Annonce
Aarhus

Den besværelige tilblivelse: Rådhusklokkerne - en folkegave

Det fredede klokkespil er tegnet af Erik Møller. Ved indvielsen i 1948 talte det 26 klokker, men blev i 1964 udvidet til 43, da man derved kunne dække en større toneskala og gøre det mere anvendeligt til koncerter. Med den nylige renovering er de 43 klokker blevet til 48. Den mindste klokke vejer 8 kg, og den største vejer over to tons. Foto: Børge Andre Venge, 23.05.1959. Original i Aarhus Stiftstidendes Billedsamling, Rigsarkivet, digital kopi ved Aarhus Stadsarkiv.

Hvis man lytter godt efter, vil man opdage en usædvanlig lyd midt i byens støj. Byens ikoniske rådhustårn har fået sit klokkespil tilbage, efter at det siden 2015 har været på rekreation i Holland. Klokkerne var oprindeligt en folkegave, støbt af metal doneret af 6000 borgere. Aarhus Stadsarkiv fortæller i denne uge om rådhusklokkernes besværlige tilblivelsesproces.

Da tagkonstruktionen over klokkespillet i tårnet på Aarhus Rådhus blev ødelagt af stormen Dagmar i januar 2015, havde klokkerne længe haft problemer med at ramme kammertonen. De spillede simpelthen falsk.

Det var problematisk at afvikle kvarter- og timeslagene, og klokkerne havde ikke spillet en koncert siden 2006.

Det var derfor på tide at få renoveret de næsten 70 år gamle klokker, og i maj 2016 blev spillet taget ned og sendt til et klokkestøberi i Holland.

Oprindeligt var det slet ikke meningen, at Aarhus Rådhus skulle have et tårn og dermed heller ikke et klokkespil.

Arkitekterne Arne Jacobsen og Erik Møller ville opføre et funktionalistisk og "åbent" bygningsværk, som bød borgerne velkommen. De mente, at et tårn ville symbolisere en autoritet, som ikke hørte et moderne rådhus til.

De århusianske borgere var imidlertid uenige. De ønskede et vartegn for Aarhus, og derfor måtte de to arkitekter bøje sig for folkestemningen og tilføje et tårn på tegningerne af det forestående rådhusbyggeri.

For at kompensere for det æstetetisk tunge og pompøse udtryk tilføjede Arne Jacobsen et udvendigt skelet på det 60 meter høje tårn.

Efterfølgende sagde man i spøg om tårnet, at bygningsarbejderne havde glemt at fjerne stilladserne, da de færdiggjorde arbejdet.

Annonce

Kaffekander og lysestager forsvandt i brønden

Når nu byen havde fået et rådhustårn, måtte man også have et klokkespil, og denne beslutning faldt smukt sammen med fejringen af byens 500-års-jubilæum i 1941.

Det blev borgerne i Aarhus, som kom til at stå for at fremskaffe materialerne til at støbe klokkerne af.

Byens betydningsfulde mænd og pressen samledes til et møde på Hotel Royal, og her nedsatte man en borgerkomité, som besluttede at konstruere en gavebrønd på Clemens Torv.

Her kunne byens borgere donere deres gamle kaffekander, lysestager og andre metalgenstande. Over 6000 Aarhus-borgere donerede over syv tons kobber, bly, messing og tin til projektet samt 96.131 kr. i mønt.

Desværre satte den tyske besættelse en midlertidig stopper for processen, da der var forbud mod omsmeltning af metaller. Af frygt for værnemagtens beslaglæggelse af borgernes folkegave blev metallet doneret til Aarhus Belysningsvæsen, som kunne bruge det til produktion af ledninger og kabler.

Da krigen var forbi, blev et tilsvarende kvantum kobber leveret tilbage, og belysningsvæsenet ydede oveni et lille tilskud til støbning af klokkerne.

Med krigens afslutning var det umiddelbart på tide at påbegynde klokkestøbningen, men opsætningen af det længe ventede klokkespil måtte endnu engang udsættes.

I foråret 1945 var Aarhus Rådhus nemlig blevet udsat for schalburtage, da den berygtede "Peter-gruppe" detonerede en bombe ved administrationsbygningen ud mod Rådhusparken.

