Annonce
Debat

Debat: Nordlige Syrien i brand. Derfor invaderer Erdogan kurderne

Baggrunden for det tyrkiske angreb stikker dybt. Erdogan vil af al magt sætte en stopper for det selvstyre, de kurdiske syrere har haft fred til at indrette gennem tre år i de områder, der grænser op til Tyrkiet.

Naturligvis har den tyrkiske præsident Erdogan let gennemskuelige motiver til at angribe ind i Syrien: Med tre valgnederlag i træk, en vaklende økonomi og en tilslutning til hans parti (AKP) på under 30 procent er der ikke noget, der kan skabe hjemlig opbakning som en rask lille krig.

Når præsident Trump så oven i købet trækker de amerikanske tropper tilbage fra den syrisk-tyrkiske grænse og overlader vore kurdiske allierede i kampen mod IS til deres egen skæbne, ja, så er vejen banet for en tyrkisk intervention.

Det tyrkiske angreb burde ikke komme bag på nogen: Erdogan har ved flere lejligheder gennem de senere år bebudet angreb mod de kurdiske stillinger i det nordlige Syrien angiveligt for at sikre Tyrkiet mod terror. Efter tyrkisk opfattelse er den kurdiske YPG-milits i Syrien en terrororganisation og i virkeligheden en forlængelse af Kurdistans Arbejderparti, PKK i Tyrkiet, som kæmper for kurdisk selvstyre i det sydøstlige Tyrkiet.

Formålet med angrebet er at skabe en 30 kilometer bred såkaldt sikkerhedszone, som skal løbe 120 kilometer langs grænsen til Syrien.

For at imødegå den tyrkiske invasion har de kurdiske styrker i Syrien med Rusland som fødselshjælper indgået en aftale med regeringen i Damaskus. Aftalen indebærer, at kurderne i første omgang afgiver kontrollen over en række byer i det nordlige Syrien - på sigt måske hele det nordøstlige Syrien - til gengæld for at blive beskyttet af den syriske regering.

Kurderne henviser til, at den syriske regering har en "forpligtigelse til at beskytte landets grænser og bevare Syriens suverænitet" og nu er klar til at stationere tropper langs den syrisk-tyrkiske grænse. Aftalen markerer et vendepunkt i den syriske konflikt, hvor USA hidtil har samarbejdet med kurderne for sammen at bekæmpe Islamisk Stat og begrænse Ruslands og Irans indflydelse; to lande der bakker op bag den syriske regering. Aftalen er kun indgået tøvende, og alene fordi kurderne er så hårdt presset af tyrkiske bombardementer fra artilleri og fra luften. Den er udtryk for kurdernes desperation, efter de er blevet prisgivet af amerikanerne. For første gang i flere år er de syriske tropper nu tilbage i det nordlige Syrien, og aftalen betyder formentlig en bitter de facto afslutning på det kurdiske selvstyre i den del af landet.

Baggrunden for det tyrkiske angreb stikker dybt. Erdogan vil af al magt sætte en stopper for det selvstyre, de kurdiske syrere har haft fred til at indrette gennem tre år i de områder, der grænser op til Tyrkiet. Frygten er, at dette selvstyre i Tyrkiets baghave vil styrke det kurdiske mindretal i Tyrkiet og dets kamp for selvstændighed eller selvstyre.

Derfor kan Tyrkiet ikke acceptere en kurdisk autonom enklave i de to syriske provinser Raqqah og Hasakaf. Det er udelukket.

De aktuelle begivenheder foregår på det store bagtæppe af ”Sèvres-syndromet”, der refererer til den udbredte mistænkeliggørelse af såvel ydre som indre fjender, som kun ønsker at splitte den tyrkiske republik.

Sèvres-traktaten fra 1920 lagde op til at hakke det, der var tilbage af det osmanniske rige i små stykker, så de europæiske stormagter kunne dele rovet. Men efter nogle spektakulære militære sejre og dygtigt diplomati lykkes det Mustafa Kemal (Atatürk) at få forhandlet en langt mere attraktiv fredsaftale i Lausanne i 1923. I denne traktat anerkendes Tyrkiets nuværende grænser. Men Sèvres-syndromet, angsten for en opsplitning af Tyrkiet – for eksempel på grund af den kurdiske befolkningsgruppe - er den dag i dag et nationalt traume.

