Annonce
Blog

Den sværeste sætning i mit liv: - Jeg har kræft

Min skala for vigtighed er blevet sprængt. Jeg kan mærke, at det er svært for mig at føle relevans for de problemer, jeg tidligere ville have kategoriseret som vigtige. De ligger nu og roder rundt nede i bunden af den nye skala - i nærheden af ligegyldighed.

Hvad er den sværeste sætning, du nogensinde har skulle sige?

Måske er det en sætninger som: Undskyld, det var min fejl. Jeg tilgiver dig. Jeg elsker dig. Jeg hader dig. Jeg vil skilles ...

For fire uger siden sagde jeg for første gang den hidtil sværeste sætning, jeg nogensinde har skulle sige i mit liv.

For fire uger siden sagde jeg for første gang sætningen: Jeg har kræft.

De sidste fire uger har været nogle af de vildeste, hårdeste, mest følsomme og til tider smukkeste dage i mit liv.

Klokken var 8:14 mandag morgen, da jeg så, at der var tre ubesvarede opkald på min telefon. Nummeret var ikke et jeg kendte, men som den nysgerrig sjæl jeg er, googlede jeg selvfølgeligt nummeret. Det var jo lidt interessant at se, hvem det var, der var så ivrig efter at få fat i mig så tidligt.

0,42 sekunder tog det Google at finde resultatet på min søgning. Med cirka samme høje hastighed ramte en usynlig knytnæve mig i mellemgulvet, da jeg øverst på resultatsiden kunne se, at nummeret tilhørte den lægepraksis jeg er tilknyttet.

Jeg vidste allerede hvad det nok handlede om, da jeg få sekunder senere lagde øret til telefonens højttaler, mens jeg ventede på, at mit opkald skulle gå igennem.

“Modermærkekræft”.

Jeg hørte ikke ret meget mere af samtalen med min læge end det ene ord. Da var mine egne tanker var allerede begyndt at larme så meget, at der ikke kunne trænge noget ind ude fra.

Det hele væltede rundt inden i mig i et virvar af frygt, angst, fortvivlelse, sorg og smerte. Sammen med tusindevis af spørgsmål, som end ikke Google ville kunne hjælpe mig med svarene på.

Mandag blev til tirsdag og min kaotiske og følsomme tilstand havde fået en ramme at vælte rundt i; jeg havde haft en nærmere samtale med min læge og fået en indkaldelse til Skejby - til plastikkirurgisk afdeling. Her ville lægerne så operere en zone hud og væv ud, omkring hvor modermærket havde siddet, i håb om at kunne fjerne det ondartede. Datoen for operationen lå 11 dage ude i fremtiden.

Det er de længste 11 dage i mit liv. I de 11 dage kørte mit liv op og ned som en af de der kæmpe store rutsjebaner man ser i USA. Med høje peaks, loops og dybe fald, der kan få det til at suse i mellemgulvet på selv den mest hærdede.

Jeg mødte mig selv i alle mulige former, følelser og tanker - både i refleksion om dagen, og i min drømme om natten.

Min største sorg var tanken om at min lille dreng ikke skulle have sin far længere. I mit indre så jeg alle mulige fremtidige situationer hvor han ville mangle mig. Det skar mig smertende i mit indre. Og ind imellem frygt og sorg, oplevede jeg bølger af fred komme over mig. Øjeblikke af nærvær begyndte at dukke op. Øjeblikke hvor jeg ikke tænkte, men bare var. Og alt jeg var - var det jeg var i det øjeblik. Helt fri fra tanker om fortid og frygt for fremtid.

Operationsdagen kom. Og lægen kunne med glæde fortælle mig at min modermærkekræft er det man kalder incito. Det vil sige indkapslet og et forstadie til kræft i udbrud. Han kiggede mig i øjnene og sagde at jeg med 99,9 procent sikkerhed kan erklæres rask, når svaret på det, de havde opereret væk, kom tilbage.

Omend jeg endnu ikke har fået mit endelige svar, så var det en kæmpe letteste at høre at det var incito, og at høre lægens beroligende vurdering.

Jeg er her 2 uger efter operationen stadig ret “shell shocked”. Jeg er begyndt at finde ind i en rytme igen og har også været på arbejde den seneste uge. Men jeg kan mærke at noget har ændret sig. Min skala for vigtighed er blevet sprængt. Jeg kan mærke, at det er svært for mig at føle relevans for de problemer, jeg tidligere ville have kategoriseret som vigtige. De ligger nu og roder rundt nede i bunden af den nye skala - i nærheden af ligegyldighed.

Den her oplevelse har lært mig meget - og jeg er stadig ved at omsætte hvad det har af betydning for mig og mit liv. Gennem hele forløbet har jeg ført videodagbog, og jeg har genset de mange timers optagelse igen og igen. Det er en vigtig del af min proces.

