Annonce
Debat

Debat: Lad danske smågrise blive til danske arbejdspladser

Dyretransporter: I de seneste uger har eksport af smågrise været til debat her i avisen, hvor fødevare- og dyrevelfærdsordfører Anders Kronborg (S) åbnede ballet, og formand for Danske Svineproducenter, Kim Heiselberg, tog til genmæle.

I Fødevareforbundet NNF er vi glade for, at den stigende eksport af smågrise har fået politisk opmærksomhed. I sin tale på Svinekongres 2019 slog fødevareminister Mogens Jensen fast, at flere grise skal slagtes i Danmark, og det synspunkt bliver bakket på af Anders Kronborg.

Det er godt, for situationen er bekymrende. Faktisk både bekymrende, uholdbar og problematisk. Aldrig er der blevet født så mange grise i Danmark - og aldrig har eksporten af smågrise været større. Den udvikling har kostet arbejdspladser, og det koster på klima- og miljøkontoen, på dyrevelfærden og på skatteindtægter, når antallet af slagtninger på de danske slagterier falder.

Landbrug & Fødevarer vurderede i august, at der i 2019 vil blive slagtet 1,2 millioner færre grise i Danmark end i 2018 – det laveste antal slagtninger siden 1991. En tommelfingerregel siger, at én million danske slagtegrise, giver 1.000 danske arbejdspladser. Så det er altså rigtig mange arbejdspladser, der er på spil, hvis prognosen holder.

I sit indlæg hævder Kim Heiselberg, at eksporten af smågrisene skyldes, at de danske slagteriers afregning ikke er konkurrencedygtig. Men her vil jeg gerne minde om, at den danske notering ligger 1,50 krone højere end den tyske.

Samtidig påpeger Heiselberg, at de danske slagterier ikke har kapacitet til at slagte det antal smågrise, der sendes ud ad landet. Han vurderer, at slagterierne har kapacitet til at slagte yderligere fire millioner grise.

Men så lad os da starte der, Heiselberg.

Siden 2013 er antallet smågrise, som Heiselbergs medlemmer sender til udlandet, steget med 4,5 millioner – altså nogenlunde det antal, som Heiselberg mener, at de danske slagterier har mulighed for at slagte.

Så hvis vi lægger ud med at få de griseproducenter, der har skruet op for eksporten siden 2013, til at skrue ned igen og i stedet lade deres smågrise blive i Danmark og blive til danske slagtegrise og danske arbejdspladser, så er vi i det mindste i gang. Og så er jeg sikker på, at vi kan øge slagteriernes kapacitet, når det bliver aktuelt.

Og, selv hvis Heiselbergs – måske lidt konservative – bud er korrekt, ja, så vil det betyde 4.000 nye danske arbejdspladser.

Så simpelt er det faktisk. Men det kræver naturligvis, at Heiselberg og hans medlemmer er interesserede i at øge antallet af danske arbejdspladser og styrke den danske slagteribranche.

Annonce
Ole Wehlast
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Blog

Blog: Julen varer ikke ret meget længere

For os, der nu er den ældste generation, er det ikke noget problem i hukommelsen at genskabe barndommens lykkeland i 1950’erne. Om man boede i midtbyen, på Trøjborg eller på Frederiksbjerg var et fedt, for det var det samme alle steder: boligblokke i fire-fem etager, der lå i karréer med gaderne på kryds og tværs. Og forsynings-centralerne lå lige henne på gadehjørnerne. Der lå en købmandsbutik på det ene hjørne, en bager på det andet, en slagter på det tredje og endelig en grønthandler på det fjerde. Og der var snesevis af dem, for de lå på hvert eneste gadehjørne overalt i byen. Men i 1960’erne og 1970’erne forsvandt alle disse småhandlende i løbet af en forholdsvis kort årrække; facaderne blev muret til og der blev indrettet hjørnelejligheder i de tidligere butikker. De store supermarkeder tog dem, gik vi og sagde – endskønt købmandens, slagterens og grønthandlerens butikslukning kun kunne tilskrives os selv. Det var jo os – kunderne – som holdt op med at handle hos dem, da vi i stedet søgte indenfor i det spændende supermarked med de bugnende varehylder og de deraf nødvendige indkøbsvogne. Og vi fik da også en form for personlig kontakt med den søde kassedame. Det var dét, der slog købmanden ihjel. Men det var kun indirekte supermarkedets skyld! Og nu gentager historien sig, men denne gang er det udvalgsforretningerne det går ud over. Tøj, sko, isenkram, smykker, bøger and-you-name-it bliver nu ligesom i 1960’erne solgt i nye og anderledes ”butikker” – nu kaldes de bare internettet. Nu skal folk end ikke rejse sig fra sofaen længere for at handle, hvorfor historien gentager sig: det er heller ikke nyheden e-handel, som nu er skyld i at de små fysiske butikker får det sværere og sværere – det er og bliver os, kunderne, der er begyndt at handle anderledes. Det hele skal naturligvis ses i sammenhæng med, at handels-uvidende byrådsmedlemmer og deres tilsvarende embedsmænd ommøblerer byen, så den sidste lyst, kunderne måtte have for at tage ind i city for at købe varer, nok også skal blive elimineret. Det bliver gjort vanskeligere og vanskeligere at køre rundt i byen – og det bliver efterhånden komplet umuliggjort at finde parkeringspladser. Det sidste fordi kommunen fjerner alle gammelkendte p-pladser for at tvinge bilisterne til at bruge kommunens egne p-misfostre Navitas og Dokk1 – som dog aldrig, aldrig, aldrig nogensinde bliver rentable, fordi de er placeret komplet tåbeligt i forhold til byens handelsliv. Butikker lukker vedvarende i hobetal. Det sker på daglig basis. Og som noget helt nyt ser vi nu også gamle, fine, velanskrevne og –konsoliderede firmaer indskrænke og lukke tabsgivende filialer, simpelthen for at rebe sejlene. Noget de store kædefirmaer af prestigemæssige årsager ikke tidligere har beskæftiget sig for alvor med – men nu udvises rettidig omhu og damage control. Så kig dig derfor godt rundt omkring på alle juledekorationerne, når du i disse dage er ud at købe julegaver. For det er meget tænkeligt, at julen ikke varer så meget længere. I takt med at der bliver færre butikker med næsten ingen omsætning fordi vi køber det meste på nettet, så bliver der heller ikke råd til for gadeforeningerne at sætte julepynt op. Flere af byens kendte handelsgader har jo allerede for længst fravalgt juledekorationerne, og indenfor en kort årrække kommer Strøgets flotte stjernehimmel formentlig heller ikke op. Det koster hvert år en halv million kroner, men med flere og flere ikke-betalende medlemsbutikker, bliver det jo umuligt for Strøgforeningen at finde økonomi til at bruge så mange penge på julelys. Men vi kan ikke stoppe det. Man har aldrig kunne stoppe naturlig udvikling. I 1960’erne buldrede supermarkederne frem og nu om dage er det så handlen på nettet. Det står ikke til at ændre. Det eneste vi så bare skal huske på, når vi om nogle år savner de hyggelige julelys i gaderne, er årsagen til, at der ikke længere er råd til den glædelige julehygge. Der er for få fysiske butikker til at betale.

Aarhus

Turbåd inspiceret efter at kvinder faldt i havnen: Søfartsstyrelsen fandt mangler i forbindelse med sikkerheden

112

Forundret formand for Vejlby-Risskov Hallen: Er uforvarende blevet en del af svindelsag i Forsvaret

Annonce