Annonce
Aarhus

Derfor gjorde bankrøverier så djævelsk ondt på de ansatte

Bankrøveriet i Arbejdernes Landsbank i Bruuns Gade i Aarhus 30. november 2015. Siden har der blot været ét bankrøveri i det østjyske. Foto: Jens Thaysen

Krise- og erhvervspsykolog Winnie Flensborg har været kaldt ud til mere end 30 bankrøverier. Hun fortæller, at den traumatiske oplevelse kan sidde i kroppen på bankpersonalet i mange år - nogle kommer aldrig tilbage til samme job.

ØSTJYLLAND: "Nej tak. Vi vil ikke bede vores ansatte om at gennemleve de traumatiske oplevelser igen. Vi håber på forståelse."

Trods forespørgsler hos en række østjyske banker og pengeinstitutter, der for år tilbage har været udsat for bankrøveri, så er tilbagemeldingen den samme.

Et bankrøveri sætter så store ar på sjælen, at ingen chef ønsker at formidle kontakt til en medarbejder, der har været udsat for et bankrøveri, selv om det ligger år tilbage, og derfor måtte avisen til Nordjylland for at finde en bankansat, der ville medvirke.

At det bliver så traumatisk for ofrene, kan krise- og erhvervspsykolog Winnie Flensborg gøre os klogere på. Hun er akutpsykolog i Falcks kriseberedskab og har tidligere været ansat som psykolog i en bank. Gennem de seneste tre årtier, har hun været kaldt ud til mere end 30 bankrøverier.

- Det er en voldsom traumatisk hændelse, hvor man bliver truet på sit liv. Man tror, at man skal dø, og når man gør det, så sætter reflekserne ind, og det autonome nervesystem tager over, et system vi ikke selv er herre over. Her vil den naturlige reaktion være kæmp, flygt eller gem dig, men selv om kroppen har allermest lyst til at løbe sin vej, så har man fået en instruks fra sin arbejdsgiver om, at man skal blive stående og adlyde røverens ønsker for at minimere risikoen for sig selv og kollegerne. På den måde kortslutter man den naturlige trang til at komme væk fra stedet, og det sætter sig i kroppen - som en kropslig hukommelse, forklarer psykolog Winnie Flensborg og uddyber:

- Hvis man står med en pistol eller en kniv foran sig, ved kroppen, at nu skal den væk. Men man tvinger sig selv til at blive og ved så ikke, om det betyder, at man bliver skudt eller stukket ned. Det øjeblik glemmer kroppen aldrig.

Annonce

Konstant højt stressniveau

Den garvede krisepsykolog forstår godt, at nogle medarbejdere aldrig kommer tilbage til samme slags job.

- Mange, der har været udsat for bankrøveri, vil konstant sidde og skele hen mod døren for at holde øje med, hvem der kommer ind; "nå, det er bare Fru Hansen", "uh, ham der kender jeg ikke", og hvis vi bare går et par år tilbage, så tænk på, hvor mange kunder der kom ind i banken hver eneste dag. Hvis du konstant er på vagt, når døren går op, så er kroppen enormt stresset hver eneste dag, når du går hjem fra arbejde. Det kan den ikke holde til i længden, så man ender med at få posttraumatisk stress syndrom ligesom de hjemvendte soldater, forklarer Winnie Flensborg.

Skal hun give et godt råd videre til de, der har været udsat for røveri, og pårørende, så er det at holde fast i fakta.

