Annonce
AGF

Det stabile AGF-forsvar skal findes frem igen

Den århusianske defensiv skal have genfundet sin stabilitet, lyder det fra AGF-lejren. Foto: Ole Nielsen
AGF-keeper Aleksandar Jovanovic og højrebacken Alexander Munksgaard mener, at holdet skal blive bedre til at forsvare sig som en samlet enhed. Sker det, skal pointene nok begynde at komme igen.

FODBOLD: Han sad længe i den ene udskiftnings-boks. Nogle gange med telefonen helt op til øret. Andre gange kiggede han bare ud på grønsværen i et forsøg på at forstå den kamp, han lige havde været en del af. AGF havde alle muligheder for at give det rekordstore publikum den sejr, de var kommet for at få, men stod alligevel som det tabende hold til allersidst.

- Vi var foran to gange og havde kampen lige hvor vi gerne vil have den. Det var i hvert fald den følelse, som vi løb rundt med inde på banen. Vi havde nogle problemer med Silkeborg, hvor jeg føler, at de fik kombineret sig igennem midten og fik skabt overtal forskellige steder på banen og blev ved med at presse på. Vi kom til at stå lidt lavt i perioder, og det var ærgerligt. Det stabile forsvar, vi har haft over en lang periode i AGF, blev afløst af en følelse af, at vi ikke stod så solidt, som vi tidligere har gjort, fordi målene blev ved med at komme, sagde AGFs højre back Alexander Munksgaard efter kampen.

Den følelse var målmand Aleksandar Jovanovic enig i.

- Vi skal blive bedre til at forsvare os som et hold. Det er ikke bare én person, men hele vejen rundt, at vi skal blive defensivt bedre til at forsvare os. Det var skuffende at tabe kampen på denne måde, når vi skabte så mange muligheder, sagde målmanden og fortsatte:

- Vi skal kæmpe mere for hinanden, slås for hinanden i forsvaret. Vi skulle have lukket kampen ved 3-2, men det er vores defensiv, vi skal se på. Vi skal forsvare os langt bedre end vi gjorde i dag, sagde han.

Alexander Munksgaard er dog sikker på, at AGF har værktøjerne til at finde tilbage til det spor.

- Hvis vi finder tilbage til at stå kompakt og forsvare os som et hold, og samtidig skaber de chancer, der skal til, så lukker vi også kampene tidligere, sagde forsvarsspilleren.

- Jeg føler lidt, at vi står med den samme fornemmelse, som vi havde efter pokalkampene, hvor vi ikke gjorde det hele fuldt ud som hold. Silkeborg havde ikke vundet en kamp før i dag og kunne tage til Ceres Park og spille uden følelser eller hæmninger, men bare spille frit. De satte bolde på spil inde centralt og ramte nogle medspillere og slog nogle afleveringer, som de ikke havde slået, hvis de havde fået nogle andre point på kontoen. Det gjorde, at de kunne spille langt mere frit, mens vi spillede lidt mere med håndbremsen trukket, sagde han.

Annonce

Vild kamp

Cheftræner David Nielsen lagde ikke skjul på, at det blev en vild kamp mellem to hold, der jagter mål.

- Silkeborg er et hold, der bare satser alt. De skal frem og score nogle mål og spiller generelt ekstremt offensivt. Det betyder, at de giver chancer væk, men de er også selv farlige fremad banen, og boksekampen i de to felter tabte vi i dag. Det kan godt være, at vi var for offensive, men vi går efter at vinde på hjemmebane. Vi er også et hold, der vil frem og score mål. Vi forsvarede enkelte situationer lidt dårligt, men vi havde nogle muligheder på 2-1 og på 3-2, som vi gerne ville have scoret på, sagde træneren.

Hvilke situationer var det, at du gerne havde set, at I havde tacklet bedre defensivt?

