Annonce
Debat

Debat: Vi har uddelt for mange statsborgerskaber – nu har vi problemet

Statsborgerskab: Et stort flertal af partier på nær DF har gennem tiden delt statsborgerskaber ud til højre og venstre. Det er sket, uden at man vidste ret meget om, hvorvidt disse personer, der fik statsborgerskab, var danske. Ej heller har man vidst ret meget om, hvorvidt disse personer overhovedet støtter de demokratiske normer og værdier, som gælder her i landet. Det har man ikke kunnet vide, fordi der er blevet givet alt, alt for mange statsborgerskaber. Da politikerne i folketinget for første gang gav statsborgerskab i 1850, blev der givet 10, og hver enkelt sag blev drøftet – også hvorvidt personerne virkelig var danske. Siden 1983 er der blevet givet 241.582!

Nu har vi problemet. For det første er der opstået parallelsamfund af danske statsborgere, som ikke er danske. For det andet er den første syrienskriger nu vendt hjem. Ahmad el-Haj hedder han. Man skulle selvfølgelig have frataget ham statsborgerskabet, mens han var i Tyrkiet i fangenskab. Han har begået landsforræderi mod den danske stat og terror ved at melde sig under islamisk stats faner. Problemet er, at han kun har et statsborgerskab, og man ifølge den såkaldte statsløsekonvention, som Danmark er med i, ikke må fratage en person et statsborgerskab, hvis vedkommende bliver statsløs. Den konvention burde Danmark være trådt ud af for mange år siden.

Mens politikerne nu skal til at finde ud af, hvad de vil gøre ved det selvskabte problem, spørger jeg mig selv, hvornår politikerne egentlig begynder at tænke sig om. Der er blevet strammet gevaldigt op – bare ikke nok. DF har foreslået, at der laves et loft på 1000 årligt, og de personer, der kan komme i betragtning, kommer fra en kristen kultur, der ligner vores egen, og hvor nogle af de samme værdier og normer hersker.

Christian Langballe medlem af DF

Annonce
Christian Langballe
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Læserbrev

Læserbrev: Byhistorie - vi siger det ikke til nogen

På Rækker Mølle Skoles skolebibliotek var der et relativt begrænset udvalg af læsestof. Det lykkedes dog at finde nogle bøger, hvis fortælling jeg har taget med mig siden hen. Bøgerne er skrevet af Hjørdis Varmer og handler om Peter Sabroe. En af bøgerne har titlen ”Børnenes Ven”, og derfor har statuen af netop Peter Sabroe altid givet så god mening for mig, når jeg er kørt forbi Østbanetorvet i Aarhus. På torvet står Sabroe hugget i granit, mens han holder en lille pige i hånden. Fra Varmers bog genkendte jeg historien om den århusianske socialdemokrat, som værnede om de udsatte børn, og som ofte lykkedes med at forbedre disse børns vilkår på nærmest heroisk vis. Når jeg bringer Peter Sabroe på banen, skyldes det i høj grad, at det er et godt eksempel på, hvordan Aarhus holder munden lukket, når historiens vingesus findes i bybilledet. Hvorfor formidler vi ikke i højere grad hvem, hvad, hvor i vores by? Eksempelvis byens jødiske kirkegård. Den står lige i nærheden af rådhuset, men den står der bare og forfalder. Hvorfor fortæller vi ikke om, hvordan det jødiske samfund har bidraget til vores by? Står kirkegården endnu blot i vores by, fordi den er fredet, eller står den der, fordi det giver mening? Kirkegården er et eksempel på vigtig kulturhistorie, som også i dag har sin berettigelse, men som ikke nødvendigvis giver mening for forbipasserende, fordi historien bag ikke bliver fortalt. Samme fortælling er det med lapidariummet, som findes i bunden af Rådhusparken (betegnelse for en samling af gravstene i bunden af Rådhusparken). I ny og næ er jeg vært for en rundvisning på rådhuset, og da jeg første gang skulle stå for sådan en, fik jeg en folder stukket i hånden. Heri kunne jeg læse om Rådhusparken, hvori der står en samling gravstene, hvis navne, repræsenterer betydningsfulde mennesker for vores by – gid jeg kendte mere til den historie! Men det gør jeg ikke, for stenene står der uden at fortælle, hvilke fantastiske individer de repræsenterer, og hvad de har betydet for vores by. Min datter Ellen er otte måneder, og jeg glæder mig så umanerligt til at lære hende Aarhus at kende, men det kommer til at kræve en indsats. Når vi går nede i Volden, Latinerkvarteret eller på Bispetorv, så vil jeg gerne kunne fortælle hende, hvorfor de steder hedder, som de gør. Tænk, hvis det ikke krævede grundig forberedelse af give kærligheden til vores by videre, men i stedet var formidlet som en naturlig del af byindretningen. Sådan er det for eksempel i Odense. På skiltene med gadenavne er der en lille notits om, hvorfor de hedder netop sådan. Det er slet ikke så svært, og det giver mening at formidle mere. På et lidt større plan går vi en fremtid i møde, hvor flere shopper på nettet, og hvor vores bymidte derfor skal byde på noget andet, end det som hjemmesiderne kan. Der bliver længere mellem specialbutikkerne i vores by, formentligt fordi det er svært at holde huslejen hjemme. Det er en tendens, som er svær at gå imod, men tænk, hvis Aarhus Byråd hjalp byens detailhandel, turister og forældre ved at tilrettelægge en levende bymidte, hvor det er spændende at komme, og hvor man har lyst til at befinde sig. Vi bor i en historisk spændende by, som indbyder til både leg og læring, og derfor er det nemt for Aarhus med en lille indsats at differentiere sig i forsøget på at tiltrække turister, kunder og børn på eventyr. For nylig kom vikingerne i vores lyssignaler. Jeg smilede faktisk lidt, da jeg så tiltaget, som Venstres politiske leder, Bünyamin Simsek, har indført. Ved nærmere eftertanke mener jeg faktisk, at det er et rigtig godt eksempel på, hvordan vi levendegør vores by på en spændende måde. Lad os sige det til nogen – sige det videre! Vi bor i en fantastisk by, som rummer en fantastisk fortælling, lad os nu få den historie fortalt! Det giver mening at dyrke en bys særpræg. Det er jo netop en af årsagerne til, at vi, som bor i Aarhus, er stolte af at bo lige her.

Annonce