Annonce
Fødselsdage

Debattøren, som kom på EU's sorte liste

"Stram Kurs er et parti, der bygger på ekstrem tomhed. Der er ingen ånd, kun protest", skrev Iben Thranholm 3. maj. I dag er hun folketingskandidat for partiet, og tirsdag 21. maj fylder hun 50 år. Foto: Bjarke Ørsted/Scanpix
Teologen Iben Thranholm er en skarp debattør med kontroversielle holdninger. Alligevel kom det som en overraskelse, at hun stiller op til folketingsvalget for partiet Stram Kurs. Tirsdag 21. maj fylder hun 50 år.

50 Det gibbede nok i en del danskere, da teologen Iben Thranholm meddelte, at hun stiller op som folketingskandidat for partiet Stram Kurs. Iben Thranholm har været debattør i både Berlingske, Politiken og Kristeligt Dagblad, ofte med saftige og kontroversielle synspunkter i et lille kongerige præget af konsensus.

Men at hun ligefrem meldte sig som Rasmus Paludans medkæmper, kunne man ikke forudse, for så sent som 3. maj i år skrev hun: "Stram Kurs er et parti, der bygger på ekstrem tomhed. Der er ingen ånd, kun protest".

Iben Thranholm, som fylder 50 år tirsdag 21. maj, er opvokset i Viborg og uddannet teolog. Hun var oprindeligt medlem af folkekirken, men skiftede senere til katolicismen. Hun har altid haft synspunkter, der skilte sig ud, som da hun tog afstand fra fri abort. Hendes synspunkter på kvindens rolle vil af nogle måske også anses for gammeldags: "Den største og smukkeste opgave, kvinder har, er at opdrage deres egne børn".

Iben Thranholm skriver gerne om udenrigspolitik, og her er hun også parat med skarpe holdninger. I 2012 udtalte hun sig således positivt om Ruslands leder, Vladimir Putin: "Putin er ikke en stor politisk trussel, men snarere en åndelig og værdimæssig trussel. Det, Vesten frygter, er ikke atomvåben som under Den Kolde Krig, men åndelig fornyelse".

Hendes syn på Putin og Rusland vakte opsigt helt nede i EU. I 2015 skrev hun i et russisk tidsskrift om EU's lempelige indvandrings- og asylpolitik, at de europæiske politikere misbrugte næstekærlighedsbegrebet som begrundelse for denne politik. Hendes debatindlæg bragte hende på EU's sorte liste, for EU har en gruppe ved navn East StratCom, der registrerer russisk "fejlinformation" af vestlig offentlighed, og man mente, at Iben Thranholms indlæg hørte under denne kategori.

Udenrigsminister Anders Samuelsen (LA) fastholdt, at EU gjorde ret i kategoriseringen og udtalte, at han var "enig i taskforcens vurdering af, at det udgør et typisk eksempel på Kremls narrativ om Vestens moralske kollaps".

Det er sandt, at Iben Thranholm bekymrer sig om Vestens moralske kollaps. I en række artikler har hun advaret mod sekulariseringen og moralsk fallit. I Berlingske skrev hun, at det postmoderne projekt, som har handlet om at tømme kulturen for troen på Gud og bryde med al kristen moral, viser sig at have spillet fallit og gjort os sårbare.

Ifølge Thranholm er det nødvendigt at genintroducere troen for at redde Europa. Det er klart, at den slags tale vækker anstød i et samfund, der er gennemsyret af sekulær tankegang, men Iben Thranholm er ikke typen, der lægger sig ned i offentlige debatter, og truslen fra islamiseringen har flere gange fået hende til tasterne. I Politiken skrev hun: "Når politikere i stigende grad mister kontrollen med terroren og integrationen, er det netop, fordi de er ude af stand til at erkende, at hele problematikken med islam handler om den religiøse dimension".

Hvis man læser Iben Thranholms seneste debatindlæg, er det måske ikke underligt, at hun har søgt mod Stram Kurs, for hun tegner et billede af Vesten, der er truet af muslimsk masseindvandring: "Jeg synes, det er tankevækkende, at et mindretal på ca. 250.000 muslimer i Danmark nu i over ti år, siden Muhammedkrisen i 2005, har formået at sætte dagordenen i hele samfundsdebatten".

