Annonce
Aarhus

Det er dyrt at have børn i Aarhus: Så meget mere koster dagtilbuddene

Akrivfoto: Morten Stricker/Scanpix
Der er penge at spare, hvis man har sine børn i daginstitutioner i andre byer end Aarhus. Der er flere tusinde kroner i forskel mellem Aarhus og Randers.

AARHUS: Det er dyrt at have børn. Sådan kan man først og fremmest konkludere.

Men hvis man ser nærmere på, hvad det koster at have børn i dagsinstitutioner i de forskellige kommuner, er der forskel på, hvor dyrt det er at have børn.

Ifølge 6-bynøgletalsrapporten fra 2019 er Aarhus den kommune, hvor det er dyrest at have børn i heldags-dagspasning, hvis man sammenligner med de fem andre store byer i Danmark.

Århusianske forældre skal altså betale mere for at få deres børn passet, hvis man ser på de samlede udgifter til dagpleje, 0-2 års tilbud, 3-5 års tilbud og skolefritidsordning.

For godt nok er det dyrere eksempelvis at have børn i dagpleje i det københavnske, men til gengæld er det tilsvarende billigt at have børn i skolefritidsordning i København, end det er i Aarhus. Derfor bliver det samlet set en dyrere fornøjelse at få børn passet i Aarhus Kommune.

Samtidig er det væsentligt billigere at have børn i dagtilbud, hvis man bor i Randers for eksempel. Alene ved 0-2 års-tilbuddet kan man spare cirka 8.000 kroner om året ved at få sine børn passet i Randers fremfor Aarhus.

Priserne er dog uden eventuelle fripladstilskud og/eller søskendetilbud.

Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Læserbrev

Læserbrev: Gå- og cykelgader i midtbyen

Søren Kierkegaard har sagt: ”Af alle latterlige Ting forekommer det mig at være det allerlatterligste at have travlt.” Mit ærinde er at få person-mobilitet i midtbyen til at glide på en god måde. Og derfor foreslår jeg kombinerede gå- og cykelgader i store dele af det centrale Aarhus. Det skal omfatte midtbyens gamle og smalle gader, hvor der ikke er plads til at etablere cykelstier og reelt heller ikke til gennemgående biltrafik, hvis gående skal kunne færdes sikkert her. Det omfatter ikke de nuværende gågader, som fortsat skal være forbeholdt gående. Ej heller nuværende cykelstier. Men de erstatter de nuværende ’cykelgader’, som ikke rigtigt fungerer, fordi trafikken her fortsat foregår på bilernes præmisser og skaber farlige situationer. Se på Mejlgade. Kun de bløde trafikanter har adgang. Fodgængere, løbehjul, skateboard, cykler og måske andre små el-køretøjer blander sig mellem hinanden. Området og gaderne er markeret og utvetydigt skiltet, så selv de mest retningsforvirrede turister forstår det. Fodgængerne har som den ’svageste’ gruppe fortrinsret. Ellers er konceptet, at alle tager hensyn til hinanden – det er den eneste regel. Og det indbefatter naturligvis, at der kun må køres eller cykles i et beskedent tempo. Beboerne kan sive ind og ud med deres biler. Ligesom den nødvendige varetransport. Desuden kan der være adgang for små grønne el-taxaer med en særlig tilladelse, så alle har mulighed for adgang. Og naturligvis skal der være nogle få større trafikårer ind i centrum til den øvrige bil-, bus- og cykeltrafik. Som vi kender det i dag. Kan denne ’sammenblanding’ nu lade sig gøre? JA. Jeg har set det fungere i Bergen, som har en masse bycykler, som kører overalt uden problemer. Og jeg mener, at når vi blot ved, hvad betingelsen er, nemlig at der her skal være plads til alle, så får vi dét til at fungere. Det er vores ansvar, hver især. Det kræver, for det første, at vi tager ansvaret på os og viser hensyn, og for det andet, at vi giver os tid – og her kommer Søren Kierkegaard ind – da det ikke lader sig gøre, hvis vi er fortravlede og stressede. Vi kan godt tage 10 minutter tidligere afsted. Vi kan godt tage det roligt, når der opstår uforudsete ting og forhindringer - for det gør der altid, før eller siden - det er et vilkår i trafikken. Vi kan anerkende, at vi ikke hjælper nogen som helst – og da slet ikke os selv - ved at fare sted og konstant have travlt. Tværtimod. Det hindrer os i at være til stede og omgås andre på en god, rummelig og hensynsfuld måde. Udover hensynsfuldheden gælder trafikkens gyldne hovedregel selvfølgelig; nemlig at køre, gå eller bevæge sig efter forholdene. Og det gør vi altså bedst på den Kierkegaardske måde…

Annonce