Annonce
Navne

Den næsten lige vej fra Hamburg til Aarhus

»Risikovillig er måske et lige stort nok ord at hæfte på mig. Men nogle gange bliver man nødt til at gå uden om den lette vej for at udfordre sig selv,« siger Ricarda Bross, som sidste år droppede sit job i et galleri i Hamburg for at arbejde med publikumsinddragelse i Kunsthal Aarhus. Foto: Nygaard

Udflugt. Ricarda Bross troede, hun skulle være i byen i et halvt år. Foreløbig er der gået ti måneder ? og hun bliver her sandsynligvis til og med 2017. Så stor er glæden ved at arbejde med publikumsinddragelse i Kunsthal Aarhus.

dagens portræt: »Du bliver hentet på Rådhuspladsen klokken 12.10«.
Annonce
Sms'en fra Ricarda Bross lyder med ét ord hemmelighedsfuld. Ligesom beskeden naturligvis afføder et spørgsmål eller to.
Hentet? I hvad? Og hvor skal vi hen?
Men! Det er som bekendt altid godt at have noget til gode.
Så på med vanten og ud ad døren.
Ricarda Bross fra Hamburg; siden november sidste år ansvarlig for det offentlige program og publikumsinddragelse i Kunsthal Aarhus, er ankommet til mødestedet i god tid.
På lang afstand er svaret på i hvert fald de første spørgsmål besvaret: Hun drøner rundt i store cirkler på en specialbygget motoriseret sofacykel med plads til to.
Cyklen indgår til daglig i Kunsthal Aarhus' udstilling »Extreme Sharing«, der er en del af museets overordnede to-årige satsning »Collective Making«.

Galleriet i Hamburg

»Sid ned!« smiler hun.
Lidt efter er vi på vej.
Mens vi triller ned ad Frederiksgade, over Busgaden og ned mod åen, fortæller Ricarda Bross om sin vej til Kunsthal Aarhus.
Hun er 28 år og uddannet mag.art. i Cultural Studies på Leuphana Universitet i Lüneburg, omtrent 40 kilometer sydøst for Hamburg.
»Jeg arbejdede i et galleri i Hamburg i et års tid, men vidste inderst inde godt, at jobbet på længere sigt ikke var noget for mig. Jeg elsker Hamburg, men tænkte, at det ville være godt at udfordre mig selv; derfor besluttede jeg mig for at søge mod udlandet.«
Et EU-stipendie gjorde planen mulig.
Og siden hun på nettet havde fulgt med i Kunsthal Aarhus' program, tog hun chancen og kontaktede museet.

Voksede op i nedlagt mølle

I maj 2014 blev hun tilbudt en praktikantstilling, hvor hun blandt arbejdede med kommunikationsopgaver.
Med tiden fik hun ansvar for mere og mere.
»Fra første færd fik jeg et godt indtryk af stedet,« siger hun om Kunsthal Aarhus, da vi passerer Lille Torv.
»Der var bare en god atmosfære, og folk var var meget imødekommende.«
Spoler vi tiden endnu længere tilbage, dukker minder om en kreativ og trods alt glad barndom op.
Familien boede i en gammel nedlagt vindmølle i Hollenstedt; en lille nordtysk by med under 4000 indbyggere.
»Mine forældre blev skilt, da jeg var 12 år. Det var selvfølgelig ikke rart, men det bragte min mor, min storesøster og mig tættere sammen. Vi var et godt girl-team,« siger Ricarda Bross.
Det kreative islæt skyldtes ikke mindst morens kunstskole for børn. Undervisningen foregik derhjemme, så der var tit og ofte en livlig aktivitet i den gamle mølle.