De 60 kilo plastisk sprængstof, som de havde brugt til formålet, forårsagede massive ødelæggelser i betonpiller og kontorer, og så måtte opsætningen af klokkespillet vige til fordel for de omfattende reparationer af bygningen.

Byens kendingsmelodi

Endelig, 7. august 1948, kunne klokkerne indvies med en stor, århusiansk folkefest.

Man havde indkaldt en klokkenist fra Belgien til at forestå indvielseskoncerten. Repertoiret indeholdt blandt andet Kong Christian, Der er et yndigt land, og Händels Largo.

Det var klokkespillets nye kendingsmelodi, forårsvisen In Vernalis Tempori, som indledte koncerten. Melodien blev skrevet i slutningen af 1400-tallet af rektor ved Aarhus Katedralskole, Morten Børup og har gennem 600 år været Katedralskolens melodi, som blev sunget hvert forår, når de nye studenter sprang ud.

Det er brudstykker af denne gamle melodi, som stadig anvendes ved kvarter- og timeslagene, og den fulde melodi spilles hver dag kl. 12.00.

Klokkespillet blev genindviet i forbindelse med Aarhus Festuge i Kulturhovedstadsåret 2017.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Læserbrev

Læserbrev: Gå- og cykelgader i midtbyen

Søren Kierkegaard har sagt: ”Af alle latterlige Ting forekommer det mig at være det allerlatterligste at have travlt.” Mit ærinde er at få person-mobilitet i midtbyen til at glide på en god måde. Og derfor foreslår jeg kombinerede gå- og cykelgader i store dele af det centrale Aarhus. Det skal omfatte midtbyens gamle og smalle gader, hvor der ikke er plads til at etablere cykelstier og reelt heller ikke til gennemgående biltrafik, hvis gående skal kunne færdes sikkert her. Det omfatter ikke de nuværende gågader, som fortsat skal være forbeholdt gående. Ej heller nuværende cykelstier. Men de erstatter de nuværende ’cykelgader’, som ikke rigtigt fungerer, fordi trafikken her fortsat foregår på bilernes præmisser og skaber farlige situationer. Se på Mejlgade. Kun de bløde trafikanter har adgang. Fodgængere, løbehjul, skateboard, cykler og måske andre små el-køretøjer blander sig mellem hinanden. Området og gaderne er markeret og utvetydigt skiltet, så selv de mest retningsforvirrede turister forstår det. Fodgængerne har som den ’svageste’ gruppe fortrinsret. Ellers er konceptet, at alle tager hensyn til hinanden – det er den eneste regel. Og det indbefatter naturligvis, at der kun må køres eller cykles i et beskedent tempo. Beboerne kan sive ind og ud med deres biler. Ligesom den nødvendige varetransport. Desuden kan der være adgang for små grønne el-taxaer med en særlig tilladelse, så alle har mulighed for adgang. Og naturligvis skal der være nogle få større trafikårer ind i centrum til den øvrige bil-, bus- og cykeltrafik. Som vi kender det i dag. Kan denne ’sammenblanding’ nu lade sig gøre? JA. Jeg har set det fungere i Bergen, som har en masse bycykler, som kører overalt uden problemer. Og jeg mener, at når vi blot ved, hvad betingelsen er, nemlig at der her skal være plads til alle, så får vi dét til at fungere. Det er vores ansvar, hver især. Det kræver, for det første, at vi tager ansvaret på os og viser hensyn, og for det andet, at vi giver os tid – og her kommer Søren Kierkegaard ind – da det ikke lader sig gøre, hvis vi er fortravlede og stressede. Vi kan godt tage 10 minutter tidligere afsted. Vi kan godt tage det roligt, når der opstår uforudsete ting og forhindringer - for det gør der altid, før eller siden - det er et vilkår i trafikken. Vi kan anerkende, at vi ikke hjælper nogen som helst – og da slet ikke os selv - ved at fare sted og konstant have travlt. Tværtimod. Det hindrer os i at være til stede og omgås andre på en god, rummelig og hensynsfuld måde. Udover hensynsfuldheden gælder trafikkens gyldne hovedregel selvfølgelig; nemlig at køre, gå eller bevæge sig efter forholdene. Og det gør vi altså bedst på den Kierkegaardske måde…

Annonce