Annonce
Sport

Detaljenørden fra Brabrand

Tom Søjberg er en detaljeorienteret træner. Han analysere kampene nøje, og sørger for at holdet får trænet de områder, som har haltet. Det mener holdets anfører, Jesper Brinck (til højre). Arkivfoto: Kim Haugaard

De fleste mente, at det var "Mission Impossible" for Brabrand at blive i 1. division, da turneringen gik på vinterpause. I bedste Tom Cruise stil har det aarhusianske hold fra den næstbedste række alligevel chancen for at overleve, blandt andet på grund af deres analytiske træner, Tom Søjberg.

FODBOLD: I en af de mange Mission Impossible film er der en scene, hvor hovedpersonen, Tom Cruise, rapeller sig vej ned gennem en lang skakt, hvor han på akrobatisk vis undviger laserstråler fra alle sider, for til sidst at nå sit mål. I Brabrand har de haft gang i deres helt egen umulige mission, nemlig at blive i 1. division. I filmen spiller Tom Cruise hovedrollen, på fodboldholdet har han en navnebror, der også er en af hovedpersonerne i Brabrands mission, Tom Søjberg.

Den karismatiske træner har, med sin analytiske stil og rosende tilgang til spillerne, været medvirkende til, at Brabrand nu kun mangler at komme forbi de sidste to laserstråler på sin vej mod målet. En udebanesejr mod Viborg, samtidigt med, at Fremad Amager slår Roskilde. Hvis det flasker sig, ender det, ligesom i filmen, lykkeligt, hvis ikke rykker de ud.

Spillerne i truppen ved, hvad der står på spil. De har vidst det hele foråret. Samtidigt arbejder de i Brabrand med, at der skal spilles efter et fast koncept, med nogle faste spilleregler. Det gør, at alle kender sin rolle, og ved, at hvis de opfylder den, så skal spillet nok flyde. Når spillerne følger deres rolle, så skælder træneren dem sjældent ud. Derimod roser han ofte spillerne.

- Det er selvfølgelig altid rart at blive rost. Mange gange er det sådan, at når du har lavet noget forkert, så ved du det godt selv. Det er de færreste, der ikke er klar over det. Når man så laver noget godt, er det rart at få at vide, at det var en god aktion. Det er måske ikke alt, der udefra ser godt ud, men vi får en anerkendelse, fordi vi spiller holdets spil, siger Jesper Brinck, Brabrands anfører.

Annonce

Jeg tror, at hans hoved kører fodbold 24/7

Jesper Brinck, anfører i Brabrand
Holdet spiller ud fra helt faste rammer med nogle faste spilleregler som spillerne skal følge nøje. Arkivfoto: Kim Haugaard

Fodbold 24/7

Selvom han ofte roser spillerne, kan han også fortælle dem, når de ikke har gjort det godt nok, noget der ikke har været nødvendigt mange gange i foråret. Et andet kendetegn ved Tom Søjberg er, at han er meget analytisk. De koncepter han udvikler til spillerne, er typisk udformet ud fra, hvordan man skal lukke en given modstander ned. Om de ikke skal få lov til at lave indlæg eller stikninger frem i banen.

- Tom Søjberg er noget mere analytisk end de fleste. Han ser kampen og har et behov for at se om vi overholder vores aftaler rigtigt. Vi har en masse regler for, hvordan man spiller fodbold i Brabrand. Han sidder og analysere på, om vi gør tingene rigtigt og som vi har aftalt. Så får Marc Højland, vores assistenttræner, lov til at være indpiskeren, siger Jesper Brinck.

- Efter kampene kan vi ofte snakke om de ting vi oplever, fordi han har set det, fordi han er så opmærksom på, hvordan alle facetter af kampen udspiller sig. Det synes jeg vi kan bruge til meget når vi er på træningsbanen og skal justere på de områder, hvor vi kommer i problemer, uddyber han.

