Annonce
Debat

Dem, der tror, at klimatosser er tosser, har intet fattet

Tosseri: Det vil gå over i historien, at Pia Kjærsgaard på EU-valgaftenen på TV, med røde kinder brugte udtrykket klimatosser om de mange tusinde mennesker i Danmark – og i verden, må man formode - der er så dybt optaget af klimaudviklingen i verden, at de f.eks. finder på at deltage i klimamarcher og demonstrationer. Klimatosser! Tænk, at Folketinget har en formand, der er så tosset, at hun kalder klimabevidste borgere for tosser!

Det er en skændsel. Dette høje embede. Fra dette embede burde der udgå visdomsord, overblik, rummelighed og tolerance, og ikke stupiditet, snæversyn, eksklusion og intolerance.

Jeg forstår nu på en artikel i Berlingske 28. maj, at der i DF’s bagland, fra en lang række lokalformænd, lyder en sjælden hård kritik af partiledelsen i kølvandet på partiets katastrofale EU-parlamentsvalg. De lokale ledere efterlyser en mere offensiv tilgang til klimaudfordringerne. Jeg ved ikke, hvordan partitossen vil fortolke og reagere på dette, men hun kan jo næppe smide de mange lokale ledere ud af partiet.

Tosser er de, der ikke forstår, hvad der sker i verden og i Danmark, og hvad der derfor er behov for. Det fik jeg en meget bevægende og stærk oplevelse af den selvsamme morgen, hvor Berlingske bragte denne nyhed. Jeg deltog i et møde på Gentofte Kommunes rådhus. I én af kommunens folkeskoler (Maglegårdsskolen) har man gennem et års tid arbejdet med at uddanne børn og unge til at blive bevidste verdensborgere med viden om bæredygtighed, klimaudviklingen, FN’s verdensmål mm. Jeg overværede denne morgen, hvordan nogle af eleverne fremlagte resultaterne af arbejdet med disse emner. Med på internetforbindelser var mennesker fra bl.a. Milano, Zürich og Boston. Jeg overværede denne morgen, hvad nogle af disse klimatosser véd, tror, håber og gør – og jeg kan sige: De er ikke tosser.

Annonce
Steen Hildebrandt
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Blog

Blog: Kampen om Kongelunden

Hvor mange af Aarhus´ byrådspolitikere har fri adgang til AGF´s kampe? I og for sig et ret ukompliceret spørgsmål at få besvaret, ikke? Så jeg sendte i god tro en mail til kommunaldirektøren for Aarhus kommune. Der skete ikke det store. En kommunaldirektør har mange vigtige sager at tage sig af, så håbet var vel bare, at det lille ”?” var sendt nedad. Nå, ja! Nu skal man jo ikke komme med udokumenterede påstande, end ikke i en blog, der står for tastaturantens egen regning. Samme mail, men nu i ny retning: Kulturrådmanden og pressechefen. Her var der hul igennem. Pressechefen replicerede: ”Det er byrådsservice i Borgmesterens Afdeling, der kan svare på dette. Jeg tillader mig derfor at sende spørgsmålet videre til dem”. Den mail var fra d.4. november. Åbenbart er det en større sag for byrådsservice at servicere. Jeg troede i min indgroede naivitet, at man ”vidste sådan noget”. Men det gør man ikke, eller måske man ikke ønsker at oplyse om det! Jeg mener blot, byrådspolitikere får honorar for deres arbejde, inkl. en som bekendt ret favorabel orlovsordning. Så burde det ikke være god skik og brug, at alle ”frynsegoderne” også er offentligt kendte. Nu synes jeg jo ikke, at kulturrådmanden skal betale entré for at klippe snoren til åbningen af et nyt hus i den gamle by. Men der er vel andre ”gratis adgange”, som ikke så indlysende. Det er lykkedes mig én (og sikkert sidste) gang at få fedtet mig ind i VIP-loungen uden at slippe en slante, som det hed dengang AIA, var store i århusiansk fodbold. Og derinde, på ryggen af de gamle stadionhaller og med store panoramavinduer ud mod banen, åbner sig en ny verden, ukendt for den, der er vant til at snige sig ind gennem tælleapparaterne med sin selvfinansierede billet og reservationen til et af de solblegede, fesengrønne plasticsæder. Herinde i varmen er der bløde sæder, mad, snacks og drikkevarer. Rundt om bordene sidder i fortrolig snak adskillige kendte, nogle blot lokale koryfæer, andre med genkendelsesfaktor uden for kommunegrænsen. I min egen beklemte, ubekvemme ukendthed er udvejen at få hamstret en sodavand og hilse på serveringspersonalet, som er lige så ukendte, som jeg er. Men her sidder de altså. Forretningsfolk, sponsorer, popmusikere, gamle fodboldstjerner, klubbosserne, deres håndlangere og minsandten også nogle af byens betroede politikere. Gad vide, hvad de taler om? Dagens kamp? Måske, men ifølge en af mine døtres speciale om beslutningsprocesser i det offentlige regi foregår de ofte ved kaffemaskinen, uformelt, uforpligtende, uden for referat. Befinder jeg mig i en VIP-lobby, hvor trafikken går den modsatte vej? Hvor de indflydelsesrige og beslutningstagerne er inviteret ind på lobbyisternes slagmark på en fri ”transfer” eller? Et par timer inden AGF-Brøndby-kampen (på trods af løbebanen, eller måske mere på grund af en kompetent, no-nonsense-træner vandt AGF fortjent 2-1) mødte jeg bag stadion en af kvarterets beboere, som hilste venligt og lettere indigneret spurgte mig, hvad jeg syntes om stadion-planerne med væddeløbsbanens inddragelse etc. Opildnet af min lydhørhed skosede hun de sammenspiste, teflonbelagte, socialdemokratiske cand.scient.pol-drenge, som åbenbart er Aarhus´ nye herskende klasse. Hvis de vil have projektet gennemført, får de deres vilje! Men så slemt bliver det bare ikke. Når pengestærke, gavmilde givere kan give kommunen 500 millioner kroner til at ”løfte” hele området med Friheden, Stadion, Arenaen, JVB, skovene og Mindeparken, og vel at mærke uden at plastre til med boliger på væddeløbsbanen, så ånder alt idyl. Der er dog et andet men: AGF-direktør Jakob Nielsens ønskestadion koster alene 400 millioner kroner. Det giver jo ikke mange midler til et fuldblods atletikstadion, løsning af det evigt tilbagevendende trafikale kaos (der bliver endnu værre med Mols-linjens flytning) og så det helt indlysende behov, Aarhus har: Den store, indendørs multiarena, der kan matche Københavns royale arena og Hernings "Boksen", og som vil være en langt bedre investering for kommunen end et nyt stadion.

Aarhus

Tivoli Friheden vil bygge en ny scene

Annonce