- Familie og venner vil ofte gerne tale oplevelsen op, og siger "åh gud, det var da godt, at han ikke skød jer" eller "det var da godt, at han ikke brugte kniven". Men når du får sådan en kommentar, så vil hjernen automatisk begynde at danne billeder af, hvordan det ville se ud, hvis du var blevet skudt, og så går kroppen igen i alarmberedskab. Derfor vend altid tilbage til fakta og sig til dig selv og også gerne højt; "Han kom ind i banken, han truede med en pistol, han fik sine penge, og han gik igen. Det var sådan, det skete". På den måde holder hjernen fast i fakta i stedet for fantasi, siger Winnie Flensborg.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Aarhus

Træer med rødder i historien

Kronik

Kronik: Kulturpolitik er hardcore kapitalisme

I disse dage hyldes finansloven for at afskaffe besparelser på kultur og humaniora. Og selvom det utvivlsomt er et skridt i den rigtige retning, så er det ikke ligefrem modig kultur- eller uddannelsespolitik. Det er et tilbagevendende fænomen, at kunstens fortalere forsøger at overbevise politikere om kunstens værdi og muligheder. Først og fremmest handler det om, at kunsten har værdi i sig selv. Der er en værdi i den kunstneriske undersøgelse, som ikke er underlagt specifikke mål, lyder opråbet. Men i samme åndedrag er det for den samme gruppe af kunstfaglige vigtigt at pointere, at det ikke betyder, at kunsten ingen evner har politisk og kommercielt. For at tale politikernes sprog, påpeger branchen ofte de sociale og økonomiske fordele ved satsninger på kulturområdet. Når staten giver penge til kunsten, resulterer det i mere meningsfulde tilværelser og et overskud i statskassen. Det er ikke den mest interessante tilgang, men offentligt støttet kunst kan betragtes som en investering, der på langt sigt giver profit - både fra turisme og fra handel med kunstværker, men også fra længerevarende følger, som kan være svære at måle. Et rigt kulturliv i et bestemt område kan påvirke prisen på ejendomme. Det kan have betydning for menneskers lykke og sundhed. Det kan afføde innovation i erhvervslivet. Selv Dansk Industri har udgivet en rapport om kulturens vækstpotentialer. Et besøg til et af verdens epicentre for økonomisk vækst har sat kulturpolitikken i den danske andedam i et interessant perspektiv. Jeg er netop hjemvendt fra en rejse organiseret af Mondriaan Fonden og Statens Kunstfond. Med en europæisk gruppe af kunstfaglige rejste jeg rundt og besøgte de mange nye kunstinstitutioner i Forenede Arabiske Emirater. Som navnet betoner, er Emiraterne en føderal sammenslutning af syv arabiske familiedynastier. Landet har de seneste årtier oplevet en rivende udvikling, muliggjort af enorme mængder af oliepenge. I Emiraterne taler man om tre perioder i regionens historie: før og efter olien og fremtiden. Her er ”fremtiden” et gennemtrængende tema, og lederne ved, at olie ikke er en del af den. Ligesom i andre totalitære lande oplever man et styre, som tænker langsigtet. Måske fordi de ved, at de sidder på magten i generationer. For at sikre deres internationale position satser sheikerne på massive investeringer i alt fra bæredygtig energi til infrastruktur. Man kan se væksten for ens øjne, når man bevæger sig rundt. Man kan høre utopierne for fremtiden udfolde sig i entusiastiske skåltaler. Det interessante er, at Emiraterne har forstået, hvad mange danske kulturpolitikere ikke har. Samtidig med at man bygger handelscentraler, luksushoteller, indkøbscentre med indendørs skibakke, skyskrabere og gigantiske solcelleanlæg, så bygger man også universiteter, kunstmuseer, teaterskoler og biblioteker. Her har man forstået kunstens betydning og evne til at skabe forandring kulturelt, økonomisk og politisk - og man udnytter den. Alt er ikke fryd og gammen i Emiraterne, tværtimod. Landet er involveret i død og ødelæggelse i Yemen. Millioner af udlændinge arbejder under usle forhold. Der