Annonce
Debat

Debat: Frederiksberg-familie har tjent 160.000 skattefrit på bolig hvert år

Så fik vi endnu et bevis på, at Danmark er sådan indrettet, at de danskere, der bor i hovedstadsområdet, får enorme fordele betalt af de danskere, der bor uden for hovedstadsområdet.

Denne gang er det prisudviklingen på vores boliger, der dokumenterer den triste og urimelige forskel.

Beregninger fra Finans Danmark og Nykredit viser, at en gennemsnitlig familie, der købte bolig på Frederiksberg i 1992, siden da har tjent 4,3 millioner kroner eller cirka 160.000 kroner om året skattefrit. En tilsvarende familie på Lolland har i samme periode kun tjent 127.000 kroner eller 4.700 kroner om året. Og det er endda kun prisstigningen frem til kommunalreformen i 2007, der sikrer familien på Lolland en lille gevinst. Siden 2007 har familien nemlig tabt hele 40 procent af sin værdi i boligen.

Det sker, samtidig med, at Frederiksberg-familien slipper betydeligt billigere i skat end Lolland-familien. En ganske almindelig LO-familie på Lolland betaler hvert år 32.193 kroner mere i kommuneskat end den samme LO-familie på Frederiksberg. Og vi kan vel godt blive enige om, at den kommunale service på Frederiksberg er bedre end på Lolland, ikk’?

Hvis det så bare hang sådan sammen, at Frederiksberg-borgerne tjener flere penge hjem til Danmark, end lollikkerne gør, kunne man måske forstå det. Men det er ikke tilfældet. Tværtimod. Frederiksberg-borgerne er typisk ansat i serviceindustrier eller offentligt ansatte. Lollikkerne er typisk ansat i virksomheder, der skaber reel værdi og tjener penge hjem til Danmark.

Grunden til at huspriserne i hovedstadsområdet stiger så meget mere end i resten af Danmark, handler blandt andet om årtiers centralisering. Det er faktisk ganske simpelt. Hvert år overfører det produktive Danmark langt over 30 milliarder kroner til hovedstaden. Det skaber pengerigelighed i hovedstaden og pengemangel i størstedelen af det produktive Danmark.

Hvis den ulighed var baseret på social arv, ville vi i Danmark aldrig have accepteret den. Hvorfor gør vi det så, når uligheden er baseret på geografisk placering og urimelig fordeling af vores skattepenge?

Annonce
Kim Ruberg
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Aarhus

Flere mænd ville se Mormon-musicalen

Leder For abonnenter

En opvisning i socialdemokratiske valgløfter

Da Helle Thorning-Schmidt i 2011 tiltrådte som Danmarks første kvindelige statsminister, blev det hurtigt klart, at det reelt var de radikale, der sad på magten, mens stort set ingen af hendes socialdemokratiske mærkesager og valgløfter blev gennemført. Da landets næste kvindelige statsminister, Mette Frederiksen, mandag kunne præsentere sin første finanslov, var det det stik modsatte - en opvisning i hvordan man sætter sig på magten og gennemfører sine valgløfter, mens det radikale støtteparti blev kørt helt over. Anført af tidligere Aarhus-borgmester finansminister Nicolai Wammen lykkedes det at få lavet ikke alene en af de rødeste finanslove meget længe set. Der er samtidig fundet plads til at kunne gennemføre rigtig mange af de socialistiske løfter, som vælgerne blev stillet i udsigt op forud for valget i sommer. Godt nok er det helt store valgløfte om tidlig tilbagetrækning til de fysisk nedslidte endnu ikke gennemført, men rigtig mange af de øvrige løfter er faktisk. Ikke mindst fik psykiatrien et meget længe ventet løft. I årevis har området været forbigået og kraftigt underprioriteret, og derfor var det også helt på sin plads, at Wammen levede op til løfterne fra valgkampen og sikrede midler til en af vores samfunds mest udsatte grupper. Der er stadig plads til forbedring, men finansloven var på det punkt et skridt i den rigtige retning. Til gengæld må det være mere end svært for den radikale leder Morten Østergaard at kigge sine vælgere i øjnene i disse dage. Socialdemokraterne gav enkelte indrømmelser på indvandrerpolitikken, men ellers bankede Wammen for alvor de radikale på plads, og radikale vælgere må med skuffelse konstatere, at dagene, hvor partiet via Margrethe Vestagers ledelse styrede Danmark, endegyldigt er forbi. I hvert fald er det umuligt at se radikale aftryk på den økonomiske del af finansloven, som til gengæld desværre må skabe jubel hos SF og Enhedslisten. For endnu en gang er den socialistiske misundelsespolitik og mærkesager slået igennem for fuld kraft med ekstra arveafgift og øget offentligt forbrug. Radikale har ellers gentagne gange langet ud efter borgerlige regeringer og specielt støttepartiet Dansk Folkeparti, som er blevet beskyldt for at se stort på alt andet indvandringspolitikken, men det er lige præcis det samme, man med rette nu kan beskylde det tidligere borgerlige midterparti for. Det virker i hvert fald som om, at Morten Østergaard har givet køb på alle økonomiske ønsker for at få små indrømmelser på spørgsmål om indvandring. Det er stærkt bekymrende, for Østergaard burde have været garanten for, at den røde regering økonomisk blev trukket i retning af midten. Det blev den på ingen måde, og derfor fik vi den rødeste finanslov i mange år. Den er blottet for jobskabende initiativer og hensyn til erhvervslivet men til gengæld med en regering, der bruger stort set hele det økonomiske råderum i et hug. Det giver øget velfærd på kort sigt men kan på længere sigt blive en meget dyr fornøjelse.

112

Spottede fællestræk ved villaindbrud: Tre mænd fra Aarhus idømt flere års fængsel

112

Bevidst påkørsel og knivstikkeri: 22-årig overfaldet af flere mænd

Annonce