Annonce
Navne

Den næsten lige vej fra Hamburg til Aarhus

»Risikovillig er måske et lige stort nok ord at hæfte på mig. Men nogle gange bliver man nødt til at gå uden om den lette vej for at udfordre sig selv,« siger Ricarda Bross, som sidste år droppede sit job i et galleri i Hamburg for at arbejde med publikumsinddragelse i Kunsthal Aarhus. Foto: Nygaard

Udflugt. Ricarda Bross troede, hun skulle være i byen i et halvt år. Foreløbig er der gået ti måneder ? og hun bliver her sandsynligvis til og med 2017. Så stor er glæden ved at arbejde med publikumsinddragelse i Kunsthal Aarhus.

dagens portræt: »Du bliver hentet på Rådhuspladsen klokken 12.10«.
Annonce
Sms'en fra Ricarda Bross lyder med ét ord hemmelighedsfuld. Ligesom beskeden naturligvis afføder et spørgsmål eller to.
Hentet? I hvad? Og hvor skal vi hen?
Men! Det er som bekendt altid godt at have noget til gode.
Så på med vanten og ud ad døren.
Ricarda Bross fra Hamburg; siden november sidste år ansvarlig for det offentlige program og publikumsinddragelse i Kunsthal Aarhus, er ankommet til mødestedet i god tid.
På lang afstand er svaret på i hvert fald de første spørgsmål besvaret: Hun drøner rundt i store cirkler på en specialbygget motoriseret sofacykel med plads til to.
Cyklen indgår til daglig i Kunsthal Aarhus' udstilling »Extreme Sharing«, der er en del af museets overordnede to-årige satsning »Collective Making«.

Galleriet i Hamburg

»Sid ned!« smiler hun.
Lidt efter er vi på vej.
Mens vi triller ned ad Frederiksgade, over Busgaden og ned mod åen, fortæller Ricarda Bross om sin vej til Kunsthal Aarhus.
Hun er 28 år og uddannet mag.art. i Cultural Studies på Leuphana Universitet i Lüneburg, omtrent 40 kilometer sydøst for Hamburg.
»Jeg arbejdede i et galleri i Hamburg i et års tid, men vidste inderst inde godt, at jobbet på længere sigt ikke var noget for mig. Jeg elsker Hamburg, men tænkte, at det ville være godt at udfordre mig selv; derfor besluttede jeg mig for at søge mod udlandet.«
Et EU-stipendie gjorde planen mulig.
Og siden hun på nettet havde fulgt med i Kunsthal Aarhus' program, tog hun chancen og kontaktede museet.

Voksede op i nedlagt mølle

I maj 2014 blev hun tilbudt en praktikantstilling, hvor hun blandt arbejdede med kommunikationsopgaver.
Med tiden fik hun ansvar for mere og mere.
»Fra første færd fik jeg et godt indtryk af stedet,« siger hun om Kunsthal Aarhus, da vi passerer Lille Torv.
»Der var bare en god atmosfære, og folk var var meget imødekommende.«
Spoler vi tiden endnu længere tilbage, dukker minder om en kreativ og trods alt glad barndom op.
Familien boede i en gammel nedlagt vindmølle i Hollenstedt; en lille nordtysk by med under 4000 indbyggere.
»Mine forældre blev skilt, da jeg var 12 år. Det var selvfølgelig ikke rart, men det bragte min mor, min storesøster og mig tættere sammen. Vi var et godt girl-team,« siger Ricarda Bross.
Det kreative islæt skyldtes ikke mindst morens kunstskole for børn. Undervisningen foregik derhjemme, så der var tit og ofte en livlig aktivitet i den gamle mølle.

2017 og tiden efter

Motoren på sofacyklen sætter ud. Vi holder for enden af Grønnegade med udsigt til stigningen på Christiansgade.
»Jeg regnede egentlig med, at jeg kun skulle være her i et halvt år,« fortsætter Ricarda Bross lidt forpustet, mens vi hjælpes ad med at skubbe og styre cyklen op ad bakken.
Foreløbig er der altså snart gået et år.
»Jeg ser frem til at arbejde med projekterne, der knytter sig til Aarhus 2017. Så lige nu er planen, at jeg bliver her til i hvert fald 2017,« siger hun, da vi bakser cyklen ind ad døren til Kunsthal Aarhus.
Vi synker ned ved et bord i cafeen. Ricarda Bross fortæller om glæden ved de gode venner, hun har fået i byen i tidens løb. Og om sin lidenskab for kampsporten kung fu.
Så tygger hun lidt på spørgsmålet om, hvad hun drømmer om, der skal ske efter 2017.
»Tjah, hvem ved? Måske bliver jeg her længere end til 2017. Jeg er i hvert fald åben for ideen.«
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Sport

