne præsentere sin første finanslov, var det det stik modsatte - en opvisning i hvordan man sætter sig på magten og gennemfører sine valgløfter, mens det radikale støtteparti blev kørt helt over. Anført af tidligere Aarhus-borgmester finansminister Nicolai Wammen lykkedes det at få lavet ikke alene en af de rødeste finanslove meget længe set. Der er samtidig fundet plads til at kunne gennemføre rigtig mange af de socialistiske løfter, som vælgerne blev stillet i udsigt op forud for valget i sommer. Godt nok er det helt store valgløfte om tidlig tilbagetrækning til de fysisk nedslidte endnu ikke gennemført, men rigtig mange af de øvrige løfter er faktisk. Ikke mindst fik psykiatrien et meget længe ventet løft. I årevis har området været forbigået og kraftigt underprioriteret, og derfor var det også helt på sin plads, at Wammen levede op til løfterne fra valgkampen og sikrede midler til en af vores samfunds mest udsatte grupper. Der er stadig plads til forbedring, men finansloven var på det punkt et skridt i den rigtige retning. Til gengæld må det være mere end svært for den radikale leder Morten Østergaard at kigge sine vælgere i øjnene i disse dage. Socialdemokraterne gav enkelte indrømmelser på indvandrerpolitikken, men ellers bankede Wammen for alvor de radikale på plads, og radikale vælgere må med skuffelse konstatere, at dagene, hvor partiet via Margrethe Vestagers ledelse styrede Danmark, endegyldigt er forbi. I hvert fald er det umuligt at se radikale aftryk på den økonomiske del af finansloven, som til gengæld desværre må skabe jubel hos SF og Enhedslisten. For endnu en gang er den socialistiske misundelsespolitik og mærkesager slået igennem for fuld kraft med ekstra arveafgift og øget offentligt forbrug. Radikale har ellers gentagne gange langet ud efter borgerlige regeringer og specielt støttepartiet Dansk Folkeparti, som er blevet beskyldt for at se stort på alt andet indvandringspolitikken, men det er lige præcis det samme, man med rette nu kan beskylde det tidligere borgerlige midterparti for. Det virker i hvert fald som om, at Morten Østergaard har givet køb på alle økonomiske ønsker for at få små indrømmelser på spørgsmål om indvandring. Det er stærkt bekymrende, for Østergaard burde have været garanten for, at den røde regering økonomisk blev trukket i retning af midten. Det blev den på ingen måde, og derfor fik vi den rødeste finanslov i mange år. Den er blottet for jobskabende initiativer og hensyn til erhvervslivet men til gengæld med en regering, der bruger stort set hele det økonomiske råderum i et hug. Det giver øget velfærd på kort sigt men kan på længere sigt blive en meget dyr fornøjelse.

112

Spottede fællestræk ved villaindbrud: Tre mænd fra Aarhus idømt flere års fængsel

112

Bevidst påkørsel og knivstikkeri: 22-årig overfaldet af flere mænd

Annonce