DEBAT: Valgkampen er i fuld gang, og jeg har efterhånden læst og hørt om rigtig meget, der skal tales op i Aarhus Kommune - sygeplejerskerne, pædagogerne, sosu-assistenter, ja selv letbanen skal vi tale op, fordi den efter sigende er bedre end sit rygte.
Det er en meget uheldig tendens, at vi tror, vi løser kommunens udfordringer ved at tale tingene op. Vi får hverken minimumsnormeringer, rimelig løn, færre dokumentationskrav, flere hænder, mere tid til de ældre, kortere skoledage eller bedre uddannelser ved at tale tingene op.
Desværre ser vi store rekrutteringsudfordringer blandt både sygeplejersker, pædagoger og social- og sundhedsmedarbejdere. Det er et kæmpeproblem, som skal løses på andre måder end ved at tale tingene op. Det kræver ganske enkelt, at vi prioriterer et løft af vores velfærd frem for utallige nedskæringer og besparelser.
I sidste ende er det børnene i daginstitutionerne, de ældre på plejehjemmene og patienterne på hospitalerne, der betaler prisen, når vi tror, vi kan løse alverdens udfordringer ved at tale en bestemt professions arbejde op.
Vi skal hæve skatten i Aarhus, så vi kan få råd til mange flere velfærdsmedarbejdere, og vi skal sikre langt mere frihed til de ansatte i den offentlige sektor, for det er dem, der arbejder med borgerne, der ved bedst. Og så skal vi rekruttere og fastholde medarbejdere ved at tilbyde dem ordentlige løn- og arbejdsvilkår. Ganske enkelt.
Jeg er udmærket klar over, at pengene er små, og det er jo gratis at tale tingene op. Jeg mener selvfølgelig også, at vi skal tale pænt om hinanden og hylde velfærdens helte, men vi skal simpelthen også turde tale højt om de udfordringer, der er. Vi underkender fuldstændig de professionelles faglighed, hvis vi ikke lytter til deres beretninger fra dagligdagen, og vi skaber ingen forandringer ved at tegne et glansbillede af deres fag og deres arbejde.
Det er sjovt nok fortsat utrolig prestigefyldt at være bankdirektør til trods for utallige historier om hvidvask, gyldne håndtryk og skandaler, og derfor handler det ikke kun om de ord, vi siger, men også de handlinger, vi foretager os for at sikre ordentlige løn- og arbejdsvilkår for offentligt ansatte.
Som folkeskolelærer har jeg de seneste mange år hørt, at jeg blot skulle tale skolen op. Det har desværre ikke medført kortere skoledage, færre test eller flere voksne. Tværtimod skaber vi først forandringer, når vi lytter til de medarbejdere, der står blandt børn og borgere hver dag. Det nytter ikke noget at drive politik gennem et regneark.
I sidste ende er det børnene i daginstitutionerne, de ældre på plejehjemmene og patienterne på hospitalerne, der betaler prisen, når vi tror, vi kan løse alverdens udfordringer ved at tale en bestemt professions arbejde op.
