Annonce
Fødselsdage

Den unge udbryder fra Thyregod blev partiformand

Kristian Thulesen Dahl brød i 1995 ud af Fremskridtspartiet for sammen med Pia Kjærsgaard at stifte Dansk Folkeparti, som han i dag er formand for. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Kristian Thulesen Dahl har præget dansk politik de seneste 25 år. Tirsdag 30. juli fylder Dansk Folkepartis førstemand 50 år.

50 Snart 25 år er der gået, siden Pia Kjærsgaard og tre andre udbrydere fra Fremskridtspartiet stiftede Dansk Folkeparti. Og selv om den navnkundige, nordjyske fremskridtsmand Kristen Poulsgaard spåede den dengang 26-årige Kristian Thulesen Dahl en meget kort karriere i politik, så sidder sidstnævnte stadig i Folketinget. Den unge cand.merc.jur. med det spæde overskæg er tilmed blevet formand for sit parti, og tirsdag 30. juli fylder han 50 år.

Han er en markant skikkelse i dansk politik, og på Christiansborg er han kendt for at være en velforberedt forhandler, som dog har haft en vane med at komme for sent til møder. Sidstnævnte bedyrer han dog selv, at han forsøger at lægge fra sig.

- I lange perioder har jeg haft svært ved at sige nej til ting, jeg blev spurgt om, og det er så gået ud over logistikken. Men jeg er blevet bedre til at disponere min tid og min dag. På den måde er det godt at blive ældre og mere erfaren, siger fødselaren.

På samme vis er der også sket noget med de mange sagsmapper, han altid har båret rundt på, og de mange gule post it-sedler, der sidder på papirerne.

- Min seneste grundlovstale og min partiledertale på Folkemødet på Bornholm blev begge skrevet på farten på min iPad og holdt uden, at jeg havde et stykke papir at støtte mig til. Så jeg prøver da at følge med tiden, griner fødselaren.

Kristian Thulesen Dahl har både oplevet stor fremgang og markant tilbagegang for partiet, siden han tog over som formand efter Pia Kjærsgaard i 2012. Ved folketingsvalget i 2015 voksede partiet fra 12,3 til 21,2 procent af stemmerne. Til gengæld blev det til en fæl mavelanding ved valget i juni, hvor partiet blot fik 8,7 procent. Derfor går Thulesen Dahl i disse uger og spekulerer over, hvordan det nu skal gå videre. Og den slags tanker næres bedst på den lokale genbrugsplads i Give nær hjembyen Thyregod.

- Det er rart at få ryddet ud derhjemme og tage af sted med en fuld trailer, få rørt sig fysisk og få tankerne i andre baner. Og så får jeg samtidig en snak med nogle af de folk fra mit lokalområde, som jeg ikke ser, når jeg er i København. Det er også en måde at få et rygstød på, når det nogle gange er lidt svært, siger Thulesen Dahl.

Han gør i det hele taget en stor dyd ud af at være i vater med sin hjemegn og har trods snart 25 år i Folketinget fortsat bopæl i det jyske.

- Jeg bor her jo, fordi det er her, jeg har haft min opvækst, og hvor mine venner fra tiden før politik også bor. Men fordi man tit ser tingene derfra, hvor man er, så former det mig da også politisk, at jeg bor i Thyregod. Det giver noget respekt fra de andre dele af landet, hvor man kæmper den samme kamp for at få Danmark i balance, tror jeg. Men det bliver også italesat nedladende af andre, der bor i København eller andre større byer, siger Kristian Thulesen Dahl.

På grund af sommerferien bliver den runde dag markeret under private former med nære venner og familien, der foruden hustruen Berit også tæller børnene Gustav, Laurids og Mette. Senere på året holder partiet reception for Thulesen Dahl, der også kan fejre 25-års jubilæum i Folketinget til den tid.

Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Sport

Bears vandt snævert i København

Blog

Erindrings-containere

Da jeg forleden skulle have gudstjeneste i domkirken, kom jeg i god tid og besluttede mig for, at gå en tur i de omkringliggende gader, inden jeg skulle ind og have kjolen på - som man siger i min branche. Der er nu også noget særligt ved at gå rundt om morgenen i en søndagsstille by. Et par søvndrukne fædre er blevet sendt ud med barn og barnevogn, for at mor kan få en time ekstra på øjet, et ungt festramt menneske søger efter en åben kaffebar, og en enkelt turist kommer skramlende med sin rullekuffert. Men når byen på den måde er overladt til sig selv og duerne, kragerne og mågerne, så er det, synes jeg, også som om tiden står lidt mere stille, Eller måske er det nærmere som om erindringerne - både ens egne personlige og de fælles historiske - presser sig mere på. Har man som jeg haft en fortid i byen husker man måske begivenheder, gamle venner man gik rundt sammen med, søde piger, der boede henne om hjørnet. Nogle gange er det så også som om kvarterets gamle bygninger og havets nærhed taler om endnu ældre tider, om kannikker, sømænd, handelsfolk og larmende drukkenbolte. Og er du først i dét hjørne er det lidt ligesom at du blidt løftes ud af 2019 for at blive en lille del af byens store erindring. Og har du så oven i købet, som jeg havde det forleden, et ærinde inde i domkirken, så er det en stemning eller fornemmelse, der ikke sådan lige slipper dig. Domkirken er, som så mange andre af de mange gamle kirker vi er privilegerede med her i stiftet, også en erindrings-container. Billederne, gravminderne, døbefonten, hele bygningsværket er som lag af historie, der har lejret sig i rummet. Ikke død historie, men historie der taler til os, der lever og trækker vejret her i 2019 med alt, hvad dertil hører. Den gamle kirke husker for os alle, og derfor rummer den os alle. Da jeg kom hjem til Aarhus for fire år siden var det efter 28 års fravær. Det var godt at være tilbage. Vi travede rundt i gaderne, genoplevede gamle stemninger og glædede os over gensynet. Men der gik et par år, før jeg begyndte at få øje på alle højhusene, byggerierne og boligområderne, der var skudt op siden vi forlod byen i 1988. Det var ligesom mine øjne indtil nu havde nægtet at se dem. Det gamle Aarhus havde i min bevidsthed ikke villet vige pladsen for det nye. Der findes et sted inde på YouTube, en lille film, der er optaget på en køretur fra Randersvej og ind gennem Aarhus i netop 1988. Det var den film, der blev ved at med at spille for mit indre blik, og som også gjorde jeg hele tiden forventede at møde de gamle venner og kærester nede på gågaden. Sådan kan fortiden nogle gange lægge en tung hånd på vores skulder. Ikke mindst, når vi bliver ældre og den af gode grunde fylder mere og mere, og vi gerne vil tale om den, indtil vores børn får et træt udtryk i øjnene. Men hvad jeg gerne vil undgå – og her kommer jeg tilbage til mit ærinde den anden søndag – det er, at historien også helt bemægtiger sig kirkens historiske rum. Forstået sådan, at det der siges inde i den, hele tiden har adresse til os og det mudrede og sammensatte menneskeliv vi lever nu og her i dag. Nok er den en erindringscontainer, kirken, og nok er det vigtigt, at vi har historien med os, men det er her og nu, vi trasker rundt i gaderne mellem hinanden, og det er ordene til os om dét, der først og fremmest er på færde herinde under de gamle hvælvinger.

Aarhus

SF og Alternativet vil indføre betalingsring for bilister i Aarhus: - Vi bliver nødt til at bruge både pisk og gulerod

Østjylland

Trods forsinkelser og aflysninger: Friske tal viser stor stigning i letbanens passagertal

Annonce