Annonce
Norddjurs

Den gode nyhed: Der ER råd til mere velfærd siger politikerne

David Munk-Bogballe (K), Alexander Myhøj (SF), Miachael Aastrup Jensen (V= og Jesper Yde Knudsen (EL) debatterede velfærd ved avisens rullende vælgermøde i Auning. Foto: Mathias Fredslund Hansen

Auning: Velfærd er et stort emne i valgkampen, og det er noget der optager vælgerne - for hvordan ser fremtiden ud for sygehusvæsnet og kerneydelserne som ældrepleje og børnepasning. Avisen har spurgt fire politikere om, hvad borgerne kan forvente på en række vigtige områder. Det er konservative David Munk-Bogballe, Jesper Yde Knudsen fra Enhedslisten, Michael Aastrup Jensen, Venstre, og Alexander Myrhøj fra SF.

Se svarene her:

Annonce

1. Har vi råd til mere velfærd eller er grænsen nået? Hvor skal pengene komme fra?

Foto: Morten Pape

David Munk-Bogballe: Ja vi har et økonomisk råderum, og vi skal have lidt mere velfærd, for eksempel når det gælder sundhedsvæsnet og hjemmeplejen. Men vi skal også have skattelettelser.

Alexander Myrhøj: Vi har både råd til og brug for mere velfærd. Og mangler der penge, kan vi blandt andet hæve formuebeskatningen. Hvis vi ikke har råd til at tage os ordentligt af hinanden, er vi fattige på den menneskelige konto.

Jesper Yde Knudsen: Den danske økonomi har det historisk godt, så selvfølgelig har vi råd til mere velfærd, og der er mange ting, vi skal have gjort bedre.

Michael Aastrup Jensen: Ja, og der er penge, fordi regeringen har skaffet et økonomisk råderum. Når Venstre ikke har sagt det før nu, er det fordi der ikke har været enighed i blå blok.

2. Er det en god ide, at lade private leverandører af velfærdsydelser få en større del af markedet?

Arkivfoto: Torkil Adsersen/Scanpix

Alexander Myrhøj: Nej, det er jordens dårligste ide. Det betyder ustabilitet for de borgere, der har allermest brug for stabilitet og tryghed. Det er også forkert, at man skal tjene penge på den slags ydelser.

Michael Aastrup Jensen: Valgfrihed er godt. Om der skal være flere private udbydere, bestemmer borgerne. Velfærd er også, når borgerne selv må bestemme, hvad pengene skal gå til. Også for at overholde behandlingsgarantien, er det nødvendigt med private udbydere.

Jesper Yde Knudsen: Nej, hvorfor lade private tjene penge på det? Erfaringsmæssigt går mange konkurs, og så skal kommunerne levere ydelserne. I Syddjurs Kommune blev et plejehjem drevet privat, men det var kommunalpolitikerne enige om at stoppe.

David Munk-Bogballe: Ja. Privathospitaler kan udføre standardoperationer billigere. Og så kan man i stedet bruge de sparede penge på specialiseret behandling i det offentlige. Plejehjem der er offentligt drevet kan ikke gå konkurs, også selv om de drives dårligt. Det er værre end at private kan gå konkurs. Valgfriheden er vigtig.

3. Hvem skal tage ansvar for at få Skejby Sygehus/de øvrige sygehuse i Østjylland rettet op økonomisk?

Foto: Axel Schütt

Alexander Myrhøj: Det er regionens ansvar. Men regionen har ikke fået det beløb fra staten, der modsvarer den opgave, der skal løses. Det er et seriøst problem, og der skal finansiering til fra staten. Et andet problem, der er en alvorlig trussel imod vores sundhedsvæsen, er de stigende medicinpriser. Det er langt hen ad vejen ren og skær grådighed fra medicinalproducenternes side.

David Munk-Bogballe: Ansvaret ligger hos dén der har lavet projektet, altså regionen. Men staten må samle op på den økonomiske udfordring.

Michael Aastrup Jensen: Regionen skal tage ansvaret. Men staten skal hjælpe til økonomisk, for det er nødvendigt.

Jesper Yde Knudsen: Staten må gøre noget ved situationen, der er opstået. Men der er også et dybere problem, nemlig at vi bliver ældre og ældre. Selv om befolkningen bliver ældre og dermed får flere år hvor de er syge, følger der ikke penge med til dette fra staten, trods det stigende udgiftspres. Derfor bør regionerne kunne udskrive skat.

