Annonce
Blog

Den sværeste sætning i mit liv: - Jeg har kræft

Min skala for vigtighed er blevet sprængt. Jeg kan mærke, at det er svært for mig at føle relevans for de problemer, jeg tidligere ville have kategoriseret som vigtige. De ligger nu og roder rundt nede i bunden af den nye skala - i nærheden af ligegyldighed.
Annonce

Hvad er den sværeste sætning, du nogensinde har skulle sige?

Måske er det en sætninger som: Undskyld, det var min fejl. Jeg tilgiver dig. Jeg elsker dig. Jeg hader dig. Jeg vil skilles ...

For fire uger siden sagde jeg for første gang den hidtil sværeste sætning, jeg nogensinde har skulle sige i mit liv.

For fire uger siden sagde jeg for første gang sætningen: Jeg har kræft.

De sidste fire uger har været nogle af de vildeste, hårdeste, mest følsomme og til tider smukkeste dage i mit liv.

Klokken var 8:14 mandag morgen, da jeg så, at der var tre ubesvarede opkald på min telefon. Nummeret var ikke et jeg kendte, men som den nysgerrig sjæl jeg er, googlede jeg selvfølgeligt nummeret. Det var jo lidt interessant at se, hvem det var, der var så ivrig efter at få fat i mig så tidligt.

0,42 sekunder tog det Google at finde resultatet på min søgning. Med cirka samme høje hastighed ramte en usynlig knytnæve mig i mellemgulvet, da jeg øverst på resultatsiden kunne se, at nummeret tilhørte den lægepraksis jeg er tilknyttet.

Jeg vidste allerede hvad det nok handlede om, da jeg få sekunder senere lagde øret til telefonens højttaler, mens jeg ventede på, at mit opkald skulle gå igennem.

“Modermærkekræft”.

Jeg hørte ikke ret meget mere af samtalen med min læge end det ene ord. Da var mine egne tanker var allerede begyndt at larme så meget, at der ikke kunne trænge noget ind ude fra.

Det hele væltede rundt inden i mig i et virvar af frygt, angst, fortvivlelse, sorg og smerte. Sammen med tusindevis af spørgsmål, som end ikke Google ville kunne hjælpe mig med svarene på.

Mandag blev til tirsdag og min kaotiske og følsomme tilstand havde fået en ramme at vælte rundt i; jeg havde haft en nærmere samtale med min læge og fået en indkaldelse til Skejby - til plastikkirurgisk afdeling. Her ville lægerne så operere en zone hud og væv ud, omkring hvor modermærket havde siddet, i håb om at kunne fjerne det ondartede. Datoen for operationen lå 11 dage ude i fremtiden.

Det er de længste 11 dage i mit liv. I de 11 dage kørte mit liv op og ned som en af de der kæmpe store rutsjebaner man ser i USA. Med høje peaks, loops og dybe fald, der kan få det til at suse i mellemgulvet på selv den mest hærdede.

Jeg mødte mig selv i alle mulige former, følelser og tanker - både i refleksion om dagen, og i min drømme om natten.

Min største sorg var tanken om at min lille dreng ikke skulle have sin far længere. I mit indre så jeg alle mulige fremtidige situationer hvor han ville mangle mig. Det skar mig smertende i mit indre. Og ind imellem frygt og sorg, oplevede jeg bølger af fred komme over mig. Øjeblikke af nærvær begyndte at dukke op. Øjeblikke hvor jeg ikke tænkte, men bare var. Og alt jeg var - var det jeg var i det øjeblik. Helt fri fra tanker om fortid og frygt for fremtid.

Operationsdagen kom. Og lægen kunne med glæde fortælle mig at min modermærkekræft er det man kalder incito. Det vil sige indkapslet og et forstadie til kræft i udbrud. Han kiggede mig i øjnene og sagde at jeg med 99,9 procent sikkerhed kan erklæres rask, når svaret på det, de havde opereret væk, kom tilbage.

Omend jeg endnu ikke har fået mit endelige svar, så var det en kæmpe letteste at høre at det var incito, og at høre lægens beroligende vurdering.

Jeg er her 2 uger efter operationen stadig ret “shell shocked”. Jeg er begyndt at finde ind i en rytme igen og har også været på arbejde den seneste uge. Men jeg kan mærke at noget har ændret sig. Min skala for vigtighed er blevet sprængt. Jeg kan mærke, at det er svært for mig at føle relevans for de problemer, jeg tidligere ville have kategoriseret som vigtige. De ligger nu og roder rundt nede i bunden af den nye skala - i nærheden af ligegyldighed.

Den her oplevelse har lært mig meget - og jeg er stadig ved at omsætte hvad det har af betydning for mig og mit liv. Gennem hele forløbet har jeg ført videodagbog, og jeg har genset de mange timers optagelse igen og igen. Det er en vigtig del af min proces.

Den vigtigste læring jeg hidtil har omsat er at det vigtigste tidspunkt i dit liv er lige nu - og det vil det altid være. Så sørg for at være tilstede i det!

Asger Nakskov Laursen, IT Arkitekt, Novicell
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Aarhus

Aarhus-rådmand vil ikke anmelde avis for forbudte optagelser

Annonce