Bears vandt snævert i København

Blog

Erindrings-containere

Da jeg forleden skulle have gudstjeneste i domkirken, kom jeg i god tid og besluttede mig for, at gå en tur i de omkringliggende gader, inden jeg skulle ind og have kjolen på - som man siger i min branche. Der er nu også noget særligt ved at gå rundt om morgenen i en søndagsstille by. Et par søvndrukne fædre er blevet sendt ud med barn og barnevogn, for at mor kan få en time ekstra på øjet, et ungt festramt menneske søger efter en åben kaffebar, og en enkelt turist kommer skramlende med sin rullekuffert. Men når byen på den måde er overladt til sig selv og duerne, kragerne og mågerne, så er det, synes jeg, også som om tiden står lidt mere stille, Eller måske er det nærmere som om erindringerne - både ens egne personlige og de fælles historiske - presser sig mere på. Har man som jeg haft en fortid i byen husker man måske begivenheder, gamle venner man gik rundt sammen med, søde piger, der boede henne om hjørnet. Nogle gange er det så også som om kvarterets gamle bygninger og havets nærhed taler om endnu ældre tider, om kannikker, sømænd, handelsfolk og larmende drukkenbolte. Og er du først i dét hjørne er det lidt ligesom at du blidt løftes ud af 2019 for at blive en lille del af byens store erindring. Og har du så oven i købet, som jeg havde det forleden, et ærinde inde i domkirken, så er det en stemning eller fornemmelse, der ikke sådan lige slipper dig. Domkirken er, som så mange andre af de mange gamle kirker vi er privilegerede med her i stiftet, også en erindrings-container. Billederne, gravminderne, døbefonten, hele bygningsværket er som lag af historie, der har lejret sig i rummet. Ikke død historie, men historie der taler til os, der lever og trækker vejret her i 2019 med alt, hvad dertil hører. Den gamle kirke husker for os alle, og derfor rummer den os alle. Da jeg kom hjem til Aarhus for fire år siden var det efter 28 års fravær. Det var godt at være tilbage. Vi travede rundt i gaderne, genoplevede gamle stemninger og glædede os over gensynet. Men der gik et par år, før jeg begyndte at få øje på alle højhusene, byggerierne og boligområderne, der var skudt op siden vi forlod byen i 1988. Det var ligesom mine øjne indtil nu havde nægtet at se dem. Det gamle Aarhus havde i min bevidsthed ikke villet vige pladsen for det nye. Der findes et sted inde på YouTube, en lille film, der er optaget på en køretur fra Randersvej og ind gennem Aarhus i netop 1988. Det var den film, der blev ved at med at spille for mit indre blik, og som også gjorde jeg hele tiden forventede at møde de gamle venner og kærester nede på gågaden. Sådan kan fortiden nogle gange lægge en tung hånd på vores skulder. Ikke mindst, når vi bliver ældre og den af gode grunde fylder mere og mere, og vi gerne vil tale om den, indtil vores børn får et træt udtryk i øjnene. Men hvad jeg gerne vil undgå – og her kommer jeg tilbage til mit ærinde den anden søndag – det er, at historien også helt bemægtiger sig kirkens historiske rum. Forstået sådan, at det der siges inde i den, hele tiden har adresse til os og det mudrede og sammensatte menneskeliv vi lever nu og her i dag. Nok er den en erindringscontainer, kirken, og nok er det vigtigt, at vi har historien med os, men det er her og nu, vi trasker rundt i gaderne mellem hinanden, og det er ordene til os om dét, der først og fremmest er på færde herinde under de gamle hvælvinger.

Aarhus

SF og Alternativet vil indføre betalingsring for bilister i Aarhus: - Vi bliver nødt til at bruge både pisk og gulerod

Østjylland

Trods forsinkelser og aflysninger: Friske tal viser stor stigning i letbanens passagertal

Annonce