4. Hvorfor skal man betale for at få ordnet en brækket tand, men ikke et brækket ben??

Arkivfoto

Michael Aastrup Jensen: Sådan har det bare været. Og hvis tandlægen skal være gratis, vil det koste rigtig mange penge. Dem der ikke har råd, for eksempel unge og de ældre, skal have bedre muligheder for at søge tilskud til tandbehandling. Men jeg skal ikke have gratis tandlæge.

Alexander Myrhøj: Systemet er skævt. Man skal også selv betale for behandling af en brækket psyke. Der bør være ligestilling af sygdom. Tandsundhed har stor betydning for udvikling af lidelser, eksempelvis hjertesygdomme. Inden for en årrække bør vi optrappe fællesskabets betaling, så vi får afskaffet brugerbetaling.

Davis Munk-Bogballe: Det er ikke et område, jeg kender så meget til. Jeg vil ikke afvise, at der skal ske noget. Og psykiatrien er helt sikkert underprioriteret.

Jesper Yde Knudsen: Det er af historiske grunde. Og det er årsag til stor ulighed i sundhed. Tænderne betyder meget for sundheden. Mennesker, der kæmper med andre problemer, har ofte også dårlige tænder. Det handler om livskvalitet.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Kronik

Kronik: Kulturpolitik er hardcore kapitalisme

I disse dage hyldes finansloven for at afskaffe besparelser på kultur og humaniora. Og selvom det utvivlsomt er et skridt i den rigtige retning, så er det ikke ligefrem modig kultur- eller uddannelsespolitik. Det er et tilbagevendende fænomen, at kunstens fortalere forsøger at overbevise politikere om kunstens værdi og muligheder. Først og fremmest handler det om, at kunsten har værdi i sig selv. Der er en værdi i den kunstneriske undersøgelse, som ikke er underlagt specifikke mål, lyder opråbet. Men i samme åndedrag er det for den samme gruppe af kunstfaglige vigtigt at pointere, at det ikke betyder, at kunsten ingen evner har politisk og kommercielt. For at tale politikernes sprog, påpeger branchen ofte de sociale og økonomiske fordele ved satsninger på kulturområdet. Når staten giver penge til kunsten, resulterer det i mere meningsfulde tilværelser og et overskud i statskassen. Det er ikke den mest interessante tilgang, men offentligt støttet kunst kan betragtes som en investering, der på langt sigt giver profit - både fra turisme og fra handel med kunstværker, men også fra længerevarende følger, som kan være svære at måle. Et rigt kulturliv i et bestemt område kan påvirke prisen på ejendomme. Det kan have betydning for menneskers lykke og sundhed. Det kan afføde innovation i erhvervslivet. Selv Dansk Industri har udgivet en rapport om kulturens vækstpotentialer. Et besøg til et af verdens epicentre for økonomisk vækst har sat kulturpolitikken i den danske andedam i et interessant perspektiv. Jeg er netop hjemvendt fra en rejse organiseret af Mondriaan Fonden og Statens Kunstfond. Med en europæisk gruppe af kunstfaglige rejste jeg rundt og besøgte de mange nye kunstinstitutioner i Forenede Arabiske Emirater. Som navnet betoner, er Emiraterne en føderal sammenslutning af syv arabiske familiedynastier. Landet har de seneste årtier oplevet en rivende udvikling, muliggjort af enorme mængder af oliepenge. I Emiraterne taler man om tre perioder i regionens historie: før og efter olien og fremtiden. Her er ”fremtiden” et gennemtrængende tema, og lederne ved, at olie ikke er en del af den. Ligesom i andre totalitære lande oplever man et styre, som tænker langsigtet. Måske fordi de ved, at de sidder på magten i generationer. For at sikre deres internationale position satser sheikerne på massive investeringer i alt fra bæredygtig energi til infrastruktur. Man kan se væksten for ens øjne, når man bevæger sig rundt. Man kan høre utopierne for fremtiden udfolde sig i entusiastiske skåltaler. Det interessante er, at Emiraterne har forstået, hvad mange danske kulturpolitikere ikke har. Samtidig med at man bygger handelscentraler, luksushoteller, indkøbscentre med indendørs skibakke, skyskrabere og gigantiske solcelleanlæg, så bygger man også universiteter, kunstmuseer, teaterskoler og biblioteker. Her har man forstået kunstens