Annonce
Debat

Debat: Julen favner det sekulære og evangeliske

Troen er retten til ikke at forstå, at vi i liv og i død falder i levende hænder. Og at vi derigennem får evangelisk hjælp til at rejse os igen og igen.

Jeg sidder på en fortovscafe på Strøget i København sidst i november. De korte dage bliver stadig kortere. Guirlanderne med de røde hjerter er allerede hængt op. Jeg har været en tur i København til en børne-og ungdomspolitisk høring og er på vej hjemad til Jylland og vil indfange den sidste stemning på Strøget.

Jeg kommer uvilkårligt til at tænke på den klassiske julesang fra min barndom i 1950’ernes Kolding: ”Sikken voldsom trængsel og alarm”, Peter Fabers klassiker fra 1848, hvor ”det er koldt, og man må gå sig varm.” Jeg tænker tilbage på min barndoms jul med juleindkøb i Kolding sammen med min mor og tvillingebror i Østergades Varehus, et slaraffenland for et par drenge på seks-syv år. Og så sidder jeg nu som 75-årig og tænker på en af de spændende nyere julesange fra 2015 med tekst af Svend Erik Petersen og melodi af Peter Sander Andersen: ”Hvad er det, der gør jul til noget særligt”.

Jeg sætter umådelig meget pris på julen. Det handler om en mærkelig kombination af det sekulære og det dybt evangeliske. Om materielle traditioner og nydelse, som går dybt ind i sjælen. Og så ånd, som ikke kan indfanges og fastgøres, men kun erfares. Jeg tænker på min mor, som med smil på læben, men træt i blikket var i gang med at lave de sidste melboller til suppen. På pebernødderne, der skulle bages med os børn som hjælpere. Konfekten, der skulle skæres. Og så skulle vi som en hel fast tradition ned og se en bestemt film i Biografen i Kolding, den gamle klassiker ”Nøddebo Præstegård”, hvor Nikolaj afslører skurken Peter, der ved juleballet i præstegården må gå til bekendelse om, at han har været krybskytte og har løjet om det.

Det tema blev meget aktuelt for mig, da jeg vel var otte-ni år. Min tvillingebror og jeg havde med et par andre drenge lavet en klub på et loftsværelse derhjemme. Og en af aktiviteterne var at ryge cigaretter. Mor kom uventet ud på loftsværelset, hvor cigaretter og tændstikker øjeblikkelig blev ryddet af vejen. Men da mor kom ind på værelset, hang røgen jo stadig tykt i luften. Men vi nægtede hårdnakket gennem de næste par uger. Samvittigheden tyngede mere og mere. Jeg husker, at jeg en uge før jul en dag sidst på eftermiddagen, hvor mor arbejdede i køkkenet, tog mod til mig, og tilstod. Vi havde jo røget flere gange. Det kunne der være kommet både stuearrest og en ordentlig skideballe ud af. Men det gjorde der ikke. I stedet fik jeg en omfavnelse.

Denne oplevelse af kærlig tilgivelse sidder stadig dybt i kroppen på mig. Jeg tænker på Johannes Møllehaves salme ”Nåden er din dagligdag”, hvor der i vers tre står: ”Nåden er når alt er tabt, at få alt tilbage”. Det havde jeg fået med min mors omfavnelse.

Der står også i sangen fra 2015: ”Nej, julens stjerne lyser, når jeg ser, det barn i krybben er så meget mer.” Hvad er det da, der er så meget mer? Hvad skete der julenat i Betlehem for 2000 år siden? Gud kom her til jorden som et lille spædbarn. Og fødslen fandt ikke sted på en specialiseret fødeafdeling, men det stik modsatte sted: I en stald med halm i Betlehem. Hvor dyrene stod ved siden af. Navlesnoren skulle klippes over, og det første skrig komme frem. Et barn med hjerte, blodtryk, hjerne, reflekser, skrig og sult lå nyfødt i halmen. Og med behov for omsorg og kontakt.

Tænk, hvis Jesus under sin opvækst på grund af mangel på omsorg var blevet et tidlig følelsesmæssigt skadet barn. Man kan virkelig sige, det var et guddommeligt eksperiment. Eller en guddommelig enestående kærlighedserklæring. Nu skulle mennesker tage sig af Gud i skikkelse af det lille Jesus-barn.

Men Jesus endte jo med som voksen at blive til massiv forargelse – fordi han levede kærligheden ud i alleryderste led, og ikke ville stoppe med det, selv om den gik på tværs af datidens love og paragraffer og traditioner. Folkemængden så til sidst ikke anden udvej - for at skabe ro i samfundet - end at skille sig af med ham ved at klynge ham op på et kors.

Guds kærlighed blev med inkarnationen og Jesu fødsel ikke længere bare historie, ånd, idé og metafysik. Guds almagt og inderste væsen blev til kød, blod, omsorg, afmagt og håbløshed – og til sidst til et nyt levende håb ved Jesu opstandelse.

Derfor er julen noget særligt. Også når juletræet bæres ud og smides på lossepladsen. Troen er retten til ikke at forstå, at vi i liv og i død falder i levende hænder. Og at vi derigennem får evangelisk hjælp til at rejse os igen og igen.

Den proces blev startet julenat med barnet i stalden. Og den starter igen hver eneste jul. Også i 2019. Glædelig jul!

Annonce
Jørgen Breindahl
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

SF's lønloft lugter af misundelse

Skal der været loft på, hvor meget en topchef i en privat virksomhed i Danmark må tjene? Ja, det mener SF, som torsdag aften kom på banen med et forslag, hvor man vil komme uligheden i samfundet til livs ved at diktere, at en topchef maksimalt må tjene 20 gange så meget som virksomhedens lavestlønnede. Diskussionen er væsentlig. Det er den. Uligheden i samfundet er altid relevant at tage fat i og have fokus på, men at tro, at vi kan og skal løse det hele med strammere regler, er ikke ligefrem den mest sympatiske vej at gå. Det hele bliver serveret af SF's Jakob Mark med et citat om, at han ikke forklare, hvorfor der er mennesker, der skal tjene 36 millioner kroner om året. Det er simpelthen for nemt og uden for kontekst at servere et politisk forslag med sådan en tagline. Det svarer til at himle op over, at der er fodboldspillere, der tjener en kvart milliard om året og derfor vil regulere det. Ja, beløbene kan virke absurde, men hvis virksomheden eller fodboldklubben tjener dobbelt så mange penge i dag som for ti år siden, blandt andet fordi topchefen eller fodboldspilleren gør det fremragende, er det så ikke fair, at deres løn også stiger 100 procent, så lønningerne følger med omsætningen? Håbet med SF's forslag er selvfølgelig, at den med den laveste løn kommer tættere på toppen, og derfor udjævner uligheden, men det er forslaget ingen garanti for. Lønloftet kan også betyde, at topchefen blot får mindre i ren løn og dermed betaler mindre til statskassen, for så at få resten af lønnen på den ene eller anden kreative måde.

Annonce