Annonce
Debat

Debat: Kattedrab og skrumpehoveder - vi skal bruge historien som læremester

Moderniteten med industrialisering, velfærdsstat og videnskab, er, med alle sine mangler, et fremskridt af rang.

”Jeg skal redde liv, hvad skal du?”, spurgte den medicinstuderende, der en kort overgang var min kæreste, da jeg netop var startet på historie. Som debatten om både taxameterforringelserne på humaniora og nedskæringerne på kulturområdet viser, kan det være svært at forsvare humaniora uden at blive abstrakt. I den konkrete situation blev jeg nok snarere mundlam. Med den nye finanslov er de værste huller heldigvis lukket eller udskudt, men debatten har afsløret en manglende begejstring for kultur og vores fælles historie, der er af samme støbning som ovenstående kommentar.

Historie kommer sjældent med simple læresætninger, men jeg vil alligevel forsøge med nogle få, der kan vise histories betydning for både den enkelte og samfundet, og hvorfor debatten om nedskæringer på blandt andet de kulturhistoriske museer var så tænderskærende at følge. Historisk rygrad har for mig vist sig uundværlig i forbindelse med livets almindeligheder – børneopdragelse, politik, ja selv tøjvalg.

Jeg har lært af historien, at intet er naturligt. Gennem tiden er alt muligt blevet kaldt naturligt – fra jødeudryddelser og homofobi til samsovning og stenaldermad. Det der kaldes naturligt i dag, er måske unaturligt i morgen. Som historiker bliver man skeptisk overfor modefænomener. På samme måde er bogstavtro læsning af partiprogrammer eller religiøse tekster en blindgyde. Det samme gælder, når politikere siger ”historien har lært os”. I stedet for at betragte historie som et sted, der kan lære os ikke at gentage fortidens fejl, er det måske mere konstruktivt at betragte historie som en disciplin, der kan kvalificere nutidens brug af historie med modargumenter og fakta.

Historie skal forstås på egne præmisser. Det kræver ydmyghed. I Jonathan Littells "De Velvillige" siges på et tidspunkt, at "Hvis I er født i et land eller i en tid, hvor ikke alene ingen kommer og dræber jeres kone, jeres børn, men hvor ingen heller beder jer om at dræbe andres koner og børn, så pris Gud og gå i fred. Men hold jer altid dette for øje: Måske I er heldigere end jeg, men I er ikke bedre.”

Jeg er som historiker glad for moderniteten. De gode gamle dage var for store dele af befolkningen forfærdelige. Død, sult og sygdom var ikke sjældenheder. Moderniteten med industrialisering, velfærdsstat og videnskab, er, med alle sine mangler, et fremskridt af rang. Det fordrer taknemmelighed over, hvor privilegeret det er at leve i dag. Side om side med bevidstheden om eget privilegium eksisterer en fornemmelse for de milliarder, der har været her før os. Vi kender et fåtal af dem, deres indre liv og drømme. Mængden af glemte menneskeliv er kolossal, og det er kun få forundt at sætte sig historiske spor. Menneskeliv er værd at huske og værd at leve, men vi er her ganske kort.

Fortiden er et fremmed land, hvor virkeligheden overgår fantasien gang på gang. Skrumpehovedindustrien i Amazonas sidst i 1800-tallet, rituelle kattedrab i 1700-tallets Paris og danske selvmordsmord er alle eksempler på konkrete historiske fænomener. Altings foranderlighed er en banal erkendelse, men det giver også frihed. Tingene ændrer sig, verden er ikke statisk. Verden kan ændres, hvis man kaster sig ind i den.

Der er en lige forbindelse mellem det, historie har lært mig, og det, det kan lære et samfund. Skepsissen overfor modefænomener og simple sandheder er en af det oplyste samfunds grundpiller. I modsætning til det, Michael Böss har kaldt et dement samfund, så ved borgerne i et historisk bevidst samfund, at alt ikke er givet på forhånd. At vi har et valg. Historikeren Lynn Hunt har skrevet, at historie er en samtale. Det er i dén samtale, at demokratiet bliver til. I samtalen om vores fælles historie diskuterer vi ikke kun fortiden, men også fremtiden. Uden historie ville vi være retningsløse og forvirrede. Vi ville tro at kulturarv, traditioner og det, der ikke kan måles, var ligegyldigt, ikke noget, der ultimativt definerer, hvem vi er og hvor vi skal hen.