- Det er de situationer, hvor de er ganske få folk fremme, hvor vi skal kunne afvise det bedre end vi formåede i dag, sagde David Nielsen.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Sport

Bears vandt snævert i København

Blog

Erindrings-containere

Da jeg forleden skulle have gudstjeneste i domkirken, kom jeg i god tid og besluttede mig for, at gå en tur i de omkringliggende gader, inden jeg skulle ind og have kjolen på - som man siger i min branche. Der er nu også noget særligt ved at gå rundt om morgenen i en søndagsstille by. Et par søvndrukne fædre er blevet sendt ud med barn og barnevogn, for at mor kan få en time ekstra på øjet, et ungt festramt menneske søger efter en åben kaffebar, og en enkelt turist kommer skramlende med sin rullekuffert. Men når byen på den måde er overladt til sig selv og duerne, kragerne og mågerne, så er det, synes jeg, også som om tiden står lidt mere stille, Eller måske er det nærmere som om erindringerne - både ens egne personlige og de fælles historiske - presser sig mere på. Har man som jeg haft en fortid i byen husker man måske begivenheder, gamle venner man gik rundt sammen med, søde piger, der boede henne om hjørnet. Nogle gange er det så også som om kvarterets gamle bygninger og havets nærhed taler om endnu ældre tider, om kannikker, sømænd, handelsfolk og larmende drukkenbolte. Og er du først i dét hjørne er det lidt ligesom at du blidt løftes ud af 2019 for at blive en lille del af byens store erindring. Og har du så oven i købet, som jeg havde det forleden, et ærinde inde i domkirken, så er det en stemning eller fornemmelse, der ikke sådan lige slipper dig. Domkirken er, som så mange andre af de mange gamle kirker vi er privilegerede med her i stiftet, også en erindrings-container. Billederne, gravminderne, døbefonten, hele bygningsværket er som lag af historie, der har lejret sig i rummet. Ikke død historie, men historie der taler til os, der lever og trækker vejret her i 2019 med alt, hvad dertil hører. Den gamle kirke husker for os alle, og derfor rummer den os alle. Da jeg kom hjem til Aarhus for fire år siden var det efter 28 års fravær. Det var godt at være tilbage. Vi travede rundt i gaderne, genoplevede gamle stemninger og glædede os over gensynet. Men der gik et par år, før jeg begyndte at få øje på alle højhusene, byggerierne og boligområderne, der var skudt op siden vi forlod byen i 1988. Det var ligesom mine øjne indtil nu havde nægtet at se dem. Det gamle Aarhus havde i min bevidsthed ikke villet vige pladsen for det nye. Der findes et sted inde på YouTube, en lille film, der er optaget på en køretur fra Randersvej og ind gennem Aarhus i netop 1988. Det var den film, der blev ved at med at spille for mit indre blik, og som også gjorde jeg hele tiden forventede at møde de gamle venner og kærester nede på gågaden. Sådan kan fortiden nogle gange lægge en tung hånd på vores skulder. Ikke mindst, når vi bliver ældre og den af gode grunde fylder mere og mere, og vi gerne vil tale om den, indtil vores børn får et træt udtryk i øjnene. Men hvad jeg gerne vil undgå – og her kommer jeg tilbage til mit ærinde den anden søndag – det er, at historien også helt bemægtiger sig kirkens historiske rum. Forstået sådan, at det der siges inde i den, hele tiden har adresse til os og det mudrede og sammensatte menneskeliv vi lever nu og her i dag. Nok er den en erindringscontainer, kirken, og nok er det vigtigt, at vi har historien med os, men det er her og nu, vi trasker rundt i gaderne mellem hinanden, og det er ordene til os om dét, der først og fremmest er på færde herinde under de gamle hvælvinger.

Aarhus

SF og Alternativet vil indføre betalingsring for bilister i Aarhus: - Vi bliver nødt til at bruge både pisk og gulerod

Østjylland

Trods forsinkelser og aflysninger: Friske tal viser stor stigning i letbanens passagertal

Annonce