Der blev gjobrt en fatal fejltagelse i 1941, og man kan vel groft sige, at det både var bygherre og Arne Jacobsens skyld. Det vævede værk over Aarhus skulle aldrig have været et heldækningstæppe.
Det var væveren Paula Trock og hendes atelier, der stod bag produktionen af det gigantiske tæppe i byrådssalen på Aarhus Rådhus. Paula Trock og hendes mange ansatte vidste med sikkerhed, da de knyttede det store gulvtæppe til byrådssalen, at det ikke ville vare for evigt. Og måske var det heller ikke Arne Jacobsens reelle vision.
Motivet på gulvtæppet er et kort over Aarhus, som det så ud, da rådhuset blev bygget. Et moderne Aarhus, et Aarhus i udvikling. Men mange ærkeeårhusianere ville slet ikke kunne genkende byen i værket, da Aarhus har udviklet sig markant siden da.
Det udskældte moderne rådhus voksede sig ind i hæder og senere ind i en fredning, og pludselig står vi overfor en opgave om at skulle genskabe 1940’ernes og 1950’ernes æstetik i al uendelighed.
At der findes en så hyperrigid fredning omkring vores fælles bygninger, ødelægger tilknytningsforholdet til vores fælles rum, men også muligheden for at lade nye designere bevise, at de kan tale et sprog, der passer med fortidens æstetik.
Hvis Danmark fortsat skal bære fanen forrest indenfor arkitektur og kunst, så skal vores vigtigste fælles, offentlige bygninger også invitere samtiden ind. Jeg er overbevist om, at den rette balance mellem bevarelse og hædring af gammel arkitektur og moderne kunst og formgivning findes.
Hele gulvtæppemiseren vidner også om, at Slots- og Kulturstyrelsen ikke har styr på, hvordan tekstile værker opfører sig, og derfor sætter de tæpperne i den fredede bygning i samme kategori som stole af træ og trapper af metal. Hvor tæpper, hvis de altså ikke skulle have deres egen kategori, nok nærmere hører til i kategorien med kunst som oliemalerier og skulpturer.
Der kan være mange årsager til denne gruppering, men den umiddelbare årsag er nok uvidenhed og et hierarki indenfor kunsthåndværk.
Enhver dansker kender arkitekt og møbeldesigneren Arne Jacobsen, men enhver dansker kender ikke væveren Paula Trock. Og det til trods for, at hun var en fremgangsrig væver og designer, der både etablerede atelier og skoler i sin levetid - og leverede tekstiler til alt fra FN's hovedkontor i New York til Marselisborg Slot.
Havde de konsulteret sig med fagpersoner fra 1941, ville væverne kunne have oplyst om, at et håndknyttet tæppe ikke holder til den slags slid, der opstår i en byrådssal. Stole, der bliver trukket frem og tilbage på samme sted. Sko, der går de samme ruter. Rengøringspersonale, der måske ikke er uddannet i, hvordan man bedst støvsuger og renser et håndknyttet tæppe. Måske vi kunne rette op det nu og undgå at gentage fortidens fejltagelser.
At udskifte gulvtæppet i byrådssalen er derfor ikke det samme som at ombetrække stoffet på rådhusets møbler eller at give parketgulvet ny lak. Det er nærmere det samme som at skulle genskabe et helt kunstværk, og det er kun ganske få danskere, der kan dette håndværk.
Der blev lavet en gigantisk fejltagelse i 1941, men vi ville have en mulighed for at rette op på den nu, hvis ikke en stram fredningsplan satte en stopper for det.
Så lad os lege med ideen om, at den benhårde fredningsplan ikke var til stede. Så kunne man udbyde muligheden for, at en designer og en håndfuld danske vævere kunne skabe et nyt kort over Aarhus hvert halvtredsindstyvende år.
Arne Jacobsens vision var et håndknyttet tæppe med motiv af Aarhus - så det ville selvfølgelig være rammen for udbuddet. På den måde taler man ind i den originale formgivning og vision fra Arne Jacobsen, men man inviterer også samtidens kunstnere ind i byens vigtigste rum.
Panelet, der skulle udpege en vinder ville bestå af historikere, arkitekter, byrådsmedlemmer, kunstkritikere, måske endda menige århusianere. En blandet skare, der ville kunne sikre et højt niveau og et perfekt samspil mellem eksisterende arkitektur og et nyt tekstilt værk.
Man kunne rette op på fejlene og lade tæppet pryde cirklen i midten af byrådssalen, i stedet for hele rummet, og på den måde lade stolene slide på parketgulvet i stedet for tæppet. Man kunne restaurere og lappe det undervejs. Man kunne behandle det som et tekstilt værk i stedet for et væg-til-væg-gulvtæppe.
Havde de konsulteret sig med fagpersoner fra 1941, ville væverne kunne have oplyst om, at et håndknyttet tæppe ikke holder til den slags slid, der opstår i en byrådssal. Stole, der bliver trukket frem og tilbage på samme sted. Sko, der går de samme ruter. Rengøringspersonale, der måske ikke er uddannet i, hvordan man bedst støvsuger og renser et håndknyttet tæppe.
Måske vi kunne rette op det nu og undgå at gentage fortidens fejltagelser. Rent faktisk spørge fagfolk, rent faktisk behandle det tekstile håndværk som kunsthåndværk.
Intet er for evigt, og samtiden hører til i byens vigtigste rum.
