Annonce
Sport

DM-guld og en kærkommen tur til barberen

Bakken Bears vandt mandag aften sit 15. danmarksmesterskab, da Horsens IC blev besejret i Vejlby-Risskov Hallen. Guldet giver en ekstra bonus til Bakken-spilleren Morten Sahlertz, der endelig kan tage til barberen efter to et halvt år med vildskæg.

Det har fået lov til at vokse vildt i de seneste to et halt år, men i de kommende dage er det slut for Morten Sahlertz gyldne skæg. Bakken-spilleren har ladet sit skæg gro siden Bakken Bears tog hul på DM-finaleserien i foråret 2015.

I de seneste to år har han og holdkammeraterne måtte se Horsens trække det længste strå i finalerne, men mandag aften kunne de endelig lade sig hylde foran tilskuerne i en udsolgt Vejlby-Risskov Hal. Med cifrene 81-73 sikrede hjemmeholdet sig den fjerde sejr i fem kampe og kan dermed kalde sig danske mestre i basketball for første gang i tre sæsoner.

Et comeback til den danske basketballtrone, der også betyder, at Morten Sahlertz må sige farvel til play off skægget. En barbering, han har glædet sig til.

- Nu har det været to et halvt år med playoff skæg. Nu skal det fandeme af, grinte Bakken-spilleren, da sejren var i hus.

- Jeg tror, at jeg laver et eller andet stunt i løbet af ugen, lød det med et grin fra Bakken-spilleren.

Han var blot en af mange Bakken-spillere, der gik rundt med et gyldent blik i øjnene efter anfører Nicolai Iversen havde modtaget pokalen som et bevis på, at Bakken Bears igen kan kalde sig Danmarks bedste. Et kærkomment resultat efter to sæsoner, hvor århusianerne har gjort det forrygende på den internationale scene, men ikke har fået den hjemlige titel og har måtte se ærkerivalerne fra Horsens nappe mesterskabet.

- Vi har været bedre kørende og har haft en bedre kemi på holdet end Horsens. I år har vi en bredere trup end dem. Det har vi også haft de to andre år, men i år har vi formået at bruge den. I dagens kamp roterede vi med vores mange folk i første halvleg, så vi i anden halvleg kunne køre med den kæde, der skulle vinde kampen og det lykkedes jo, sagde en glad sportsdirektør Michael Piloz.

Hvor stor betydning har det, at I som klub igen kan kalde jer Danmarks bedste?

- Det har stor betydning. Især i forhold til Champions League. Vi var nede i forbindelse med afviklingen af Champions League Final Four stævnet og tale med ledelsen og der fik vi at vide, at det klart ville øge vores chancer for at komme med igen, hvis vi kunne vinde mesterskabet. På det tidspunkt stod der 1-1 i finaleserien herhjemme, så vi var lidt spændte på det, sagde Piloz, der holdt meldingen for sig selv.

Der var ikke grund til at lægge yderligere pres på spillerne, som han udtrykker det.

Mandag aften klarede Bakken dog kravet selv og sikrede klubben det 15. mesterskab. En titel, der gjorde godt. Også hos den rutinerede del af truppen, der har vundet sin del af medaljer.

- Jeg tror, det er rutinen og det vi har oplevet i år som hold, sagde Chris Christoffersen, da han skulle sætte ord på sejren.

- Det har rystet os sammen og har givet os en tro på, at det nok skal gå så længe, at vi spiller sammen. Alle de kampe vi har spillet i Europa giver noget erfaring og noget modenhed til et hold, som gør, at man bliver svejset sammen på en rigtig god måde. De svære kampe i Europa har gjort os klar til den her serie, sagde han.

Bliver det din sidste DM-finale?

- Det håber jeg ikke.

Hvordan føles denne titel i forhold til de andre?

- De er specielle alle sammen på deres egen måde. Det har ikke så meget at gøre med mesterskaberne, men nærmere de mennesker og de bånd der er omkring holdet, der gør oplevelserne og mesterskaberne helt specielle og unikke hver enkelt, sagde Chris Christoffersen.

