Annonce
Debat

Debat: Tillid eller kontrol og overvågning - Festtaler og dagligdag

Som givetvis mange andre lyttede jeg med stor glæde til statsministerens åbningstale. Det, der fangede særligt, var den megen tale om det danske kendetegn: Vores tillid til hinanden, men vi hørte også statsministerens bekymring for, om vores samfund stadig byggede på denne fine holdning.

Statsministeren talte derefter om, hvordan tilliden skulle genskabes/vedligeholdes. Det skulle bl.a. ske ved at diverse ledere og organisationer både i stat og kommune skulle lytte mere til de ansatte og skulle turde give de ansatte mere ansvar, når de skulle udføre det daglige arbejde.

Som jeg forstod det, betød det bl.a., at samfundet mere skulle bygge på tilliden til, at den enkelte medarbejder skulle betros evnen til at leve op til det faglige ansvar, som hørte jobbet til i stedet for at afkrydsningskemaer og anden overvågning skulle bære dagligdagen. I det, forstod jeg, statsministeren mente, at omsorgen og nærværet f.eks. mellem hjemmehjælperen og den, der skulle have hjælp, ville blive øget samtidig med arbejdsglæden.

Jeg er sikker på, at disse synspunkter er gået lige ind hos mange i den offentlige sektor, som føler at skrive -og dokumentationskravet styrer alt for meget i dagligdagen og reducerer medarbejdernes glæde ved at udføre det arbejde, de har valgt, fordi de gerne ville have med mennesker at gøre.

Givetvis er budskabet også gået ind hos de regioner og kommuner, som er hjørnestenen i det danske kommunale folkestyre. Tænk, hvis staten ikke blandede sig så meget i de lokale folkevalgtes måder at løse tingene på!

Men der gik desværre ikke mange dage, så kom der fra regeringen et forslag om, at de kommunale børneinstitutioner ikke kunne nøjes med de tilsyn, som kommunernes politikere selv havde fastlagt. Der skulle statslig kontrol til. Jeg studsede: Hvordan hang det nu sammen med statsministerens visioner om større selvstændigt ansvar?

Og så kom få dage efter den store overvågningspakke, lanceret af statsministeren selv. Nu skulle der 300 nye kameraer op, så endnu flere kunne blive overvåget i det offentlige rum.

Og et af regeringens støttepartier foreslog, at det offentlige igen skulle have fri adgang til danskernes boliger for at kontrollere, om der blev udført sort arbejde.

Kære statsminister: Det hænger ikke sammen! Man kan ikke den ene dag stå og tale om, at vi skal have mere tillid til hvert enkelt menneske, og vi skal overdrage mere ansvar til den enkelte, hvis man i samme åndedrag i den grad udtrykker mistillid til, at de folkevalgte kommunalbestyrelser selv kan anlægge den politik, de folkevalgte beslutter og står til ansvar for helt tæt på. Og det hænger ikke sammen, når man også udtrykker bekymring for, om mennesker selv kan styre at begive sig rundt i det offentlige rum, men skal overvåges: Mon ikke de foretager sig noget galt eller bare noget, som staten ikke bryder sig om? Ydermere øger det jo ikke tilliden, hvis informationer i hobetal bare samles sammen med stort tidsforbrug, men uden at det kan få praktisk relevans. Mistillid skaber aldrig øget tillid og ansvarsfølelse.

Det ser meget uskyldigt ud, men kære statsminister, det gjorde den slags statsstyrede tiltag også for år tilbage i andre lande, og de florerer i dag i en række lande, vi nødig skulle komme til at ligne. Nogle sagde engang: ”Åh, det er bare sådan noget, de finder på….” Men en dag blev det for meget. Så meget, at det ikke mere kunne styres. Men også blev invaliderende for tilliden mellem mennesker og mellem mennesker og system. Vi har altid i Danmark bekendt os til, at tillid skabes, fordi vi er åbne, og fordi vi har uddannet mennesker og appelleret til, at vi opførte os som anstændige mennesker. Hvis vi opgiver den model, fører det et helt galt sted hen.

Jeg vil ikke håbe, de fine ord i åbningstalen bare var til fest og farver, men at de også bliver omsat til virkelighed i det daglige liv og den daglige politik.

Annonce
Britta Schall Holberg
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Læserbrev

Læserbrev: Gå- og cykelgader i midtbyen

Søren Kierkegaard har sagt: ”Af alle latterlige Ting forekommer det mig at være det allerlatterligste at have travlt.” Mit ærinde er at få person-mobilitet i midtbyen til at glide på en god måde. Og derfor foreslår jeg kombinerede gå- og cykelgader i store dele af det centrale Aarhus. Det skal omfatte midtbyens gamle og smalle gader, hvor der ikke er plads til at etablere cykelstier og reelt heller ikke til gennemgående biltrafik, hvis gående skal kunne færdes sikkert her. Det omfatter ikke de nuværende gågader, som fortsat skal være forbeholdt gående. Ej heller nuværende cykelstier. Men de erstatter de nuværende ’cykelgader’, som ikke rigtigt fungerer, fordi trafikken her fortsat foregår på bilernes præmisser og skaber farlige situationer. Se på Mejlgade. Kun de bløde trafikanter har adgang. Fodgængere, løbehjul, skateboard, cykler og måske andre små el-køretøjer blander sig mellem hinanden. Området og gaderne er markeret og utvetydigt skiltet, så selv de mest retningsforvirrede turister forstår det. Fodgængerne har som den ’svageste’ gruppe fortrinsret. Ellers er konceptet, at alle tager hensyn til hinanden – det er den eneste regel. Og det indbefatter naturligvis, at der kun må køres eller cykles i et beskedent tempo. Beboerne kan sive ind og ud med deres biler. Ligesom den nødvendige varetransport. Desuden kan der være adgang for små grønne el-taxaer med en særlig tilladelse, så alle har mulighed for adgang. Og naturligvis skal der være nogle få større trafikårer ind i centrum til den øvrige bil-, bus- og cykeltrafik. Som vi kender det i dag. Kan denne ’sammenblanding’ nu lade sig gøre? JA. Jeg har set det fungere i Bergen, som har en masse bycykler, som kører overalt uden problemer. Og jeg mener, at når vi blot ved, hvad betingelsen er, nemlig at der her skal være plads til alle, så får vi dét til at fungere. Det er vores ansvar, hver især. Det kræver, for det første, at vi tager ansvaret på os og viser hensyn, og for det andet, at vi giver os tid – og her kommer Søren Kierkegaard ind – da det ikke lader sig gøre, hvis vi er fortravlede og stressede. Vi kan godt tage 10 minutter tidligere afsted. Vi kan godt tage det roligt, når der opstår uforudsete ting og forhindringer - for det gør der altid, før eller siden - det er et vilkår i trafikken. Vi kan anerkende, at vi ikke hjælper nogen som helst – og da slet ikke os selv - ved at fare sted og konstant have travlt. Tværtimod. Det hindrer os i at være til stede og omgås andre på en god, rummelig og hensynsfuld måde. Udover hensynsfuldheden gælder trafikkens gyldne hovedregel selvfølgelig; nemlig at køre, gå eller bevæge sig efter forholdene. Og det gør vi altså bedst på den Kierkegaardske måde…

112

Stor politiaktion i Aarhus og Trige: Anholdt for virksomhedsindbrud og omfattende salg af kokain

Annonce