Annonce
Aarhus

Derfor gjorde bankrøverier så djævelsk ondt på de ansatte

Bankrøveriet i Arbejdernes Landsbank i Bruuns Gade i Aarhus 30. november 2015. Siden har der blot været ét bankrøveri i det østjyske. Foto: Jens Thaysen

Krise- og erhvervspsykolog Winnie Flensborg har været kaldt ud til mere end 30 bankrøverier. Hun fortæller, at den traumatiske oplevelse kan sidde i kroppen på bankpersonalet i mange år - nogle kommer aldrig tilbage til samme job.

ØSTJYLLAND: "Nej tak. Vi vil ikke bede vores ansatte om at gennemleve de traumatiske oplevelser igen. Vi håber på forståelse."

Trods forespørgsler hos en række østjyske banker og pengeinstitutter, der for år tilbage har været udsat for bankrøveri, så er tilbagemeldingen den samme.

Et bankrøveri sætter så store ar på sjælen, at ingen chef ønsker at formidle kontakt til en medarbejder, der har været udsat for et bankrøveri, selv om det ligger år tilbage, og derfor måtte avisen til Nordjylland for at finde en bankansat, der ville medvirke.

At det bliver så traumatisk for ofrene, kan krise- og erhvervspsykolog Winnie Flensborg gøre os klogere på. Hun er akutpsykolog i Falcks kriseberedskab og har tidligere været ansat som psykolog i en bank. Gennem de seneste tre årtier, har hun været kaldt ud til mere end 30 bankrøverier.

- Det er en voldsom traumatisk hændelse, hvor man bliver truet på sit liv. Man tror, at man skal dø, og når man gør det, så sætter reflekserne ind, og det autonome nervesystem tager over, et system vi ikke selv er herre over. Her vil den naturlige reaktion være kæmp, flygt eller gem dig, men selv om kroppen har allermest lyst til at løbe sin vej, så har man fået en instruks fra sin arbejdsgiver om, at man skal blive stående og adlyde røverens ønsker for at minimere risikoen for sig selv og kollegerne. På den måde kortslutter man den naturlige trang til at komme væk fra stedet, og det sætter sig i kroppen - som en kropslig hukommelse, forklarer psykolog Winnie Flensborg og uddyber:

- Hvis man står med en pistol eller en kniv foran sig, ved kroppen, at nu skal den væk. Men man tvinger sig selv til at blive og ved så ikke, om det betyder, at man bliver skudt eller stukket ned. Det øjeblik glemmer kroppen aldrig.

Annonce

Konstant højt stressniveau

Den garvede krisepsykolog forstår godt, at nogle medarbejdere aldrig kommer tilbage til samme slags job.

- Mange, der har været udsat for bankrøveri, vil konstant sidde og skele hen mod døren for at holde øje med, hvem der kommer ind; "nå, det er bare Fru Hansen", "uh, ham der kender jeg ikke", og hvis vi bare går et par år tilbage, så tænk på, hvor mange kunder der kom ind i banken hver eneste dag. Hvis du konstant er på vagt, når døren går op, så er kroppen enormt stresset hver eneste dag, når du går hjem fra arbejde. Det kan den ikke holde til i længden, så man ender med at få posttraumatisk stress syndrom ligesom de hjemvendte soldater, forklarer Winnie Flensborg.

Skal hun give et godt råd videre til de, der har været udsat for røveri, og pårørende, så er det at holde fast i fakta.

