Annonce
Blog

Den vigtige rug

Tabte man et brød på gulvet måtte det straks samles op - brødet blev efterfølgende kysset. Ærbødigheden udsprang af, at de fleste mennesker levede i en mere eller mindre konstant mangelsituation.

”Men som rugen var den vigtigste, er hveden den festligste. Et stykke hvedekage var i ældre tider en sjældenhed og noget, der kun hørte gilderne og højtiderne til, ikke alene for den fattige, men også for den velstående”.

Dette citat kan man læse i Helene Stranges bog; I Mødrenes Spor, udgivet i 1945. Citatet er indledningen i min nye bog om rug og rugbrødets historie. En bog, som for en madhistoriker som mig, måtte skrives, for rugen og det hjemmebagte rugbrød har spillet en afgørende rolle i kosten og for danskernes overlevelse i trange tider.

Gennem hele den periode, hvor Danmark primært var et bondesamfund, fulgte rugen bogstavelig talt danskerne fra vugge til grav. I Danmark havde man den særlige skik, at børn hurtigt efter fødslen blev lagt i gårdens sædeløb. Sæbeløben var en form for kurv fremstillet af halm. I den opbevarede man såsæd, som skulle bruges på markerne det næste år. Så snart den lille var lagt til rette i sædekurven, dryssede jordemoderen rugkerner over barnet. Ritualet skulle værne den nyfødte mod ondskab.

For de fleste mennesker sluttede tilværelsen i gamle dage ligeledes i nærkontakt med rug. Det var nemlig almindeligt, at man lagde afdøde på et lag af rughalm. Den døde blev placeret på en træplade - oftest en dør, som stod på bukke. Liget lå således på sit rughalmleje til parade i gårdens fineste stue, indtil kisten var tømret færdig, og den døde kunne lægges deri. De fleste danskere sov på et blødt lag af halm. Men det var ikke kun under legemet, rugen gav mennesket støtte, tagene på bondegårdene var tækket med rughalm, som holdt elementernes rasen på behørig afstand. Desuden brugtes rughalm til bikuber og forskellige kurve.

Det var en forudsætning for velsmagende øl, at bunden i bryggerkarret var dækket med rughalm. I en tid med sparsomt bordtøj, med fælles grødfade, pandeservering og et par ølkrus midt på bordet til deling, gjorde store skiver rugbrød det ofte ud for tallerken. Når brødskiven var blevet godt gennemvædet af kødsaft, kunne den udgøre en lille efterret.

Tabte man et brød på gulvet måtte det straks samles op - brødet blev efterfølgende kysset. Ærbødigheden udsprang af, at de fleste mennesker levede i en mere eller mindre konstant mangelsituation. I de gamle skildringer lægges der ofte vægt på, at det var vigtigt, at børnene lærte at omgås brødet med respekt.

Annonce

Husmandsfamilier uden bageovn eller fattige, der ikke havde råd til brændsel fik ofte lov til at bage et brød på de gårde, hvor der var tændt op i den store bageovn. Modydelsen var, at de leverede ekstra arbejdskraft på en travl bagedag. Landsbyernes fattighuse var almindeligvis ikke forsynet med bageovn, og derfor gav gårdmandskonerne ofte et brød i almisse til landsbyens fattige. Rugbrød kunne også fungere som gave. Man gav rugbrød som tak for hjælpen i forbindelse med høsten. Når gårdens karle og piger forlod deres tjeneste, gav madmor dem et brød i taknemmelighed og som et bidrag til den videre færd. Det var også almindeligt at give rugbrød i tilknytning til julen, både til gårdens tjenestefolk og til landsbyens fattige og jordløse. Når man gav et brød væk, skar man endeskiverne af og beholdt dem selv. Officielt var hensigten, at madmor ville sikre, at hendes brød var korrekt bagt. Men ifølge flere erindringer handlede det i højere grad om, at man mente, at det ville bringe ulykke at give en endeskive væk.

Rugens vigtige status blandt fødemidlerne bestod gennem 1800-tallet, hvor den omtales som et: ”Hovedfødemiddel for hele nationen”. I løbet af 1900-tallet gik det dyrkede areal med rug tilbage. Den største årsag hertil var, at kartofler i løbet af et par generationer erobrede rugens plads i den daglige mad, i takt med at Danmark blev industrialiseret.

Rugbrød og smørrebrød kaldtes fuldt berettiget for en signaturret i det danske køkken. Det er derfor betegnende for situationens alvor, når det i 1918 og under besættelsen blev nødvendigt at rationere rugbrød og rugmel. Fortællingen om rugen i det danske køkken er således også en fortælling om op- og nedture i Danmarkshistorien.

Bettina Buhl, Museumsinspektør og madhistoriker, Det Grønne Museum
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Aarhus For abonnenter

Mange ansatte har forladt sundhedsenhed i Aarhus: Alvorligt påbud rammer efter en svær periode

Leder For abonnenter

Kunstværk er vigtigere end kunstkøn

Lad os bare slå det fast fra start: ja, der er stadig åbenlyse udfordringer med ligestilling i dagens Danmark. Det er der på mange områder, og på mange områder er der heldigvis også bevægelser mod mere ligestilling. Måske ikke på alle områder, og måske er der heller ikke lige meget fart i bevægelserne mod det bedre, men der er bevægelse mange steder. Et af de steder er i kunstens verden, og seneste eksempel er hentet i hovedstaden, hvor Københavns Kommune har et udvalg; Rådet for Visuel Kunst, der støtter og køber kunst af "høj kvalitet" (som der står skrevet på kommunens hjemmeside) Rådet for Visuel Kunst køber kunst til kommunens mange institutioner og kontorer og har nu besluttet, at der fremover skal være kønskvoter på den kunst, som Københavns Kommune køber. Det vil sige, at der fra nu af skal være en kønslig ligefordeling mellem de indkøbte værker. At kunstnerens køn skal være et parameter, når der købes et kunstværk. Men måske burde Rådet for Visuel Kunst vende øjnene 180 grader og kigge nærmere på kønsfordelingen blandt dem selv. Der er nemlig otte medlemmer af rådet, hvoraf kun to er kvinder. De seneste seks år har rådets seks mænd og to kvinder købt 190 kunstværker, hvoraf 109 er udført af en mand, og 81 er udført af en kvinde. Det er ikke kønslig ligefordeling til sidste decimal, men det er vel ikke et udtryk for et kønsligt fravalg af kvinder. Havde den kønslige fordeling af kunstværker været mere lige, hvis rådet havde været mere lige kønsfordelt? Måske. Måske ikke. Men når det drejer sig om kunst, så bør kunstnerens køn ikke spille nogen rolle overhovedet. Kunstværket er vigtigere end kunstnerens køn, og selv om intentionen bag beslutningen om et ligeligt kønsfordelt indkøb af kunstværker er prisværdig, så er beslutningen også latterlig, netop fordi den siger, at kønnet er vigtigere end værket - og hvorfor så købe værket? Nu risikerer Københavns Kommune at købe kunstværker af "mindre høj kvalitet", fordi der er truffet en beslutning om kønslig ligefordeling, og dermed kommer kunsten i anden række. Det er vel ikke meningen.

Aarhus For abonnenter

Vandchef vil forebygge katastrofer: Ønsker flere engsøer ved Aarhus

Aarhus

En stemning af første skoledag: 169 århusianere havde en fest med at blive danske statsborgere

Aarhus For abonnenter

Ombudsmand trækkes ind i sag om privatisering af veje i Aarhus: Er der sket lovbrud og fiflet med sandheden?

Annonce