Annonce
Indland

Den danske frihedskæmper Lis Mellemgaard er død

Linda Kastrup/Ritzau Scanpix
Lis Mellemgaard, der var medlem af modstandsgruppen Holger Danske, er død. Hun blev 95 år.

Den danske øjenlæge Lis Mellemgaard, der er kendt for sin tid i modstandsbevægelsen Holger Danske under den tyske besættelse, er død.

Det oplyser familien i en dødsannonce på hjemmesiden afdøde.dk.

Lis Mellemgaard døde den 5. juli og blev 95 år.

Hun var født i København og blev uddannet læge fra Københavns Universitet i 1952, skriver Kristeligt Dagblad i en nekrolog.

Hun videreuddannede sig efterfølgende til speciallæge i øjensygdomme, og fra 1970 havde hun praksis i Hillerød.

Hun var gift med overlæge Kresten Mellemgaard, som døde i 2007. Sammen fik de tre børn.

Lis Mellemgaard gik i 1930'erne ind i den grundtvigiansk-inspirerede politiske bevægelse Dansk Samling.

Bevægelsen blev efter den tyske besættelse i 1940 også en af de måder, hvorpå man kunne komme i forbindelse med modstandsbevægelsen.

Som medlem af modstandsgruppen Holger Danske arbejdede Lis Mellemgaard på et illegalt trykkeri. Og i krigens sidste periode bevægede hun sig ind på mere farlige områder.

Det har Information tidligere skrevet i en artikel om Holger Danske-gruppen.

Blandt andet begyndte hun at beskæftige sig med at skygge stikkere eller begå indbrud i mistænktes lejligheder for at skaffe beviser for, at de virkelig var stikkere.

I de sidste måneder af krigen blev mange modstandsfolk henrettet eller dræbt af tyskerne. Herunder syv fra den gruppe, som Lis Mellemgaard tilhørte, der blev anholdt i februar 1945.

Hun undgik selv at blive anholdt, fordi hun var syg med en streptokokinfektion og derfor ikke opholdt sig i den bygning i Skindergade, hvor gruppen holdt til.

Lis Mellemgaard udgav i 1998 en erindringsbog under titlen "Pige i modstandskampen".

Hun er blevet tildelt flere hædersbeviser. Herunder Dronning Ingrids Mindemedalje, en livsvarig tildeling af Frihedsfondens Hædersgave og Gudmond Schacks Mindelegat. Det skriver Kristeligt Dagblad.

/ritzau/

Annonce
Link til dødsannoncen på afdøde.dk
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Blog

Små og store skridt mod vægttab

Uanset om man er sundhedsprofessionel eller privatperson, kan man nogle gange opleve at have rigtig store ambitioner på andre folks vegne. Det kan være, man sidder og taler med en ven eller patient, som ofte er rigtig ked af sin overvægt, og som nu proklamerer, at han vil skære ned på colaen. I sådan en situation kan den lyttende få tanken: ”Ja, det er meget godt, men det er jo ingenting i forhold til de ændringer, du burde lave – det dér alene kommer jo ikke til at gøre en forskel!” Den lyttende tænker måske, at for denne person er der rigtig mange andre kostændringer, som er meget mere relevante at tage fat på, og som i meget større omfang ville have en indflydelse på udseende eller sundhedstilstand. Og hvad med fysisk aktivitet og søvn og alkohol og …? Sådan en tanke kan på sin vis virke rationel nok: hvis en person eksempelvis udtrykker bekymring over risikoen for livsstilssygdomme, giver det jo mening for omgivelserne at tænke, at så bør personen sætte ind med de ændringer, der vil reducere risikoen mest muligt, hurtigst muligt. Omgivelserne kan måske endda opfatte det som deres pligt at sige: ”Det dér er bare ikke nok – du kan stadig få diabetes!”, og derefter gå i gang med at opliste alt det, der burde ændres i stedet. Måske er det ment som et forsøg på at redde den anden fra at bruge cola-reduktionen som en sovepude, eller fra at blive skuffet, når resultaterne udebliver. Man kan imidlertid også se på såkaldte ”små skridt” på en helt anden måde. For det første: det kan være, det er et rigtigt stort skridt for denne person! Det, der ville være let for dig at opgive, kan være en kæmpe sejr for din ven eller patient. For det andet: måske er det lige netop denne ændring, der kan give personen troen på, at andre ændringer kan lade sig gøre – at lykkes med dette skridt styrker troen på, at andre ændringer også kan lykkes, og dermed sandsynligheden for, at personen overhovedet gør forsøget med de andre ændringer. For det tredje: der kan være en grund til, at personen valgte lige præcis colaen, og ikke kagerne eller pizzaerne – lige præcis dén adfærd kan repræsentere noget helt individuelt, som gør det vigtigt at starte der. Når en person udtrykker intention om en livsstilsændring, som du finder for lille eller irrelevant, vil det sandsynligvis ikke have en god effekt på motivationen, hvis du går i gang med at argumentere for andre og mere omfattende ændringer. I stedet kan du prøve at gøre følgende: Anerkend den andens lyst til at handle på problemet og hans/hendes tro på, at dette første skridt kan lykkes (husk at du ikke ved, hvor stort et skridt det er for den anden), ved eksempelvis at sige: ”Du har tit nævnt dine vægtbekymringer, og nu har du fundet en sted, hvor det giver mening for dig at starte – dejligt for dig!” Vær nysgerrig og stil spørgsmål som: ”Hvorfor har du valgt at starte med netop det? Hvad tænker du, at der sker, hvis du lykkes med den ændring?” Det kan være, at den anden selv får nyt perspektiv på sin plan ved at udtrykke den til andre. Hvis du som fagperson føler dig forpligtet til at give information om, hvilke effekter man kan forvente af den foreslåede forandring, skal du selvfølgelig gøre det, men undersøg først, hvad personen allerede ved – måske er de udmærket klar over, at dette skridt i sig selv ikke gør underværker, og planen har hele tiden været, at det blot var en prøveballon, en start, en opvarmning, der skal give mod på mere. Men det, at de selv har valgt, hvor der skal startes, kan gøre en stor forskel for motivationen i det lange løb.

112 For abonnenter

Spark, slag og knivstik mens offer lå ned: Fem gerningsmænd på fri fod

Annonce