Det er den sammenhæng, vi skal huske, at kultur er kernevelfærd. Det er meget muligt, at den ovenfor nævnte medicinstuderende kunne redde liv, men spørgsmålet er, hvad de mennesker skal leve videre for. Den gejst for både kultur og humaniora, der tydeligvis bør genfindes politisk, så vi ikke ender i samme debat igen til næste finanslov, bør bero i, at vi har velfærdsstaten for en grund: for at leve hele og dannede liv. Det er ikke abstrakt, det er helt konkret – og det kræver historie.

Annonce
Nils Valdersdorf Jensen
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Læserbrev

Læserbrev: Østjyderne taber på regeringens manglende ambitioner for infrastrukturen

Trængselsproblemerne på det østjyske vejnet er til at tage og føle på. For østjyderne betyder det, at køkørsel dagligt frarøver dem tid, som kunne have brugt meget bedre med familien eller på arbejdet. For de østjyske virksomheder skader trængselsproblemerne mulighederne for at skabe vækst – tid er, som bekendt, penge. Det er med andre ord en fuldstændig uholdbar situation. Både for østjyderne og de østjyske virksomheder, men også for samfundet i sin helhed, fordi vi går glip af vækst og arbejdspladser. Køkørslen koster nemlig et samfundsøkonomisk tab på over 20 milliarder kroner om året. Penge, der kunne have været brugt til vores fælles velfærd og på en fortsat ambitiøs grøn omstilling. Der er behov for en ambitiøs infrastrukturplan, som kan sætte ind, der hvor trængselsproblemerne er størst. Et behov, som altid har haft høj prioritet i Venstre. Sidste år var vi med til at lande en ambitiøs infrastrukturaftale, og i Østjylland bragte aftalen gode nyheder. For med planen skulle E45 udvides både på strækningen mellem Aarhus S og Aarhus N med anlægsstart allerede i 2021 og på strækningen mellem Vejle og Skanderborg S med anlægsstart i 2023. Dertil kom kapacitetsforbedringer på rute 26 og udbygning af rute 15 og en enighed blandt aftaleparterne om at prioritere en fortsat udbygning af E45 fra Aarhus og op mod Randers i en kommende flerårig plan. Samlet set et løft af infrastrukturen i Østjylland på 6,3 milliarder kroner. Ja, faktisk kunne vi næsten ikke få armene ned. Men lykken var kortvarig. Under valgkampen måtte man forstå på Socialdemokratiet, at også de havde store ambitioner om at investere i infrastrukturen. Der var nærmest ingen grænser for, hvor mange vejprojekter, som skulle igangsættes, og det kunne kun gå for langsomt. Derfor må det også undre de østjyske vælgere, at regeringen - med transportminister Benny Engelbrecht i spidsen - i sommer besluttede at skrotte den infrastrukturaftale, som den tidligere regering forhandlede på plads. Man fandt fra regeringens side, at der var behov for at starte helt forfra med et såkaldt blankt kanvas. Og blankt er det til stadighed. Nu er der gået et halvt år, og der er endnu ikke indkaldt til forhandlinger. Transportministeren vil end ikke sætte noget konkret tidsperspektiv for, hvornår forhandlinger skal gå i gang. I værste fald skal vi helt frem i 2022. Det er dybt problematisk, at regeringen hænger i bremsen. Der er store infrastrukturelle udfordringer nu og her, og der er behov for investeringer nu. Vi kan ikke vente til 2021, 2022 eller senere. Så kære regering, lad os nu komme i gang med forhandlingerne, så vi kan få de nødvendige investeringer på plads.

Aarhus

Bundsgaard: Jeg ser flere fordele ved at afskaffe rådmandsstyret

Annonce