Annonce
Østjylland

Den brune fortid plager Slesvig-Holsten

Som efterfølger for Hitler fik storadmiral Karl Dönitz lov til fortsat formelt at være Tysklands regent efter kapitulationen. Først den 23. maj 1945 arrestererede briterne admiralen og de øvrige medlemmer af den såkaldte rigsregering.

En uheldig rundspørge har endnu engang mindet slesvig-holstenerne om en fortid, der var mere nazistisk end i de fleste andre egne af Tyskland.

Lige syd for den dansk-tyske grænse har en spørgeundersøgelse blandt de frivillige brandfolk i Slesvig-Holsten vakt voldsom vrede. For blandt de mange, relevante spørgsmål om uddannelsesønsker og arbejdsvilkår var der også adskillige punkter af mere sprængfarlig, politisk karakter. Konkret skulle deltagerne således tage stilling til, om Hitler ville være blevet betragtet som en stor statsmand i eftertiden, hvis det ikke havde været for mordet på seks millioner jøder. Et andet spørgsmål gik på, om et diktatur under særlige omstændigheder kunne være den rette styreform.

Adskillige brandfolk rasede og følte sig mistænkeliggjort som højreradikale. Sagen udløste da også debat og presseomtale i hele forbundsrepublikken. For selv 73 år efter krigens afslutning er nazitiden fortsat et uhyre følsomt tema.

I Slesvig-Holsten er fortiden endda en tand mere ømtålelig end i så mange andre egne af Tyskland. Man er lidt flovere end de fleste. Men der er også nok at skamme sig over.

Få steder i Tyskland var opbakningen til de brune rottefængere større end i den nordligste del af Tyskland. Endnu færre steder blev opgøret med fortiden så lemfældigt som i Slesvig-Holsten. Og absolut ingen steder i Tyskland regerede nazister så længe som i denne landsdel.

Annonce
SS-generalen Heinz Reinefarth stod i spidsen for Warszawas udslettelse under den polske opstand. Efter krigen blev han valgt som borgmester i byen Westerland på Sild.

Masser af stemmer

Allerede fra 1928 fik NSDAP solid opbakning specielt i det sydlige Slesvig-Holsten, hvor der var op til 18 procent nazistiske stemmer. Senere gik det bare bedre og bedre - eller måske snarere værre. Fremgangen kulminerede ved det sidste, helt demokratiske valg i 1933, hvor nationalsocialisterne erobrede knap halvdelen af samtlige stemmer. I nogle amter lå opbakningen på svimlende 70 procent.

Efter magtovertagelsen fulgte de velkendte udskejelser, hvor de forsvindende få jøder, nemlig cirka 3000, blev forfulgt og i sidste ende for manges vedkommende myrdet. Ligeledes blev cirka 3000 såkaldt asociale og psykisk handicappede opsporet. Hvor mange af disse, der blev sendt i døden, er aldrig til fulde blevet opklaret.

Til gengæld står det fast, at der blev oprettet koncentrationslejre i Kiel, Slesvig, Kaltenkirchen og Ladelund. Og hvis det sidste stednavn lyder ganske dansk, er det ingen tilfældighed. Koncentrationslejren lå kun få kilometer syd for grænsen, og stedet blev rammen om ubegribelige lidelser for cirka 2000 politiske fanger og modstandsfolk, der fra 1944 blev "udstationeret" fra Neuengamme. Først og fremmest var de indsatte hollændere. Men også danskere blev placeret i lejren, hvor omkring 300 ikke overlevede smuds, mishandling, epidemier, manglende ernæring og ekstreme, fysiske anstrengelser ved vejbyggeri og etablering af pansergrave.

Slesvig-holstenere spillede også en særlig rolle under besættelsen af Norge og Danmark. Mange indbyggere kendte forholdene i Skandinavien og kunne i det mindste gøre sig forståeligt på dansk. For dansksindede sydslesvigere var tjenesten nord for grænsen naturligvis en forbandelse som tysk besættelsessoldat i den nation, man opfattede som sit egentlig fædreland. Men andre dansktalende med tysk sindelag fulgte kun alt for gerne ordre.

Til dem hørte Gestapo-manden Hans Hermannsen, der fra 1940 ledede jagten på venstreorienterede i Danmark. Hans grundige arbejde medførte, at dansk politi i 1941 kunne arrestere omkring 300 danske kommunister.

