Annonce
Kultur

Debat: Én stjerne til skulptur-festen

Pressemøde på Sculpture by the Sea dagen før Kronprinsparret åbner udstillingen officielt - her Phil Price' Nuculus

Udstillingen Sculpture by the Sea er som at tage en bid af en lyserød candyfloss. Én stjerne bliver det til for Sculpture by the Sea. Er det passende? Kom med din mening.

Som en flodbølge valfarter tusindvis af mennesker i disse dage til den århusianske bugt for at se den højt profilerede udendørs udstilling Sculpture by the Sea. Forståeligt nok. Tidens mantra er oplevelser og wellness for krop og sjæl, og vi vil alle gerne være en del af fællesskabet og med i 'talk of the town'.

Umiddelbart fik jeg også en wow-fornemmelse, da jeg så skibscontainere på højkant, gule advarselsskilte midt på stranden og et træhus, hvor det konstant dryppede fra loftet. Men desværre blev mit første indtryk afløst af en forstemmende følelse af tomhed.

Det er meget ubehageligt at rejse hovedet midt i bølgen af en halv million mennesker og formentlig blive en af de ganske få, der rejser tvivl om projektets holdbarhed og eksistens-berettigelse. Men jeg føler, at jeg er nødt til at sige Sculpture by the Sea midt i mod. For på min vej tilbage fra 'årets store begivenhed', mærkede jeg en lille sammenklistret klump i munden, som havde jeg taget en bid af en stor, lyserød candyfloss.

Annonce

Pludselig stod det klart, at værkerne ikke gør os klogere, og at man efter fem kilometers vandring ikke kommer hjem som et forandret menneske. Udstillingen svigter kunstens opgave, for den tager ikke væsentlige eksistentielle problemstillinger op og undlader at konfrontere os med os selv. Her er ingen skingre lyde eller skarpe kanter, der udsætter os for de sider i os selv, vi hverken kan eller vil se.

Skulpturerne er som glansbilleder, der ikke åbner til sprækker, vi ikke kendte i forvejen, og er for det meste blot pæne, sjove og afrundede - de 'pleaser' og giver en 'feel good' stemning.

De store røde læber, der bevæger sig i vinden, er kønne, kirken af spejlglas glimter smukt i solen og den store plastik ælling i skovsøen er, som en badeand, nuttet, rund og kær.

Sidstnævnte værk indeholder referencer til kunstens historie, men hvor Asger Jorn har tilført et traditionelt oliebillede af en skovsø en dårligt malet grim ælling, bliver Lund & Mølgaards gennemsigtige and blot overfladisk muzak uden grimme toner.

Enkelte værker som Ilan Sandlers enorme strandstol med plads til myrer og andet kryb, viser et tilløb til at ville skabe lidt liv i beskueren, men desværre drukner den canadiske kunstners intentioner i sukkermassen. Marc Mosers forstørrede solbriller og Hiroaki Nakayamas indramning i granit giver særlige udsigter, men ingen nye indsigter.

Det er som om, Sculpture by the Sea blot går ud på at sætte smukke violiner til naturen.

Men hvorfor? Kan vi ikke længere høre musikken i os selv? Er det ikke længere nok at tage vores kæreste og børn med til strandens sand og kaste en sten i vandet? Er det ikke længere tilstrækkeligt at høre plumpet og se ringene efter et stenkast af den, vi elsker? Tager vi nu kun ud til den århusianske kyst for at opleve 65 nye skulpturer, der, nøjagtigt som sidste gang, er stillet op på en forudsigelig række?

Jeg kender ikke svarene, men tænk, hvis man havde samlet alle ressourcer på én stor skulptur, der var så voldsom i sit udtryk, at når vi gik fra stranden, så var vi ikke længere den samme.

I stedet går vi nu hjem med blot lidt sukker på tænderne. Vi er blevet underholdt og forført, og det kan da være udmærket, men ikke når det er et kunstprojekt til 13 millioner kroner. Vi må kunne kræve noget mere, for ellers er udstillingen værre end ingenting, som den lille mis med de blå øjne siger, efter at have fundet en lille, fedtet lus.

Jeg ville da hellere end gerne have hoppet på den århusianske jubelbølge, men når de fleste deltagere er ukendte, når borgmesteren kalder skulpturerne for »et unikt internationalt kunstprojekt«, når et statsstøttet kunstmuseum som Aros er dybt involveret i et så kommercielt projekt uden kunstnerisk tyngde, og priserne tilmed er grådigt høje, er nogle nødt til at råbe op.

Sculpture by the Sea fungerer som forlystelsespark, men ikke som kunstudstilling. Alt for mange af skulpturerne mangler kunstnerisk kvalitet og kunstnerne er simpelthen ikke dygtige nok, hvilket deres mindre værker på Hotel Helnan Marselis med al tydelighed udstiller. De er harmløse og letforståelige kitsch og - kopiarbejder på et forstemmende lavt niveau.

Sculpture by the Sea afslører, at det er som om, vi ikke længere gider se noget, der kræver noget af os. Måske orker vi ikke længere at tage stilling - hverken til verden eller til os selv.

Sculpture by the Sea, Aarhus 2011. 65 skulpturer på stranden mellem Tangkrogen og Ballehage. Til 3. juli.

Annonce
Danmark

Onsdagens coronatal: 353 nye smittede

Annonce
Annonce
Annonce
Danmark

CureVacs vaccine opfylder ikke kriterier i afgørende studier: Den er kun 47 procent effektiv

AGF

AGF henter erfaren forsvarsspiller i OB: - Han rummer en stor ærgerrighed og en stærk vindermentalitet

Annonce