Annonce
Aarhus

Klumme: Fire ulykker på en måned på Brabrandstien - det kan ikke være en tilfældighed

Der er ikke meget plads på Brabrandstien, når et hold motionscyklister giver den gas. Foto: Henrik Lund
Annonce

Man kunne se på lang afstand, at der var noget galt.

Ved krydset på Brabrandstien lige efter Døde Å holdt en ambulance, og rundt omkring stod der en ambulanceredder, hundeluftere, cyklister og gående.

Tættere på kunne jeg se, at der lå en mand og en cykel på asfalten. Jeg vurderede, at manden havde fået den hjælp, han kunne få, og cyklede videre med den følelse af ubehag, det giver, når man har set et menneske i nød.

Bagefter tænkte jeg: Nu har jeg cyklet på Brabrandstien hver arbejdsdag i 17 år, og jeg har aldrig stødt på et lignende uheld før. Det skulle jo ske før eller siden.

I starten af juni skete det.

Ugen efter var den imidlertid gal igen. Igen var det en morgenulykke.

- Kan du bevæge hovedet, kan du bevæge hovedet, spurgte en kvinde en ikke helt ung mand i cykeldress, som var gået i asfalten i svinget ud for byens nye koncertplads, Eskelund.

Igen vurderede jeg, at manden fik den hjælp, han havde brug for, og jeg kørte videre med samme følelse af ubehag, som havde ramt mig ugen forinden.

Blot et par dage senere stod der samme sted en eftermiddag en enkelt cyklist og diskuterede højlydt med et cyklistpar.  Der havde været et sammenstød, forstod jeg. Dog var ingen af parterne tilsyneladende denne gang kommet alvorligt til skade.

Alt sammen var det nok tilfældigheder, tænkte jeg.

Men så var det, at jeg forleden stødte på endnu en cyklist, der var gået i asfalten. Denne gang ud for kolonihaverne på stien i søens østlige del. Igen samme mønster: Mand liggende på asfalten med store smerter, tililende, der forsøger at hjælpe, folk der ophidset taler i mobiltelefon.


Nogen ønskeopgave er det ikke just at lave regler for, hvem der ikke må færdes på Brabrandstien. Den slags giver ballade. Men politikerne bliver nødt til at gøre noget.


Lige netop da fik jeg nok. Jeg blev klar over, at der er noget galt på Brabrandstien. Fire uheld - heraf tre alvorligere - på en måned kan ikke være en tilfældighed.

Og hvad er der så galt?

Ja, jeg vil ikke sige, at det udelukkende er coronaens skyld. Men den er en medvirkende årsag.

Siden coronaen brød ud i marts, er det vrimlet frem med folk, der vil bruge den i forvejen populære sti.

Brabrandstien er stadig åben for knallertkørsel på hverdage, og engang imellem kommer der en ung fyr fræsende på en tunet knallert, så alle andre må flygte. Men knallertkørerne er slet ikke hovedproblemet. Dertil er de for sjældne.

Hovedproblemet er de mange forskellige slags motionister, som efterhånden kæmper om pladsen på den smalle sti.

Cyklister ved De Tre Broer, Brabrandstien Foto: Axel Schütt

Rulleskøjteløbere giver den gas. Nogle gange tre-fire hurtigløbere i streg. Sammen med elcyklisterne, nogle af dem på store kassecykler med børn i. Blandet med "almindelige" cyklister og fodgængere, heraf ofte børnefamilier, som skal krydse stien.

Alle vil bruge Brabrandstien. Læg dertil, at coronakrisen tilsyneladende har skabt en stor skare mænd, som har investeret i  racercykler.

Aldrig tidligere har jeg set så store mængder motionscyklister, som på racercykler giver den maksimal gas på den smalle sti. Nogle gange kommer de alene, andre gange cykler de i hold helt op til seks, syv personer.

Enkelte hardcore ryttere råber "bagfra", når de kommer tordnende.  Budskabet er: Flyt jer, for satan, her kommer vi!

I disse år er der kamp om naturen. Besøgende i skovene føler sig kørt over af mouintainbikeryttere, lystfiskere vil have kanoroerne sendt hen, hvor peberet gror, og i vandkanten sender badende onde tanker i retning mod de larmende vandscootere lidt længere fra land.

Indtil videre har det været myndighederne strategi, at alle skal have lov at være her. Og det samme gælder Brabrandstien.

Men hvad gør myndigheder og politikere, hvis rækken af uheld fortsætter?

Nogen ønskeopgave er det ikke just at lave regler for, hvem der ikke må færdes på Brabrandstien. Den slags giver ballade.  Men politikerne bliver nødt til at gøre noget.

Mens vi venter, må vi brugere bede hinanden om at vise hensyn. Samt på bedste vis hjælpe de ofre, der på makaber vis klasker i asfalten på den efterhånden overfyldte sti.

Ole Christensen, journalist Foto: Axel Schütt
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Aarhus

Nye restriktioner for børn og lærere når skolerne starter

Aarhus

Smukfest i baghaven i en Aarhus-forstad

Annonce