Annonce
Kronik

Det bliver aldrig det samme igen

Kan man forestille sig, at vi igen vender tilbage til at kramme Gud og hvermand – på det nærmeste også dem, man møder for første gang?

Det stopper naturligvis igen. Men øjensynligt ikke lige foreløbig. Der åbnes uendeligt langsomt op, etapevis, men vi bliver givetvis ikke totalt frigjorte før engang til næste år. Men selvfølgelig stopper den igen på et tidspunkt, corona-krisen.

Hvad Covid-19 har gjort ved det danske samfund er ifølge antropologerne og andre historikere det største wake-up-call, de knap seks millioner danskere har fået siden anden verdenskrig. Den dødsens farlige virus lukkede – med god hjælp af regeringen og sundhedsmyndighederne – totalt ned for samfundet. Med undtagelse af fødevarebutikker og apoteker blev gitteret rullet ned hos alle andre. Arbejdspladser, skoler, børneinstitutioner, butikker, forlystelser, cafeer og restaurationer – ja, ALT lukkede. ”Bliv hjemme”, sagde statsministeren på pressemøde efter pressemøde i et tonefald, der ikke var til at misforstå. Og skulle man af nød ud i samfundet for at proviantere eller lignende, så skulle vi holde god afstand til hverandre og vi skulle bruge litervis af håndsprit.

Men når nu sygdomskurven flader ud og den frygtelige virus trækker sig tilbage eller kommer under vores kontrol, og samfundet dermed langsomt vender tilbage til tiden ’før Corona’, vil vi så igen leve vores liv, som om intet har været hændt?

Nej, det er næppe sandsynligt. Denne verdensomspændende pandemi har givetvis sat så dybe aftryk i krop og sjæl hos langt de fleste mennesker med almindeligt omløb i hovedet, at meget af det, vi tidligere gjorde som noget ganske naturligt, aldrig vil blive det samme igen.

Kan man forestille sig, at vi igen vender tilbage til at kramme Gud og hvermand – på det nærmeste også dem, man møder for første gang? Er det ikke en meget god lejlighed til at få skruet lidt ned for denne påtagede empati-epidemi, hvor kindkys, endda på begge sider, totalt havde tilsidesat et ganske almindeligt høfligt håndtryk. Håndtryk, som måske også fremover udskiftes med japanernes håndflade mod håndflade foran eget ansigt, og så et respektfuldt lille buk.

Mon ikke også vi alle har lært at vaske hænder 10 gange så ofte, som vi gjorde før. Og håndsprit, som vi hidtil har anset for noget kun dem i hvide kitler havde patent på, vil givetvis fremover bliver indkøbt i så store mængder i de danske familier, at udgiften skal oprettes som en særskilt post på budgettet. Den generelle hygiejne – især håndhygiejnen – er med virus-chokket katapulteret frem til hidtil usete højder. Intet er så skidt, at det ikke også er godt for noget andet.

Og hvad har vi så ellers lært af Corona? Ja, vi har fået bekræftet at det danske sammenhold og samfundssind er præcis lige så rodfæstet i vores DNA, som historierne om danskernes adfærd under anden verdenskrig fortalte. Vi står sammen som et folk og vi hjælper hinanden – den stærke især, tog sig naturligt af den svage; de unge kerede sig dybfølt om de ældre.

Egoisterne og me-me-me-slipse-drengene blev under krisen bombet tilbage til start. Vi gider dem ikke længere. Nu skal det for evigt være slut med, at de springer køen over i supermarkedet, kører som det passer dem i trafikken og med største selvfølgelighed henkaster bilen over det meste af to p-pladser. Indstillingen med, at ”bare jeg får det som jeg vil have, så skråt-op med alle andre” vil ikke længere have sin gang på jord. Det skal være slut med de utålelige hattenåles dominerende adfærd. I Danmark viser vi nemlig sammenhold og samfundssind. Det lærte Corona os.

Og formentlig vil fremtiden byde på mindre rejseaktivitet. Det vil være som at klaske tre fluer med ét smæk: 1) Ingen smitte med hjem fra eksotiske, men besynderlige østerlandske destinationer med uhumske gadekøkkener, hvor både døde dyr, levende rotter og alt i vira fås i dusinvis. 2) En kæmpe miljøgevinst på en minimering af Co2-udledningen ved langt færre flyvninger og 3) Flere danskere på ferie i Danmark, hvilket vil give øget omsætning i den nationale turistbranche, men mest af alt holde danske lønkroner indenfor landets grænser. Og det sidste får landet hårdt brug for i bestræbelserne på at komme på fode igen efter de mange omfattende hjælpepakker.

Men mest af alt lærte vi igen-igen, at det danske sundhedsvæsen ligger allerøverst i verdenseliten. Og at de danske læger og sygeplejesker er second to none, er overhovedet ikke til diskussion.

Lars Svendsen, skribent og foredragsholder
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Aarhus

Tæt trafik på Helgenæs skaber debat

Annonce