Annonce
Anfører Nicolai Iversen med beviset på, at Bakken Bears igen sidder på den danske basketballtrone. Foto: Kim Haugaard
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Danmark

Se Danmark: Lyst i mørket

Kronik

Kronik: Kulturpolitik er hardcore kapitalisme

I disse dage hyldes finansloven for at afskaffe besparelser på kultur og humaniora. Og selvom det utvivlsomt er et skridt i den rigtige retning, så er det ikke ligefrem modig kultur- eller uddannelsespolitik. Det er et tilbagevendende fænomen, at kunstens fortalere forsøger at overbevise politikere om kunstens værdi og muligheder. Først og fremmest handler det om, at kunsten har værdi i sig selv. Der er en værdi i den kunstneriske undersøgelse, som ikke er underlagt specifikke mål, lyder opråbet. Men i samme åndedrag er det for den samme gruppe af kunstfaglige vigtigt at pointere, at det ikke betyder, at kunsten ingen evner har politisk og kommercielt. For at tale politikernes sprog, påpeger branchen ofte de sociale og økonomiske fordele ved satsninger på kulturområdet. Når staten giver penge til kunsten, resulterer det i mere meningsfulde tilværelser og et overskud i statskassen. Det er ikke den mest interessante tilgang, men offentligt støttet kunst kan betragtes som en investering, der på langt sigt giver profit - både fra turisme og fra handel med kunstværker, men også fra længerevarende følger, som kan være svære at måle. Et rigt kulturliv i et bestemt område kan påvirke prisen på ejendomme. Det kan have betydning for menneskers lykke og sundhed. Det kan afføde innovation i erhvervslivet. Selv Dansk Industri har udgivet en rapport om kulturens vækstpotentialer. Et besøg til et af verdens epicentre for økonomisk vækst har sat kulturpolitikken i den danske andedam i et interessant perspektiv. Jeg er netop hjemvendt fra en rejse organiseret af Mondriaan Fonden og Statens Kunstfond. Med en europæisk gruppe af kunstfaglige rejste jeg rundt og besøgte de mange nye kunstinstitutioner i Forenede Arabiske Emirater. Som navnet betoner, er Emiraterne en føderal sammenslutning af syv arabiske familiedynastier. Landet har de seneste årtier oplevet en rivende udvikling, muliggjort af enorme mængder af oliepenge. I Emiraterne taler man om tre perioder i regionens historie: før og efter olien og fremtiden. Her er ”fremtiden” et gennemtrængende tema, og lederne ved, at olie ikke er en del af den. Ligesom i andre totalitære lande oplever man et styre, som tænker langsigtet. Måske fordi de ved, at de sidder på magten i generationer. For at sikre deres internationale position satser sheikerne på massive investeringer i alt fra bæredygtig energi til infrastruktur. Man kan se væksten for ens øjne, når man bevæger sig rundt. Man kan høre utopierne for fremtiden udfolde sig i entusiastiske skåltaler. Det interessante er, at Emiraterne har forstået, hvad mange danske kulturpolitikere ikke har. Samtidig med at man bygger handelscentraler, luksushoteller, indkøbscentre med indendørs skibakke, skyskrabere og gigantiske solcelleanlæg, så bygger man også universiteter, kunstmuseer, teaterskoler og biblioteker. Her har man forstået kunstens betydning og evne til at skabe forandring kulturelt, økonomisk og politisk - og man udnytter den. Alt er ikke fryd og gammen i Emiraterne, tværtimod. Landet er involveret i død og ødelæggelse i Yemen. Millioner af udlændinge arbejder under usle forhold. Der er massiv hvidvask. Ytringsfriheden er begrænset. Demokrati er en by i Rusland. Landet er dog i stort omfang lykkeligt befriet for kritik og sanktioner fra de såkaldte frie demokratier. En del af strategien for Emiraterne handler om at skabe enorme kulturelle