x
Annonce
Debat

Debat: Krifa er mere end lavt kontingent

Replik: I sidste uge bragte avisen Danmark en kronik af museumsinspektør Lars Kjølhede Christensen om det historiske Septemberforlig, som i den grad har været med til at forme det danske arbejdsmarked.

Der er ingen tvivl om, at vi skylder den danske model meget. Det er takket være den, at de fleste af os fx kan gå på arbejde til en rimelig løn i et overkommeligt antal timer. Når vi sammenligner os med andre lande, er det tydeligt, at vi er nået langt på arbejdsmarkedet i Danmark.

Lars Kjølhede Christensen har fuldstændig ret i, at det danske arbejdsmarked fortsat skal reguleres, men den danske model trænger til et ansigtsløft. Jeg er også enig med museumsinspektøren i, at både platformsøkonomien og globaliseringen udfordrer modellen. Og bare fordi noget ikke passer ind i en gammel løsning, skal vi jo ikke bremse udviklingen. I stedet skal vi tilpasse strukturen til virkeligheden. Og så synes jeg, at der mangler et væsentligt element; trivsel.

For der er hver dag dårlige ledere, som smadrer menneskeliv. Familier, der går i stykker, fordi vi tager frustrationer fra arbejdet med hjem. 35.000 danskere er lige nu sygemeldt pga. psykisk dårligt arbejdsmiljø. Og her mener jeg, at Lars Kjølhede Christensen tager fejl, når han påstår, at det væsentligste argument for at vælge en anden fagforening end de fagafgrænsede er lavere kontingent.

I Krifa ser vi det hele menneske. Og dét er et af de afgørende argumenter for at vælge os. Fagforeninger skal nemlig være meget mere end overenskomster. Dermed ikke sagt at overenskomster er overflødige – dem vil vi fortsat lave – men der skal mere til.

Vi skal være der for medlemmerne, når de har brug juridisk rådgivning og hjælp, vi skal være der for medlemmerne, når de har ondt i arbejdslivet, og vi skal være der for medlemmerne, når de trives. Vi kalder det en arbejdslivsbevægelse.

Søren Fibiger Olesen
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Aarhus

Vilhelmsborg Festspil er gået konkurs: - Det ville være uansvarligt at bruge penge på en ny opsætning

Kronik

Hvad vil vi beGÆRe i fremtiden?

Knap havde statsministeren sagt ”ikke hamstre”, før alt gær og toiletpapir var væk fra hylderne. Reptilhjernen tog åbenbart over og fik folk til at styrte ned i det lokale supermarked eller til at kaste hele familien ind i Toyota'en og bestorme den nærmeste megastore. Alt det, som forskellige eksperter så smukt havde udtalt på TV om den fælleskabsorienterede danske folkesjæl i krisetider, blev overmandet af et akut, nærmest dyrisk behov, for gær, godter og gifler. Når det tordnede om natten, da jeg var barn, stod min tante Ester op og lavede tordenkaffe og sad stiv på en stol med en stor køkkenkniv i hånden. Hun skulle være klar til at skære køerne løs, hvis lynet slog ned. Nu var der ikke så mange køer i vores parcelhus, men Ester var opvokset på et fattigt husmandssted, og her var køernes overlevelse helt afgørende for familiens overlevelse. Hendes reptilhjerne var kodet til kniv og køer – i dag er vi åbenbart kodet til GÆR. Gad vide, hvad det er med gær? Lidt lommepsykologisk kunne man overveje, om den lille pakke symboliserer en potentiel magt over situationen; jeg kan få ting til at voksne i en krisesituation og beskytte min familie med eget brød. Eller er det et kollektivt traume, der siddet fast i os, der oplevede gærkrisen? Under storkonflikten på arbejdsmarkedet i 1998 var der problemer med adgang til dagligvarer som brød, smør og gær, og udenlandsk gær blev det nye guld og solgt til overpris. En nordmand skulle ligefrem have fløjet gær til København i et privatfly som tak for alle de øl, nordmændene i tidens løb havde nydt i Danmark. Gad vide, om det mest er det ældre segment, der har fået gær på reptilhjernen, og hvad vil så blive det ypperste symbol på sikkerhed i fremtiden? Café latte to go? Veganerprodukter? Wi-Fi? For lige at lufte et par letkøbte fordomme om den unge generation. Når jeg er ude på opgaver, ender dialogen ofte om udfordringerne med individualiseringen i samfundet. Især offentligt ansatte føler sig presset af borgere og brugere, der forventer det bedste for MIG og MINE. Det er svært, når alle forældre forventer, at deres barn skal være i centrum blandt de øvrige 25 børn i 5.b. Både på offentlige og private arbejdspladser udtrykker mange bekymringer over for især den unge generations MIG-kultur. Andre er mere optimistiske og mener, at de unge har fået nok af forældrenes forbrugerkultur og vil søge nye fællesskaber, ikke mindst ppå grund af klimaudfordringerne, der kun kan løses kollektivt. Måske sidder de unge og ryster på hovedet over deres skammelige forældre, der selvcentreret rydder hylderne. Hævnen er heldigvis sød. Mens jeg sad og gøs over mine mange corona-aflysninger og dermed tabt indtægt i foråret, kunne jeg på de sociale medier fornøje mig over sarkasmen, der bredte sig over for gær- og toiletpapir-hamstrene i form af afslørende foto. For eksempel storsmilende Søren med overfyldt indkøbsvogn, der flasher sig i Berlingske tidende: ”Den der kommer først til mølle, får mest.” Noget, der medførte mange muntre kommentarer på Facebook, og som nok skal få Søren til at fortryde det billede rigtig mange gange i den kommende tid. Faktisk kan man føle sig som et særligt godt menneske, når man formåede at udvise samfundssind og lod gær være gær. Jeg indrømmer, at også min reptilhjerne rørte lidt på sig, da Statsministeren sagde ”ikke hamstre” på TV. Heldigvis var jeg mageligt bedøvet af den flaske rødvin og corona-lignende kæmpe romkugle, som jeg netop havde delt med min unger. Og da jeg nævnte muligheden for at styrte ned i Fakta i underetagen i min datters lejlighedsblok, udbrød begge min unger: ”Nu stopper du, Mor!” Måske der vitterligt er et håb om, at de unge er mere solidariske og vil være knap så beGÆRlige i fremtiden.

Aarhus

Aarhusforskere mod corona: - Vi er de første i verden til at afprøve lægemidlet på mennesker

Kultur

Aflyse, udskyde eller gennemføre? Samlet status på arrangementer som Northside og Aarhus City Halvmarathon

Annonce