I 1923 stod det klart, at Tyrkiet var en anerkendt stat, og at omverdenen respekterede det tyrkiske territorium. Derimod var det mere uklart, hvad den tyrkiske nation egentlig var for en størrelse.

Opbygningen af en nation blev Ataürks store projekt, dvs. skabelsen af et forestillet fællesskab – en myte – om tyrken, der kunne danne grundlag for en nationsopfattelse, som passede til det territorium, der var blevet givet den nye enhed i international politik, staten Tyrkiet. Der var tale om et topstyret eliteprojekt, som kan sammenfattes i det slogan, der stadig kan læses på tyrkiske militærkaserner: "En stat, et folk, et sprog, et land, et flag”. Det er her, kurderne kommer i klemme.

Kurderne blev ved overgangen til republikken i 1923 ikke betragtet som en minoritet, men som en del af det muslimske flertal. De nye magthavere med Atatürk i spidsen forfulgte en nationaliseringspolitik, som var inkluderende: Enhver muslim, der boede inden for Republikkens grænser og som accepterede dens grundlæggende principper, blev antaget som tyrkisk statsborger. Der måtte være en udelelig sammenhæng mellem territorium, stat og nationen. Selv om befolkningen grundlæggende bestod af mange etniske og kulturelle grupper, herunder den kurdiske, var der et desperat behov for at skabe en fælles identitet. Enhver ytring om at tilhøre noget andet end den tyrkiske nation blev anset som en afvisning af den tyrkiske enhedskultur og dermed landsforræderi. Atatürk tilbød ikke en løsning til de, der som kurderne ikke var rede til at opgive den identitet, der tidligere havde været væsentligst i deres selvforståelse. Atatürk lagde dermed grunden til den kamp for kurdernes rettigheder, der siden har redet Tyrkiet som en mare.

En lang række opstande i det kurdiske område i den sydøstlige del af Tyrkiet i 1920’erne og 1930’erne bidrog til at styrke frygten. Republikkens ledere holdt sig ikke tilbage fra at svare igen med de mest hårdhændede metoder: henrettelser, ødelæggelser af kurdiske landsbyer og tvungen massedeportation til det vestlige Anatolien. Bl.a. blev mange flyttet til den konservative provins Konya i det inderste Anatolien, hvilket er en vigtig grund til, at der i Danmark i dag er et stort antal kurdere blandt tilflytterne fra Tyrkiet – mange danskere af tyrkisk afstamning stammer netop fra denne provins.

Efter de kurdiske oprør i 1930’erne faldt modstanden mod staten til ro i nogle årtier. Men grundlæggende forblev den tyrkiske stat dybt skeptisk over for enhver etnisk bevidsthed som konkurrent til nationsprojektet.

I 1960-1970’erne fik grupper af yngre intellektuelle fra middelklassen vækket den kurdiske nationalisme. De slog på, at der eksisterede et undertrykt kurdisk folk og myndighederne svarede hårdt igen. Reelt i 1973, formelt i 1978, opstår PKK omkring Abdullah Öcalan. Der var tale om et kurdisk, stærkt venstreorienteret parti, der blev grundlagt på ideen om, at der nødvendigvis måtte føres væbnet kamp for at komme af med de eksisterende strukturer.

Ikke blot den tyrkiske regering, men også USA og EU, fra 2002, stemplede PKK som en terrororganisation. De følgende års borgerkrig førte til 35.000 dræbte, flest kurdere. Mere end 3000 landsbyer i det sydøstlige Tyrkiet blev jævnet med jorden og henved 2 mio. kurdere blev drevet på flugt.

I 2000’erne vedtog Tyrkiet flere reformpakker i lyset af perspektivet om EU-medlemskab. Selv om reformerne ikke altid blev ført ud i livet, var de med til at lette forholdene for den kurdiske befolkningsgruppe. Den tyrkiske elite indså, at man ikke kom uden om det kurdiske spørgsmål, hvis Tyrkiet skulle gøre sig realistiske forhåbninger om EU-medlemskab.

