Annonce
Debat

Debat: Europas mindretal længes efter åbne grænser

Det er en basal præmis for et stærkt og sundt Europa, som hurtigt kan ødelægges, hvis vi fortsætter med lukkede eller strengt kontrollerede grænser ud over det lige nu og her nødvendige.

Lige nu er Europas grænser lukkede – og hvornår de åbner, ved ingen. Lige nu er der fordele ved at lukke sig inde bag nationalstatens trygge mure. Men vi må ikke glemme, at vi også lige nu har tabt alt det, som vi opnåede med Europas åbning efter 2. Verdenskrig og Murens fald: Samarbejde, samhandel, rejser og fællesskaber på tværs af grænser. Særligt ondt gør de lukkede grænser på folk i grænselandene, som har genopfundet gamle fællesskaber i sprog, kultur, livsform og arbejde fra tiden før de skarpe nationale grænser. Allerværst er det for de nationale mindretal, der lige nu er lukket inde i deres ”herbergsstater”, afskåret fra de lande, hvor deres sprog, kultur og identitet er forankret. Lige nu kan en dansksindet fra Flensborg ikke hente sin avis i Aabenraa og en tysksindet i Apenrade ikke tage til en boghandel i Flensburg.

Minoriteter og mindretal var med til at forme det Europa, vi kender i dag. Det gamle Europa før 1914 rummede en masse store og små folkeslag, ofte langt fra deres oprindelige hjemlande. Med de nye nationalgrænser efter 1. Verdenskrig opstod der et væld af nye mindretal. Men også undertrykkelse og forfølgelse af mindretal, i Tyskland, i Tyrkiet, i Sydtyrol. I 1930´erne blev mange af de tyske mindretal i Europa, også i Sønderjylland, nazificeret og svigtede loyaliteten mod deres herbergsstater.

Efter Ribbentrop-Molotov-traktaten i 1940 gik Sovjetunionen i gang med massive deportationer af de baltiske befolkninger, og efter Tysklands angreb i 1941 også af en lang række små mindretal, som blev anset for ”upålidelige”. Med Tyskland og dets allieredes nederlag i 1945 begyndte det store ”tak for sidst”: Millioner af tyskere blev fordrevet fra de tyske østprovinser og Østeuropa, og det samme skete for polakkerne i Ukraine og finnerne i Karelen. Og borgerkrigen i Jugoslavien i 1990´erne viste desværre, at etnisk udrensning stadig ses som en mulighed.

Overalt i Central- og Østeuropa ser man i dag de materielle og kulturelle tab: Gamle ghettoer og tyske landsbyer ligger i ruiner, synagoger og moskéer er blevet autoværksteder, gamle kirker og teatre står tomme, landskaber gror til i skov, gravpladser er bulldozet bort, mindesmærker sprængt i luften. Tomhed og forfald har erstattet liv og kultur. Det samme ser man også tilbage i historien. Spaniens nedgangstid begyndte, da man efter 1492 bortjog de driftige jøder og muslimer fra Andalusien, og i Frankrig gik det ned ad bakke, da man efter 1572 udrensede huguenotterne. Til gengæld blomstrede de stater og byer, der tog imod dem: Holland, Berlin og vores egne byer Fredericia og Glückstadt. Tros fattigdom og modvilje blev også ”kartoffeltyskere”, jøder og roepolakker til sidst succeshistorier – og det kommer nok også til at gælde de fleste af vores nye indvandrere.

Mindretallene er stadig en del af Europas DNA. Ikke mindst har mindretallene en positiv rolle i vores grænselande, hvor de tit spiler en væsentlig rolle som brobyggere. Mens flertalsbefolkningen i et grænseområde kan være lidt indadvendt, ligger det i de nationale mindretals natur at orientere sig over grænsen, mod deres fæller på den anden side. Dén kompetence har vi brug for, både kulturelt og økonomisk. Der er også ofte udgået en særlig dynamik fra mindretallene. Mange af EU’s grundlæggere kom fra grænseegne, der som Alsace, Luxembourg og Belgien havde lidt allermest under de to verdenskrige. Europas styrke er den mangfoldighed og dynamik, der opstår i grænseregionerne. Det er en basal præmis for et stærkt og sundt Europa, som hurtigt kan ødelægges, hvis vi fortsætter med lukkede eller strengt kontrollerede grænser ud over det lige nu og her nødvendige.

2020 skulle have været en fejring af Genforeningen 1920 – en fejring, som ikke bare skulle have dyrket den nationale historie, men udviklet vores bevidsthed om de nationale mindretal, som blev resultatet af grænsedragningen: det danske, det tyske og det frisiske. De har alle tre bidraget til samarbejde og dynamik hen over den dansk-tyske grænse i en grad, så man må sige, at hvis mindretallene i Sønderjylland/Slesvig ikke fandtes eller var jaget ud, måtte vi genopfinde dem eller invitere dem tilbage. I hvert fald længes de mere end nogen andre efter grænsens åbning. I det hele taget står grænselandets befolkning i første række til at sy det sammen, som corona-nedlukningen har skilt ad.

De skal hjælpe os med at åbne os for hinanden og omfavne både det, der skiller, og det, der samler. Europa har brug for netop det, mere end meget længe!

Illustration: Gert Ejton
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Østjylland For abonnenter

Tog på Odderbanen springer stationer over – og det bliver de ved med et stykke tid endnu

Annonce