Annonce
Debat

Debat: Social nød sætter udsatte i dyb gæld

Socialt udsatte mennesker optager sjældent lån til ekstravagant forbrug. Det første lån handler som regel om at få råd til helt basale ting som husleje og mad.

Horribelt dyre kviklån er et enormt og stigende problem, som ofte fører til en uoverskuelig gældsspiral for låntagerne, som især er unge mennesker. Der er et påtrængende behov for at regulere markedet. Samtidig skal vi sikre, at socialt udsatte mennesker fortsat kan få gratis, uvildig gældsrådgivning, nu hvor Satspuljen er nedlagt. For gratis gælds- og økonomirådgivning er en rigtig god investering for både den enkelte og samfundet.

Mange, der optager kviklån, ender i en gældsspiral, som nærmest er uoverskuelig at komme ud af. Efterspørgslen efter gratis rådgivning for gældsramte er derfor stigende, oplever de gratis gældsrådgivninger til socialt udsatte mennesker. Gældsrådgivningerne, som er finansieret over Satspuljen, hjælper årligt omkring 7000 udsatte mennesker.

Når vi møder gældsramte første gang i vores rådgivninger, kommer de ofte med en pose fuld af rykkere. Ofte har de det psykisk dårligt, fordi gælden plager dem. Langt de fleste vil gerne betale gælden tilbage, men de har mistet overblikket over, hvor meget de skylder. Måske har de forsøgt at kontakte långiveren, men udlånerne er som regel meget svære at indgå aftaler med.

Socialt udsatte mennesker optager sjældent lån til ekstravagant forbrug. Det første lån handler som regel om at få råd til helt basale ting som husleje og mad. I nogle tilfælde tænker folk, at de lige skal igennem en svær periode efter en skilsmisse eller en fyring fra arbejdet, og så optager de et lån. Nogle optager også lån til julegaver, barnets konfirmation eller andet. Problemet opstår for alvor, når de ikke kan betale det første lån tilbage og tager et nyt lån for at betale af på det første – og i øvrigt for at få den daglige økonomi til at hænge sammen. Så kører den negative gældsspiral. For renter og gebyrer (den årlige omkostningsprocent, ÅOP) kan på kviklån være helt op til horrible 1000 procent.

Vi rådgiver altid mennesker til at betale deres husleje først, så de ikke bliver sat på gaden. Og så skal de undgå at optage flere lån. Mange gældsramte har allerede valgt indboforsikringen fra, hvilket kan give uoverskuelige problemer i tilfælde af indbrud.

Regeringen skriver i sit forståelsespapir, at den vil igangsætte ”et opgør med de kviklån, som fanger mennesker i uoverskuelig gæld”. Det er glædeligt, for behovet for regulering er påtrængende.

Konkret anbefaler vi et loft over ÅOP, som vi kender fra blandt andre Finland og Sverige, gerne på højst 20 procent plus diskontoen. Samtidig må der være krav om, at låneudbyderne laver en bedre kreditvurdering af den enkelte låntager. Og vi foreslår ligeledes en grænse for, hvor meget man samlet risikerer at skulle tilbagebetale på et lån i hele lånets løbetid, som man kender fra England. Vi mener, det må være rimeligt, at man højst skal tilbagebetale sammenlagt 15.000 kroner, hvis man låner 10.000.

Samtidig må vi sikre, at socialt udsatte mennesker, som er endt i gæld, kan få uvildig hjælp. Hidtil har de gratis, uvildige gældsrådgivninger været finansieret over Satspuljen. Den er jo nedlagt, så der er behov for, at politikerne finder ny statslig finansiering. Desuden bør der udvikles en model for, hvordan lånebranchen kan bidrage til finansieringen på længere sigt.

Vi ved fra en undersøgelse i Østrig, at gratis gældsrådgivning er en rigtig god investering for både den enkelte og samfundet. En investering på 1 euro i gældsrådgivning kommer 5,3 gange igen. For når gældsramte får hjælp og bedre overblik over deres økonom, så falder antallet af sygedage og risikoen for arbejdsløshed.

Det er ofte forbundet med stor skam ikke at have styr på sin økonomi. Derfor kommer nogle mennesker først til rådgivningen, når økonomien er brændt helt sammen. Så opsporing, kontakt og motivering af målgruppen er central for gældsrådgivningen.

En række aktører tilbyder i dag økonomi- og gældsrådgivning. I den sammenhæng er det centralt at understrege vigtigheden af, at udsatte borgere har adgang til uvildig rådgivning hos en aktør, der ikke er part i deres sag. Mange mennesker på kanten af samfundet har et modsætningsfyldt forhold til offentlige myndigheder. Derfor har det afgørende betydning for borgerens tillid, at rådgiveren tager afsæt i borgerens interesser.