EU-processen så ud til at blive den afgørende variabel, der kunne forandre ligningen i forhold til det kurdiske spørgsmål. Perspektivet om medlemskab satte gang i en forandring af de principper om den tyrkiske enhedsstat, som har været gældende i snart 100 år. Der var tale om dramatiske indgreb i hele den måde, hvorpå tyrkerne definerer sig selv – med en mere åben og moderne fortolkning af begrebet ”tyrker”, der kan rumme landets reelle etniske og religiøse forskelligheder.

I slutningen af 2012 lancerede præsident Erdogan en fredsproces, som dog kun fik en kortvarig levetid. Motiverne var da også åbenlyse: Erdogan ønskede at gennemføre en forfatningsændring, der kunne skabe et stærkt præsidentielt styre og havde i den forbindelse brug for nogle stemmer i Parlamentet i Ankara, som det kurdiske parti BDP kunne levere, hvis fredsprocessen kom i gang.

Samtidig med at EU-perspektivet fortoner sig, har kampen for kurdernes rettigheder i de senere år været præget af tilbageslag; et skridt frem og to tilbage. I lyset af præsident Erdogans stigende vanskeligheder på den nationale og internationale scene har kurderne været en bekvem syndebuk.

Annonce
Erik Boel
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Favrskov

Terapihunde henter pris til Hammel

Læserbrev

Læserbrev: Kombineret Ungdomsuddannelse (KUU) går i glemmebogen som kæmpe succes

Alt imens de nye, store FGU-institutioner (FGU = Forberedende Grund Uddannelse) kæmper for at finde fodfæste, viser det sig, at forløberen, Kombineret Ungdomsuddannelse (KUU), har været en stor succes (https://www.uvm.dk/aktuelt/nyheder/uvm/2019/sep/190927-syv-ud-af-ti-unge-kommer-godt-videre-efter-kombineret-ungdomsuddannelse). FGU-institutionerne er opbygget som meget store institutioner (Aarhus ca. 700 elever) og skal løse opgaven med at hjælpe unge uden forudsætninger for at gennemføre en anden ungdomsuddannelse. KUU havde samme målsætning, men uddannelsen var baseret på institutionssamarbejder og dermed mindre pædagogiske miljøer med plads til individuelle forskelle. I Aarhus havde vi gennem pilotforsøg gjort positive erfaringer, med at forskellige mindre institutioner (bl.a. produktionsskoler og daghøjskoler) arbejdede sammen i respekt for indbyrdes forskelligheder og med plads til forskelligheden i målgruppen. Det førte naturligt frem til et forbilledligt samarbejde omkring den KUU, der nu viser sig at have været en stor succes, og hvor syv ud af ti unge er kommet godt videre. Lovgivningsprocessen bagved KUU var desværre præget af politisk uenighed, så opbakningen var ikke bred. Derfor blev KUU-lovgivningen tidsbestemt med udløb i 2021. Lovgiverne på Christiansborg købte sig tid til at blive enige om en løsning på den udfordring, man vidste var der. Resultatet blev FGU, en stor og samlende lovgivning med bred opbakning, hvilket naturligvis er positivt og helt nødvendigt. Desværre levner FGU-loven umiddelbart ikke plads til undervisningssamarbejder med mindre, selvstændige institutioner (f.eks. daghøjskoler), der dermed afskæres fra at bidrage med massiv erfaring og kompetencer, der nu ses dokumenteret gennem den succes, som KUU har været. Politiske ønsker om indflydelse og styrbarhed gik forud for hensynet til den sårbare målgruppe; systemkrav trumfer menneskehensyn og sund fornuft. Alt imens vi slikker sårene og kæmper for at holde os på benene, efter at have investeret massivt i at gøre det godt til gavn for målgruppen, ønsker vi FGU-institutionerne held og lykke med at løse opgaven. Men vi savner en forklaring på, hvorfor eksempelvis daghøjskolerne i Aarhus, der nu gennem fem år har bidraget massivt til en sjælden set succes på uddannelsesområdet, atter skal kæmpe for overlevelse efter at have spillet rollen som nyttige idioter. Når det så viser sig, hvor FGU oplever problemer, er vi naturligvis klar til at indgå i samarbejder, til glæde for de mange, der ikke lige er skabt til at trives på kæmpe institutioner.

Aarhus For abonnenter

Kursskifte i Aarhus: 2.300 beboere på plejehjem kan få mulighed for privat rengøring

Annonce