Annonce
Kultur

Den ene er 68, den anden 34: To vildbasser skaber kunst sammen

Der står malerier og andre værker overalt i Hans Krulls atelier i Lystrup. Her drøfter Peter Birk (til venstre) og Hans Krull den kommende udstilling. Foto: Axel Schütt
Maleren Hans Krull og graffitikunstneren Peter Birk laver udstilling sammen i Galerie Parnasse i Aarhus.

AARHUS: Den ene er dobbelt så gammel som den anden, men de har fundet sammen i et frugtbart, farverigt og fyndigt samarbejde.

Hans Krull er maler af den mere traditionelle, men vilde slags, og Peter Birk er barn af graffitikunsten og dens metoder og traditioner.

Krull er 68 år og Birk 34, og lige nu folder de sig bogstaveligt talt ud i Hans Krulls store værksted i Lystrup. Der står malerier og linoleumstryk overalt, men der er system i rodet og gang i sagerne.

De får hjælp af yderligere to mand, som bistår med at lave linoleumstryk af de værker, de har lavet til det.

Vi andre kan alle få deres værker at se, når de udstiller dem hos Galerie Parnasse i Rosensgade 22 baggården i Aarhus fra 29. februar.

- Jeg har næsten altid arbejdet sammen med andre om mine værker, siger Hans Krull.

- Og jeg har lært en masse af at arbejde sammen med Krull, siger Peter Birk.

Annonce

Udstillingen

Galerie Parnasse, Rosensgade 22 (baghuset), Aarhus. Hans Krull og Peter Birk. Fernisering lørdag 29. februar kl. 12-16. Kan ses til 27. marts.

Ud i verden

Et halvt hundrede værker skal de have klar til udstillingen, der - som de siger - virkelig bliver en manifestation af deres samarbejde. Deres hidtil mest grundige samarbejde.

Det har stået på i mere eller mindre omfang, siden de to mødtes i forbindelse med den street art-festival, som Aarhus Festuge har haft de sidste fire år på den afspærrede del af Frederiks Allé mellem rådhuset og Musikhuset.

Hans Krull har boltret sig i Aarhus i mange år, og hans kunst kan ses mange steder, ikke mindst Mågekysset på en gavl i Fiskergade.

Peter Birk har udmærket sig med Galleri Grisk, der først var i Klostergade og nu i Æggepakkeriet i Carl Blochs Gade.

Han var kun 16 år, da han ville ud i verden fra Horsens, hvor han boede dengang. Han var bidt af graffiti.

- Kom nu i gang, tænkte jeg altid. Vi skal have noget lavet, og det kan ikke gå hurtigt nok.

Ingen hindringer var for store for ham. Han rejste til Berlin, Amsterdam og andre steder og malede graffiti på huse og togvogne. Så meget, at han har måttet betale sin pris for det, når det blev opdaget, at han var afsenderen.

Blad fra London

Han blev ved alligevel.

- Jeg var ikke altid stolt, når jeg blev snuppet, men heller ikke flov, siger han, der har tegnet, siden han var barn.

- Da jeg var ti år, kom en af de større drenge i Hedensted, hvor jeg boede dengang, med et blad fra London fyldt med graffiti. Det blev jeg grebet af og kunne se et formål med at tegne, og med tiden blev det det eneste, det handlede om for mig, siger Peter Birk.

Han er glad for, at han har mødt Hans Krull.

- Jeg vidste, han var der. Han har jo stukket ud, men jeg havde aldrig mødt ham før street art-festivalen. Han lærer mig en masse, giver mig mange fif og ideer, og jeg har taget dem til mig i rigt mål. Vi har en del til fælles, siger Peter Birk.

Udstillingen rummer såvel værker, de to har lavet hver for sig, som fælles værker. Et af dem er et kæmpestort maleri på to gange tre meter. Som altid farverigt.

Keld Preuthun (til højre) og Mads Kjær (til venstre) hjælper Hans Krull (med hat) og Peter Birk med at trykke værker til udstillingen. Foto: Axel Schütt

Kørte galt

Humøret og talegaverne fejler som sædvanlig ikke noget hos Hans Krull. Men han går med stok.

- Jeg er lige til dødkogeriet, siger han med et stort smil.

Han var så uheldig at køre galt på sin scoopter for et par uger siden, at blive kastet af den og være bevidstløs.

- Jeg kom på sygehuset og blev scannet, fordi der var tvivl om, om jeg havde brækket ryggen. Så galt var det heldigvis ikke. Men jeg er stadig øm, fortæller han.

- At arbejde sammen med andre giver ofte bedre resultater, end når man bare er sig selv. Det har jeg praktiseret i mange år, helt fra Per Kramers tid og Ingmar Kronhammar.

- Det er nok medfødt og stammer fra dengang, jeg lå i min mors mave sammen med min tvillingesøster Gretha, at jeg aldrig har kunnet undvære selskab, siger Hans Krull.

- Jeg har altid tegnet og malet på alting ligesom Peter Birk. Det er derfor, jeg har købt mit eget værtshus, Under Masken. Der kan jeg tegne på væggene, siger Krull, der også hentede russiske og polske kunstnere til Aarhus, dengang Hotel Royal skulle udsmykkes.