2017 og tiden efter

Motoren på sofacyklen sætter ud. Vi holder for enden af Grønnegade med udsigt til stigningen på Christiansgade.
»Jeg regnede egentlig med, at jeg kun skulle være her i et halvt år,« fortsætter Ricarda Bross lidt forpustet, mens vi hjælpes ad med at skubbe og styre cyklen op ad bakken.
Foreløbig er der altså snart gået et år.
»Jeg ser frem til at arbejde med projekterne, der knytter sig til Aarhus 2017. Så lige nu er planen, at jeg bliver her til i hvert fald 2017,« siger hun, da vi bakser cyklen ind ad døren til Kunsthal Aarhus.
Vi synker ned ved et bord i cafeen. Ricarda Bross fortæller om glæden ved de gode venner, hun har fået i byen i tidens løb. Og om sin lidenskab for kampsporten kung fu.
Så tygger hun lidt på spørgsmålet om, hvad hun drømmer om, der skal ske efter 2017.
»Tjah, hvem ved? Måske bliver jeg her længere end til 2017. Jeg er i hvert fald åben for ideen.«
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Kultur

To gange L.O.C. på hjemmebane

Læserbrev

Læserbrev: Ligestillingsministeren skylder stadig svar

Det glæder mig, at mit indlæg (4. november, red.) om regeringens sløvsind på ligestillingsområdet nåede frem til rette vedkommende. Ligestillingsministerens modsvar (8. november, red.) lader dog noget tilbage at ønske, så jeg håber, han læser med endnu en gang. Mogens Jensen forstår mig helt rigtigt, når han tager mig til indtægt for, at ligestillingen ikke halter i Danmark. Faktisk er Danmark det næstmest lige land i EU, kun, overgået af Sverige, ifølge en ny undersøgelse fra EU’s ligestillingsinstitut. Senest har Megafon også bedt danskerne tage stilling til, om kampen for ligestilling mellem kønnene er gået for vidt. Når 43 procent af de adspurgte erklærer sig enige i det udsagn, fortæller det mig, at danskerne generelt oplever en høj grad af lighed. Det kan Mogens Jensen jo tage med, før han taler ligestillingen længere ned, end virkeligheden tillader. Selv om det generelt går godt med ligestillingen i Danmark, mener jeg stadig, der er plads til forbedring. Det ville Mogens Jensen også vide, hvis han læste, hvad jeg skrev. Meget belejligt undlader ministeren fuldstændig at forholde sig til mine tre eksempler på steder, hvor ligestillingen er udfordret. Ligestillingsministeren skylder stadig et svar på, hvad han vil gøre for at hjælpe de mange kvinder i visse etniske minoritetsmiljøer, som lever i social kontrol uden frihed til at bestemme selv. Når Mogens Jensen undlader at forholde sig til en af vor tids største ligestillingsudfordringer, er det så, fordi han ikke har nogen svar på at løse problemstillingen? I så fald vil jeg opfordre ham til at komme i gang med arbejdet. Jeg mangler også Mogens Jensens svar på, hvordan han vil hjælpe de prostituerede, som ikke ønsker at forlade miljøet, men som i stedet ønsker rettigheder svarende til deres pligter. Hykleriet skriger jo til himlen, når socialdemokraterne med den ene hånd tager imod skattebetaling fra de prostituerede og med den anden hånd peger stigmatiserende på dem. På trods af uenigheden vil jeg rose Mogens Jensen for at afsætte midler til en undersøgelse af internetfora, hvor navnlig unge mænd opildner hinanden til diskrimination og seksuelle krænkelser mod kvinder. Det hører ingen steder hjemme, og det vil jeg gerne rose ministeren for at reagere på. Når det er sagt, savner jeg stadig Socialdemokraternes reflekterede bud på at løse nogle af vor tids største ligestillingsudfordringer. Det gælder ikke mindst i landets ghettoområder, hvor ligestilling langt fra er normen. Jeg er med på, at socialdemokraterne tror, de kan løse problemerne ved at bruge flere penge, men er det virkelig Mogens Jensens alvor at løse de store sociale udfordringer med et kursus og en kampagne til 600.000 kroner? Endelig vil jeg gerne opfordre ministeren til at tale ligestillingen op i stedet for ned. Det er muligt, at ligestillingen halter i Mogens Jensens hoved, men det generelle billede viser Danmark som et af verdens bedste lande, når det kommer til rettigheder og muligheder for alle mennesker.

Annonce