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Blog

Det sorte hul

Der var kun gået et kvarter før August mistede tålmodigheden: “Jeg prøver lige at genstarte, far. Så kan det være at der er en opdatering.” “Det er stadig det samme - jeg røg bare direkte ind - jeg kom ikke engang ind i lobbyen,” råbte August inde fra værelset. Han kom langsomt ind i stuen igen: “Far, tror du der er sket noget?”. For første gang siden det store brag, fjernede jeg blikket fra stuens TV. “Nææh, det tror jeg ikke,” sagde jeg langsomt, men jeg følte mig ikke helt sikker. “Kan du ikke prøve at søge på det?” spurgte August videre. August er 11 år, og lever stadig i internettets sandkasse. Det vil sige primært i YouTube og lidt billedsøgninger på Google i ny og næ. Og selvom medier som Facebook, Instagram og Twitter endnu ikke er hans hverdag, så er han længe bekendt med at alt det man ikke ved, ikke har og ikke kan - det “søger man på.” “Jo, lad os prøve at se,” sagde jeg. August stillede sig ved min side. Som han stod der ved siden af mig i stolen, var vi nærmest lige høje. Han lagde sin ene arm om nakken på mig, så han kunne få sit hoved helt tæt på mit. Synkront kiggede vi ned på iPhonen i mine hænder. “Vi starter på Twitter," sagde jeg med højtidelig stemme. Nærmest som om jeg i bedste Sherlock Holmes-stil havde bebudet hvor jeg mente vi kunne finde morderen. “Hvis nogen ved noget, om noget der sker lige nu, så er det på Twitter!” fortsatte jeg med samme “nu skal far lige fixe det”-højtidelighed i stemmen. Til min store overraskelse - og til Augusts store ærgrelse - viste det sig, at der ikke var noget at finde på Twitter. I hvert fald ikke noget vi ikke allerede selv vidste. I stedet tegnede sig et omrids af, at det, vi var vidner til, var noget ganske særligt. 10 minutter senere havde jeg været mine “usual suspects” af nyhedskanaler og websites igennem. Jeg drejede langsomt hovedet og så på August. “Alt er væk” sagde jeg i en blanding af oprigtig forundring og betagelse. “Deres website er væk, deres YouTube-videoer er væk, deres Instagram-billeder er væk og deres 15.000 post på Twitter er væk. Alt er simpelthen væk.” Den sidste sætning mumlede jeg mest for mig selv, for lige at smage på, hvad det var jeg havde erfaret på min rundtur rundt i cyberspace. “Det eneste der er, er det samme sorte hul, som vi ser på vores skærme," fortsatte jeg og så begejstret på August. August delte på ingen måde min faglige-nørde-begejstring over det digitale-event-marketing-gimmic mesterværk, jeg netop var ved at forstå omfanget af. “Kommer Fortnite så aldrig tilbage?” spurgte August med slet skjult frygt i stemmen. “Jeg ved det ikke” - sagde jeg og skjulte et smil på læben. Cirka 39 timer og 56 minutter senere (men hvem tæller) ringede min telefon. Det var et FaceTime-opkald fra August. Jeg var på kontoret et par timer, og han havde fået lov til blive hjemme. Halvvejs gennem min “Hej August”-sætning, afbrød han mig. “Far, nu sker det," nærmest hviskede han, mens han skiftede kamera-input så jeg ikke længere kunne se August, men i stedet kunne se det han så. På skærmen kunne jeg se et udsnit af Augusts værelse, nærmere bestemt hans skrivebord og computerskærm. På computerskærmen kunne jeg se den, nu alt for velkendte, mørke skærm, med det svagt pulserende sorte hul i midten. Det lignende sig selv - som det havde set ud lige siden vi så det første gang. Men det svage puls af lys rundt om hullet var taget til. Pludseligt i et digitalt “big bang” sprang mørket og hullet i stykker i et hav af lys og partikler. Det føltes som om man blev suget med ind i en malstrøm af stjerner og galakser. Men med et tog det hele form, og ud af det kosmiske kaos fødtes en verden - og et nyt kapitel af eksistens. Det var betagende at se på! August brød radiotavsheden: “Far, jeg er nødt til at lægge på nu - jeg skal ‘in-game’!” Fortnite Chapter 2 var en realitet - og efterårsferien var reddet!

Annonce