samarbejder, som gør det belejligt for samarbejdspartnerne at se igennem fingre med tragedier og korruption. Det klinger i hvert fald hult, når USA, Frankrig og andre sælger våben og kulturarv med denne ene hånd og peger fingre med den anden. Som eksempel blev det i 2007 vedtaget i det franske parlament, at kunstmuseet Louvre kunne åbne en afdeling i Abu Dhabi. Emiraterne betalte den nette sum af 3,5 milliarder kroner bare for at låne det prestigefyldte navn i 30 år. Louvre Abu Dhabi åbnede i 2017 og ligger i et område, hvor bystyret har planlagt at bruge over 180 milliarder på at skabe et kulturelt turistparadis. Handlen er blevet kritiseret for at være en usmagelig måde at behandle århundredes kulturhistorie og for at forvanske kunstnerisk åndelighed til brand-marketing, hardcore kapitalisme og geopolitik. New Yorks Universitet i Abu Dhabi er endnu et eksempel på en importeret vestlig kulturinstitution. Rektoren er en hollandsk kunsthistoriker, og hun fortalte om universitets satsning på rekruttering af elitestuderende fra hele verden. I det tætpakkede program, som var lagt for os, så vi den ene nybyggede og topmoderne kulturinstitution efter den anden. Fælles for dem alle er, at ambitionerne for det kunstneriske niveau er skyhøje, faciliteterne er dyre og den kulturelle målstok er vestlig. At opleve denne udvikling får mig til at spekulere på, om denne målestok med tiden vil forskyde sig. Fortællingen om vestens forfald fra den globale verdenstinde er velkendt og facetteret. Groft sagt er det den, der har affødt Trumps slogan om at gøre Amerika stor igen. USA står med tiden til at miste sin status som verdens største økonomi, og andre har længe gjort sig klar til at blive de nye supermagter. I lyset af de makropolitiske forskydninger i samtidens verdensorden giver de langsigtede kulturinvesteringer i Emiraterne stof til eftertanke angående den manglende vilje til at satse på kunst og humaniora i vores andedam. Hele denne rejse har gjort mig underligt desillusioneret. På den ene side er jeg blevet bekræftet i, at kunst ikke bør være underlagt politiske målsætninger. På den anden er det mere tydeligt end før, hvor stor en politisk og økonomisk magt kunsten kan bære med sig. Selvom danske politikere fra tid til anden holder fine taler om kulturens betydning, så tales der ofte om kunsten som den overflødige glasur på toppen af kransekagen. På trods af Emiraternes sympatiske tilgang til kunstens magt, så virker det til, at de har forstået, at de såkaldt ”bløde” fag er grundstenene i vores samfund. Jeg har set, hvad der sker, hvis hardcore kapitalister køber præmissen om, at kunst kan betale sig. Emiraterne har spændt kunsten for en vogn, som den får sår af at trække. Alligevel må jeg indrømme, at jeg oplevede meget god kunst på turen. Ikke mindst oplevede jeg potentialer, som på langt sigt kan skubbe ved den måde, vi betragter kunstverdenen på internationalt. Danske kulturinstitutioners kamp for bedre økonomiske forhold er en paradoksal kamp for at vise, at det betaler sig i kroner og ører at lade kunsten udfolde sig på egne præmisser uden blik for de økonomiske følger. Men på trods af at kulturlivet argumenterer for kunsten på erhvervspolitikkens præmisser, har kulturpolitikken stadig laveste prioritet for mange byråd og ikke mindst for den nye regering. Økonomisk vækst bør ikke være argumentet for at investere i kunst og humaniora, men uanset hvilket argument man ønsker at forfægte, så synes det indlysende, at vi bør investere mere modigt og ikke nøjes med at afskaffe besparelser.

Aarhus

Båd kæntret på Brabrand Sø: To forfrosne og afkølede personer reddet op af det iskolde søvand

Annonce