Samtidig er politikerne nødt til at rette op på, at nogle mennesker i Danmark er så pressede på deres økonomi på grund af kontanthjælpsloft, 225-timers-regel og integrationsydelse, at de i desperation optager de dyre kviklån.

Annonce
Illustration: Gert Ejton
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Blog

Blog: Kampen om Kongelunden

Hvor mange af Aarhus´ byrådspolitikere har fri adgang til AGF´s kampe? I og for sig et ret ukompliceret spørgsmål at få besvaret, ikke? Så jeg sendte i god tro en mail til kommunaldirektøren for Aarhus kommune. Der skete ikke det store. En kommunaldirektør har mange vigtige sager at tage sig af, så håbet var vel bare, at det lille ”?” var sendt nedad. Nå, ja! Nu skal man jo ikke komme med udokumenterede påstande, end ikke i en blog, der står for tastaturantens egen regning. Samme mail, men nu i ny retning: Kulturrådmanden og pressechefen. Her var der hul igennem. Pressechefen replicerede: ”Det er byrådsservice i Borgmesterens Afdeling, der kan svare på dette. Jeg tillader mig derfor at sende spørgsmålet videre til dem”. Den mail var fra d.4. november. Åbenbart er det en større sag for byrådsservice at servicere. Jeg troede i min indgroede naivitet, at man ”vidste sådan noget”. Men det gør man ikke, eller måske man ikke ønsker at oplyse om det! Jeg mener blot, byrådspolitikere får honorar for deres arbejde, inkl. en som bekendt ret favorabel orlovsordning. Så burde det ikke være god skik og brug, at alle ”frynsegoderne” også er offentligt kendte. Nu synes jeg jo ikke, at kulturrådmanden skal betale entré for at klippe snoren til åbningen af et nyt hus i den gamle by. Men der er vel andre ”gratis adgange”, som ikke så indlysende. Det er lykkedes mig én (og sikkert sidste) gang at få fedtet mig ind i VIP-loungen uden at slippe en slante, som det hed dengang AIA, var store i århusiansk fodbold. Og derinde, på ryggen af de gamle stadionhaller og med store panoramavinduer ud mod banen, åbner sig en ny verden, ukendt for den, der er vant til at snige sig ind gennem tælleapparaterne med sin selvfinansierede billet og reservationen til et af de solblegede, fesengrønne plasticsæder. Herinde i varmen er der bløde sæder, mad, snacks og drikkevarer. Rundt om bordene sidder i fortrolig snak adskillige kendte, nogle blot lokale koryfæer, andre med genkendelsesfaktor uden for kommunegrænsen. I min egen beklemte, ubekvemme ukendthed er udvejen at få hamstret en sodavand og hilse på serveringspersonalet, som er lige så ukendte, som jeg er. Men her sidder de altså. Forretningsfolk, sponsorer, popmusikere, gamle fodboldstjerner, klubbosserne, deres håndlangere og minsandten også nogle af byens betroede politikere. Gad vide, hvad de taler om? Dagens kamp? Måske, men ifølge en af mine døtres speciale om beslutningsprocesser i det offentlige regi foregår de ofte ved kaffemaskinen, uformelt, uforpligtende, uden for referat. Befinder jeg mig i en VIP-lobby, hvor trafikken går den modsatte vej? Hvor de indflydelsesrige og beslutningstagerne er inviteret ind på lobbyisternes slagmark på en fri ”transfer” eller? Et par timer inden AGF-Brøndby-kampen (på trods af løbebanen, eller måske mere på grund af en kompetent, no-nonsense-træner vandt AGF fortjent 2-1) mødte jeg bag stadion en af kvarterets beboere, som hilste venligt og lettere indigneret spurgte mig, hvad jeg syntes om stadion-planerne med væddeløbsbanens inddragelse etc. Opildnet af min lydhørhed skosede hun de sammenspiste, teflonbelagte, socialdemokratiske cand.scient.pol-drenge, som åbenbart er Aarhus´ nye herskende klasse. Hvis de vil have projektet gennemført, får de deres vilje! Men så slemt bliver det bare ikke. Når pengestærke, gavmilde givere kan give kommunen 500 millioner kroner til at ”løfte” hele området med Friheden, Stadion, Arenaen, JVB, skovene og Mindeparken, og vel at mærke uden at plastre til med boliger på væddeløbsbanen, så ånder alt idyl. Der er dog et andet men: AGF-direktør Jakob Nielsens ønskestadion koster alene 400 millioner kroner. Det giver jo ikke mange midler til et fuldblods atletikstadion, løsning af det evigt tilbagevendende trafikale kaos (der bliver endnu værre med Mols-linjens flytning) og så det helt indlysende behov, Aarhus har: Den store, indendørs multiarena, der kan matche Københavns royale arena og Hernings "Boksen", og som vil være en langt bedre investering for kommunen end et nyt stadion.

Aarhus

Tivoli Friheden vil bygge en ny scene

Annonce