Annonce
Debat

Debat: Den perfekte kultur - Hvorfor var der ingen, der retoucherede mit skolefoto?

At skolefotografering stadig findes, er i sig selv imponerende: At man i 2019 kan få børn og unge til at stille sig op foran en trist baggrund og lade en fremmed, akkordlønnet voksen tage deres billede må være den ypperste form for autoritetsunderkastelse.

Man kunne med god grund argumentere for, at skolefotoet er en anakronisme fra en tid, hvor det at vandkæmme håret og lade sig forevige til klassebilleder og julegaveportrætter kun skete én gang hver eller hverandet år.

I dag har vi alle et kamera indbygget i højre hånd, vi er alle fotografer og portrætterer konstant os selv og hinanden; især vores indfødte digitale yngel har et skarpt blik for motiver, vinkling, farver og ja, redigering.

En række skolefotografer var i denne uge kilder til en DR-historie om, at stadig flere voksne ringer og beder om at få deres børns foto retoucheret. En historie, der underbygger vores bekymring for perfekthedskulturen. For hvad er det vi gør ved vores børn, hvis vi lærer dem, at det ikke er ok at have bumser, eksem eller sår?

Sociolog Eva Steensig advarer om projektbørn, der bliver til skrøbelige unge, der ender med at stå alene om deres identitetsdannelse. Men når jeg kigger på mit skolefoto fra 7. klasse, taget en vinterdag i 1985 på Hammershøj Centralskole, ønsker jeg ikke den tid tilbage: Den skæve Tommy Seebach-permanent og den store røde bums på næsen vidner ganske rigtigt om, at der ikke var fokus på det perfekte, og at forældre ikke fejede foran deres børn. De arbejdede måske nok mindre og brugte mindre tid ved skærmen, men helt ærligt: De brugte ikke tiden på at tale med deres børn og på at forstå os og hjælpe os med at lempe den svære overgang til voksenlivet. Vi var nøjagtigt lige så alene om at danne vores identitet, som unge er det i dag. Vi så bare værre ud imens.

Annonce
Rikke Dal Støttrup
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Sport

Islændinge pillede brodden af Århus

Leder For abonnenter

Parkering i Skejby: Gylden mulighed for at få parkering til at fungere

En arbejdsplads med næsten 9.734 medarbejdere samlet på et areal, der svarer til cirka 500 parcelhusgrunde. Det er ikke svært at forestille sig, at det vil give problemer på mange forskellige områder. Men når det drejer sig om selve en af grundpillerne i vores velfærdssamfund; nemlig et sygehus, så tillader vi faktisk ikke, at der er alt for mange problemer. Så forventer vi - alle vi skatteborgere - at tingene bare kører efter en snor, der hverken knækker eller flosser det mindste. Men sådan er det selvfølgelig ikke i virkelighedens verden og slet ikke, når sygehuset er Aarhus Universitetshospital, der siden den tankemæssige fødsel har oplevet at få fjernet millioner og atter millioner af kroner, så det har meget svært ved at leve op til betegnelsen et supersygehus. Aarhus Universitetshospital er ét af de absolut bedste sygehuse i Danmark med nogle af de absolut bedste indenfor deres fag og specialer. Ingen tvivl om det. Men de senere år har Aarhus Universitetshospital fået et ry for også at være mangelfuldt og problemfyldt. Ikke på grund af personalet, men på grund af en økonomi og nogle økonomiske krav fra stat, der gør, at der alt for ofte har været sparerunder, nedskæringer og omorganiseringer. Samtidig har hospitalet kæmpet for at blive færdigbygget med de forsinkelser og fejl, som - desværre - alt for ofte er på store byggerier i Danmark. Nu står sygehuset færdigbygget, men der er stadig mulighed for forbedringer. Især på parkeringsområdet, som vi beskrev i mandagsudgaven af Århus Stiftstidende. Det har sygehusets ledelse, Region Midtjylland og Aarhus Kommune endelig erkendt og har derfor bedt konsulentvirksomheden Cowi om at udtænke noget bedre og langt mere funktionelt end det eksisterende. Som en - heldigvis - sjælden bruger af Aarhus Universitetshospital er det ikke svært at pege på skiltningen, som et forbedringspunkt. Ikke så meget antallet af skilte, mere størrelse og selve indholdet. Som ansat ved man godt, hvor man skal hen. Som indlagt er det mere eller mindre ligegyldigt, da andre oftest afleverer én. Som pårørende og gæst er man straks mere udfordret. Men hospitalet er førdigbygget og parkeringspladserne er lavet, så nu kan Cowi studere det adfærdsmønster, vi bilister har, når vi ankommer til et sygehus. Cowi har alle muligheder for at lave en analyse, der helt ned til de enkelte pladser kan optimere det for både ansatte og pårørende, så begge grupper får optimale parkeringsforhold tæt på supersygehuset. Alt andet vil være ærgerligt.

Annonce