Den på overfladen joviale politikaptajn med det fine dansk nød bemærkelsesværdigt nok en vis folkelig og politisk popularitet i Danmark, hvilket førte til kælenavnet "Onkel Hans". Retfærdighedsvist skal det så nævnes, at Hans Hermannsen ved andre lejligheder hjalp nødstedte indbyggere i det Danmark, han ikke ganske vist ikke betragtede som sit hjemland, men formentlig oprigtigt satte pris på.

Hans Hermannsen blev i øvrigt aldrig retsforfulgt. Tværtimod fortsatte samarbejdet med de danske myndigheder også efter krigen, hvor han bistod den danske efterretningstjeneste med at holde øje med kommunisterne, indtil han fredeligt døde i 1952.

Nazi-partiet og dets brune stormtropper i SA blev folkebevægelseer i Slessvig-Holsten. Her dog billede fra rigspartidagen i Nürnberg.

Nazi-regering fortsatte

Krigsafslutningen blev et ganske særligt kapitel i Slesvig-Holsten. Ganske vist kapitulerede den tyske værnemagt betingelsesløst den 8. maj 1945. Men under overvågning af de britiske myndigheder fik storadmiral Karl Dönitz som Hitlers efterfølger lov til at opretholde det tredje riges sidste regering i Flensborg helt frem til den 23. maj, hvor han blev afsat og arresteret. Inden da havde Dönitz blandt meget andet det øverste ansvar for, at mindst otte såkaldte desertører blev dødsdømt og henrettet i tiden efter kapitulationen.

Historikere har siden gisnet om, hvorvidt Winston Churchill ønskede at bevare en vis tysk, militær kommandostruktur i tilfælde af, at det skulle komme til en konflikt med Sovjetunionen. Opklaret er det aldrig blevet. Men sikkert er det, at Dönitz trods en dom for såvel krigsforbrydelser som forbrydelser mod freden slap ganske mildt gennem retsopgøret med ti års fængsel, mens hans militære kolleger generaloberst Jodl og feltmarskal Keitel endte i galgen.

Efter sin løsladelse i 1956 slog Dönitz sig ned i netop Slesvig-Holsten. Her levede han en ganske bekvem tilværelse, hvor han som tidligere, tysk officer fik pension, der blev suppleret med et indtægter fra et forfatterskab og opgaver som hyppigt brugt, historisk kilde hos tyske og internationale tv-stationer.

Dönitz kom ikke til at savne "gamle kammerater" i nabolaget. De slesvig-holstenske myndigheder gjorde lidt eller intet for at opspore naziforbrydere. Frem til 1959 levede for eksempel lægen Werner Heyde upåagtet i Flensborg, skønt han som medicinsk ekspert havde drabene på omkring 100.000 psykisk syge på samvittigheden i forbindelse med Nazitysklands såkaldte autanesi-program.

Gamle kammerater

På ferieøen Sild var Heinz Reinefarth fra 1951 til 1964 borgmester i byen, Westerland, selv om han var mistænkt for krigsforbrydelser. Som SS-general havde Reinefarth overkommandoen, da Warszawa i 1944 blev udslettet i forbindelse med opstanden mod besættelsesmagten.

I slesvig-holstenske Damp levede frem til 2001 den SS-generalmajor Wilhelm Mohnke, som nogen måske husker som Hitlers bunkerkommandant i filmen "Der Untergang".

Hermed nævnes kun ganske få af de fremtrædende nazister, der efter krigen kunne leve en tryg tilværelse i Slesvig-Holsten. Beskyttet blev de af ligesindede i politi og politik.

Brunt demokrati

I 1949 genopstod Slesvig-Holsten som selvstændig delstat efter at have været en prøjsisk provins siden kejsertiden. Demokratiet med frie valg blev atter indført. I ethvert demokrati skal parlamentet være et spejlbillede af befolkningen. Det gjaldt i den grad i Slesvig-Holsten, hvor op til næsten halvdelen af de folkevalgte i delstatsparlamentet i perioder på tværs af partiskel frem begyndelsen var tidligere DNSAP-medlemmer frem til begyndelsen af 1970'erne.