Den vigtigste læring jeg hidtil har omsat er at det vigtigste tidspunkt i dit liv er lige nu - og det vil det altid være. Så sørg for at være tilstede i det!

Annonce
Asger Nakskov Laursen, IT Arkitekt, Novicell
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Aarhus

'At lave keramik er et kæmpe univers'

Blog

Blog: Julen varer ikke ret meget længere

For os, der nu er den ældste generation, er det ikke noget problem i hukommelsen at genskabe barndommens lykkeland i 1950’erne. Om man boede i midtbyen, på Trøjborg eller på Frederiksbjerg var et fedt, for det var det samme alle steder: boligblokke i fire-fem etager, der lå i karréer med gaderne på kryds og tværs. Og forsynings-centralerne lå lige henne på gadehjørnerne. Der lå en købmandsbutik på det ene hjørne, en bager på det andet, en slagter på det tredje og endelig en grønthandler på det fjerde. Og der var snesevis af dem, for de lå på hvert eneste gadehjørne overalt i byen. Men i 1960’erne og 1970’erne forsvandt alle disse småhandlende i løbet af en forholdsvis kort årrække; facaderne blev muret til og der blev indrettet hjørnelejligheder i de tidligere butikker. De store supermarkeder tog dem, gik vi og sagde – endskønt købmandens, slagterens og grønthandlerens butikslukning kun kunne tilskrives os selv. Det var jo os – kunderne – som holdt op med at handle hos dem, da vi i stedet søgte indenfor i det spændende supermarked med de bugnende varehylder og de deraf nødvendige indkøbsvogne. Og vi fik da også en form for personlig kontakt med den søde kassedame. Det var dét, der slog købmanden ihjel. Men det var kun indirekte supermarkedets skyld! Og nu gentager historien sig, men denne gang er det udvalgsforretningerne det går ud over. Tøj, sko, isenkram, smykker, bøger and-you-name-it bliver nu ligesom i 1960’erne solgt i nye og anderledes ”butikker” – nu kaldes de bare internettet. Nu skal folk end ikke rejse sig fra sofaen længere for at handle, hvorfor historien gentager sig: det er heller ikke nyheden e-handel, som nu er skyld i at de små fysiske butikker får det sværere og sværere – det er og bliver os, kunderne, der er begyndt at handle anderledes. Det hele skal naturligvis ses i sammenhæng med, at handels-uvidende byrådsmedlemmer og deres tilsvarende embedsmænd ommøblerer byen, så den sidste lyst, kunderne måtte have for at tage ind i city for at købe varer, nok også skal blive elimineret. Det bliver gjort vanskeligere og vanskeligere at køre rundt i byen – og det bliver efterhånden komplet umuliggjort at finde parkeringspladser. Det sidste fordi kommunen fjerner alle gammelkendte p-pladser for at tvinge bilisterne til at bruge kommunens egne p-misfostre Navitas og Dokk1 – som dog aldrig, aldrig, aldrig nogensinde bliver rentable, fordi de er placeret komplet tåbeligt i forhold til byens handelsliv. Butikker lukker vedvarende i hobetal. Det sker på daglig basis. Og som noget helt nyt ser vi nu også gamle, fine, velanskrevne og –konsoliderede firmaer indskrænke og lukke tabsgivende filialer, simpelthen for at rebe sejlene. Noget de store kædefirmaer af prestigemæssige årsager ikke tidligere har beskæftiget sig for alvor med – men nu udvises rettidig omhu og damage control. Så kig dig derfor godt rundt omkring på alle juledekorationerne, når du i disse dage er ud at købe julegaver. For det er meget tænkeligt, at julen ikke varer så meget længere. I takt med at der bliver færre butikker med næsten ingen omsætning fordi vi køber det meste på nettet, så bliver der heller ikke råd til for gadeforeningerne at sætte julepynt op. Flere af byens kendte handelsgader har jo allerede for længst fravalgt juledekorationerne, og indenfor en kort årrække kommer Strøgets flotte stjernehimmel formentlig heller ikke op. Det koster hvert år en halv million kroner, men med flere og flere ikke-betalende medlemsbutikker, bliver det jo umuligt for Strøgforeningen at finde økonomi til at bruge så mange penge på julelys. Men vi kan ikke stoppe det. Man har aldrig kunne stoppe naturlig udvikling. I 1960’erne buldrede supermarkederne frem og nu om dage er det så handlen på nettet. Det står ikke til at ændre. Det eneste vi så bare skal huske på, når vi om nogle år savner de hyggelige julelys i gaderne, er årsagen til, at der ikke længere er råd til den glædelige julehygge. Der er for få fysiske butikker til at betale.

Danmark

Live: Syv mænd og to kvinder kræves fængslet i terrorsag efter omfattende politiaktion - følg forløbet her

Aarhus

Ulovlige overhalinger og al for høj fart: 19-årig mistede kørekortet efter hasarderet kørsel på ringvejen

Annonce