Som anfører har Jesper Brinck et lidt andet forhold til træneren, end mange af de andre spillere i truppen. Han bliver ofte taget med på råd, både i forhold til det spillemæssige, men også med klubbens planer for fremtiden. Anførerhvervet er ikke kun når Jesper Brinck går på banen.

- Pludseligt kan han (Tom Søjberg red.) ringe klokken 21.30 en torsdag aften og sige 'jeg ser sådan her på tingene, hvad tænker du?', eller 'vi har en spiller, der er lidt nede, hvordan kan vi få ham op?', siger Jesper Brinck.

- Jeg tror, at hans hoved kører fodbold 24/7, uddyber han.

Præcis helt ned på sekundet

Assistenttræneren og indpiskeren, Marc Højland, er enig i, at Tom Søjberg er en detaljens mand. I en periode samlede Tom Søjberg Marc Højland op på vej til træning. Hver gang de skulle aftale, hvornår han ville hente ham, fik Marc Højland tidspunktet at vide helt ned på sekundet. For eksempel kunne han finde på at skrive, at han ville hente Marc Højland klokken 15.47:29.

Selvom det med sekunderne nok mest var for sjov, vidner det om, at Tom Søjberg er en detaljeorienteret træner, som også godt kan lave sjov med det.

Fordi han går så meget i detaljen med de enkelte ting, formår Tom Søjberg at få det maksimale ud af de enkelte spillere. Det mener assistenttræneren i hvert fald. Han mener faktisk, at han aldrig har oplevet en træner, der var ligeså god til at hive alt ud af sine spillere både på og udenfor banen.

- Han får folk til at vokse. I de fem år han har været i Brabrand, har man set, at der er kommet mange middelmådige spillere til klubben, som han har formået at gøre bedre og mere attraktive for større klubber. Det er noget jeg synes kendetegner ham, og derfor også er begyndt at kendetegne Brabrand, siger Marc Højland.

Om spillerne i Brabrand er vokset nok til, at de kan slå Viborg, og dermed gøre sit til at undgå en nedrykning, vil vise sig når de to hold tørner sammen 13.45 i Viborg. Men hvis den århusianske Mission Impossible skal få en rigtig Hollywoodslutning kræver også det, at Fremad Amager slår FC Roskilde. De møder hinanden samtidigt i Roskilde.

Annonce
Forsiden netop nu
Kronik

Kronik: Vi uddanner de unge ind i en blindgyde - og det er et helt unødvendigt samfundsspild