- Familie og venner vil ofte gerne tale oplevelsen op, og siger "åh gud, det var da godt, at han ikke skød jer" eller "det var da godt, at han ikke brugte kniven". Men når du får sådan en kommentar, så vil hjernen automatisk begynde at danne billeder af, hvordan det ville se ud, hvis du var blevet skudt, og så går kroppen igen i alarmberedskab. Derfor vend altid tilbage til fakta og sig til dig selv og også gerne højt; "Han kom ind i banken, han truede med en pistol, han fik sine penge, og han gik igen. Det var sådan, det skete". På den måde holder hjernen fast i fakta i stedet for fantasi, siger Winnie Flensborg.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Sport

Bears vandt snævert i København

Blog

Erindrings-containere

Da jeg forleden skulle have gudstjeneste i domkirken, kom jeg i god tid og besluttede mig for, at gå en tur i de omkringliggende gader, inden jeg skulle ind og have kjolen på - som man siger i min branche. Der er nu også noget særligt ved at gå rundt om morgenen i en søndagsstille by. Et par søvndrukne fædre er blevet sendt ud med barn og barnevogn, for at mor kan få en time ekstra på øjet, et ungt festramt menneske søger efter en åben kaffebar, og en enkelt turist kommer skramlende med sin rullekuffert. Men når byen på den måde er overladt til sig selv og duerne, kragerne og mågerne, så er det, synes jeg, også som om tiden står lidt mere stille, Eller måske er det nærmere som om erindringerne - både ens egne personlige og de fælles historiske - presser sig mere på. Har man som jeg haft en fortid i byen husker man måske begivenheder, gamle venner man gik rundt sammen med, søde piger, der boede henne om hjørnet. Nogle gange er det så også som om kvarterets gamle bygninger og havets nærhed taler om endnu ældre tider, om kannikker, sømænd, handelsfolk og larmende drukkenbolte. Og er du først i dét hjørne er det lidt ligesom at du blidt løftes ud af 2019 for at blive en lille del af byens store erindring. Og har du så oven i købet, som jeg havde det forleden, et ærinde inde i domkirken, så er det en stemning eller fornemmelse, der ikke sådan lige slipper dig. Domkirken er, som så mange andre af de mange gamle kirker vi er privilegerede med her i stiftet, også en erindrings-container. Billederne, gravminderne, døbefonten, hele bygningsværket er som lag af historie, der har lejret sig i rummet. Ikke død historie, men historie der taler til os, der lever og trækker vejret her i 2019 med alt, hvad dertil hører. Den gamle kirke husker for os alle, og derfor rummer den os alle. Da jeg kom hjem til Aarhus for fire år siden var det efter 28 års fravær. Det var godt at være tilbage. Vi travede rundt i gaderne, genoplevede gamle stemninger og glædede os over gensynet. Men der gik et par år, før jeg begyndte at få øje på alle højhusene, byggerierne og boligområderne, der var skudt op siden vi forlod byen i 1988. Det var ligesom mine øjne indtil nu havde nægtet at se dem. Det gamle Aarhus havde i min bevidsthed ikke villet vige pladsen for det nye. Der findes et sted inde på YouTube, en lille film, der er optaget på en køretur fra Randersvej og ind gennem Aarhus i netop 1988. Det var den film, der blev ved at med at spille for mit indre blik, og som også gjorde jeg hele tiden forventede at møde de gamle venner og kærester nede på gågaden. Sådan kan fortiden nogle gange lægge en tung hånd på vores skulder. Ikke mindst, når vi bliver ældre og den af gode grunde fylder mere og mere, og vi gerne vil tale om den, indtil vores børn får et træt udtryk i øjnene. Men hvad jeg gerne vil undgå – og her kommer jeg tilbage til mit ærinde den anden søndag – det er, at historien også helt bemægtiger sig kirkens historiske rum. Forstået sådan, at det der siges inde i den, hele tiden har adresse til os og det mudrede og sammensatte menneskeliv vi lever nu og her i dag. Nok er den en erindringscontainer, kirken, og nok er det vigtigt, at vi har historien med os, men det er her og nu, vi trasker rundt i gaderne mellem hinanden, og det er ordene til os om dét, der først og fremmest er på færde herinde under de gamle hvælvinger.

Aarhus

SF og Alternativet vil indføre betalingsring for bilister i Aarhus: - Vi bliver nødt til at bruge både pisk og gulerod

Østjylland

Trods forsinkelser og aflysninger: Friske tal viser stor stigning i letbanens passagertal

Annonce