I sådanne politiske omgivelser må lysten til et opgør med fortiden være beskeden. Alt det ved mange slesvig-holstenere den dag i dag og har det rigtig skidt med kendsgerningen. Netop derfor er indbyggerne i Tysklands nordligste forbundsland fortsat meget følsomme, når fortiden som i brandvæsnets rundspørge bliver bragt klodset på banen.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Blog

Blog: Julen varer ikke ret meget længere

For os, der nu er den ældste generation, er det ikke noget problem i hukommelsen at genskabe barndommens lykkeland i 1950’erne. Om man boede i midtbyen, på Trøjborg eller på Frederiksbjerg var et fedt, for det var det samme alle steder: boligblokke i fire-fem etager, der lå i karréer med gaderne på kryds og tværs. Og forsynings-centralerne lå lige henne på gadehjørnerne. Der lå en købmandsbutik på det ene hjørne, en bager på det andet, en slagter på det tredje og endelig en grønthandler på det fjerde. Og der var snesevis af dem, for de lå på hvert eneste gadehjørne overalt i byen. Men i 1960’erne og 1970’erne forsvandt alle disse småhandlende i løbet af en forholdsvis kort årrække; facaderne blev muret til og der blev indrettet hjørnelejligheder i de tidligere butikker. De store supermarkeder tog dem, gik vi og sagde – endskønt købmandens, slagterens og grønthandlerens butikslukning kun kunne tilskrives os selv. Det var jo os – kunderne – som holdt op med at handle hos dem, da vi i stedet søgte indenfor i det spændende supermarked med de bugnende varehylder og de deraf nødvendige indkøbsvogne. Og vi fik da også en form for personlig kontakt med den søde kassedame. Det var dét, der slog købmanden ihjel. Men det var kun indirekte supermarkedets skyld! Og nu gentager historien sig, men denne gang er det udvalgsforretningerne det går ud over. Tøj, sko, isenkram, smykker, bøger and-you-name-it bliver nu ligesom i 1960’erne solgt i nye og anderledes ”butikker” – nu kaldes de bare internettet. Nu skal folk end ikke rejse sig fra sofaen længere for at handle, hvorfor historien gentager sig: det er heller ikke nyheden e-handel, som nu er skyld i at de små fysiske butikker får det sværere og sværere – det er og bliver os, kunderne, der er begyndt at handle anderledes. Det hele skal naturligvis ses i sammenhæng med, at handels-uvidende byrådsmedlemmer og deres tilsvarende embedsmænd ommøblerer byen, så den sidste lyst, kunderne måtte have for at tage ind i city for at købe varer, nok også skal blive elimineret. Det bliver gjort vanskeligere og vanskeligere at køre rundt i byen – og det bliver efterhånden komplet umuliggjort at finde parkeringspladser. Det sidste fordi kommunen fjerner alle gammelkendte p-pladser for at tvinge bilisterne til at bruge kommunens egne p-misfostre Navitas og Dokk1 – som dog aldrig, aldrig, aldrig nogensinde bliver rentable, fordi de er placeret komplet tåbeligt i forhold til byens handelsliv. Butikker lukker vedvarende i hobetal. Det sker på daglig basis. Og som noget helt nyt ser vi nu også gamle, fine, velanskrevne og –konsoliderede firmaer indskrænke og lukke tabsgivende filialer, simpelthen for at rebe sejlene. Noget de store kædefirmaer af prestigemæssige årsager ikke tidligere har beskæftiget sig for alvor med – men nu udvises rettidig omhu og damage control. Så kig dig derfor godt rundt omkring på alle juledekorationerne, når du i disse dage er ud at købe julegaver. For det er meget tænkeligt, at julen ikke varer så meget længere. I takt med at der bliver færre butikker med næsten ingen omsætning fordi vi køber det meste på nettet, så bliver der heller ikke råd til for gadeforeningerne at sætte julepynt op. Flere af byens kendte handelsgader har jo allerede for længst fravalgt juledekorationerne, og indenfor en kort årrække kommer Strøgets flotte stjernehimmel formentlig heller ikke op. Det koster hvert år en halv million kroner, men med flere og flere ikke-betalende medlemsbutikker, bliver det jo umuligt for Strøgforeningen at finde økonomi til at bruge så mange penge på julelys. Men vi kan ikke stoppe det. Man har aldrig kunne stoppe naturlig udvikling. I 1960’erne buldrede supermarkederne frem og nu om dage er det så handlen på nettet. Det står ikke til at ændre. Det eneste vi så bare skal huske på, når vi om nogle år savner de hyggelige julelys i gaderne, er årsagen til, at der ikke længere er råd til den glædelige julehygge. Der er for få fysiske butikker til at betale.

Aarhus

Turbåd inspiceret efter at kvinder faldt i havnen: Søfartsstyrelsen fandt mangler i forbindelse med sikkerheden

112

Forundret formand for Vejlby-Risskov Hallen: Er uforvarende blevet en del af svindelsag i Forsvaret

Annonce