Der findes flere løsninger på sundhedsvæsenets problemer med kvalificeret arbejdskraft end det mantra, vi hører, om 1.000 sygeplejersker. At se entydigt på udvidelsen af en enkelt faggruppe som eneste løsning er et unuanceret skridt. I kronikken, bragt i Århus Stiftstidende 5. oktober, skriver uddannelsesdekan Karen Frederiksen fra professionshøjskolen VIA University College (VIA), ernæringschef Lone Viggers fra Hospitalsenheden Vest samt Morten Albæk Skrydstrup, ledende terapeut i afdelingsledelsen ved Fysio- og Ergoterapi på Aarhus Universitetshospital, at øvrige sundhedsprofessionelle (udover læger og sygeplejersker) også har faglige kompetencer i topklasse. Jeg må erklære mig helt enig og giver kronikørerne ret i, at øvrige sundhedsprofessionelle kan bidrage væsentligt til at løse de problematikker, der er i sundhedsvæsenet i disse år. Og eksemplerne er meget rammende for behovet for nuancer i debatten. Skribenterne nævner dog ikke radiograferne i deres oplistning af sundhedsprofessionelle. Der uddannes radiografer tre steder i Danmark – i Aalborg, Odense og København - og der uddannes radiografer i tre specialeretninger: Billeddiagnostik, som fortrinsvis er røntgen og skanning med CT og MR, nuklearmedicin, som primært arbejdet med PET-CT og PET-MR, og stråleterapi, som primært planlægger og foretager strålebehandling af kræftpatienter. Og det er præcis i stråleterapi, at radiografer kan byde ind som en del af løsningerne på det, man ynder at kalde sygeplejerskemanglen. Radiograferne med speciale i stråleterapi uddannes målrettet til at løse opgaverne på de stråleterapeutiske afdelinger. Og alligevel oplever vi, at det ofte er svært for vores stråleterapiradiografer at få job på disse afdelinger. Og hvorfor så det? Det handler om, at der har været kutyme for at ansætte sygeplejersker. Det stammer helt tilbage fra, før den teknologiske udvikling gik agurk, og før radiografuddannelsen så dagens lys i Danmark for omtrent 50 år siden. Der er mange myter om fagligheder og mangler, der gør sig gældende, men ingen af dem har rod i virkeligheden – længere. Stråleterapiradiograferne har for eksempel præcis den samme uddannelse i farmakologi som sygeplejerskerne, hvilket betyder, at de er præcis lige så godt klædt på til medicinhåndtering. Radiograferne uddannes tillige præcis i den sygepleje/omsorg, der er målrettet kræftpatienterne i behandlingssituationen. Kompetencerne er således i høj grad til stede. Fakta er at der uddannes specialiserede radiografer til stråleterapi, og alligevel fortsætter man med at ansætte sygeplejersker, der skal have et års ekstra uddannelse, hvilket er resursetungt. Og dette alt imens stråleterapi-radiografer går arbejdsløse rundt. Er der tale om en fagkamp, vil den kvikke læser nok tænke? Det kan meget vel være, og det er jo i virkeligheden ikke svært at forholde sig til. Det er jo dybest set ganske menneskeligt og til at forstå, at man "hytter sine egne". Det, jeg til gengæld ikke kan forstå, er, at politikerne vender det blinde øje til. Jeg er med på, at en politiker ikke kan være inde i alle detaljerne i sundhedsvæsenet. Men jeg har brugt år på at fortælle det, jeg skriver her, både i regionerne, i ministerier og i forskellige folketingsudvalg. Men ingen vil røre ved det – beskeden er, at alle tager mine oplysninger med i det videre arbejde. Og så hører vi ikke mere. Det lader til, at beslutningen om, hvem der skal ansættes, skubbes hele vejen ned i systemet og ender hos en person, der langt hen ad vejen gør det, hun plejer. Ansætter en sygeplejerske. Uagtet, at man højere oppe i systemet beslutter, hvordan der uddannes. Jeg kan ikke fortænke vores stråleterapiradiografer i at være skuffede og vrede. Det er ministerielt besluttet, at vi skal uddanne til dette speciale. Uddannelsesstederne er således forpligtet til at levere, og dermed er der altså også radiografstuderende, der SKAL tilgå denne specialeretning, vel vidende, at det er endog yderst vanskeligt at få job efterfølgende. Vi uddanner de unge mennesker ind i en blindgyde. Lige nu mangler sundhedsvæsenet op mod 2000 sygeplejersker (alt efter politisk overbevisning). Vi kan faktisk over år bidrage med, at tallet daler med 350-400 af dem, hvis der fokuseres på at ansætte radiografer på de stråleterapeutiske afdelinger. Og lad mig så slå fast, at vi har arbejdsløse radiografer. Slutteligt vil jeg lige gøre det fuldstændig klart, at jeg på ingen måde går i rette med sygeplejerskernes faglighed, for det er der overhovedet ingen grund til. Den er i top. Jeg er også klar over, at nogle stråleterapiafdelinger er ved at se fordelen i at ansætte radiografer, selvom de stadig er i stærkt mindretal. Min højeste ambition er, at nogen vil tage dette samfundsspild seriøst og erkende, at det i høj grad giver mening at konsultere de små fagligheder også – vi sidder faktisk med de detalje-løsninger, der kan være svære at få øje på for udenforstående.

Annonce