Annonce
Fødselsdage

Den unge udbryder fra Thyregod blev partiformand

Kristian Thulesen Dahl brød i 1995 ud af Fremskridtspartiet for sammen med Pia Kjærsgaard at stifte Dansk Folkeparti, som han i dag er formand for. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Kristian Thulesen Dahl har præget dansk politik de seneste 25 år. Tirsdag 30. juli fylder Dansk Folkepartis førstemand 50 år.

50 Snart 25 år er der gået, siden Pia Kjærsgaard og tre andre udbrydere fra Fremskridtspartiet stiftede Dansk Folkeparti. Og selv om den navnkundige, nordjyske fremskridtsmand Kristen Poulsgaard spåede den dengang 26-årige Kristian Thulesen Dahl en meget kort karriere i politik, så sidder sidstnævnte stadig i Folketinget. Den unge cand.merc.jur. med det spæde overskæg er tilmed blevet formand for sit parti, og tirsdag 30. juli fylder han 50 år.

Han er en markant skikkelse i dansk politik, og på Christiansborg er han kendt for at være en velforberedt forhandler, som dog har haft en vane med at komme for sent til møder. Sidstnævnte bedyrer han dog selv, at han forsøger at lægge fra sig.

- I lange perioder har jeg haft svært ved at sige nej til ting, jeg blev spurgt om, og det er så gået ud over logistikken. Men jeg er blevet bedre til at disponere min tid og min dag. På den måde er det godt at blive ældre og mere erfaren, siger fødselaren.

På samme vis er der også sket noget med de mange sagsmapper, han altid har båret rundt på, og de mange gule post it-sedler, der sidder på papirerne.

- Min seneste grundlovstale og min partiledertale på Folkemødet på Bornholm blev begge skrevet på farten på min iPad og holdt uden, at jeg havde et stykke papir at støtte mig til. Så jeg prøver da at følge med tiden, griner fødselaren.

Kristian Thulesen Dahl har både oplevet stor fremgang og markant tilbagegang for partiet, siden han tog over som formand efter Pia Kjærsgaard i 2012. Ved folketingsvalget i 2015 voksede partiet fra 12,3 til 21,2 procent af stemmerne. Til gengæld blev det til en fæl mavelanding ved valget i juni, hvor partiet blot fik 8,7 procent. Derfor går Thulesen Dahl i disse uger og spekulerer over, hvordan det nu skal gå videre. Og den slags tanker næres bedst på den lokale genbrugsplads i Give nær hjembyen Thyregod.

- Det er rart at få ryddet ud derhjemme og tage af sted med en fuld trailer, få rørt sig fysisk og få tankerne i andre baner. Og så får jeg samtidig en snak med nogle af de folk fra mit lokalområde, som jeg ikke ser, når jeg er i København. Det er også en måde at få et rygstød på, når det nogle gange er lidt svært, siger Thulesen Dahl.

Han gør i det hele taget en stor dyd ud af at være i vater med sin hjemegn og har trods snart 25 år i Folketinget fortsat bopæl i det jyske.

- Jeg bor her jo, fordi det er her, jeg har haft min opvækst, og hvor mine venner fra tiden før politik også bor. Men fordi man tit ser tingene derfra, hvor man er, så former det mig da også politisk, at jeg bor i Thyregod. Det giver noget respekt fra de andre dele af landet, hvor man kæmper den samme kamp for at få Danmark i balance, tror jeg. Men det bliver også italesat nedladende af andre, der bor i København eller andre større byer, siger Kristian Thulesen Dahl.

På grund af sommerferien bliver den runde dag markeret under private former med nære venner og familien, der foruden hustruen Berit også tæller børnene Gustav, Laurids og Mette. Senere på året holder partiet reception for Thulesen Dahl, der også kan fejre 25-års jubilæum i Folketinget til den tid.

Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Blog

Blog: Julen varer ikke ret meget længere

For os, der nu er den ældste generation, er det ikke noget problem i hukommelsen at genskabe barndommens lykkeland i 1950’erne. Om man boede i midtbyen, på Trøjborg eller på Frederiksbjerg var et fedt, for det var det samme alle steder: boligblokke i fire-fem etager, der lå i karréer med gaderne på kryds og tværs. Og forsynings-centralerne lå lige henne på gadehjørnerne. Der lå en købmandsbutik på det ene hjørne, en bager på det andet, en slagter på det tredje og endelig en grønthandler på det fjerde. Og der var snesevis af dem, for de lå på hvert eneste gadehjørne overalt i byen. Men i 1960’erne og 1970’erne forsvandt alle disse småhandlende i løbet af en forholdsvis kort årrække; facaderne blev muret til og der blev indrettet hjørnelejligheder i de tidligere butikker. De store supermarkeder tog dem, gik vi og sagde – endskønt købmandens, slagterens og grønthandlerens butikslukning kun kunne tilskrives os selv. Det var jo os – kunderne – som holdt op med at handle hos dem, da vi i stedet søgte indenfor i det spændende supermarked med de bugnende varehylder og de deraf nødvendige indkøbsvogne. Og vi fik da også en form for personlig kontakt med den søde kassedame. Det var dét, der slog købmanden ihjel. Men det var kun indirekte supermarkedets skyld! Og nu gentager historien sig, men denne gang er det udvalgsforretningerne det går ud over. Tøj, sko, isenkram, smykker, bøger and-you-name-it bliver nu ligesom i 1960’erne solgt i nye og anderledes ”butikker” – nu kaldes de bare internettet. Nu skal folk end ikke rejse sig fra sofaen længere for at handle, hvorfor historien gentager sig: det er heller ikke nyheden e-handel, som nu er skyld i at de små fysiske butikker får det sværere og sværere – det er og bliver os, kunderne, der er begyndt at handle anderledes. Det hele skal naturligvis ses i sammenhæng med, at handels-uvidende byrådsmedlemmer og deres tilsvarende embedsmænd ommøblerer byen, så den sidste lyst, kunderne måtte have for at tage ind i city for at købe varer, nok også skal blive elimineret. Det bliver gjort vanskeligere og vanskeligere at køre rundt i byen – og det bliver efterhånden komplet umuliggjort at finde parkeringspladser. Det sidste fordi kommunen fjerner alle gammelkendte p-pladser for at tvinge bilisterne til at bruge kommunens egne p-misfostre Navitas og Dokk1 – som dog aldrig, aldrig, aldrig nogensinde bliver rentable, fordi de er placeret komplet tåbeligt i forhold til byens handelsliv. Butikker lukker vedvarende i hobetal. Det sker på daglig basis. Og som noget helt nyt ser vi nu også gamle, fine, velanskrevne og –konsoliderede firmaer indskrænke og lukke tabsgivende filialer, simpelthen for at rebe sejlene. Noget de store kædefirmaer af prestigemæssige årsager ikke tidligere har beskæftiget sig for alvor med – men nu udvises rettidig omhu og damage control. Så kig dig derfor godt rundt omkring på alle juledekorationerne, når du i disse dage er ud at købe julegaver. For det er meget tænkeligt, at julen ikke varer så meget længere. I takt med at der bliver færre butikker med næsten ingen omsætning fordi vi køber det meste på nettet, så bliver der heller ikke råd til for gadeforeningerne at sætte julepynt op. Flere af byens kendte handelsgader har jo allerede for længst fravalgt juledekorationerne, og indenfor en kort årrække kommer Strøgets flotte stjernehimmel formentlig heller ikke op. Det koster hvert år en halv million kroner, men med flere og flere ikke-betalende medlemsbutikker, bliver det jo umuligt for Strøgforeningen at finde økonomi til at bruge så mange penge på julelys. Men vi kan ikke stoppe det. Man har aldrig kunne stoppe naturlig udvikling. I 1960’erne buldrede supermarkederne frem og nu om dage er det så handlen på nettet. Det står ikke til at ændre. Det eneste vi så bare skal huske på, når vi om nogle år savner de hyggelige julelys i gaderne, er årsagen til, at der ikke længere er råd til den glædelige julehygge. Der er for få fysiske butikker til at betale.

Aarhus

Turbåd inspiceret efter at kvinder faldt i havnen: Søfartsstyrelsen fandt mangler i forbindelse med sikkerheden

112

Forundret formand for Vejlby-Risskov Hallen: Er uforvarende blevet en del af svindelsag i Forsvaret

Annonce