er massiv hvidvask. Ytringsfriheden er begrænset. Demokrati er en by i Rusland. Landet er dog i stort omfang lykkeligt befriet for kritik og sanktioner fra de såkaldte frie demokratier. En del af strategien for Emiraterne handler om at skabe enorme kulturelle samarbejder, som gør det belejligt for samarbejdspartnerne at se igennem fingre med tragedier og korruption. Det klinger i hvert fald hult, når USA, Frankrig og andre sælger våben og kulturarv med denne ene hånd og peger fingre med den anden. Som eksempel blev det i 2007 vedtaget i det franske parlament, at kunstmuseet Louvre kunne åbne en afdeling i Abu Dhabi. Emiraterne betalte den nette sum af 3,5 milliarder kroner bare for at låne det prestigefyldte navn i 30 år. Louvre Abu Dhabi åbnede i 2017 og ligger i et område, hvor bystyret har planlagt at bruge over 180 milliarder på at skabe et kulturelt turistparadis. Handlen er blevet kritiseret for at være en usmagelig måde at behandle århundredes kulturhistorie og for at forvanske kunstnerisk åndelighed til brand-marketing, hardcore kapitalisme og geopolitik. New Yorks Universitet i Abu Dhabi er endnu et eksempel på en importeret vestlig kulturinstitution. Rektoren er en hollandsk kunsthistoriker, og hun fortalte om universitets satsning på rekruttering af elitestuderende fra hele verden. I det tætpakkede program, som var lagt for os, så vi den ene nybyggede og topmoderne kulturinstitution efter den anden. Fælles for dem alle er, at ambitionerne for det kunstneriske niveau er skyhøje, faciliteterne er dyre og den kulturelle målstok er vestlig. At opleve denne udvikling får mig til at spekulere på, om denne målestok med tiden vil forskyde sig. Fortællingen om vestens forfald fra den globale verdenstinde er velkendt og facetteret. Groft sagt er det den, der har affødt Trumps slogan om at gøre Amerika stor igen. USA står med tiden til at miste sin status som verdens største økonomi, og andre har længe gjort sig klar til at blive de nye supermagter. I lyset af de makropolitiske forskydninger i samtidens verdensorden giver de langsigtede kulturinvesteringer i Emiraterne stof til eftertanke angående den manglende vilje til at satse på kunst og humaniora i vores andedam. Hele denne rejse har gjort mig underligt desillusioneret. På den ene side er jeg blevet bekræftet i, at kunst ikke bør være underlagt politiske målsætninger. På den anden er det mere tydeligt end før, hvor stor en politisk og økonomisk magt kunsten kan bære med sig. Selvom danske politikere fra tid til anden holder fine taler om kulturens betydning, så tales der ofte om kunsten som den overflødige glasur på toppen af kransekagen. På trods af Emiraternes sympatiske tilgang til kunstens magt, så virker det til, at de har forstået, at de såkaldt ”bløde” fag er grundstenene i vores samfund. Jeg har set, hvad der sker, hvis hardcore kapitalister køber præmissen om, at kunst kan betale sig. Emiraterne har spændt kunsten for en vogn, som den får sår af at trække. Alligevel må jeg indrømme, at jeg oplevede meget god kunst på turen. Ikke mindst oplevede jeg potentialer, som på langt sigt kan skubbe ved den måde, vi betragter kunstverdenen på internationalt. Danske kulturinstitutioners kamp for bedre økonomiske forhold er en paradoksal kamp for at vise, at det betaler sig i kroner og ører at lade kunsten udfolde sig på egne præmisser uden blik for de økonomiske følger. Men på trods af at kulturlivet argumenterer for kunsten på erhvervspolitikkens præmisser, har kulturpolitikken stadig laveste prioritet for mange byråd og ikke mindst for den nye regering. Økonomisk vækst bør ikke være argumentet for at investere i kunst og humaniora, men uanset hvilket argument man ønsker at forfægte, så synes det indlysende, at vi bør investere mere modigt og ikke nøjes med at afskaffe besparelser.

Aarhus

Natligt overfald på Brabrandstien: Gerningsmænd krævede penge

Annonce