Krull er uddannet på akademiet i Krakow i Polen, og hans afdøde kone Maria var fra Polen.

Det her er så en kathat, siger Hans Krull og lader Plet ligge på sit hoved. Foto: Axel Schütt

Residence på Bali

Krull og Birk har skabt nye muligheder for internationalt samarbejde. På Bali har de lavet et art residence, hvor kunstnere fra alle lande kan komme, bo, arbejde og påvirke hinanden.

- På Bali er jeg jo kommet i mange år, siger Krull, og Peter Birk føjer til, at i hans Galleri Grisk kommer der kunstnere fra både Canada, Rusland og Tyskland med flere.

- Jeg er flasket op med at arbejde sammen med andre, og at vi hjælper hinanden. Jeg har sovet på mange sofaer i Berlin, og i det miljø, jeg kom i dengang, var det en selvfølge, at der altid var nogen, der tog imod én, når man havde brug for det.

- Vi er kosmopolitter, siger Hans Krull.

Annonce
Annonce
Danmark

Her er de nyeste corona-tal:

Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
AGF

Fra 10-15 millioner til uvished om AGFs regnskab: - Vi kan simpelthen ikke regne ud, hvilket resultatet vi ender med

Læserbrev

Læserbrev: - Kommer du og henter mig?

I min familie er opbakningen til et stærkt velfærdssamfund vokset ud af afhængighed. Min fars familie bærer nemlig på en arv, som ikke står i banken. Ikke at min fars familie er fattig. Farfar var en dygtig blikkenslager, og der stod gerne en Borgvardt eller Opel i garagen i selvbyggerhuset i udkanten af Viborg. Men der var også noget andet: Hunting-tons Sygdom, som er en modbydelig, genetisk betinget, arvelig, neurologisk sygdom. Desværre er den også uhelbredelig. Den kan minde om demens og svækker støt den syge, til modstandskraften er væk. Mange får symptomer i fyrrerne, men min egen far blev heldigvis først mærkbart syg, da han kom i tresserne. For et par år siden fungerede det ikke længere med at bo selv, og han flyttede på plejehjem. Det betyder også, at vi hører til de familier, som virkelig er mærket af dette forårs coronakrise. Min far kan ikke modtage besøg, vi kan ikke tage ham med på tur, og de løbende leverancer af smøger, blomster og søde sager må afleveres til personalet i indgangen. Det er ganske fornuftige forholdsregler, for min far, og sikkert mange af de øvrige beboere, er naturligvis i risiko for at blive alvorligt syge, hvis corona-virusset får lov at sprede sig på plejehjemmet. Men det er svært at forstå for en mand, der længes efter at komme ud og besøge sine børnebørn. "Kommer du og henter mig?", blev han ved med at spørge, da vi talte sammen i telefonen forleden. Men nej, Gamle, det gør jeg ikke. Vi må, ligesom resten af Danmark, gøre, hvad vores hjerne siger, er fornuftigt, i stedet for hvad vores hjerte siger, er det rigtige: Vi må slutte os til den imponerende, kollektive kraftanstrengelse, som danskerne i disse uger udfolder for at knække den smittekurve, som statsminister Mette Frederiksens pressemøder har indprentet i alle danskeres bevidsthed. Og nu tyder tallene på, at det er ved at lykkes, fordi vi i fællesskab agerer fornuftigt og holder sammen ved at holde afstand. Hvad min far angår, ved jeg, at han er i gode hænder. Han siger selv, at han aldrig har boet et bedre sted i hele sit liv. Det synes jeg måske nok, er en overdrivelse, men jeg er ikke i tvivl om, at personalet yder en omsorg, som gør, at jeg ikke er det mindste bekymret for, om han har det godt. Til mit held, og min fars glæde, har jeg ikke arvet genet for Huntington – risikoen er ellers 50/50. Men hvad ønsket om et stærkt velfærdssamfund angår, er jeg arveligt belastet. Og jeg tror, at den indsats, som danskerne nu yder i fællesskab, næres af, at vi – helt overvejende – føler, at vi er i samme båd. I et samfund som USA eller i Sydeuropa ville en familie som vores ikke have haft en chance for at betale for pleje og sundhedsydelser og samtidig opretholde den levestandard, vi kender i Danmark. Det kan kun lade sig gøre, fordi vi i Danmark har et system, hvor alle de raske og velstillede på solidarisk vis er med til at betale de syge og svages regning over skatten. På samme måde er det vigtigt, at de, som nu mister arbejdet på grund af coronakrisen, kan regne med forsørgelse og hjælp til at komme tilbage i job. Når det danske samfund i løbet af foråret lige så stille åbner igen, skal vi være klar til at investere vores opsparede velstand i at sætte gang i økonomien, så virksomhederne igen begynder at ansætte. Og så skal vi i øvrigt tage os tid til at være sammen med familie og venner. Jeg skal i hvert fald hente min far ud i solen. Det begynder vi snart at trænge til!

Danmark

Live: Coronavirus ændrer studentereksamen - alle afgangselever skal op i færre fag 

Aarhus

Hold afstand: Vi skal vænne os til at møde politiet i naturen

Annonce