Annonce
Navne

Den næsten lige vej fra Hamburg til Aarhus

»Risikovillig er måske et lige stort nok ord at hæfte på mig. Men nogle gange bliver man nødt til at gå uden om den lette vej for at udfordre sig selv,« siger Ricarda Bross, som sidste år droppede sit job i et galleri i Hamburg for at arbejde med publikumsinddragelse i Kunsthal Aarhus. Foto: Nygaard

Udflugt. Ricarda Bross troede, hun skulle være i byen i et halvt år. Foreløbig er der gået ti måneder ? og hun bliver her sandsynligvis til og med 2017. Så stor er glæden ved at arbejde med publikumsinddragelse i Kunsthal Aarhus.

dagens portræt: »Du bliver hentet på Rådhuspladsen klokken 12.10«.
Annonce
Sms'en fra Ricarda Bross lyder med ét ord hemmelighedsfuld. Ligesom beskeden naturligvis afføder et spørgsmål eller to.
Hentet? I hvad? Og hvor skal vi hen?
Men! Det er som bekendt altid godt at have noget til gode.
Så på med vanten og ud ad døren.
Ricarda Bross fra Hamburg; siden november sidste år ansvarlig for det offentlige program og publikumsinddragelse i Kunsthal Aarhus, er ankommet til mødestedet i god tid.
På lang afstand er svaret på i hvert fald de første spørgsmål besvaret: Hun drøner rundt i store cirkler på en specialbygget motoriseret sofacykel med plads til to.
Cyklen indgår til daglig i Kunsthal Aarhus' udstilling »Extreme Sharing«, der er en del af museets overordnede to-årige satsning »Collective Making«.

Galleriet i Hamburg

»Sid ned!« smiler hun.
Lidt efter er vi på vej.
Mens vi triller ned ad Frederiksgade, over Busgaden og ned mod åen, fortæller Ricarda Bross om sin vej til Kunsthal Aarhus.
Hun er 28 år og uddannet mag.art. i Cultural Studies på Leuphana Universitet i Lüneburg, omtrent 40 kilometer sydøst for Hamburg.
»Jeg arbejdede i et galleri i Hamburg i et års tid, men vidste inderst inde godt, at jobbet på længere sigt ikke var noget for mig. Jeg elsker Hamburg, men tænkte, at det ville være godt at udfordre mig selv; derfor besluttede jeg mig for at søge mod udlandet.«
Et EU-stipendie gjorde planen mulig.
Og siden hun på nettet havde fulgt med i Kunsthal Aarhus' program, tog hun chancen og kontaktede museet.

Voksede op i nedlagt mølle

I maj 2014 blev hun tilbudt en praktikantstilling, hvor hun blandt arbejdede med kommunikationsopgaver.
Med tiden fik hun ansvar for mere og mere.
»Fra første færd fik jeg et godt indtryk af stedet,« siger hun om Kunsthal Aarhus, da vi passerer Lille Torv.
»Der var bare en god atmosfære, og folk var var meget imødekommende.«
Spoler vi tiden endnu længere tilbage, dukker minder om en kreativ og trods alt glad barndom op.
Familien boede i en gammel nedlagt vindmølle i Hollenstedt; en lille nordtysk by med under 4000 indbyggere.
»Mine forældre blev skilt, da jeg var 12 år. Det var selvfølgelig ikke rart, men det bragte min mor, min storesøster og mig tættere sammen. Vi var et godt girl-team,« siger Ricarda Bross.
Det kreative islæt skyldtes ikke mindst morens kunstskole for børn. Undervisningen foregik derhjemme, så der var tit og ofte en livlig aktivitet i den gamle mølle.

2017 og tiden efter

Motoren på sofacyklen sætter ud. Vi holder for enden af Grønnegade med udsigt til stigningen på Christiansgade.
»Jeg regnede egentlig med, at jeg kun skulle være her i et halvt år,« fortsætter Ricarda Bross lidt forpustet, mens vi hjælpes ad med at skubbe og styre cyklen op ad bakken.
Foreløbig er der altså snart gået et år.
»Jeg ser frem til at arbejde med projekterne, der knytter sig til Aarhus 2017. Så lige nu er planen, at jeg bliver her til i hvert fald 2017,« siger hun, da vi bakser cyklen ind ad døren til Kunsthal Aarhus.
Vi synker ned ved et bord i cafeen. Ricarda Bross fortæller om glæden ved de gode venner, hun har fået i byen i tidens løb. Og om sin lidenskab for kampsporten kung fu.
Så tygger hun lidt på spørgsmålet om, hvad hun drømmer om, der skal ske efter 2017.
»Tjah, hvem ved? Måske bliver jeg her længere end til 2017. Jeg er i hvert fald åben for ideen.«
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Læserbrev

Parkering på fiskerihavnen. Er vi blot en stime gubbier i akvariet?

Det forekommer mig ret bizart, at to rådmænd offentligt diskuterer, hvem der mon er skyldig i den ene fejl efter den anden, samtidig med at vi borgere blot ser på cirkusset. Det var i ingens interesse, at parkeringsforholdene blev ændret på Fiskerihavnen. Men af en eller anden finurlig bureaukratisk grund ændrede man det uden argumentatorisk grund. Vi så det også med projekt Aarhus Folkepark, hvor der heldigvis blev oprettet borgergrupper mod indgriben i vores grønne områder. Burde det overhovedet være nødvendigt at oprette protestgrupper? Burde borgerdemokrati/-inddragelse ikke være en ren selvfølge? Heldigvis landede Lind Invest og Salling Fondene lidt ro på bølgen i akvariet. Men også her går det stærkt, og før vi fik set os om, hed projektet pludselig Kongelunden. Jo, demokratiets vej i akvariet vil ingen ende tage. Gubbierne svømmer konstant rundt og følger bare strømmen af fodringen fra oven. Det er, som om byrådets aktører i akvariet helt har glemt, at de er medaktører og skal varetage miljøet i vandet til gavn for alle. Det kunne være ønskeligt, at man lyttede noget mere til borgerne og stillede dem overfor flere valg, så det ganske enkelt var flertallet, der havde en sidste stemme, i forhold til om det skal være den ene eller den andens byudviklers forslag, der bliver realiseret i de forskellige enormt store projekter, der skal udvikle byen. Vi skal alle være her, og vi skal alle behandles med respekt.

Annonce