betydning og evne til at skabe forandring kulturelt, økonomisk og politisk - og man udnytter den. Alt er ikke fryd og gammen i Emiraterne, tværtimod. Landet er involveret i død og ødelæggelse i Yemen. Millioner af udlændinge arbejder under usle forhold. Der er massiv hvidvask. Ytringsfriheden er begrænset. Demokrati er en by i Rusland. Landet er dog i stort omfang lykkeligt befriet for kritik og sanktioner fra de såkaldte frie demokratier. En del af strategien for Emiraterne handler om at skabe enorme kulturelle samarbejder, som gør det belejligt for samarbejdspartnerne at se igennem fingre med tragedier og korruption. Det klinger i hvert fald hult, når USA, Frankrig og andre sælger våben og kulturarv med denne ene hånd og peger fingre med den anden. Som eksempel blev det i 2007 vedtaget i det franske parlament, at kunstmuseet Louvre kunne åbne en afdeling i Abu Dhabi. Emiraterne betalte den nette sum af 3,5 milliarder kroner bare for at låne det prestigefyldte navn i 30 år. Louvre Abu Dhabi åbnede i 2017 og ligger i et område, hvor bystyret har planlagt at bruge over 180 milliarder på at skabe et kulturelt turistparadis. Handlen er blevet kritiseret for at være en usmagelig måde at behandle århundredes kulturhistorie og for at forvanske kunstnerisk åndelighed til brand-marketing, hardcore kapitalisme og geopolitik. New Yorks Universitet i Abu Dhabi er endnu et eksempel på en importeret vestlig kulturinstitution. Rektoren er en hollandsk kunsthistoriker, og hun fortalte om universitets satsning på rekruttering af elitestuderende fra hele verden. I det tætpakkede program, som var lagt for os, så vi den ene nybyggede og topmoderne kulturinstitution efter den anden. Fælles for dem alle er, at ambitionerne for det kunstneriske niveau er skyhøje, faciliteterne er dyre og den kulturelle målstok er vestlig. At opleve denne udvikling får mig til at spekulere på, om denne målestok med tiden vil forskyde sig. Fortællingen om vestens forfald fra den globale verdenstinde er velkendt og facetteret. Groft sagt er det den, der har affødt Trumps slogan om at gøre Amerika stor igen. USA står med tiden til at miste sin status som verdens største økonomi, og andre har længe gjort sig klar til at blive de nye supermagter. I lyset af de makropolitiske forskydninger i samtidens verdensorden giver de langsigtede kulturinvesteringer i Emiraterne stof til eftertanke angående den manglende vilje til at satse på kunst og humaniora i vores andedam. Hele denne rejse har gjort mig underligt desillusioneret. På den ene side er jeg blevet bekræftet i, at kunst ikke bør være underlagt politiske målsætninger. På den anden er det mere tydeligt end før, hvor stor en politisk og økonomisk magt kunsten kan bære med sig. Selvom danske politikere fra tid til anden holder fine taler om kulturens betydning, så tales der ofte om kunsten som den overflødige glasur på toppen af kransekagen. På trods af Emiraternes sympatiske tilgang til kunstens magt, så virker det til, at de har forstået, at de såkaldt ”bløde” fag er grundstenene i vores samfund. Jeg har set, hvad der sker, hvis hardcore kapitalister køber præmissen om, at kunst kan betale sig. Emiraterne har spændt kunsten for en vogn, som den får sår af at trække. Alligevel må jeg indrømme, at jeg oplevede meget god kunst på turen. Ikke mindst oplevede jeg potentialer, som på langt sigt kan skubbe ved den måde, vi betragter kunstverdenen på internationalt. Danske kulturinstitutioners kamp for bedre økonomiske forhold er en paradoksal kamp for at vise, at det betaler sig i kroner og ører at lade kunsten udfolde sig på egne præmisser uden blik for de økonomiske følger. Men på trods af at kulturlivet argumenterer for kunsten på erhvervspolitikkens præmisser, har kulturpolitikken stadig laveste prioritet for mange byråd og ikke mindst for den nye regering. Økonomisk vækst bør ikke være argumentet for at investere i kunst og humaniora, men uanset hvilket argument man ønsker at forfægte, så synes det indlysende, at vi bør investere mere modigt og ikke nøjes med at afskaffe besparelser.

Annonce